Читать книгу Kunsten taler - Aarhus University Press - Страница 16

På Dynnastenen fejer akantuskaskaden diagonalt ned fra stenens top på forside såvel som smalsider og peger mod det, vi skal rette blikket imod: billedberetningen på forsiden. Her viser akantusviften, hvor aflæsningen skal begynde og angiver læseretningen, der forløber som en trekant over billedsiden (fig. 5).

Aflæsningen begynder øverst til venstre på stenens bredside set fra betragteren, og herfra gennemløbes beretningens tre hovedafsnit (A, B, C) og fem af de seks scener. Beretningen slutter, hvor den begyndte: i akantuskaskaden øverst på stenen.

Først vises:

A) udrejsen til Barnet (Matthæus 2,1-10), men ikke komplet:

1) stjernens fremkomst og funktion som ledestjerne vises for:

2) tre vise mænd til hest på vej til Betlehem;

3) besøget hos Kong Herodes i Jerusalem gengives ikke, men er indirekte til stede ved C5.

Dernæst vises:

B) opholdet hos Barnet og dets mor (Matthæus 2,11):

4) hyldningen af Barnet, hvor de tre forskellige gaver overbringes; udenfor står én hest, som er pars pro toto-gengivelse for samtlige tre heste.

Til sidst vises:

C) hjemrejsen fra Barnet i sin helhed (Matthæus 2,12).

5) hvor Gud via en engel advarer de vise mænd imod at besøge Herodes på:

6) hjemrejsen,

Fig. 5. Dynnastenen. Billedfeltets læseretning. Foto: Eirik I. Johnsen, Universitetets kulturhistoriske museer, Oslo. Streg: Lise Gjedssø Bertelsen.

og dermed er vi tilbage ved begyndelsen, nu det lykkelige facit: frelsen symboliseret ved akantuskaskaden som pars pro toto-gengivelse for det kristne livets træ på stenens top.

Ad A1: Den viste Betlehemsstjerne er opbygget af en cirkel og fire trekanter, som stråler ud i korsform. I kristen kultur er Gud lys og orden; cirkelen er den geometriske figur, som svarer til 1-tallet, som angiver Enheden og Gud; trekanten er den geometriske figur, der svarer til 3-tallet, som symboliserer Treenigheden.¹² Guds lys stråler med Betlehemsstjernen ned til menneskene. Den stjernestråle, som peger nedad, forløber som ledestjerne ned over øverste/mindste/i udrejseprocessionen bageste hests dynamiske hofteledsspiral og imellem nederste/største/forreste hests dynamiske forben og fører dermed de vise mænd på hesteryg til huset i Betlehem. Nederst i billedfeltet falder strålen ind i huset og peger på Jomfru Maria med Barnet. Det er ikke tilfældigt, at husets dør/åbning vender opefter således, at stjernens stråle kan falde ind i huset og de vise mænd helt bogstaveligt dermed ledes derind.

Ad A2: De tre heste med ryttere bliver større og større, jo nærmere udrejseprocessionen, ledt af stjernen, kommer huset i Betlehem. Rytterne bærer kapper, men ikke kongekroner. Først fra 1100-tallet bliver de vise mænd fra Østerland næsten udelukkende gengivet som de hellige tre konger med kroner. Øverste/bageste rytter til hest er afbildet siddende foran sin hest og set i profil fra højre side. Nederste/forreste ryttere til hest er afbildet siddende bagved hver sin hest og set i profil fra venstre side. På denne måde tydeliggøres, at bageste rytter er identisk med den profilsete stående mand imellem de bageste heste, og at forreste ryttere er identiske med vismændene inde i huset i næste afsnit af billedberetningen, jf. nedenfor. Vismændenes ansigters profil er tydeligt forskellige, muligvis som en påmindelse til opmaleren om at fremstille dem i forskellige aldre: som en gammel mand med langt skæg, en midaldrende med kort skæg og en ung uden skæg, hvorved Kristi universelle herredømme understreges. Denne tanke tilføjes endnu et aspekt, når man senere i gotikken fremstiller dem henholdsvis som neger, asiat og europæer, dvs. repræsenterende de da tre kendte verdensdele.¹³ Dynnastenens heste er i forhold til rytterne ikke særligt store; de er samtidens hest i det nordiske rum, den hest vi i dag kalder en islænder.

