Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 52

Eco foreslår, at vi må forstå et udtryks betydning i form af en encyklopædi, hvor et udtryk står beskrevet i sin relation til alle de kontekster, det optræder i. En semantisk repræsentation i form af en encyklopædi er struktureret som et “netværk af interpretanter [tolkninger]” (Eco 1984, 83), og fortolkningsprocessen har form som et netværk eller en labyrint (Op. cit., 80-81), hvor man følger forskellige associationsstier eller foretager forskellige valg på baggrund af udsigelsessituationen og den kontekst, udtrykket optræder i, og i kraft af hvilke man kan komme frem til udtrykkets relevante konnotationer og dermed dets realiserede betydning. En sådan fortolkningsproces giver sproget større dynamik og bygger på forskellige former for inferenser og ikke på afkodning.

Ligesom ethvert udtryk kun kan forstås i sin kontekst, kan en tekst kun forstås i lyset af andre tekster, som den er forbundet med inden for rammerne af en given meningsfære, og med hvilke den indgår i intertekstuelle¹ (eller dialogiske) vekselvirkningsforhold. Som Bachtin siger: “The dialogic relationships among texts and within the text. The special (not linguistic) nature. Dialogue and dialectics” (Bachtin 1986, 105).

Bachtin taler om ordet i den leksikalske (denotative) betydning af ordet. Det er “opslagsordet uden kontekst” (Møller Andersen 2002a, 90) og den betydning af ordet, der står først i ordbogen. I den bachtinske terminologi er der tale om den monologiske betydning. Når ordet indgår i sprogbrugen, bliver det dialogisk, og man taler da om ytring eller diskurs (i sidste tilfælde kan der være tale om ytringer i form af tekster). Bachtins opfattelse af ytringens dialogiske relation til andre ytringer svarer til Ecos ‘uendelige semiosis’. Ytringen er led i en kompleks kæde af andre ytringer. Den er altid aktiv og responsiv, idet den lægger noget til eksisterende kommunikationskæder, som består af foregående ytringer eller diskurser, og som den svarer og reagerer på (Op. cit., 127). Denne dialog mellem ytringer og diskurser foregår over tid og sted. Tidligere ytringer med bestemte konnotative betydninger vil i nye kontekster få tillagt nye konnotationer (Op. cit., 170).

Det interessante er, at Bachtin understreger, at ordet² er påvirket af sine anvendelser i andre kontekster, som afsætter spor i det.³ Det kan aldrig befri sig fra indflydelsen fra de konkrete tekster, som det har indgået i, men vil tage betydningselementer – synspunkter, tanker og forståelseshorisonter – med sig ind i den nye kontekst, hvor det påvirker og bliver påvirket af sine nye omgivelser og derved kan gennemgå en betydningsændring, fordi det krydser nye tanke- og forståelsesmønstre.

Det emne, der skal beskrives og analyseres, er tidligere blevet beskrevet og analyseret, og derfor må ordet tage de betydningselementer i betragtning, som det er “belastet” med på sin vej og indgå i en dialog med disse:

“Ethvert konkret ord (ytring) finder jo den genstand den er rettet mod altid, om man så må sige, omtalt, bestridt, vurderet i en dis der formørker det, eller tværtimod i et lys af allerede udtalte fremmede ord om det. Det er omviklet og gennemtrængt af fælles tanker, synspunkter, fremmede vurderinger, accenter. Det mod sin genstand rettede ord indgår i denne dialogisk ophidsede og anspændte kreds af fremmede ord, fremmede accenter, nuancer, og indflettes i deres indviklede vekselvirkningsforhold, flyder sammen med nogle, stødes bort af andre, krydses med nogle tredje; og alt dette kan på væsentlig måde forme ordet”. (Bachtin 1975. Oversat af Møller Andersen (2002a, 111))

