Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 16

1206 Der var imperier på Centralasiens stepper før mongolerne. Men aldrig et rige, der kunne måle sig med det, Djengis Khan (død 1227) og hans efterfølgere skabte i 1200-tallet. Djengis samlede de mongolske stammer til en krigsstyrke, der bandt øst og vest sammen som aldrig før. De fleste steder var deres dominans kortvarig. Men den kontakt, de skabte mellem forskellige dele af Eurasien, ændrede verdens gang.

Store dele af Eurasiens nordlige halvdel er steppe blandet med ørkener. Landområdet strækker sig fra det centrale Kina til Sortehavets nordkyst i Europa. Området har i det meste af historien været beboet af stammer, der helt eller delvist levede som nomader. Fra tid til anden dannede de egentlige stater, som truede deres fastboende naboer. De gamle grækere, der slog sig ned på Krimhalvøen, måtte kæmpe mod nomadefolket skytherne, og Alexander den Stores (356-323 f.Kr.) efterfølgere i Afghanistan blev rendt over ende af steppefolket sakaerne.

I 300-tallet var det fra steppen, at hunnerne dukkede op og satte skub i de folkevandringer, der snart skyllede ind over Romerriget. Og i den tidlige middelalder truede steppefolk fra øst gang på gang det kristne Europa – blandt dem avarerne, bulgarerne og magyarerne (de senere ungarere). Det samme gjaldt de to andre store kulturområder, der grænsede op til steppen. Kinas historie er først og fremmest historien om gentagne nomadeinvasioner nordfra, og den islamiske verden rystedes, da seldsjuktyrkerne i 1000-tallet dukkede op fra steppen og gjorde sig selv til herrer over store dele af Mellemøsten.

Djengis Khans rige var således ikke den første organiserede militærmagt, der opstod på stepperne. De mongolske khaner efterlignede også tidligere steppeherskere, fx ved at erklære, at himmelguden Tengri havde givet dem et mandat til at regere. Alligevel er Djengis’ rige verdenshistorisk på en måde, som dets forgængere ikke var. Tidligere stepperiger havde truet enten Kina eller det østlige Europa. Men aldrig før havde én enkelt militærmagt truet begge samtidig, endsige rendt begge over ende.

Den mongolske steppe.

Det lå dog ikke i kortene, at Temüjin, som Djengis Khan hed fra fødslen, skulle påberåbe sig noget himmelsk mandat. Der var ikke noget stort stepperige, da han blev født, og stammerne levede i evindelige blodfejder. Temüjins far, Yesügei, havde stjålet sin hustru fra en anden stamme, der mange år senere svarede igen ved at bortføre Temüjins hustru. Yesügei var høvding, men han blev forgiftet af en af nabostammerne, mens Temüjin endnu var barn, og hans forbund gik i opløsning. Det krævede mange år og megen brutalitet for Temüjin at skabe et nyt forbund og hævne mordet på sin far. Men det lykkedes til sidst at samle alle de mongolske stammer, og i 1206 tog han navnet Djengis Khan, som menes at betyde enten ”stærk hersker” eller ”universel hersker”. Dermed indledtes en ny æra. I stedet for at strides indbyrdes vendte mongolerne nu deres energi mod de fastboende naboer mod syd og vest.

Hvorfor mongolerne foretog de mange erobringer er et godt spørgsmål. I begyndelsen kan der simpelthen have været tale om, at den nemmeste måde for Djengis at holde styr på sit forbund var gennem fortsat krigsførelse. Efterhånden som erobringerne fortsatte, ser det imidlertid ud til, at mongolerne selv begyndte at tro, at de var skæbnebestemt til at herske. I 1246 skrev den mongolske khan fx til paven, at Gud havde givet hans folk alle lande mellem solopgang og solnedgang, og at paven skulle rejse til Centralasien og underkaste sig ham.

Mongolerne var blandt de bedste ryttere i verden, og de sørgede for altid at have friske heste til deres krigere. I deres militære taktik brugte de erfaringerne fra jagt på steppen, og deres mobilitet gjorde, at de kunne omringe og udmanøvrere fjendtlige hære, selv når de var i undertal, og bombardere dem med en regn af pile. Ofte lokkede de dele af den fjendtlige hær efter sig med falske tilbagetog og nedkæmpede dem enkeltvis. Som regel gik mongolerne først i nærkamp, når der kun manglede det sidste dødsstød.

