Читать книгу Udsatte born i dagplejen - Bente Jensen - Страница 8
ARBEJDET MED LÆRING OG LÆREPLANER MODTAGES MED MODSTAND ELLER ÅBENHED
ОглавлениеUndersøgelsen viser, at forholdsvis få ansatte i dagplejen i høj grad arbejder ud fra et bestemt læringsbegreb, og som en del af indsatsen for udsatte børn er det endnu færre dagplejere, der har taget læreplansarbejdet til sig.
I forhold til dette arbejde med pædagogiske læreplaner deler gruppen af dagplejere sig i to hovedgrupper: 1) En gruppe ser ud til at gøre ’modstand’ imod arbejdet med læreplaner og udviser en række afværgemekanismer, om end ud fra forskellige bevæggrunde og motiver. 2) En anden gruppe tager imod læreplanerne og forholder sig med større åbenhed til læreplaner og princippet om læring i relation til arbejdet med udsatte børn. Det er karakteristisk for denne gruppe dagplejere, at de i højere grad end andre er forbundet i netværk med andre dagplejere. Deres grunde for at tage imod læreplanerne er, at arbejdet med læreplaner styrker refleksion og faglighed, sikrer systematik i arbejdet og giver stof til eftertanke og et inspirerende ’spark’ videre til at prøve noget andet i det daglige arbejde. Heroverfor synes de dagplejere, der gør modstand mod arbejdet med læreplaner, at dette arbejde er for svært, tager tid eller er i direkte modstrid med ideen om læring som en ’naturlig del af hverdagen.’
Samlet set tegner der sig – ikke overraskende – et billede af et sammenfald mellem det at være åben over for læreplaner generelt og i arbejdet med udsatte børn og det at orientere sig pædagogisk mod et nysgerrigheds- og kreativitetsstimulerende princip. Dagplejere, der derimod hælder mere i retning af en forudsigelig hverdag, tager i højere grad afstand fra arbejdet med læreplaner og andre nye tiltag. Der er også dagplejere, der placerer sig i grænselandet mellem de to holdninger eller principper. De tager afstand fra læreplansarbejdet, men dette skal i modsætning til den første gruppe ses i relation til, at de oplever, at læreplaner ’forstyrrer’ deres egne grundlæggende pædagogiske principper.