Читать книгу Kunsten taler - Aarhus University Press - Страница 6

Guldgubber er noget helt specielt for Norden, idet de ikke er fundet andre steder. Til gengæld er deres geografiske spredning her ganske betydelig fra Kongsvik i Nordnorge til Lundeborg i Syddanmark og fra Hauge i Vestnorge til Helgö i Østsverige. De fleste fundsteder findes på øer, langs kyster og i fjorde, hvor jernalderbopladser ofte var placeret (fig. 3).

Indtil midten af 1980’erne var guldgubber et særdeles sjældent fænomen, idet man fra hele Norden kun havde kendskab til ca. 150, men det er overvejende sandsynligt, at der er fundet mange flere. Den første sikre oplysning om fund af oldtidsguld i Danmark er fra 1585. Ved gravning på et teglværk ved fiskerlejet Lundeborg på Fyn fandt kansler Niels Friis til Hesselagergård en guldskat af ukendt størrelse og indhold, som han lod omsmelte til medaljoner.¹³ Pga. teglværkets placering tæt ved det sæsonbaserede strandmarked fra jernalderen er det ikke utænkeligt, at guldgubber har været en del af skatten. Guldgubber var ikke en gang sikrede i diverse samlinger. Deres antal har, på trods af at der var tale om sjældne oldtidsfund, varieret gennem tiden. Nogle eksemplarer er blevet væk så som fire i von Melles samling,¹⁴ og andre er smeltet om, solgt på auktion eller foræret væk, som det var almindeligt med genstande i de kongelige samlinger i 1700-tallet, særligt hvis der var tale om dubletter.¹⁵

Fig. 3. Oversigt over fund af guldgubber. Watt (1997), s. 53. Signaturforklaringer: 1) Præget enkeltfigur. 2) Præget dobbeltfigur. 3) Udskåret eller ridset enkeltfigur. 4) Præget dyrefigur. 5) Udskåret dyrefigur. 6) Usikker type. 7) »Bronzegubbe«. 8) Patrice (stempel). Indramning markerer bopladssamfund.

I dag er antallet af guldgubber i Norden mangedoblet, idet man har kendskab til hen ved 3000. Fordelingen på de nordiske lande er imidlertid noget ulige, idet 90 pct. af dem er fundet på Bornholm, og heraf er mere end 2300 fra Sorte Muld. Af de resterende gubber fundet i Danmark er ca. 100 fra Lundeborg, og kun ganske få er fra Jylland og Sjælland. I Sverige er der med det store fund i Uppåkra, det næststørste overhovedet, fundet ca. 250 og i Norge ca. 60.¹⁶ Specielt det norske antal skal tages med et vist forbehold, da det er sandsynligt, at flere af gubberne i de danske samlinger er fundet i Norge. Således blev der omkring 1700 og igen omkring 1745 fundet flere gubber i Nordnorge, som formodentlig er blevet sendt til København. Dermed kan et antal guldgubber, som nu befinder sig på Nationalmuseet uden fundoplysninger, men som menes at stamme fra Norge, meget vel blandt andet stamme fra det tabte Kongsvik-fund.¹⁷

Det er i det hele taget vanskeligt at redegøre for ældre gubbefund, dels fordi gubberne på grund af deres størrelse er vanskelige at nummerere, og dels fordi beskrivelserne af dem ofte er meget overfladiske. Fundsteder er ikke oplyst nærmere, og generelt mangler alle øvrige oplysninger om fundkontekster, hvilket er en forudsætning for at kunne vurdere et arkæologisk fund.

I dag er man heldigvis meget påpasselig med fundoplysninger, hvilket har forøget guldgubbernes kulturhistoriske værdi betydeligt. Man ved meget mere om dem, ikke blot fordi mange flere har set dagens lys, men især fordi detaljerede oplysninger om fundsteder og fundkontekster kan fortælle meget om den verden, de tilsyneladende var en vigtig del af og om deres mulige funktion og betydning i den.

Om Sorte Muld bopladsen ved man, at den hører til blandt de største jernalderbopladser, der endnu er fundet, med et omfang på ca. 50.000 m². Som følge af at der har været kontinuerlig bosættelse på stedet i ca. 1000 år fra før Kristi fødsel til Vikingetid, ligger hustomter fra forskellige perioder og deres tilhørende materiale oveni hinanden.¹⁸ Der er imidlertid klar dominans af fund fra det 6. og det 7. årh. e.Kr., som også ser ud til at være guldgubbernes højdepunkt. De er fundet spredt over et område på ca. 400 m² med den største koncentration indenfor blot ca. 100 m² dels i det moderne pløjelag og dels i det yngste af de bevarede bopladslag, hvis øvrige fund hovedsageligt kan dateres til mellem 400 og 600 e.Kr.¹⁹ Bevæger man sig længere ned, er det hurtigt slut med gubberne.

