Читать книгу Kunsten taler - Aarhus University Press - Страница 4

MIA BØGEBJERG

Første gang disse oldsager med den særprægede betegnelse omtales i litteraturen er i møntforskeren Otto Sperlings afhandling De nummorum bracteatorum et cavorum fra 1700. På det tidspunkt blev de imidlertid ikke betragtet som en selvstændig genstandsgruppe, men omtales af Sperling som firkantede, aflange hule guldmønter.¹

I Jacob von Melles lærde arkæologiske afhandling Commentatiuncula de simvlachris avreis, qvæ in Boringholmia, Maris Balthici insvla, agris ervvntvr fra 1725, hvor han på grundig og systematisk vis beskriver og forsøger at afdække meningen med 20 små menneskefigurer af guld fundet på Bornholm under markarbejde, opfattes guldgenstandene ikke længere som mønter, men som mytologiske guldbilleder, der i oldtiden har været anvendt som en slags husguder, altså noget ganske andet end et betalingsmiddel.²

Interessen omkring dem er steget ganske betragteligt i løbet af de ca. 300 år, der er gået, fra man blev opmærksom på fænomenet i videnskabelig forstand, og specielt i løbet af de sidste ca. 20 år er der foretaget omfattende undersøgelser inden for området. Dette skyldes primært, at bestanden af guldgubber blev mangedoblet ved tre særligt store fund på Bornholm, på Fyn og i Sydsverige. Men hvad er det så for noget disse guldgubber? Det er nærværende artikels mål i hovedtræk at forsøge at give et overblik over den nuværende viden om guldgubberne fra det håndgribelige: Hvad er de lavet af? Hvornår er de fra? Hvor er de fundet? Til det mere uhåndgribelige: Hvem forestiller de? Hvad har de været brugt til i det forhistoriske samfund? Hvem brugte dem? Og hvad skete der med dem efter brug? Som det ofte er tilfældet med forhistoriske emner, rejser hvert svar adskillige nye spørgsmål, og det kan derfor ikke undre, at kun få af disse spørgsmål kan besvares fyldestgørende.