Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 55

Henning Koch ser i sin fortolkning af Grundlovens § 4 bestemmelsen som en del af en større helhed, der først kan forstås og får mening, hvis den bliver fortolket som en del af denne helhed. Da Folkekirken er nævnt i Grundlovens kapitel I, der omhandler regeringsformen, og omtalt “umiddelbart efter paragraffen om magtens tredeling” (Koch 2002, 190), slutter Koch, at Folkekirken er den fjerde statsmagt, og han præciserer: “når talen er om Folkekirken, vægter [jeg] indhold over form, formål frem for middel, værdi frem for instrument” (ibid.). Der er således tale om en dynamisk fortolkning, “som indebærer en søgen efter intentioner, formål, forventninger bag det sproglige udtryk” (Koch 1997, 336).

Forfatteren udleder udtrykket ‘den fjerde statsmagt’ af det amerikanske forfatningstillæg af 1791, som ifølge Koch indeholder de grundlæggende værdier og den ideologi, som den amerikanske forfatning hviler på. Kochs udlægning af dette forfatningstillæg som værende den fjerde føderale forfatningsartikel og som udgørende forfatningens ideologiske grundlag får betydning for hans senere fortolkning af folkekirken som den fjerde statsmagt. Udgangspunktet er Espersens udlægning af § 4, hvor der tillægges bestemmelsen et normativt indhold. De vigtigste ord kursiverer Koch: “Den danske folkekirke er således særdeles rummelig, men der er gennem det biskoppelige tilsyn og den gejstlige retspleje skabt den nødvendige beskyttelse mod utilladelig krænkelse og udgliden af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag”. Ud fra det normative indhold, som Espersen tillægger bestemmelsen, udleder Koch følgende konklusion: “Espersens opfattelse må derfor forstås således, at ikke alene – med grundlovsparagraffens egne ord – understøtter staten Folkekirken, men Folkekirken understøtter også staten” (Koch 2002, 189). Konklusionen har form som en kiasme, der som bekendt består af to led, hvor andet led vejer tungest og understreger en pointe. I kiasmen vil jeg se på det semantiske indhold af understøtte. I Ordbog over det danske sprog forklares understøtte således:

1)anbringe støtter, piller ell. andet støttende underlag under noget ell. (bidrage til at) holde noget oppe, oprejst på plads ved at støtte, afstive det;

2)overf.: yde militær, økonomisk ell. anden materiel hjælp ell. moralsk støtte; bidrage til at holde noget oppe, hjælpe det over en vanskelig periode; arbejde ell. tale til gunst for en eller noget; (søge at) skaffe noget fremgang, fremme ell. få det til at komme til sin ret ell. underbygge, bekræfte noget.

I kiasmens første led anvendes verbet understøtte i overført betydning. I kiasmens andet led bliver understøtte derimod nødvendigvis anvendt i ordets bogstavelige betydning: fundament, søjler, piller. Dermed bliver Folkekirken i Kochs udlægning en af de fire søjler, som staten hviler på. Den bliver m.a.o. i overført betydning stats- og samfundsbærende. Der sker således en fortolkningsmæssig udvidelse af understøtte, som ændrer ordets betydning, og dermed bringes der ikke bare et nyt tankesæt ind i Grundlovens § 4 men i hele Grundlovens kapitel I. Opfattelsen af Folkekirken som stats- og samfundsbærende bliver bekræftet i følgende citat, som er Kochs definition på den danske stats artsbestemmelse: “Den danske stat er et territorialt afgrænset, på evangeliskluthersk grundlag hvilende parlamentarisk demokrati, der tager udgangspunkt i et magtfordelingsprincip med en monark som statsoverhoved” (Koch 1999, 190). Folkekirken bliver det religiøse grundlag, som staten hviler på. Grundloven får således i denne bestemmelse et “værdigrundlag”, sådan som det er tilfældet med den amerikanske forfatning. At der er tale om værdigrundlag i bred forstand ses i næste citat: “Folkekirken er den fjerde statsmagt. Men ikke magt i betydningen: Folkekirken og dens øverste beslutningstagere (Folketing og regering), dvs. Folkekirken i organmæssig betydning, men magt i betydningen: den funktion Folkekirken tjener; de værdier, som de kirkelige og statslige organer i fællesskab håndhæver – eller netop “beskytter” med Espersens eget ordvalg” (ibid.).