Djengis Khans første mål var Kina, der dengang var delt i to riger: Jin i nord og Song i syd. Djengis angreb Jin i 1211 og erobrede dets hovedstad nogle år senere, selv om hele riget først faldt under hans efterfølger i 1234. Mens krigen i Kina varede ved, førte Djengis felttog i det nuværende Usbekistan og Afghanistan. Hans generaler forfulgte deres fjender gennem Iran og Kaukasusbjergene og red dernæst nord om Det Kaspiske Hav tilbage til Mongoliet.

Djengis døde i 1227 og efterlod sig et rige, der strakte sig fra Det Japanske Hav til Det Kaspiske. Han blev efterfulgt af sin søn Ogotai (død 1241), der fortsatte erobringerne i Kina og nord for Sortehavet. Kiev faldt i 1240, og snart fulgte mongolernes første sammenstød med det katolske Europa. Mongolerne anklagede den ungarske konge, Bela 4. (1206-1270), for at beskytte mongolernes fjender, kumanerne. I 1241 stormede deres hære, anført af Djengis’ sønnesøn Batu Khan (død 1255), ind i både Polen og Ungarn. Den ungarske hær led et knusende nederlag, men det lykkedes ikke mongolerne at fange Bela. I 1242 forlod de landet igen. Der er blevet spekuleret over hvorfor, og det er blandt andet blevet antaget, at Batu drog hjem for at deltage i udvælgelsen af en ny khan efter Ogotais død. Der er dog det problem ved denne forklaring, at Batu ikke drog til Mongoliet, men forblev nord for Sortehavet. En anden mulighed er, at felttoget skulle straffe Bela for at have hjulpet kumanerne. Måske vendte mongolerne simpelthen om, fordi de havde opnået, hvad de kom efter.

Andre steder fortsatte erobringerne. I 1258 blev Baghdad indtaget, hvilket ofte ses som enden på islams guldalder. Da mongolerne frygtede, at det bragte uheld at udgyde abbaside-kaliffens blod, rullede de ham ind i et tæppe og trampede ham til døde med deres heste.

Kublai Khans soldater, afbildet i en japansk billedrulle fra slutningen af 1200-tallet. Kublai forsøgte to gange (1274 og 1281) at invadere Japan, men det slog begge gange fejl på grund af tyfoner, der ødelagde store dele af den mongolske flåde.

Med tiden blev det dog tydeligt, at det ikke ville lykkes at holde sammen på riget. Efter mongolsk sædvane havde Djengis fordelt de erobrede områder mellem sine sønner, som skabte deres egne dynastier, skønt de officielt var underlagt den øverste khan. Således opstod Ilkhanatet i Iran, Den Gyldne Horde nord for Sortehavet, Chagatai-khanatet i Centralasien og Yuandynastiet i Kina. Disse dynastier blev opslugt af de kulturer, de havde slået sig ned i: Yuankhanerne iscenesatte sig som kinesiske kejsere, og ilkhanerne konverterede til islam. Snart bekrigede de forskellige grupperinger hinanden, og verdensriget faldt fra hinanden.

Kublai Khan (1215-1294), Djengis’ barnebarn, var officielt hersker over hele imperiet, men hans magt begrænsede sig i virkeligheden til selve Mongoliet og Kina. I det meste af hans regeringstid lå han i krig med Qaidu (1230-1301), der de facto regerede Chagatai-khanatet. Qaidu nedstammede fra Ogotai, hvis efterkommere havde mistet magten i 1248, mens Kublai tilhørte den gren af familien, der havde taget magten fra dem. De to mænds rivalisering var i lige så høj grad en familiefejde som en politisk strid.

Det er blevet hævdet, at de mongolske erobringer førte til en verden, hvor fred – Pax Mongolica – herskede fra Korea til Polen, og hvor eventyrere som Marco Polo (1254-1324) kunne rejse uhindret og i sikkerhed helt til storkhanens hof i Mongoliet. Denne forestilling skal dog holdes op over for rigets hurtige sammenbrud og de efterfølgende borgerkrige. Men det er rigtigt, at de mongolske erobringer i middelalderen åbnede europæernes øjne for det fjernere Asien. I Europa havde man hidtil hovedsageligt baseret verdensbilledet på klassiske græsk-romerske geografer. Man kendte til Indien, men ikke dets størrelse, og man troede ikke, at der fandtes noget af betydning længere mod øst.

