Читать книгу Kunsten taler - Aarhus University Press - Страница 7

Én ting er at udforske jernalderens materielle kultur, noget helt andet er at udforske den åndelige, som er meget vanskelig at trænge ind i, idet vi ikke med sikkerhed kan sige, hvad billeder og tegn betyder, men højst sandsynliggøre, at de illustrerer magisk-religiøse skikkelser og handlinger og derfra ofte kun gætte på, hvem og hvad det drejer sig om.

En overgang blev guldgubber betragtet som smykker eller dragtprydelser, der enten havde været båret i en snor om halsen eller havde været syet på tøjet. De kunne endvidere, samtidig med at de havde funktion af pyntegenstand, have fungeret som en slags lykkebringende og beskyttende amulet for bæreren i stil med brakteaterne. Den teori er imidlertid blevet forkastet på lige fod med teorien om, at de har været benyttet som regulært betalingsmiddel i forbindelse med vareudveksling, idet gubberne er alt for tynde og skrøbelige til at have været anvendt på den måde. Fundomstændigheder så som antal og placering peger også i en anden retning sammen med det faktum, at kun ganske få guldgubber er forsynet med øsken eller huller. Blandt de meget få eksempler kan nævnes en udskåret gubbe med påloddet øsken fundet på Bornholm, gubben fra Nørre Hvam, der er perforeret, samt en gubbe med ombøjede kanter også fundet på Bornholm.

Da det er nærliggende, at centrale kultsteder har været knyttet til de vigtigste handelspladser, hvor mange mennesker mødtes, er der sandsynligvis tale om symbolske gudebilleder; men i stedet for smykker båret som amuletter, går en anden teori på, at guldgubberne kan have været en slags tempelpenge. Et engangsbetalingsmiddel der måtte betales for deltagelse i kultiske handlinger. Måske er de blevet ofret til en himmelsk eller jordisk magthaver. Måske er de blevet anbragt som udsmykning i et hedensk gudehov.²⁸ Det er også blevet foreslået, at gubberne har været anvendt som votivgaver, som man kender dem fra den næsten samtidige senantikke kult, men i det nordiske materiale altså uden guddommens navn.

I dag er der bred enighed om, at guldgubber er uløseligt forbundet med førkristen gudedyrkelse, men hvordan, hvornår og under hvilke omstændigheder jernalderens mennesker har gjort brug af dem, er fortsat åbne spørgsmål. Ligeledes har det givet anledning til megen diskussion, hvem de små menneskefigurer forestiller, og hvad de foretager sig.

En måde at inddele guldgubberne på er i følgende fire hovedtyper: Præget enkeltfigur, præget dobbeltfigur, udskåret figur og dyrefigur. Flere af disse hovedtyper kan underopdeles i forhold til køn og teknik, idet prægede enkeltfigurer både kan være kvinder og mænd, udskårne figurer kan være kvinder og mænd, og dyrefigurer kan være prægede eller udskårne. Denne underopdeling kan fortsætte helt ned til små detaljer, såsom hvilke gubber der bærer kappe, hvilke der har opsat hår, og hvilke der bærer smykker. De nævnte eksempler kan så igen alle underopdeles efter type af kappe, type af smykke etc.

På Sorte Muld udgør prægede figurer langt den største gruppe, hvoraf 95 pct. er enkeltfigurer, hovedsageligt mænd, hvoraf et mindre antal er upåklædte. Kvindefigurer er klart i mindretal og udgør højst et par procent af det samlede antal. Endvidere byder fundstedet på nogle få naturalistiske dyrefigurer blandt andet en bjørn og nogle svin samt et påfaldende lille antal dobbeltfigurer, der uanset fundsted i langt overvejende grad tydeligt forestiller en kvinde og en mand vendt mod hinanden. Endeligt er der et mindre antal udskårne menneskefigurer.²⁹ Sorte Muld skiller sig således ikke alene ud ved det overvældende antal gubber, men også ved deres type, idet hovedparten af alle øvrige fund i Norden udgøres af prægede dobbeltfigurer. Således er eksempelvis samtlige gubber fra Mære, Helgö og Lundeborg dobbeltgubber. Dog bør det nævnes, at en enkelt udskåret mandsfigur blev fundet på Lundeborgpladsen i 1988, men uden forbindelse til dobbeltgubberne, som er fundet senere.³⁰

