Читать книгу Udsatte born i dagplejen - Bente Jensen - Страница 16

Fra den teoretiske og empiriske forskning har vi gode ansatser til at antage, at en innovativ læringsorienteret og socialpædagogisk tilgang til problemstillinger vedrørende udsatte børn vil have bedre chancer for at opnå effekter end en individ- og problemfokuseret tilgang. Denne sidstnævnte kompensationsorienterede tilgang risikerer i sig selv at kunne blive en del ’af problemet’, idet den har indbyggede konsekvenser i retning af at sætte yderligere marginaliseringsprocesser i gang (Melhuish, 2003; Melhuish et al., 2004; Jensen, 2007). I den nyere internationale læreplansforskning ser vi tendenser, der peger i samme retning. Også her er der identificeret to sideløbende og sandsynligvis ’konkurrerende’ tilgange eller grundsyn, der får vidt forskellige konsekvenser for udsatte børn (Bennett, 2006; Jensen, 2007).

Det paradoksale ved de omtalte kompensationsorienterede tiltag er, at de på trods af gode hensigter risikerer at ende med at blive en ’slags selvopfyldelsens profeti’, hvorigennem problematikken vedrørende social udsathed forstærkes yderligere. Dette selv når den pædagogiske bestræbelse overordnet går i retning af at udvikle børns muligheder og læring. Om barnet opfatter sig selv som ’kompetent’, dvs. anerkendt og respekteret som aktiv deltager i hverdagens praksisser, eller om det føler sig som værende ikke ’god nok’ eller inkompetent, bliver afgørende for, om det kan lykkes at skabe forandringer, så det enkelte barn reelt kommer ind i processer, der styrker dets handlekompetenceudvikling og sociale integration. Da sådanne processer langt fra foregår eksplicit, dvs. som noget, man er bevidst om som pædagoger, men mere som noget, der ’ligger i luften’ i det specifikke pædagogiske miljø, skal der en øget pædagogisk opmærksomhed på mulige eksklusionsrisici til. Disse skjulte risici knytter sig først og fremmest til forventninger i det pædagogiske miljø og deraf afledte problemer med at udsætte børn for en særlig ’udsathedsidentitet’. Vi taler i den forbindelse om, at såkaldte marginaliseringsprocesser og eksklusion kan være på færde institutionelt og kan modarbejde indsatsers gode hensigter ofte ’bag om ryggen på aktørerne’ (Jensen, 2005; 2007; Palludan, 2005; Jespersen, 2006).

Anden forskning og evaluering af udviklingsprojekter peger på to grundlæggende forhold, der synes at virke ekskluderende. For det første opfattes visitationer og traditionelle metoder i den forbindelse overvejende som en måde at stigmatisere udsatte børn på, og bagvedliggende faglige og ”territoriale konflikter” mellem dagtilbud og PPR og dårligt samarbejde som følge deraf kan udgøre faglige barrierer i den forbindelse. For det andet ser det nævnte ’mangelsyn’, som mange praktikere er mere fortrolige med at tænke ind, når det drejer sig om at identificere børn, ud til at hænge sammen med hele bevillingssystemet og med den pædagogiske grunduddannelse (jf. Jensen, 2005). Det nævnes i institutionerne, der indgik i undersøgelsen fra 2005 (ibid.), at støttebevillinger skal gå gennem PPR, sagsbehandler og/eller en anden form for tværfaglige organer. Det vil sige, at hjælpeforanstaltninger såsom en støttepædagog kun bevilges, hvis institutionen netop kan udpege barnets vanskeligheder og særlige behov. Denne tradition har tilsyneladende sat sig godt fast i hele systemet, hvilket i sig selv kan blive et problem, idet dette øger risikoen for, at social arv-problematikker uintenderet bliver fastholdt eller forstærket gennem samfundets institutioner og tiltag.

Sammenfattende kan man på baggrund af den nævnte danske undersøgelses resultater (Jensen, 2005) og en senere opdatering (Jensen, 2007) om selve opgaven vedrørende udsatte børn sige, at daginstitutionerne i deres pædagogiske arbejde stadig placerer sig inden for en af følgende to retninger: en kompensationsorienteret eller en innovationsorienteret.