Årsagerne til den voldsomme ophobning af guldgubber på Sorte Muld er fortsat en gåde. Bopladsens størrelse og placering samt den meget store mængde fund, ofte importerede varer af høj kvalitet samt vægtlodder, denarer og betalingsguld, peger på, at den ikke alene har været Bornholms centrale boplads, men at den også har haft status som et vigtigt nordisk center for handel og håndværk og sandsynligvis også for politisk og religiøs magt, som det også er tilfældet med Gudme og Helgö. Den sporadiske placering af gubberne på Sorte Muld giver imidlertid ingen indikationer på, hvad de har været brugt til, og det er kun ud fra andre fund og stilhistorisk inddeling ved hjælp af f.eks. genstande i gubbernes billedmotiver så som figurernes klædedragt, dragtnåle og drikkebægre, at en relativ datering er mulig.

Også i Lundeborg er guldgubberne fundet indenfor et begrænset område beliggende centralt på handelspladsen, der i et ca. 800 m langt og ca. 100 m bredt bælte ligger direkte ud til Storebælt. 30 af dem lå meget tæt sammen på et område, der ikke er større end en knyttet hånd²⁰ og har sandsynligvis været samlet i et klæde eller en læderpung, der nu er gået tabt. Måske havde manden, der solgte gubber, sin bod netop her, eller måske er de nedlagt som en guldskat. Da gudedyrkelse og dagligliv under alle omstændigheder hørte tæt sammen i jernalderen, er det sandsynligt, at gubberne kunne købes på stranden, inden man deltog i religiøse handlinger i Gudme. Det kulturlag, hvori guldgubberne er fundet, indeholder genstande, der giver en dateringsramme, men heller ikke her er der mulighed for en absolut datering. Ud fra keramik og fibler er det sandsynligt, at Lundeborggubberne er fra en periode, der strækker sig fra sent i 6. årh. til midten af 7. årh., hvilket vil sige, at de er samtidige med gubberne fra Sorte Muld.²¹ En guldgubbe fundet i Nørre Hvam i Vestjylland er ligeledes dateret efter andre genstande, idet den sammen med ti brakteater af den såkaldte D-type, der tidsmæssigt hører hjemme omkring 650 e.Kr., udgjorde et sluttet fund.²²

Der er mange eksempler på, at guldgubberne selv giver oplysninger, der kan medvirke til en datering af dem. Således ses blandt de udskårne mandsfigurer fra Sorte Muld fragmenter af en vildt kæmpende kriger, der i højre hånd holder et sværd af en type, der kendes fra talrige fund. Næsten nøjagtige paralleller til gubbernes klædedragter kendes fra prægede bronzebeslag på pragthjelme fundet i fyrstegrave ved Vendel og Valsgärde i Uppland i Sverige og Sutton Hoo i East Anglia i England. Endvidere genkendes blandt dragtnålene eksempelvis rygknapfibler og ringspænder, og nogle af de glasbægre figurerne holder synes at være de rundbundede »tumlere«, der også er fundet en mængde fragmenter af. Disse eksempler peger alle på en datering omkring 600 e.Kr.²³

I 1994 blev der foretaget et gubbefund i Slöinge i Halland, der ved hjælp af dendrokronologi gav mulighed for en anden slags datering. På en kystnær jernalderbebyggelse, der har været i brug i hen ved 500 år, og hvis fund på samme måde som i f.eks. Lundeborg/Gudme, Sorte Muld og Helgö afspejler betydelig rigdom, fandt man 55 hele guldgubber og en snes brudstykker sammen med spor af avanceret håndværk og eksklusive genstande. 38 af de hele gubber samt et antal brudstykker blev fundet in situ i et stolpehul under en stolperest, der dateres til de første årtier efter 700 e.Kr.,²⁴ hvilket umiddelbart tyder på, at disse gubber er omkring 100 år yngre end gubber normalt regnes for at være. At man kan komme en absolut datering på en stolperest nærmere ved hjælp af dendrokronologi er til stor nytte i vurderingen af fundstedets karakter, men det siger ikke nødvendigvis noget mere præcist om guldgubbernes alder.