Hovedparten af de udskårne gubber er mandsfigurer uden markering af påklædning eller muligvis iført meget tætsiddende bukser, mens et ganske lille antal udgøres af kvindefigurer uden markering af påklædning samt påklædte mands- og kvindefigurer. Derudover er der nogle, der ikke kan kønsbestemmes, idet de enten er for utydelige eller for stiliserede. Fælles for de »nøgne« gubber er, at de hovedsageligt viser personen set en face med armene ned langs siden samt tydelig markering og ofte overdimensionering af hænder og fingre i en position, der i nogle tilfælde minder om en stilfærdig gestus, men i andre forekommer mere dramatisk. Undertiden er de iklædt en slags mavebælte og kan også bære hals- og armringe.³¹ Kvindefigurer ses af og til med en perlekæde om halsen. Nogle af figurerne, hovedsageligt mandsfigurer, ser ud til at være i bevægelse, idet nogle har bøjede ben, nogle optræder i sære forvredne stillinger, der henleder tankerne på akrobater, og nogle står på tæer. Disse træk ses også blandt guldgubber fundet andre steder og er især tydelige på syv ens prægede enkeltfigurer fra Eketorp på Öland, der balancerer på det yderste af tåspidsen.³² Gubber i bevægelse som dem fundet på Sorte Muld, men også andre steder f.eks. enkeltgubber fra Ravlunda og dobbeltgubber fra Helgö, er blevet tolket som udøvere af en rituel dans, der sættes i forbindelse med kultiske handlinger.³³ Spørgsmålet er så, om der er tale om dansende guder, eller om det er tilbedere, der i forbindelse med kultiske handlinger opfører en ceremoniel dans til ære for guderne. Sidstnævnte synes mest sandsynligt og støttes af Adam af Bremens næsten 500 år yngre omtale af sange og Saxos beretning om rituelle danse og deres tilknytning til kultiske handlinger i Uppsala i Sverige.

Talmæssigt domineres gubberne fra Sorte Muld af stående, påklædte mandsfigurer i forskellige udgaver, der også repræsenterer den største detailrigdom og variation. De er alle profilsete og virker ophøjede i deres fornemme fremtoning med næsen i sky. Fælles for de forskellige udgaver af mandsfiguren er det store, runde øje og den kraftige næse. De er typisk skægløse med skulderlangt, tilbagestrøget, glat hår og er klædt i en halvlang kappe eller kofte, der til tider også kan være ankellang eller lårkort, og som i snittet minder om en kimono med en bred mønstret bort hele vejen rundt. Lignende dragter kendes fra afbildninger på våbenudstyr og smykker fundet i Nord- og Mellemeuropa. De har sandsynligvis været forbeholdt samfundets øverste sociale lag³⁴ og ser ud til at have været anvendt som ceremoniel klædning. Til forskel fra de udskårne gubber, der kun undtagelsesvis er i besiddelse af attributter, ses flertallet af de prægede mandsfigurer med et bæger, et drikkehorn, en aflang stoklignende genstand eller andre effekter, der tolkes som værdighedstegn af forskellige slags eller endda som regalier.³⁵ Staven, som er den dominerende attribut, er i reglen af samme højde som figuren og lige bred i begge ender. Måske er der tale om et langscepter, som det blandt andet kendes fra romerske mønter.³⁶ Måske en lanse eller et spyd. Under alle omstændigheder er genstanden af central betydning for tolkningen af figuren, ikke mindst fordi en kortere eller længere stav indgår i motivet på 90 pct. af denne type gubbe. De fornemme mænd er sandsynligvis fyrster, konger eller guder, en tolkning, der understøttes af en stavbærende figur med et diadem om hovedet (fig. 4).

Set i deres helhed er der gjort meget ud af de prægede guldgubber, enkeltgubber såvel som dobbeltgubber. Detaljerigdommen er imponerende størrelsen taget i betragtning, og nogle af figurerne er indrammet af en bort f.eks. en stav- eller perlebort, og overskydende guldblik er ofte omhyggeligt skåret væk.

Den lille flok kvindefigurer fra Sorte Muld er næsten ens i præget og udtrykker den samme alvor og fornemme status som mændene. Ligesom mandsfigurerne er de set i profil, men forekommer også en face, og deres påklædning er tilsvarende statelig. Klædedragten består af en ankellang kjole, der for størstedelen dækkes af en ærmeløs kappe måske af skind eller pels, der holdes sammen ved halsen af en dragtnål.³⁷ De har alle langt hår, der er samlet i en kringlelignende knude i nakken, hvorfra det hænger ned ad ryggen i en slags hestehale, der kan være snoet eller flettet. Kvindefiguren, der både i påklædning og holdning udstråler værdighed, holder ofte et drikkehorn eller et bæger i hånden og indtager dermed den ærefulde rolle som udskænker af drikkevarer. Hun udgør et tilbagevendende motiv i jernalderens billedfremstillinger og kan spores helt frem til middelalderen, hvor hun f.eks. optræder i kalkmalerier.³⁸

Fig. 4. Eksempler på typiske mandsfigurer fra Sorte Muld. Tegning: Eva Koch. Watt (1991a), s. 377.V.

