Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 10

221 f.Kr. Det kinesiske navn for Kina betyder Riget i Midten. Men navnet refererede tidligere til mere end ét rige og røber faktisk en historie om et opdelt Kina – måske endda en historie om tiden, før Kina blev til. For vores forestilling om et evigt og uforanderligt Kina er i høj grad et produkt af propaganda fra de kinesiske kejsere selv.

Der har altid været et Kina, lyder det i den kinesiske tradition, og Kinas historie udgøres af en lang række dynastier, der rækker fra den mytiske ”Gule Kejser” (regerede fra 2697 f.Kr.) helt frem til imperiets sammenbrud i 1912. Historiske forandringer har været forklaret med den såkaldte dynastiske cyklus, hvor hvert dynasti tilskrives en begyndelse præget af krige og erobringer, en storhedstid med rigdom, fred og fordragelighed, og til sidst et fald forårsaget af korruption og dekadence, hvilket så har givet plads til et nyt dynasti. Denne dynastiske fortælling er stadig den gængse historie om Kina i danske skoler, og den gengives sågar i Nationalmuseets udstilling, hvor kinesiske genstande grupperes efter dynasti i stedet for efter årstal.

Der er nu flere grunde til at være mistænksom over for denne historie. For det første er den skrevet af historikere tæt knyttet til det kejserlige hof og tjener derfor formentlig kejsernes interesser. For det andet finder moderne arkæologer og historikere flere og flere beviser for, at den ikke fortæller hele sandheden. Historien skal måske snarere ses som en form for propaganda for det kejserlige regime, der, ligesom den kinesiske regering den dag i dag, altid har forsøgt at kontrollere sit image. Og et sted, hvor vi tydeligt kan se indflydelsen af denne propaganda, er i historien om Kinas samling i 221 f.Kr. For hvor traditionen fortæller om genskabelsen af et Kina i midlertidigt kaos efter det tidligere Zhoudynastis fald, bør vi nu se det som en mere skelsættende begivenhed: selve skabelsen af det, vi kalder Kina.

I århundrederne før Kinas samling var der ikke meget, vi ville kunne genkende som Kina. Perioden er blevet kaldt ”de stridende staters tid”, da den var præget af næsten uafbrudt krig mellem syv kongeriger, der tilsammen dækkede blot en fjerdedel af nutidens Kina. Med en fællesbetegnelse benævnte man kongerigerne Zhong-guo, de centrale stater. Hver af disse stater havde deres egne særskilte traditioner og kultur, blandt andet hver deres skrifttegn, og selv om de naturligvis havde visse kulturelle fællestræk, var de ikke nødvendigvis stærkere end båndene mellem middelalderens europæiske riger. Igennem flere århundreder blev en magtbalance opretholdt mellem disse stater, mens de konstante konflikter drev dem til at mobilisere større og større dele af deres befolkninger til at arbejde for krigsmaskinen, både som soldater i deres voksende hære og som skatteborgere.

Qin Shi Huangdi brænder bøger og begraver kritikere – et tydeligt tegn på tyranni. På trods af senere kejseres fordømmelse af disse metoder er censur og hårde straffe for kritik ufortrødent blevet videreført helt frem til i dag. Anonymt maleri fra 1700-tallet.

Balancen mellem de stridende stater endte dog med at blive brudt. Ifølge traditionen tilskrives det statsmanden Shang Yang (390-338 f.Kr.), der i 361 f.Kr. bragte den filosofiske retning legalisme til kongeriget Qin. Legalismen argumenterede for, at staten skulle styres hensynsløst, fordi strenge love, håndhævet med passende mængde pisk og gulerod og uden nåde eller hensyn til personers stand, ville føre til en effektiv, og derfor sejrrig, statsadministration. Det førte til en række vidtgående reformer af Qin, der styrkede staten gevaldigt. Blandt reformerne var efter sigende inddelingen af alle indbyggere i grupper af fem med gensidig overvågning som formål, indførelse af kollektiv straf samt opdelingen af al landbrugsjord i lige store, kvadratiske dele, så alle havde samme pligter og rettigheder. Og efter en længere omstillingsperiode blev de afsluttende erobringskrige indledt i 230 f.Kr. af den benhårde, hensynsløse konge af Qin, Ying Zheng (259-210 f.Kr.), som i løbet af bare ni år erobrede de rivaliserende kongeriger ét efter ét.