På Vestvågøy i Lofoten findes tomten af et af de største jernalderhuse, der kendes i Norden. Det er 8,5 x 74 m og fra tiden omkring 600 e.Kr. På grund af størrelsen og fundmaterialet, der omfatter sjældne fragmenter af importeret glas og keramik samt genstande af ædelmetal, tolkes tomten som en høvdingegård. Rummet længst mod sydvest tolkes som hallen, hvor blandt andet bloterne antages at have foregået. Det er her, de fleste statusgenstande er fundet, særligt i det nordlige hjørne, blandt andet fem guldgubber. To af gubberne er fundet i pløjelaget udenfor det nordlige hjørne af hallen, mens de tre andre befandt sig i det nordlige stolpehul i selve hallen, to af dem placeret under en sten. Stolpehullet har været omsat tre gange, så selvom guldgubberne lå i den yngste fase, der kan dateres til Vikingetid, kan de udmærket være ældre. De to gubber fundet in situ er slidte, og med den særlige betydning det nordlige hjørne synes at have haft, er det ikke utænkeligt, at nedlæggelsen af gubberne fandt sted første gang, hallen blev indviet til afholdelse af bloterne på Borg, og at det efterfølgende har været af stor betydning, at gubberne fulgte med, når stolpen blev skiftet ud.²⁵

Guldgubbernes tilknytning til visse bygninger eller rum, der synes at have haft en særlig religiøs betydning, ses også i Helgö i Mälaren ved Birka, hvor hovedparten af i alt 26 gubber blev fundet i den hustomt, der tolkes som stedets kultbygning. Her lå gubberne i et område med et stort stolpehul i midten.²⁶ Et lignende eksempel er fra Mære i Vestnorge, hvor 19 gubber blev fundet inden for få kvadratmeter enten nede i eller lige ved siden af fire tæt placerede stolpehuller fra jernalderen, som nu befinder sig under en kirke fra middelalderen. Selvom der ikke er fundet andre bygningsrester på stedet, der kan sættes i direkte forbindelse med stolpehullerne, er det sandsynligt, at stolperne enten har været en del af en bygning eller har været placeret indeni bygningen som en del af indretningen.²⁷ Mære er af særlig interesse, fordi stedet i skriftlige kilder fra middelalderen beskrives som et centrum for hedensk gudedyrkelse. Det er fristende at koble stolpehullerne og de skriftlige kilder, idet guldgubberne dermed er fundet et sted, der med sikkerhed kan siges at have været et hov, men da der er mange hundrede år imellem, er de middelalderlige kilder så godt som ubrugelige i forbindelse med en vurdering af arkæologiske levn fra jernalderen.

Fundstedet og sammensætningen af fundmateriale har stor betydning for vurderingen af gubberne og deres fundområdes karakter og dermed også af det samfund, der stod bag fremstillingen af dem. Udover at sætte fokus på dateringsspørgsmålene fortæller fundkonteksterne i Slöinge, på Borg, i Mære og på Helgö også mere om guldgubbernes mulige betydning og funktion. I alle fire tilfælde er gubberne fundet i datérbare bygningsrester med spor fra tiden omkring 600 e.Kr., og i alle tilfælde er der tale om rige, kystnære bosættelser, der med stor sandsynlighed har været tilholdssted for magthavere. I alle fire tilfælde er der ligeledes tegn på, at de er indgået i religiøse handlinger i forbindelse med bloter enten i hallen på høvdingens gård eller på et særligt kultsted. Selvom guldgubberne fra Sorte Muld og Lundeborg ikke kan knyttes til bygninger, er der al mulig grund til at tro, at omstændighederne for deres anvendelse her har været de samme som i det øvrige Norden, dog er det mærkeligt at antallet af gubber fundet i Gudme, der ellers byder på meget omfattende og rige fund, kan tælles på blot én hånd.

Selvom guldgubber kan være næsten ufatteligt små, udgør de en enestående billedverden, der giver et godt indblik i jernalderens kunstneriske formåen. Derudover udgør de den største samling af menneskefremstillinger fra den periode i Norden, og deres mangfoldighed og detailrigdom har siden von Melles tolkninger spillet en rolle i diskussionen om jernalderens samfundsstruktur, kulturforbindelser og ikke mindst førkristen religion.