Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 14

632 Kalifat kommer af det arabiske ”kalif”, der betyder stedfortræder eller efterfølger, nærmere betegnet efterfølger til profeten Muhammed. Da Muhammed døde i 632, tog en af hans svigerfædre, Abu Bakr, resolut magten. Muhammeds magtområde omfattede det meste af Den Arabiske Halvø, men under efterfølgerne voksede riget voldsomt. Samtidig udviklede kalifatet sig også økonomisk, politisk og kulturelt.

Siden 1700-tallet har mange vesterlændinge, fra den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) til den britiske filosof Bertrand Russell (1872-1970) haft et positivt og romantisk syn på kaliffens rige fra dets begyndelse i 600-tallet og nogle århundreder frem. Perioden betragtes som den arabiske kulturs guldalder. For troende muslimer står den tidlige islamiske historie også i et gyldent lys, men mest fordi den anses for at have været baseret på en ren og ukorrumperet form for islam.

For at forstå den vestlige fascination af den tidlige islam må man først og fremmest huske på, at 1001 nats eventyr i begyndelsen af 1700-tallet blev oversat fra arabisk til fransk og efterfølgende til en række andre europæiske sprog. Det fortryllende og vidunderlige miljø i eventyrsamlingen har romantisk indstillede europæere lige siden forsøgt at identificere i den virkelige islamiske historie. For ældre kulturhistorikere som fx danskeren Hartvig Frisch (1893-1950) stod 1001 nats eventyr ikke bare som en vidunderlig fantasi, men som en pålidelig beskrivelse af livet i det arabiske kalifats guldalder. Særligt gylden blev tiden under kalif Harun al-Rashid (763-809) anset for at være. Han nævnes i adskillige af eventyrene og fremstår som den arketypiske hersker fra ”de gode gamle dage”. Kalifatet var på hans tid meget stort og nogenlunde samlet, og under ham og hans efterfølgere udfoldede der sig et rigt materielt liv og efterhånden også betydelig litterær aktivitet i hovedstaden Baghdad.

Den vestlige fortælling om den arabiske guldalder hører sammen med den vestlige fortælling om den mørke europæiske middelalder, der fortsat findes i romaner og film, selv om den har været afvist af historikere i snart 100 år. Forskellene mellem en karikeret ”mørk tidsalder” og en idealiseret ”gylden tidsalder” bliver let overdrevne. Det betyder dog ikke, at forskellene er taget ud af den blå luft, for i 800-tallets Vesteuropa kunne ingen byer måle sig med Baghdad i størrelse og pragt.

Illustration fra en fransk udgave af 1001 nats eventyr. Denne eventyrsamling har for millioner af vesterlændinge tegnet billedet af de tidlige islamiske riger.

Den virkelige historie om kalifatet er ikke så forskellig fra historien om andre store imperier i oldtid og middelalder. Det er frem for alt historien om succesfulde og blodige erobringer, om beskatning af de erobrede befolkninger og forbrug i en overdådig hovedstad. Med tiden kan man også tale om et blomstrende kulturliv inden for en kosmopolitisk elite. Til sidst følger imperiets nedgang og fald. På den måde ligner historien om kalifatet historien om blandt andet Romerriget og de kinesiske riger.

De første fire kaliffer var alle slægtninge og nære venner af Muhammed (ca. 570-632), og de erobrede i perioden 632-661 Syrien, Mesopotamien, Egypten, Libyen og Persien. Under umayyadernes dynasti (661-750) blev kalifatet til et arveligt monarki. Erobringerne udstrakte de til Nordvestafrika, Spanien, Kaukasus, Centralasien og helt til floden Indus i Sydasien. Målt efter areal var kalifatet i midten af 700-tallet det hidtil største rige i historien. Umayyaderne flyttede rigshovedstaden til Damaskus i Syrien, som lå mere centralt i imperiet end Mekka og Medina på Den Arabiske Halvø.