Da europæerne hørte om mongolerne og deres angreb på det muslimske Iran, troede de derfor, at der måtte være tale om et kristent folkeslag, anført af den mytologiske præstekonge Johannes. Erkendelsen af, at der var tale om en stormagt, der hverken var kristen eller muslimsk, afslørede, at Asien var større, end man troede. Den største opdagelse var dog ikke Mongoliet, men Kina. Her var der tale om intet mindre end en højtudviklet, ældgammel civilisation, som europæiske geografer ingen anelse havde haft om. Det blev især Marco Polos rejseberetning, der udbredte den nye viden i Europa. I de følgende århundreder kom denne beretning til at ligge til grund for de store opdagelsesrejser. Fordi den eurasiske landmasse var mere omfattende, end man før havde regnet med, opstod tanken om at nå det østlige Asien ved at sejle vestpå over Atlanten.

I løbet af 1300-tallet så det ud til, at den militære fare fra mongolerne var drevet over. Det mongolske Ilkhanat i Iran faldt fra hinanden i årene efter 1335. Den Gyldne Horde gennemgik tyve års borgerkrig og anarki fra 1359. I Kina blev Yuandynastiet væltet i 1368. Men fra gløderne af det udbrændte verdensrige sprang en sidste gnist. En stammehøvding, Timur Lenk (død 1405), bemægtigede sig resterne af det sammenfaldne Chagatai-khanat. Fra Samarkand i det nuværende Usbekistan førte han en række erobringstogter, der havde til formål at genskabe det mongolske storrige, og som da også mindede om Djengis’ og Ogotais erobringer et århundrede tidligere. Hans felttog førte ham næsten til Moskva i 1395, og i 1398 helt til Delhi i Indien, som han lod nedbrænde. Han angreb Osmannerriget i 1402, og sultan Bayezid (1360-1403) døde som Timurs fange.

Djengis Khan ses som nationens fader i Mongoliet, og 800-års jubilæet for hans magtovertagelse blev fejret i 2006. Billedet af Djengis på banneret stammer oprindeligt fra et kinesisk manuskript fra 1300-tallet.

Efter Timurs egen død i 1405 holdt hans efterfølgere sammen på riget i nogle årtier, men fra ca. 1450 gik det hastigt tilbage. Riget blev erobret af et nyt nomadefolk fra steppen, usbekerne, men Timurs tipoldebarn Babur (1483-1530) undslap kollapset. Han forlod Centralasien, invaderede Indien og gjorde sig til hersker i Delhi. Her grundlagde han det dynasti, der siden blev kendt som mogulerne. De regerede i Indien til 1857. Som det tidligere var sket for mongolerne i Kina, Iran og andre steder, blev de påvirket af kulturen omkring dem, og efter kort tid fremstod mogulerne først og fremmest som et indisk dynasti.

De store stepperigers æra sluttede med Timur. Udbredelsen af krudtvåben gjorde det nemmere for steppefolkenes naboer at modstå deres rytterhære, og fremover blev det havet snarere end stepperne, der bandt verden sammen. De kulturelle påvirkninger af mongolernes erobringer var begrænsede; deres herredømme var relativt kortvarigt, og de lod sig assimilere af lokale kulturer. De har derfor ikke efterladt sig en kulturel arv, der kan sammenlignes med andre store erobrere, såsom Alexander den Store eller romerne. Mongolernes betydning ligger i de politiske omvæltninger, de forårsagede i de erobrede områder, og i den forbindelse, de skabte mellem øst og vest. Det var en forbindelse, der kun blev stærkere i de følgende århundreder.

Kristian Kanstrup Christensen

Se også | 04. Asiens grænseløse sprog | 17. Slaget ved Panipat | 32. Saltmarchen |

Pestloppen regnes for den væsentligste smittebærer af den sorte død. Inficerede lopper sprang fra rotter til mennesker i jagten på næring. Ved at suge blod af mennesker overførte loppen samtidig den ofte dødbringende pestbakterie.