Imellem den øverste/bageste hests forparti og den mellemste hests bagparti står som nævnt en profilset mand. Han rækker armene ud over rammelinien i en typisk gavegivergestus og er sandsynligvis som foreslået den tredje og bageste vise mand,¹⁴ som er på vej til at følge efter de to andre, der allerede er ankommet til huset med Jomfru Maria og Barnet. Manden, der er vendt præcist som bageste rytter i processionen og af størrelse som de to vismænd, der allerede ses inde i huset, bygger således bro mellem scene A2 og B4. Denne måde at kæde scener sammen er kendt fra andre samtidige billeder som f.eks. på Ramsundsbjerget Sö 101.

Ad A3: Vise mænds besøg hos kong Herodes angives indirekte via scene C5.

Ad B4: Scenen indledes med den tredelte akantuspalmetteremse på geometrisk bort, og tiden er inde i studiet af sen vikingetids kunst til at tage symbolerne, som igen og igen dukker op nær hellige figurer, alvorligt. Akantussen må ofte som her anses som pars pro toto-gengivelse af og symbol på det kristne livstræ: vi nærmer os Barnet! På den lidt ældre Alstadsten N 61-62 og den samtidige Vangsten N 84 vokser livstræet og livstræskorset op af spiraler oven på en geometrisk bort af nært slægtskab med den på Dynnastenen. For Vangstenens vedkommende må det dertil kraftigt pointeres, hvorledes livstræet udgør den levende stamme i et overdådigt livstræskors. Symbolværdien er til stede, hvad enten det er livstræet, livstræskorset eller den tredelte palmetteremse, der står oven på en geometrisk bort.

På en ældre longobardisk bronzeplade fra før 750 hylder de tre vise mænd Kristusbarnet, som hviler beskyttet af Jomfru Maria på et leje oven på en tilsvarende tredelt akantuspalmetteremse.¹⁵ Gaveoverrækkelsesscenen på forsiden af det ligeledes ældre Franks skrin fra Northumberland indledes også med et helligt tegn, her triquetraen/treenighedssymbolet.¹⁶

Af huset og hesten med fælles basis repræsenterer huset »inde« og hesten »ude«. Men huset gengives bevidst hverken som stald, hule eller grotte, derimod tydeligt som et samtidigt vikingetidslanghus med buet tag, vindski og dør. Det er et tydeligt eksempel på, at man bevidst evnede at sætte de hellige handlinger ind i egen tid og derved gøre dem nærværende. Husets form leder tanken til anglo-skandinaviske »svineryg«-husformede gravmonumenter af sten, de såkaldte »hogbacks«,¹⁷ såvel som til husformede relikvieskrin som f.eks. Camminskrinet i sen Mammenstil fra Polen¹⁸ og det forreste skrin i den sakrale edsaflæggelsesscene på Bayeuxtapetet (fig. 6).

Dette store broderi blev sandsynligvis fremstillet i tiden 1066-1077, måske i Canterbury.

Inde i Dynnastenens hus, der også må betegnes som et relikvieskrin, vogter Maria, symbolet på Ecclesia (kirken), sammen med det guddommelige Barn, som hun holder frem mod vismændene. Det er en oppegående, aktiv Jomfru Maria klædt i samtidens kvindedragt, vi ser, ikke en liggende barselskvinde. Om figuren midt i huset viser krybbe eller tronstol vides ikke.

Fig. 6. Bayeuxtapetets edsaflæggelsesscene. Harald Godwinson, jarl af Wessex, aflægger ed til Hertug Vilhelm af Normandiet ved to relikvieskrin. Det forreste af form som Camminskrinet og Dynnastenens hus. Foto: Christian Ejlers’ Forlag, København. Med speciel tilladelse fra Bayeux by.