Det normative indhold, som de statslige og kirkelige organer i fællesskab beskytter, som hos Espersen er folkekirkens evangelisk-lutherske lære og bekendelsesgrundlag, bliver i Kochs udlægning til det vage og ubestemmelige begreb ‘værdier’. Begrebet er dog gennemtrængt af bestemte konnotationer, som teksten trækker frem fra Kochs egen inspiration fra The First Amendment fra 1791, forfatningstillægget, som udgør den fjerde føderale forfatningsartikel, og som indeholder den amerikanske forfatningsideologi og de grundlæggende værdier. Desuden vil begrebet vække konnotationer, som læseren uvilkårligt vil associere til, nemlig udkastet til EU’s forfatningstraktat. Der sker således en sammenglidning af det evangelisk-lutherske normindhold og ‘værdier’, som får forholdet mellem religion og politik til at fremstå som konfliktfrit. En tankegang, som er fremmed for den traditionelle opfattelse af den evangelisklutherske læres normindhold, hvilket fremgår af politikeren Birthe Rønn Hornbechs svar på en opfordring fra redaktionen på Kritisk forum for praktisk teologi om, hvorvidt Folkekirken har et værdigrundlag: “Det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke, og det er som sådan, og ikke som alt muligt andet, staten skal understøtte. Den evangelisk-lutherske kirke har en bekendelse og ikke et sæt af værdier” (Rønn Hornbech 2002, 66).

Kochs dynamiske fortolkning af folkekirken som stats- og samfundsbærende, medfører ifølge tidligere rektor ved Præstehøjskolen Niels Thomsen et møde mellem to normer, som støder sammen:

“Da Grundloven blev formuleret, havde staten ikke noget idégrundlag. Grundloven har ikke nogen formålsparagraf. Det er nok mere end et tilfælde, at på den plads, hvor man kunne forvente en formulering af det fælles grundlag, netop dér står paragraffen om den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke. (…) Grundloven har stadigvæk ikke nogen formålsparagraf. Men staten har alligevel fået et værdigrundlag. Danmark har tilsluttet sig en række konventioner om menneskerettigheder. (…) Når vi en dag får en ny grundlov, kommer det til at stå der. (…) Selve det forhold, at staten har fået et ideologisk grundlag, trækker i retning af, at folkekirken må løses fra at skulle være den fjerde statsmagt. Folkekirken kan ikke stille sig til rådighed for at understøtte en statsmagt, der definerer sit grundlag ideologisk”. (Kristeligt Dagblad, den 4. oktober 2002)

Når Koch i sin forståelse af folkekirken som statsmagt vægter indhold over form, formål frem for middel, værdi frem for instrument, så må det opfattes som, at § 4 bliver formålsparagraffen og den værdimæssige ramme for staten. Dette er som sagt en ny fortolkning af Grundloven og af folkekirken, som har fundet sted under påvirkning af europæisk, international tankegang, og som støder sammen med juristers og ikke mindst teologers traditionelle tanke- og forståelsesmønstre af Grundloven og folkekirkens evangelisk-lutherske normindhold. Især når dette ses i sammenhæng med de værdigrundlag, som den amerikanske eller andre moderne forfatninger og udkast til sådanne – som den tyske og den europæiske – hviler på. Denne sammenhæng trækkes frem af artiklens egen interne kontekst og den ydre kontekst, som modtagerne associerer til, samt af åbne og ubestemmelige begreber som ‘funktion’, ‘værdier’, ‘mål’, som ikke bliver nærmere defineret. Når ord og begreber ikke er klart afgrænset i deres betydning, men derimod semantisk åbne, der tager betydningselementer fra en europæisk kontekst og tankegang ind i en dansk kontekst, giver de uvilkårligt kreative og aktive fortolkningsmuligheder. Dette ses også i lektor, lic.jur. Lisbet Christoffersens forståelse af Kochs fortolkning af folkekirken som “den fjerde statsmagt”. Christoffersen tolker denne udlægning som, at den danske stat bliver evangelisk-luthersk, at staten identificerer sig med en bestemt kirke:

“I Henning Kochs anvendelse af begrebet om folkekirken som den fjerde statsmagt (…) synes at ligge ikke alene, at staten skal understøtte folkekirken, men at folkekirken modsvarende skal understøtte staten. Der synes herudover at være indtænkt en fordring om, at staten skal indrette sin almene lovgivning, således at denne understøtter folkekirken som evangelisk-luthersk. Endelig synes der at ligge en forestilling om, at statsmagten i sin tredeling skulle være forpligtet på at videreføre og vedligeholde samfundet som evangelisk-luthersk”. (Christoffersen 2001, 50)

Derfor må hun tage afstand fra Kochs fortolkning, fordi Grundlovens ærinde var “at tage utvetydigt afstand fra enevældens sammensmeltning af evangelisk-luthersk kristendom med statens øvrige funktioner til et statsligt religionsvæsen” (ibid.). Christoffersen læser i øvrigt Kochs fortolkning med europæiske briller, når hun skriver: “Den første forudsætning for grundlovsmæssigt at tale om en sådan obligatorisk værdimæssig sammenhæng mellem stat og evangelisk-luthersk kristendom, nemlig institutionaliseringen af folkekirken på landsplan, jf. grl. § 66, er imidlertid – som det er fremgået – ikke gennemført” (ibid.). Christoffersen fortolker således begrebet ‘den fjerde statsmagt’ som en værdimæssig kobling mellem stat og kirke: et fælles værdisæt, men som ifølge Christoffersen først bliver realiseret, når kirken får sin egen stemme. Denne tankegang er ny for dansk retskultur, i hvert fald hvis der tænkes på værdier i bred forstand (Rønn Hornbech), og den medfører et værdimæssigt “clash”, der er centralt ud fra et teologisk synspunkt i det øjeblik, staten også har fået et humanistisk værdigrundlag (Thomsen).

Som vi har set, er det begrebet ‘den fjerde statsmagt’, som har skabt den største opmærksomhed og udløst flere forskellige reaktioner og fortolkninger. Udtrykket ‘den fjerde statsmagt’ er med Bachtins ord i høj grad “belastet” og “gennemtrængt” af den historiske betydning, som det har fra udtrykket ‘pressen er den fjerde statsmagt’, og som stammer fra den engelske politiker og filosof Edmund Burke, som i 1787 udnævnte pressen til at være den fjerde statsmagt. Udtrykket må forstås metaforisk, for pressen udgør ikke nogen formel statsretlig magt, hvilket ikke er ensbetydende med, at pressen ikke har nogen politisk magt. Det er denne historiske betydning, som ‘den fjerde statsmagt’ tager med sig ind i Kochs nye kontekst, og som den ifølge Bachtin ikke kan frigøre sig fra, hvilket også forklarer de forskellige reaktioner og fortolkninger, som vi allerede har mødt, og som vi skal se flere af. Men hvordan skal begrebet forstås: bogstaveligt eller metaforisk? Juraprofessor Ditlev Tamm forstår det bogstaveligt og tager skarpt afstand fra den fortolkning af Grundlovens § 4, som begrebet efter hans opfattelse er udtryk for:

