Читать книгу Udsatte born i dagplejen - Bente Jensen - Страница 6

Der er bred enighed i dagplejergruppen om, at indsatser må rette sig mod hele familien, hvis de skal kunne bidrage til at støtte udsatte børn. I den konkrete indsats, hvis indhold vil afhænge af barnets specifikke problemstilling, er der ifølge dagplejerne overordnet brug for både differentieret støtte til det enkelte barn og for ekspertstøtte udefra. Der er også en klar erkendelse hos flere dagplejere af, at indsatsen bør involvere alle, der har med barnet at gøre i dagplejesystemet. Nogle dagplejere fremhæver, at de har let adgang til ekstern støtte og support, mens andre dagplejere oplever, at en sådan støtte er svær at opnå i daglig -dagen.

Ligesom vi så det ved dagplejens definitioner af udsatte børn, kan der i forhold til indsatser også spores to forskellige grundsynsvinkler. En gruppe dagplejere anlægger et snævert individorienteret perspektiv på problemstillingen og opfatter i høj grad opgaven som problem-orienteret. Der tales inden for denne synsvinkel implicit om at rette ’fejl og mangler’ hos barn og forældre – eller om, at der må sættes ind med fjernelse af barnet. Andre dagplejere anlægger et mere sociologisk og/eller samfundsorienteret perspektiv på problemstillingen og opfatter opgaven som at bidrage til samspillet med børne- og forældreressourcer foruden at styrke børnenes ressourcer i dagplejen. Flere dagplejere, der repræsenterer den sidstnævnte synsvinkel, er også optaget af, at udsathed må ses som del af en større social og samfundsmæssig problemstilling, og som sådan skal der også sættes ind på et mere overordnet plan.

De to synsvinkler adskiller sig også i forhold til synet på, hvorvidt dagplejen kan gøre en forskel for udsatte børn. Dagplejere, der repræsenterer det sociologiske og samfundsorienterede perspektiv ser optimistisk på, at dagplejen kan bidrage til at afhjælpe denne problemstilling, mens den anden synsvinkel indebærer et mere pessimistisk syn på mulighederne for det enkelte barn, og at dagplejen kan gøre en forskel. Dette syn knytter sig bl.a. til erfaringer med, at udsatte børns forældre måske flygter fra kommunen, og at børn og forældre er så præget og plaget af individuelle problemstillinger, at ’skaden er sket’, og en indsats synes svær eller umulig.

Sammenlignet med den nævnte daginstitutionsundersøgelse antyder denne del af analysen, at arbejdet med udsatte børn i dagplejen ligner det, der finder sted i daginstitutioner, idet det overordnet følger én af to retninger som udfoldet ovenfor.