Drikkehornet forekommer også på dobbeltgubberne med en profilset mand og kvinde, placeret tæt sammen og med ansigtet vendt mod hinanden. I både påklædning og fremtoning minder de meget om enkeltgubberne og bærer også i flere tilfælde de øvrige attributter kendt fra de enkeltstående figurer. På Lundeborggubberne varierer præget meget, idet nogle motiver er ganske detaljerede, og andre blot viser figurernes konturer (fig. 5). Atter andre er svære at tyde, idet præget er udvisket. Ansigtstrækkene varierer fra det næsten naturalistiske til det meget abstrakte. Et interessant træk ved disse gubber er, at der i modsætning til de øvrige nordiske dobbeltgubber er nogle par, der er helt ens klædt.³⁹ Der er sandsynligvis ikke tale om, at figurerne er to mænd eller to kvinder, men med den udprægede sans for detaljer, gubberne generelt repræsenterer er det et bemærkelsesværdigt træk. Det er forholdsvist konsekvent, at manden står til venstre for kvinden, et mønster der også fremgår af de øvrige nordiske dobbeltgubber. I Lundeborg afviger således kun fem par fra dette mønster.⁴⁰ Der er fysisk kontakt mellem figurerne, som det også er tilfældet med hovedparten af de andre nordiske dobbeltgubber. Oftest er det manden alene, der rører ved kvindens skulder eller liv, og i tilfælde hvor kvinden også rører ved manden, sker det ved, at hun modsvarer hans berøring eller holder om hans ene håndled. Blandt Lundeborggubberne er der par, der holder en stav mellem sig, et motiv der også ses på gubber fra Mære i Trøndelag. Staven er imidlertid den eneste lighed, da figurernes øvrige fremtoning er forskellig. Andre attributter så som drikkehornet forekommer i motiverne både fra Lundeborg og Helgö, og i blandt andet Hauge forekommer en genstand, der mest af alt ligner en gren eller lignende plantedel. Denne attribut er blevet fremhævet for at understøtte teorien om, at figurerne på dobbeltgubberne er frugtbarhedsguder, idet den er blevet tolket som en virga.⁴¹ Dette symbol på frugtbarhed har en lang tradition i billedlige fremstillinger og ses også i den kristne kunst.

I en sammenligning af de nordiske dobbeltgubber står det klart, at de på trods af relativ stor mangfoldighed i prægene har rod i et fælles idégrundlag. Forholdene, som gubberne relaterer til, kan via arkæologien påvises at være stort set ens, alligevel er der ingen fuldstændig lighed mellem de forskellige lokaliteters præg. Dette kan muligvis skyldes lokale variationer i kulten, kunstneriske variationer eller sågar variationer indenfor jernalderens beklædning. Eksempelvis er figurerne fra Borg i Lofoten grovere end dem fra Hauge og Mære. Disse gubber har ingen perlebort og minder i deres form og stil mere om gubberne fra Helgö.⁴²

De små mennesker på guldgubberne står på ingen måde alene i Norden, men er en del af et større fælleseuropæisk kompleks. I en periode, hvor samtidige skriftlige kilder i Norden mangler, er der således snesevis af billedparalleller, der kan være med til at øge forståelsen af gubbernes billedverden, selvom vi er henvist til sammenligninger over store afstande både i tid og rum. Mange af figurerne, blandt andet de fornemme mandsfigurer og den kæmpende kriger fra Sorte Muld, har nære slægtninge fra gravfund i blandt andet England og Sverige. Der er også en tydelig parallel til portrætter af romerske og byzantinske kejsere, der ofte ses afbildet med et diadem eller en laurbærkrans om hovedet. På guldhornene fra Gallehus, der er nogenlunde samtidige med guldgubberne, optræder kvindefiguren med drikkehornet, og på adskillige vedhæng, små figurer og en øreske af sølv fundet i grave i Sverige ses hun også.⁴³ Vender vi blikket mod Gotland, genkendes hun på de mytologiske billedsten fra tiden omkring 800 e.Kr., hvor hun optræder i betydeligt tal. Her rækker hun ofte en drik til en rytter, og scenen tolkes i reglen som den døde krigers ankomst til Valhal.⁴⁴

Guldgubbernes attributter er utvivlsomt en del af nøglen til forståelsen af dem. De udgør hver for sig en betydningsfuld genstand i hånden på en betydningsfuld person, der foretager sig noget betydningsfuldt med den. Problemet består imidlertid i, at vi med undtagelse af f.eks. drikkehornet og bægret på de prægede gubber ikke med sikkerhed kan sige, hvad genstanden er. At vi kun kan komme med forslag til, hvem personen kan være. Og at vi kun kan sige, at det der foregår på gubberne, har tilknytning til det sociale fællesskab og den politisk-religiøse organisering af jernalderens samfund.