I 221 f.Kr. stod Ying Zheng derfor sejrrig tilbage som den eneste konge af de centrale stater, med et imperium vundet ved blod, sved og tårer. Og med en drøm om at skabe et evigt rige gik han i gang med at brede reformer ud til alle sider. Ifølge traditionen samlede han alle våben i riget og smeltede dem om til statuer, samlede alle bøger og fik dem brændt, bortset fra enkelte godkendte værker, ligesom han beordrede kritiske lærde begravet levende. Ydermere grundlagde han fælles skriftsprog, møntfod og måleenheder, byggede veje og samlede en række forsvarsanlæg ved rigernes nordlige grænser til et gigantisk sammenhængende forsvarsværk, Den Kinesiske Mur. Som kronen på værket omdøbte han sig selv til Qin Shi Huangdi, ”den første kejser af Qin”, et tydeligt symbol på den orden, han mente ville herske i al evighed.

Men det skulle ikke gå, som han ville. Efter elleve år på tronen døde Qin Shi Huangdi, ironisk nok på en rejse med det formål at finde evigt liv. Som en passende afslutning på et liv optaget af erobring blev han begravet med de flere end 8.000 terrakottakrigere, der siden deres fund i 1974 har været en af Kinas største turistattraktioner. Tronarvingen, passende navngivet ”den anden kejser af Qin”, nåede knap at sætte sig på tronen, før oprør bredte sig over hele riget. Oprørene førte hurtigt til kejserens selvmord og imperiets sammenbrud i 207-206 f.Kr.

Nogle af Qin Shi Huangdis soldater. Hver statue blev lavet efter en virkelig soldat og var oprindeligt malet i stærke farver. Mens det meste af terrakottahæren er udgravet, står selve kejserens grav stadig urørt.

Drømmen om et samlet Kina endte nu alligevel med at gå i opfyldelse, for kun fire år senere, i 202 f.Kr., lykkedes det en af oprørslederne, en bonde ved navn Liu Bang (256-195 f.Kr.), at generobre hele riget. Igen ifølge traditionen lykkedes det Liu Bang at skabe et stabilt rige, fordi han afskaffede den benhårde, totalitære legalisme til fordel for en anden filosofisk tradition, konfucianismen, der lagde vægt på moralsk opførsel og dydighed frem for barske love. Og Handynastiet, som Liu Bang etablerede, forblev ved magten i mere end 400 år og fortsatte i to årtusinder med at være et forbillede for, hvordan Kina skulle regeres, på samme måde som det antikke Rom var forbillede for europæerne.

Jet Li i hovedrollen som snigmorder i filmen Hero fra 2002, der handler om et fiktivt mordforsøg på Qin Shi Huangdi. Han ender dog med at skåne Qin Shi Huangdi, da han indser, at målet om ét forenet Kina helliger alle midler. Statisterne til filmen blev leveret af den kinesiske hær.

Således lyder i hvert fald den traditionelle historie om Kinas samling. Men selv om den overordnede fortælling givetvis indeholder mange sandfærdige elementer, har vi også grund til at være skeptiske. Historien om det hensynsløse Qindynasti er nemlig skrevet af ingen andre end Handynastiets hofhistorikere, som har haft en tydelig interesse i at retfærdiggøre Liu Bangs oprør og derfor overdriver Qin Shi Huangdis grusomheder. Den første kejser har sandsynligvis været hensynsløs, men billedet af et nærmest totalitært regime med indbyrdes overvågning og tankekontrol kan ikke være rigtigt. I en tid, hvor det hurtigste transportmiddel var hesten, kan det ikke have været muligt at opretholde detaljeret kontrol med et rige så stort som datidens Kina. Der har måske snarere været tale om symbolske handlinger, der skulle vise kejserens ambition om et forenet rige. Selv om Handynastiet kraftigt fordømte Qin, videreførte det mange af de institutioner, der lagde grunden for Kinas samling og fungerede derfor sandsynligvis ikke synderligt anderledes end det tidligere dynasti. På én vigtig måde adskilte Han-kejserne sig imidlertid fra den første kejser: De formåede med deres propaganda at skabe et billede af sig selv som gode og retfærdige og derved som de naturlige herskere af Kina.