De gaveoverbringende vise mænd inde i huset og han, som er på vej dertil, er klædt i samtidens mandsdragter, og på fremstrakte arme frembærer de ydmygt de tre symbolske gaver: guld (til en konge), røgelse (til en gud) og myrra (varslet om den menneskelige død). Første vise mand, umiddelbart nær Jomfru Maria, har velkendt mandsfrisure i Ringerikestil. Anden vise mand har sin gave i et horn. Lignende horn kendes fra andre billedrunesten,¹⁹ og fra Århus (udgravet nær domkirken) er bevaret forgyldte beslag i Ringerikestil fra et drikkehorn.²⁰

På billedrunestenene falder højstatusmotiver og hovedscener ikke til jorden i hverken overført eller bogstavelig forstand. De løftes op og stiger til himmels i overensstemmelse med det kristne billedes struktur og tidens religiøse mentalitet generelt. Placeringen af vise mænds tilbedelse af Barnet i Betlehem nederst på Dynnastenen og kun lidt oven over den jordoverflade, som oprindeligt dækkede stenens nederste del, viser os dermed straks, at hvor vigtig scenen end er, så er den ikke stenens hovedscene. Den mest iøjnefaldende og dominerende scene er derimod de tre ryttere til hest ovenover og midt i hele billedfeltet. Stenens billedberetnings overordnede budskab er dermed, når aflæsningen er fuldført (via C5-6 jf. nedenfor): at de vise mænd drog fra besøget hos Barnet i Betlehem med den største af alle gaver, frelsen, efter at den menneskeblevne Gud havde åbenbaret sig for dem.

Præcist samme overtoner i beretningen møder vi på den lidt yngre romanske døbefont i Åkirkeby, Bornholm, DR 373, hvorpå vismændene nu er blevet til de hellige tre konger (fig. 7).

Ikke mindre end fem af denne smukke fontekummes elleve arkadefelter er viet beretningen om de hellige tre konger: to viser udrejsen til og opholdet hos Barnet og Maria, tre hjemrejsen fra Barnet. Også her dominerer tre ryttere til hest. Meningen med denne dominerende rolle, som beretningen spiller, må være, at det udøbte barn kommer til fonten, Kristus, og modtager frelsen, således som de udøbte tre konger kom til kongernes konge i Betlehem og fik det evige liv. På fonten rider de tre konger fra besøget hos Barnet hjem på tøltende nordiske heste, nu hver holdende en livstræskvist i højre hånd i stedet for de jordiske gaver, de kom med. Fornemmere kan det ikke siges! Åkirkebyfontens forklarende tekst til hvert billede er skrevet med runer i trekløverbuerne over arkadefelterne, derfor dens runestensnummer.

Under opholdet i Betlehem på Dynnastenen venter de vise mænds heste udenfor vist ved hjælp af én hest som pars pro toto-gengivelse for alle tre heste. Hesten har retning mod stenens top og bygger dermed bro til beretningens sidste scener C5-6. I samme ånd indskrænker pars pro totogengivelsen af de ventende heste uden for huset på det berømte St. Alban’s Psalter fra ca.1140 sig til bagpartiet af én hest.²¹

Ad C5 og C6: Med B4’s profilsete hest som retningsgiver indledes i C5 de vise mænds ridt hjem fra Betlehem. De tre heste med ryttere bliver mindre og mindre, jo mere hjemrejseprocessionen fjerner sig fra huset. Førerhesten er nu den øverste/mindste af hestene, der derfor må vende i modsat retning af de øvrige og guides opad af manden med glorie og oprakte arme under akantuskaskaden. Han er blevet anset som Kristus, selvom såvel udseende som kropssprog byder på problemer.²² Imod tolkningen taler, at glorien ikke er en korsglorie, og at kropssproget med de oprakte arme ikke passer på Kristus. Men eftersom vismændene på vejen hjem i drømme fik en ganske bestemt åbenbaring, er en anden og mere nærliggende tolkning af mandsfiguren, at det er en engel, der som sendebud fra Gud advarede de vise mænd mod at besøge Herodes på hjemvejen, eftersom denne kun havde ondt i sinde. Guds sendebud afstak dermed deres hjemrute, som forløb lige til himmels med frelsen! Denne teori stemmer overens med forslaget om, at Dynnastenens kunstner må have arbejdet med forlæg som f.eks. det føromtalte Echternachevangeliar i tankerne.²³