De muslimske arabere udgjorde rigets privilegerede elite. De erobrede folkeslag kunne som regel med visse restriktioner praktisere deres egen religion, men ingen var i tvivl om, at muslimerne herskede over ikkemuslimer. Ikkemuslimerne havde færre rettigheder, blev beskattet hårdere end muslimerne, og de var som udgangspunkt helt afskåret fra politisk og militær magt. Set med moderne øjne var erobringerne ufatteligt brutale, men de var ikke desto mindre i fuld overensstemmelse med almindelig praksis i oldtid og tidlig middelalder. Til tider dræbte kalifatet hele den mandlige befolkning i et erobret område, mens de solgte kvinder og børn som slaver. Kun i områder, der overgav sig i tide, kunne befolkningen etablere en tilværelse på erobrernes præmisser. Til præmisserne hørte altid en omfattende omfordeling af ejendom og værdier. Eksempelvis blev al landbrugsjord i princippet konfiskeret ved erobringen, idet erobrerne mente, den tilhørte det muslimske samfund.

I de efterfølgende århundreder var der perioder med en høj grad af tolerance over for kristne, jøder og den zarathustriske religion. I andre perioder var vold, forfølgelser og ødelæggelse af ikkemuslimske helligdomme almindelige. Effekten var, at befolkningen gradvist konverterede til islam, hvad enten der var tale om frivillige konverteringer i fredelige tider eller tvangskonverteringer i krigstid. Konverteringsbølgen var selvforstærkende, for i perioder med vold var det ofte almindelige muslimer snarere end myndighederne, der udøvede selvtægt mod de anderledes troende.

Abd al-Rahman 3. modtager kristne udsendinge i Cordoba. Billedet illustrerer den nu skrinlagte idé om det andalusiske kalifat som et tolerant og fredeligt eventyrland. Romantisk maleri af den spanske/catalanske maler Dionís Baixeras i Verdaguer (1862-1943).

Efter Abbasidedynastiets magtovertagelse i 750 ændrede kalifatet gradvist karakter. I takt med at mange ikkearabere konverterede til islam, mistede kalifatet præget af at være et arabisk stammerige og fik mere karakter af et stort imperium med en hierarkisk social struktur blandt muslimerne indbyrdes. Kaliffen anlagde en ny prægtig residensby i Baghdad, distancerede sig som hersker fra befolkningen og manifesterede sig gennem et imperialt bureaukrati. Hærens elite var ikke længere arabere, men tyrkere, og samtidig udviklede der sig en egentlig arabisksproget elitekultur med en omfattende litterær produktion og interesse for lærdom. Først og fremmest islamisk lærdom af teologiskjuridisk art. Arabisk historieskrivning udviklede sig fra samlinger af korte anekdoter om Muhammeds udtalelser og handlinger over større Muhammed-biografier til krøniker om efterfølgernes riger. Nyere hofpoesi og gammelarabiske digte fra den hedenske tid blev nedskrevet. Interessen for kalendervæsen og qibla (bederetning) fremmede astronomiske studier. Dertil kom værker om blandt andet medicin, geografi og botanik, ligesom der opstod nye stilretninger inden for arkitektur og brugskunst. Der er dog ikke rigtig sammenfald mellem den politisk-militære storhedstid og den klassiske litterærtkunstneriske fase af den arabiske kultur, for elitekulturen fik først for alvor momentum efter svækkelsen af kalifatet i 800-tallet. I traditionel arabisk historieskrivning var det et samlet, militært stærkt, rettroende kalifat, der var det centrale, ikke ideen om en kulturel guldalder.

En række af lærdomskulturens frembringelser inden for medicin og de matematiske fag blev i 1100-tallet oversat til latin, og de fik betydelig indflydelse på den middelalderlige universitetslærdom i Europa. Arabisk lærdom var dog som udgangspunkt teologisk og juridisk snarere end matematisk og naturvidenskabelig, mens de inden for medicin og matematik byggede på antikkens græske forbilleder.