Fortællingen om det evige Kina kommer ligeledes fra Handynastiets historikere. Som også vi har for vane, læste de deres egen tid langt tilbage i historien og formede derfor Kinas historie i deres eget billede. De tidligere Zhou-konger (1046-771 f.Kr.), hvis indflydelse ikke havde strakt sig langt ud over deres hovedstad, blev nu set som kejsere af et samlet Kina. Og da man på kinesisk ikke skelner mellem ental og flertal, blev navnet Zhong-guo til det, vi kender det som i dag – den centrale stat eller riget i midten.

Nogen vil måske finde det uretfærdigt, at den første kejser fik et så dårligt ry igennem hele levetiden af det imperium, han grundlagde. Det må derfor ses som skæbnens ironi, at hans popularitet først er vundet frem, efter at riget brød sammen i begyndelsen af det 20. århundrede. Det er måske ikke nogen overraskelse, at Kinas kommunistiske leder Mao Zedong (1893-1976) personligt var positivt stemt over for den første kejsers barske ledelsesstil. Mao så Qin Shi Huangdi som en forbilledlig revolutionær og brystede sig gerne af at have overgået ham hundredefold.

Også i tiden efter Mao er den første kejser blevet anskuet mere positivt. Han ses nu som rigets store forener, der med hård hånd nedbrød fortidens grænser og skabte det store, centraliserede Kina, vi kender i dag. I den kinesiske storfilm Hero fra 2002, der er støttet af den kinesiske stat, er den store overraskelse således, at Qin Shi Huangdis primære mål med erobringerne viser sig at være at skabe fred i Kina. Kun ved hjælp af centralmagtens benhårde regime kan folket leve i fordragelighed. Tanken kunne næppe udtrykkes bedre af det kinesiske kommunistpartis politbureau.

Historien om Kinas samling og manden bag tjener altså stadig som et propagandaværktøj for den kinesiske stat. Og det er nok en uundgåelig skæbne for en så væsentlig begivenhed, som grundlæggelsen af Kina må siges at være. For på trods af de talrige uklarheder og fordrejninger, som mere end to årtusinders genfortælling nødvendigvis bevirker, er der ingen tvivl om, at Qin Shi Huangdis bedrifter var imponerende. Med sine erobringer skabte han et imperium, hvis fundament viste sig stærkt nok til at overleve mere end to årtusinder, om end det har forandret sig en del i mellemtiden. På samme måde har mange andre kinesiske kendetegn rod i det kortlivede Qindynasti. Den Kinesiske Mur, de kinesiske skrifttegn, den kinesiske stat – alle har de forandret sig gennem tiden, men det var Qin Shi Huangdi, der gav dem den grundlæggende form, som de stadig har i dag.

Og måske kan der stadig dukke overraskelser op i fremtiden. Før Qin Shi Huangdis mausoleum blev fundet i 1974, tvivlede mange på fortællingerne om dets pragt. Men med udgravningen af terrakottakrigerne viste virkeligheden sig at overgå fantasien. Store dele af mausoleet er uudforsket den dag i dag, og kinesisk arkæologi oplever for tiden en opblomstring på niveau med landets økonomiske vækst. Man kan derfor roligt regne med, at historien om Kinas samling vil blive ved med at forandre sig i fremtiden, som den har gjort i tiden før.

Lars-Emil Nybo Nissen

Se også | 11. Djengis Khan | 21. Opiumskrigen | 40. Kulturrevolutionen i Kina |

Augustus-statue fundet ved Prima Porta nord for Rom. På brystpanseret modtager en romersk soldat et felttegn, dvs. kendemærke, fra en overvunden barbar. Augustus udvirkede ved diplomati, at romerne fik felttegn tilbage, som Partherriget havde erobret ved et slag i 53 f.Kr.