“Placeringen af folkekirken i Grundloven efter de øvrige statsmagter har fået nogle til at spørge, om folkekirken er den fjerde statsmagt. Efter min opfattelse et forvrøvlet spørgsmål. Folkekirken er ingen statsmagt. Folkekirken er slet ikke en magt, men en institution, hvis bærende værdi i det danske samfund er understreget ved placeringen i Grundloven og bindingen til staten. Folkekirken er ingen magt, den er en kirke, og det er noget ganske andet”. (Tamm 2003, 62)

Teologen Peter Lodberg tolker også begrebet bogstaveligt og tager derfor sine forbehold:

“Den fjerde statsmagt [er] ikke velegnet som et normativt begreb til beskrivelse af det fremtidige forhold mellem stat og kirke. Først og fremmest må begrebet forudsætte en sanktionsmulighed. En sådan øver folkekirken ikke på statens vegne inden for noget samfundsområde. Samtidig kan “den fjerde statsmagt” være med til at udviske den forskel, Grundloven stadfæstede mellem konfessionsløs stat og konfessionel kirke. I Danmark er der hverken tale om en statskirke eller en kirkestat, men folkekirke og nationstat. Centralt er det, at statens understøttelse af folkekirken bygger på princippet om frivillighed – og ikke tvang eller magt”. (Lodberg 2002, 209-210)

Koch knytter to begreber sammen: folkekirken og den 4. statsmagt, som sædvanligvis ikke sammenknyttes, og som umiddelbart forekommer som en logisk absurditet (Ricoeur 1979, 94-95). Tolkes udtrykket ‘den 4. statsmagt’ bogstaveligt, bryder meningen da også sammen. For folkekirken har fx ikke mulighed for at udøve sanktioner eller magt til at tvinge danskere til at blive folkekirkemedlemmer mm., og derfor må Lodberg konkludere, at ‘den fjerde statsmagt’ ikke er et “velegnet begreb”, og slet ikke et “velegnet normativt begreb”, hvis det skal beskrive det fremtidige forhold mellem stat og kirke, fordi man må formode, som Lodberg skriver, at folkekirkens medlemstal vil være faldende. For at give udtrykket mening, må det tolkes i overført/metaforisk betydning. Metaforen er netop et forhold mellem en bogstavelig betydning og en overført betydning, hvor den sidste kommer frem, når den første bryder sammen og viser sig utilstrækkelig og meningsløs. Det interessante er, at Lodberg, som konstaterer, at “begrebet ikke er velegnet”, fordi han forstår det bogstaveligt, ikke ser umuligheden i at opfatte det på den vante måde. Og det til trods for at Koch eksplicit giver anvisninger om, hvordan udtrykket skal forstås i hans udlægning, som det fremgår af citatet s. 190. Indirekte siger Koch her, at udtrykket skal forstås metaforisk ved at vejlede modtageren i at eliminere de konnotationer, som ikke passer, og uddrage de konnotationer, der er relevante i hans perspektiv, så det metaforiske udsagn bliver meningsfyldt.

Ved at hente betydning fra et andet semantisk område, nemlig statsopbygning og magtens deling, til at belyse folkekirken, bliver nye aspekter af denne opdaget, ligesom statens opbygning og magtdeling fremstår i et nyt lys. Metaforen kan således hjælpe os til at se folkekirken og den danske statsopbygning på en ny måde. Dette har Lodberg dog også øje for, når han skriver:

“Som deskriptivt begreb kan “den fjerde statsmagt” bidrage til at kaste lys over de processer og elementer, der indgår i den identitet mellem stat, folk, nation og luthersk kirke, der har været omdrejningspunktet i det parallelle forløb mellem statsopbygningsprojektet og kristianiseringsprojektet, og som har været den danske udgave af den europæiske”. (Lodberg 2002, 209)

Som det ses, tolker Lodberg dog først og fremmest metaforen ud fra sin egen horisont og intention, som er identiteten mellem stat, folk, nation og luthersk kirke.