Читать книгу Udsatte born i dagplejen - Bente Jensen - Страница 5

Igennem undersøgelsen er de deltagende dagplejere og dagplejepædagoger blevet spurgt om, hvor mange socialt udsatte børn, de vurderer, at de har i deres dagpleje, hvordan de opfatter opgaven med at arbejde med udsatte børn, og med hvilke signaler problemstillingen manifesterer sig i hverdagslivet i dagplejen. I spørgeskemaundersøgelsen vurderer 70 % af dagplejerne, at ingen af deres børn er udsatte, mens 21 % vurderer, at de har et enkelt udsat barn. 5 % vurderer, at de har to udsatte børn, og 3 % at de har mellem tre og fire udsatte børn. Dagplejepædagogerne vurderer i højere grad end dagplejerne, at de børn, de har tilsyn med, er udsatte.

Blandt de børn, dagplejerne karakteriserer som socialt udsatte, er de hyppigste tegn på udsathed, der fremhæves, barnets hygiejne og tøj, der ikke svarer til behov og årstid. Herefter nævnes tegn på, at børnene har følelsesmæssige og socio-emotionelle vanskeligheder samt problemer i forhold til sociale relationer. Både undersøgelsens kvantitative og kvalitative del viser, at intellektuelle signaler og barnets kognitive kompetencer ikke på samme måde er i fokus, når vi spørger dagplejen om, hvordan udsathed viser sig i børnenes hverdagsliv og færden.

Det, der samlet set kendetegner dagplejernes iagttagelser og refleksioner over problematikken om social udsathed, er, at problemet knytter sig til det udsatte barns familie. Disse refleksioner falder inden for tre hovedkategorier. For det første hælder en gruppe dagplejere især til at se udsatte børn og deres familier ud fra et risikofamiliesyn og et begreb om social arv, hvilket indebærer en opfattelse af, at mønstre af uhensigtsmæssig og direkte skadelig adfærd gentages fra generation til generation. En anden gruppe dagplejere giver udtryk for, at udsatte børns familier er præget af den samfundsmæssige ikke-privilegerede position, de er placeret i, og endelig for det tredje ser vi en gruppe dagplejere, der iagttager, at udsathed handler om marginalisering med konsekvenser for familiens ressourcer og beredskaber til at ’klare sig’ og få det hele til at hænge sammen.

I dagplejens karakteristik af udsatte børn kan identificeres to grundlæggende synsvinkler. En psykologisk synsvinkel ser udsathed som ’omsorgssvigt’ og lægger op til at se på udsathed ud fra et individualistisk ’fejl- og mangelperspektiv’ (kompensationsorientering). Heroverfor ser en mere socialt bevidst og kritisk synsvinkel social arv og udsathed som en samfundsmæssig problemstilling og lægger op til et mere ’ressourceorienteret’ perspektiv (innovationsorientering).

Opsummerende ser vi her de samme tendenser som i undersøgelsen Kan daginstitutioner gøre en forskel?, nemlig at udsatte børn defineres bredt og upræcist, men også at den måde, udsatte børn og udsathed anskues på, grundlæggende knytter sig til bagvedliggende menneskesyn, der igen får konsekvenser for valg af pædagogik og opfattelser af indsatser.