Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 53

Ricoeur tager udgangspunkt i Blacks metafor: ‘mennesket er en ulv’, som er enkel i den forstand, at der til ordet ulv er knyttet velkendte konnotationer, som “organiserer” forståelsen af metaforen, men som Ricoeur påpeger, så kan Blacks teori ikke forklare, hvordan vi forstår en metafor, hvortil der ikke er knyttet etablerede konnotationer, der kan fungere som forståelsesramme. Og videre gør Ricoeur opmærksom på, at eftersom disse kulturelt etablerede konnotationer ligger forud for metaforen, kan denne teori ikke gøre rede for, hvordan metaforen kan skabe ny mening, som får os til at se virkeligheden i et nyt perspektiv (Ricoeur 1977, 88-89).

Ricoeur løser problemerne ved at antage, at det er de kontekster, som metaforen optræder og fortolkes i, som bevirker det netværk af interaktioner, der skaber ny mening. Han antager derudover, at det er det netværk af interaktioner, som ‘den levende metafor’ konstruerer, der får en given kontekst til at fremstå i et nyt perspektiv.

Den metaforiske ytring må således sættes i relation til den øvrige kontekst, da der også på dette plan foregår en interaktion, der har konsekvenser for, hvilke delaspekter og konnotationer der i det enkelte tilfælde er relevante og giver mening. Men dertil kommer, at også modtagerens kontekst, hans kulturhistoriske baggrund, hans intentioner osv. er grundlaget for metaforens betydningsskabelse. Ricoeur vender her tilbage til sin hermeneutiske tilgang i sin tolkning af metaforen. Han taler i den forbindelse om tekstens semantiske autonomi og mener dermed, at teksten løsriver sig fra talesituationen og forfatterens intentioner og åbnes således for fortolkninger i andre situationer og ud fra andre horisonter (Ricoeur 1979, 143). Fortolkningen af metaforen vil derfor ske i et samspil mellem teksten og læserens horisont og intentioner. Det er derfor, man kan sige, at teksten lever sit eget liv, uafhængigt af forfatterens hensigt med den.

I en sammenligning sker der ikke som i metaforen en overføring af konnotationer fra det ene ord til det andet, hvorved der skabes ny betydning. Alle ord bevarer derimod den oprindelige bogstavelige betydning (Ricoeur 1977, 186). Derfor får sammenligningen en anden funktion end metaforen. Medens metaforen er nyskabende og kan give ny indsigt, har sammenligningen en illustrerende og pædagogisk funktion. Og medens metaforen er flertydig, er sammenligningen derimod entydig.

Det er karakteristisk, at medens den positivistiske fortolkning tyer til sammenligningen, tyer den dynamiske til metaforen.

Ricoeurs metaforteori og hermeneutiske tilgang kan sammen med encyklopædi- og dialogismebegreberne være med til at bestemme de forskellige betydningslag, og hvordan de markerer sig i de fremmede ord. Som vi skal se, sker det bl.a., når ordets overførte betydning ændres til dets bogstavelige betydning, og når der gribes til figurer og troper som kiasme og metafor.