Men ordet er ikke kun orienteret bagud mod ordets anvendelse eller andre ords anvendelser om den samme genstand, tema eller emne og de betydningsmomenter, synspunkter og forståelseshorisonter, der ligger bag. Det er også orienteret fremad mod modtagerens reaktion, og derfor vil afsenderen tage højde for og reflektere modtagerens tankeverden og forståelseshorisont i sin formning af ordet. Denne orientering mod modtageren vil således berige ordet med nye betydningslag, idet det vil indgå i en interaktion med dennes horisont:

“En aktiv forståelse (…) skaber således en række indviklede vekselvirkningsforhold, samklange og dissonanser med det som skal forstås, som beriger ordet med nye momenter. Netop en sådan forståelse tager den talende også i betragtning. Derfor er hans orientering mod den lyttende en orientering mod en særlig horisont, mod den lyttendes særlige verden, denne orientering fører fuldkommen nye momenter ind i hans ord: herved foregår der jo en vekselvirkning [:interaktion] mellem forskellige kontekster, forskellige horisonter, forskellige ekspressive accentsystemer, forskellige sociale ‘sprog’. Den talende stræber efter at orientere sit ord, som har en horisont som definerer det, ind i en fremmed horisont, nemlig den forståendes [:modtagerens] horisont, og indgår således i et dialogisk forhold med momenter af denne horisont. Den talende trænger ind i tilhørerens horisont, bygger sit udsagn på fremmed territorium, på tilhørerens aperceptive baggrund”. (Bachtin 1975. Oversat af Møller Andersen (2002a, 112-113))

Det er klart, at en traditionel fortolkningsstil, som er præget af dansk tankegang i den forstand, at den i sin grundlovsfortolkning følger bestemmelsens oprindelige mening eller bygger på lovgivnings- og retspraksis gennem de senere år og i en stil, hvor ord og begreber har en bestemt og afgrænset horisont, der definerer dem, ikke vil indgå i den samme type vekselvirkningsforhold med tidligere fortolkninger af samme art, som det er tilfældet med den dynamiske fortolkning. Ordene vil i de fleste tilfælde “flyde sammen” med “de fremmede ord”, måske nu og da tilføjes visse nuancer og mindre forskydninger i deres betydningslag, men de vil som oftest være “umarkerede”, idet de vil udgøre det “fælles gods eller fælles territorium af ord” (Møller Andersen 2002b, 26), som fagfæller deler, og som er udtryk for en fælles horisont og et bestemt tankesæt. Ordene vil heller ikke skulle tage højde for påvirkninger i mødet med modtageren, der forventes at befinde sig inden for samme forståelseshorisont.

Med den dynamiske fortolkning vil det derimod forholde sig anderledes. Den dynamiske fortolkning, som tillægger en grundlovsbestemmelse et konkret indhold ud fra en ekspansiv og fri fortolkning, og som også har en formålsorienteret tilgang til bestemmelsen, vil frigøre sig fra dens oprindelige mening. Tidligere anvendte ord og begreber får andre semantiske overtoner og udtrykker nye tankegange og opfattelser af grundlovsbestemmelsen. De vil, som Bachtin siger, være gennemtrængt af fælles tanker, synspunkter og vurderinger, og i mødet med dem vil ordene i en selvstændig og kreativ fortolkningsramme med fornyede konnotationer indgå i et dynamisk, “ophidset” og “anspændt” vekselvirkningsforhold, hvor visse oprindelige konnotationer vil blive bevaret, nogle vil gennemgå ændringer, og atter andre vil få tildelt fuldstændig nye semantiske overtoner. Dermed vil ord og begreber også uvilkårligt være åbne for flere fortolkningsmuligheder. Og når fortolkeren tyer til et kreativt sprog som figurer og troper – ikke mindst metaforer – vil mulighederne øges, fordi metaforer er kendetegnet ved at være flertydige. Den franske filosof og hermeneutiker Ricoeur har analyseret, hvordan metaforer kan sammenknytte fænomener og områder, som ikke har meget med hinanden at gøre, men som netop ved denne kobling kan sætte tingene i et nyt perspektiv.