Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 56

Som det er fremgået af min analyse af den positivistiske og den dynamiske fortolkning, så er der stor forskel på, hvordan dialogen med tidligere fortolkninger manifesterer sig, ligesom de reaktioner, de har fremkaldt, er vidt forskellige. Espersen anvender ord og begreber, hvis betydningsindhold er kodificeret, konventionaliseret og velkendt inden for den juridiske og teologiske tankegang, og fortolkningen indgår i et afdæmpet vekselvirkningsforhold med tidligere fortolkninger, hvis ord og begreber Espersens assimilerer og flyder så meget sammen med, at de forbliver umarkerede.

Når Espersen fører et begreb ind i en kontekst, som er den fremmed (fx ‘generalklausul’), får denne tildelt små betydningsudvidelser, som ikke ændrer på en traditionel dansk opfattelse af grundlovsbestemmelsen, og som derfor falder inden for juristers og teologers forståelseshorisont. Begrebet påpeger en lighed med andre områder som fx menneskerettighedsområdet, således at betydningsudvidelsen bliver illustrerende og pædagogisk, som det sker med sammenligninger, og som Espersen også tyer til.

I den dynamiske fortolkning finder dialogen med tidligere fortolkninger sted på andre betingelser og med andre konsekvenser. Dialogen bliver suppleret med fremmede ord fra europæisk og amerikansk tankegang, som indvirker på grundlovsbestemmelsens ordlyd og ændrer dens semantiske indhold. Det centrale understøtte skifter fra en overført over en bogstavelig til en ny overført betydning, som bringer et nyt tankesæt ind i fortolkningen af § 4. Da understøtte ydermere indgår i en kiasme som andet led, kommer det nye synspunkt, som det er bærer af, og som bryder med det traditionelle, til at veje tungest.

Metaforen ‘Den danske folkekirke er den 4. statsmagt’ forstærker betydningsændringen af understøtte og tildeler § 4 flere nye semantiske overtoner. Til ‘den 4. statsmagt’ er der knyttet kulturelle konnotationer, som kaster et nyt lys på ordlyden og ændrer vort billede af folkekirken og forholdet mellem den og staten. Dermed bryder det med det traditionelle, og det er dette brud og sammenstød af synsvinkler, som gør det fremmede ord særlig markeret, og som fremkalder reaktioner.

Medens Espersen anvender ord og begreber, hvis konnotationer er etableret af en underkode, som jurister og teologer deler, og hans fortolkning derfor bliver læst og forstået, som den er tænkt, så anvender Koch ord og begreber i en sammenhæng, som er usædvanlig, og hvor de kun kan forstås ved at inddrage den interne og eksterne kontekst, som de tidligere er indgået i, og som har sat sig spor i dem i form af konnotationer, der forfølger dem ind i den nye kontekst, hvor disse indvirker på ordlydens traditionelle konnotationer. Derfor kan man ikke bare afkode de nye konnotationer ved at referere til en bestemt underkode, men fortolkningsprocessen må foregå ad snørklede veje mellem udsigelsessituationen, den interne og den eksterne kontekst.

De mange forskellige reaktioner på Kochs dynamiske fortolkning kan forklares ud fra Bachtins dialogisme og Ricoeurs opfattelse af tekstens semantiske autonomi. I mødet med modtageren vil ordenes og begrebernes semantiske indhold blive påvirket af dennes forståelseshorisont. Koch har ikke taget højde for denne ved at orientere sine ord og begreber ind i modtagerens traditionelle tanke- og forståelsesmønstre, hvilket kunne være sket ved at give dem præcise definitioner inden for den ændrede fortolkningsramme eller ved at definere dem i forhold til den traditionelle fortolkningsramme. Derfor har jurister og teologer fortolket ord og begreber, der har gennemgået en betydningsudvidelse eller -ændring, dels på baggrund af tidligere synspunkter og opfattelser, dels på baggrund af deres egne intentioner. Ikke mindst den centrale metafor har med sine mange dialogiske overtoner givet plads til, at flere stemmer kommer til orde og flere synspunkter i spil.