I løbet af 800-tallet fik centralmagten imidlertid sværere og sværere ved at gøre sig gældende i provinserne. Guvernørerne blev mindre modtagelige over for kaliffens instrukser og begyndte at udpege deres egne efterfølgere. Samtidig holdt skatterne op med at strømme til skatkammeret i Baghdad. Kaliffens skatkammer var dog så umådelig rigt, at han i årevis kunne føre krige. Først i år 915 var kassen tom, og kaliffen reduceret til en regional hersker, der kun havde skatterne fra Irak at gøre godt med. År 915 ses derfor ofte som enden på det islamiske kalifat, også selv om abbasiderne blev ved med at herske i Baghdad indtil 1258.

Flere havde forsøgt at overtage titlen som kalif. Først og fremmest emiren af Andalusien i Sydspanien, Abd al-Rahman (889-961), der nedstammede fra umayyaderne. Han benyttede sig af Baghdad-kalifatets svækkelse til at antage kaliftitlen i 929. Herligheden varede dog kort. Abd al-Rahmans efterfølgere mistede deres politiske magt i slutningen af århundredet, og kort tid efter splittedes det andalusiske kalifat i en række mindre kongeriger, der endte med at være overkommelige modstandere for de kristne konger fra nord.

Andalusien står for mange moderne europæere som selve kulminationen af den romantiske og eventyrlige fortælling om kalifatet og den arabiske højkultur. I første omgang kan fascinationen føres tilbage til et litterært sværmeri i 1500-tallets spanske ridderromaner. En krønike skrevet i 1600-tallet af en marokkansk forfatter, al-Maqqari, der selv var af andalusisk slægt, blev i 1800-tallet oversat til fransk. Bogen fik stor udbredelse, og den portrætterede det gamle Andalusien som en fantastisk rig og ophøjet civilisation. Blandt de mange skrøner, der herfra banede sig vej ind i europæisk historieskrivning, kan nævnes et befolkningstal på 34 millioner (indbyggertallet i Andalusien var ca. 6 millioner), et bibliotek i hovedstaden Córdoba med 400.000 bind (antallet af værker på arabisk var færre end 1.000) og en alfabetiseringsgrad på 100 % (den var nærmere 5 %).

ISIS, der i 2014 udråbte et nyt såkaldt kalifat, bruger et sort flag, ligesom abbasiderne. Flaget er påtrykt, hvad der menes at have været Muhammeds segl.

Ideen om, at muslimer, jøder og kristne levede i harmoni og fordragelighed med hinanden i Andalusien, stammer fra 1800-tallet. I realiteten havde ingen muslimske, jødiske eller kristne forfattere, der levede under kalifatet, den mindste anelse om, at de levede i et tolerant samfund. Nok var Abd al-Rahmans egen regeringstid ikke præget af konflikter mellem trossamfundene, men både før og efter var der omfattende religiøs vold i Andalusien.

Selv om de gamle kalifaters eventyrglans altså slides væk i moderne historieforskning, må man kende deres historie for at kunne forstå vor egen tids bestræbelser på at genrejse kalifatet i den muslimske verden. En militant bevægelse som Islamisk Stat har i de seneste år påberåbt sig at være et kalifat. Vi kan konstatere, at dette moderne kalifat kun ligner det gamle i dets brutalitet, mens det fuldstændigt mangler den kulturelle og litterære aktivitet, som det gamle kalifat også fortjener at blive husket for.

Jacob Tullberg

Se også | 11. Djengis Khan | 47. Golfkrigen | 49. 9.11. |

Siden den spæde start for de første universiteter i Europas middelalder er universitetet i dag blevet et globalt fænomen. Alene i Kina er der mange hundrede universiteter med i alt 20 millioner studerende.