Читать книгу Sproglig Polyfoni - Группа авторов - Страница 54

I den indledende redegørelse for den anvendte retsvidenskabelige metode, brugen af retskilder og fortolkningsprincipper fremgår det, at Preben Espersen (1999) følger den positivistiske tradition, der har et objektivitetsideals stræben efter klarhed og entydighed i fremstillingen af gældende ret på det kirkelige område.

Men kirkeretten har berøringsflader med teologien, idet den indgår i et samspil med kirkelige regler, som er grundlovsbestemt. Når der i Grundlovens § 4 står, at “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”, så ligger der heri, at lovgivningen og forvaltningen må medtænke de teologiske og kirkelige regler, som den danske folkekirke som evangelisk-luthersk kirke hviler på. Dette er den almindelige opfattelse af Grundlovens normative indhold i dansk kirkeret, som jurister, teologer og politikere har givet udtryk for i deres fortolkning af det semantiske indhold af understøtte, som indebærer tanken om en vis selvstændighed for folkekirken i forhold til staten.

Medens der foreligger klarhed omkring de juridiske normer, så forholder det sig ifølge Espersen anderledes med de teologiske og kirkelige normer, som bestemmes dels af den evangelisk-lutherske lære og den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, dels af folkekirkelig sæd og skik og folkekirkelige traditioner (Espersen 1999, 15). Derfor foretrækker Espersen:

“at opfatte det dobbelte normsystem på den måde, at Grundlovens § 4 som en slags “generalklausul” påbyder, at der i forbindelse med regelproduktion og regelanvendelse på det kirkelige område skal tages skyldigt hensyn til indholdet af den evangelisk-lutherske bekendelse, således at der ikke lovgives eller administreres i modstrid med denne bekendelse. Det dobbelte normsystem kan altså beskrives som to selvstændige normsystemer i retligt påbudt samspil”. (Espersen 1999, 14)

Senere tilføjer han, at regelproduktionen og regelanvendelsen

“skal ske i overensstemmelse med – eller i hvert fald ikke i strid med – den evangelisk-lutherske bekendelse, således som denne er beskrevet i Danske Lov, og vel også – i hvert fald i et vist omfang – i kirkelig, herunder senere kirkelig tradition”. (Espersen 1999, 54-55)

Og endelig præciserer Espersen i sin konklusion om de folkekirkelige begrebsbestemmelser:

“Den danske folkekirke er således særdeles rummelig, men der er gennem det biskoppelige tilsyn og den gejstlige retspleje skabt den nødvendige beskyttelse mod utilladelig krænkelse og udgliden af det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag. Sammenfattende kan siges, at folkekirkens grundstruktur, således som den er groet frem gennem den historiske udvikling siden Reformationen, er udtryk for en vidtgående afbalancering af myndighedsudøvelse, kirkelig frihed og respekt for bekendelsesgrundlaget”. (Espersen 1999, 59-60)

Espersens grundlovsfortolkning følger en traditionel dansk fortolkningsstil i sin bestemmelse af § 4’s normative indhold. Selv om man kan konstatere en præcisering af det konkrete indhold i normgrundlaget, så anvender forfatteren i sine præciseringer ord og begreber, hvis forståelseshorisont er konventionaliseret og velkendt inden for den juridiske og teologiske tankegang. Det er således tilfældet, når Espersen taler om “folkekirkens rummelighed”, en “vidtgående afbalancering” af “myndighedsudøvelse”, “kirkelig frihed” og “respekt for bekendelsesgrundlaget”, og ligeledes når der tales om, at forvaltningen skal “tage skyldigt hensyn til” bekendelsesskrifternes normative indhold. Alle disse begreber og formuleringer har et betydningsindhold, der ifølge Ecos fortolkningsteori er konventionaliseret. De hviler m.a.o. på kulturelt etablerede underkoder, som jurister og teologer, der arbejder med kirkeretten, deler. De “flyder sammen”, som Bachtin udtrykker det, med tidligere fortolkninger og formuleringer og er derfor udtryk for en traditionel tankegang og opfattelse af grundlovsbestemmelsen (Lindhardt 1960, 164; Hal Koch 1967, 169-170; Lindhardt 1979, 21, 24-25; Se ligeledes ‘folkekirken’ i Den Store Danske Encyklopædi). I sin analyse og vurdering af ordlyden i § 4 gengiver Espersen således juristers traditionelle ord og begreber, og hans gengivelser af disse fremmede ord ændrer ikke deres betydninger i den nye kontekst. Endelig kommer han teologernes og kirkefolkets opfattelse i møde med ytringen “og vel også – i hvert fald i et vist omfang – i kirkelig, herunder senere kirkelig tradition”, som indeholder indrømmelsesadverbier. Fortolkningen er traditionel, selv om der indføres et nyt begreb som ‘generalklausul’, som nok er “belastet” med specifikke konnotationer og “gennemtrængt” – for at bruge Bachtins formuleringer – af juridiske tanker og vurderinger, som bringes med ind i den nye kontekst og påvirker den. Hvis man ser nærmere på begrebet og forfatterens sammenligninger med andre “skøn” i den forbindelse (Espersen 1999, 5), så sammenlignes de kirkelige regler med “rimeligheds- og retfærdighedsbetragtninger” inden for anden lovgivning og forvaltning, ligesom de sidestilles med menneskerettighedsområdet, “hvor moral og retfærdighedsforestillinger kan øve indflydelse på “den positive lovgivning””(Espersen 1999, 6).

Med sin forsigtige fortolkning ønsker Espersen at komme de tidligere fortolkninger af Hans Gammeltoft-Hansen og Jørgen Stenbæk i møde, og som henholdsvis havde påpeget grundlovsbestemmelsens retlige påbud (Gammeltoft-Hansen 1991, 157) og folketingets samt kirkeministeriets forpligtigelse til at “drage de retlige konsekvenser af det evangelisk-lutherske læregrundlag” (Gammeltoft-Hansen 1991, 63). Dermed tager Espersen i bachtinsk forstand højde for og reflekterer juristers tidligere opfattelse af det normative indhold, han tillægger grundlovsbestemmelsen. Men hans fortolkning falder også inden for teologers forståelseshorisont, da han her forsigtigt nærmer sig Luthers retsbegreb, som er naturretligt, idet det bygger på eksistensen af en højere retfærdighed end den menneskelige ret (Heckel 1964, 132-242).

Som sagt stræber Espersen efter begrebsmæssig klarhed ved at anvende begreber med klart afgrænset og veldefineret betydningsindhold, for at folkekirkens forskellige aktører skal kunne forstå hinanden og tale sammen (Espersen 1999, 43), men vel også for at undgå misforståelser og sikre, at teksten bliver læst efter hans hensigt. Det gælder i fremstillingen af folkekirken som “forvaltningsvæsen”, som “trossamfund”, begrebet ‘kirkens indre anliggender’, biskoppen som “embedsmand” mm. Når han skal bestemme disse folkekirkelige begrebers indhold og afgrænse de kirkelige kompetenceforhold, består hans fremgangsmåde i at sammenligne dem med begreber og forhold inden for andre områder i den offentlige forvaltning.