Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 8

480 f.Kr. En sommernat i året 480 f.Kr. sejlede et ensomt krigsskib for fulde sejl over det mørke hav i Den Saroniske Bugt nær Athen. På læsiden af den lille græske ø Salamis nåede skibet sit mål, den samlede græske flåde, og afleverede sin besked: ”I er omringet”. I retning af den opstigende sol kunne grækerne snart se den gigantiske persiske flåde, mens de forberedte sig på det kommende slag.

Det var en temmelig uens koalition, der stævnede ud fra Salamis’ kyst i den gryende morgen: athenere, spartanere, aiginere, chalkidiere, naxere. Selv om de alle talte varianter af det samme sprog, havde ensartede guder og betragtede hinanden som en art slægtninge, var grækerne dog først og fremmest fra Athen, Sparta, Aigina, Eretria eller en af de andre i alt ca. 900 bystater, der udgjorde den græske verden. Kun få bystater havde sendt skibe til den fælles flåde, og blandt de fremmødte havde flere i de foregående årtier mødt hinanden i kamp. Teknisk set var athenerne og aiginerne vist også stadig i krig med hinanden.

Når de gamle fjender trak deres krigsskibe i vandet i fælles front, skyldtes det fjenden, der truede dem alle. Året før havde perserkongen Xšayarša (518-465 f.Kr.), af grækerne kaldet Xerxes, samlet en hær fra alle egne af sit enorme imperium, der strakte sig fra Ægæerhavets kyster i vest til Punjab i øst og fra det Øvre Egypten i syd til Aralsøen i nord. Xšayarša førte personligt sin hær fra Lilleasien over til Europa for at føje endnu en provins til sit rige.

For grækerne var Perserriget ikke en ukendt størrelse, og et liv som storkongens undersåtter var hverdag, ikke en dyster fremtidsudsigt. To generationer tidligere havde perserrigets grundlægger Kūruš (ca. 590-530 f.Kr.), af grækerne kaldet Kyros, underlagt sig hele Lilleasien, herunder de mange græske bystater, der fandtes der. Kūruš afkrævede byerne en årlig tribut og en sjælden gang også soldater til sine erobringskrige, men lod dem ellers passe sig selv. Mange medlemmer af den græske elite så i Perserriget først og fremmest en karrieremulighed, og de vandt sig rigdomme og prestige i storkongens tjeneste. Men bekendtskabet var ikke uden konflikt. I 490 f.Kr. ankom en persisk ekspeditionsstyrke til Marathon for at indsætte en marionetregering i Athen. Athenerne havde bragt sig selv i søgelyset ved at støtte en fejlslagen opstand blandt perserkongens græske undersåtter.

Havguden Poseidons helligdom beliggende på Kap Sounion med udsigt ud over havet. Poseidontemplet, der ligger ca. 70 km syd for Athen, blev rejst som en del af et spektakulært byggeprojekt betalt af medlemmerne af det athenske imperium.

I 480 f.Kr. var der dog tale om en fuld invasion af det græske område, og persernes fremmarch mødte til at begynde med kun begrænset modstand. Ved Isthmen, en smal landtange, der forbinder halvøen Peloponnes med resten af Balkanhalvøen, forberedte en lille græsk koalitionshær sig på det endelige angreb. Men før det kunne sættes ind, måtte Xšayarša sikre sig mod angreb fra den græske flåde. Tid var også dengang penge, og den persiske flåde havde ordrer til hurtigst muligt at opsnuse og nedkæmpe den græske flåde.

Xšayaršas flåde talte skibe fra alle egne af det persiske imperium: Egypten, Cypern, Fønikien, men også fra de græske byer på Lilleasiens vestkyst og på øerne i Ægæerhavet. Som kongens undersåtter var de alle forpligtet på at yde militærhjælp.

Blandt de græske ledere var der først stemning for at forsøge at undslippe. Så længe flåden var i behold, var det persiske angreb på land udsat. Almindelig fornuft tilsagde at udsætte kampen så længe som overhovedet muligt. Men den mulighed var forduftet med sommernatten. På den anden side var forholdene ud for Salamis noget nær de bedste, grækerne kunne ønske sig, da det snævre stræde delvist neutraliserede det persiske power-play. Grækerne besluttede sig for at angribe, og athenerne førte an. Som den største bidragyder, med knap 200 skibe ud af en flåde på omtrent 380, besad athenerne den største ekspertise i krigsførelse til søs.

Blandt de små, græske bystater var Athen en gigant med en stor befolkning. Indtil få år før Slaget ved Salamis var Athen, som så mange andre bystater, regeret af en tyran, hvis styre fra tid til anden blev afbrudt af stridigheder blandt byens førende familier. I forbindelse med sådan en strid, i 508/7 f.Kr., appellerede en vis Kleisthenes (ca. 550-ca. 500 f.Kr.) til befolkningen om støtte i kampen mod sine rivaler. Med folkets opbakning reorganiserede han den athenske stat. Resultatet var en styreform, hvor enhver (mandlig) athensk borger kunne deltage i beslutninger om de fælles anliggender. Det nye bredt funderede styre lagde beslag på retten til at udvinde sølv fra de rige forekomster i det sydlige Attika. I årene op til Xšayaršas invasion intensiverede athenerne udvindingen til glæde for statskassen og investerede straks i en flåde af det nyeste og dyreste militære habengut, markedet kunne tilbyde: trieren. Trieren var et langt og slankt krigsskib og yderst manøvredygtigt. Når den 170 mand store besætning af roere lagde alle kræfter i, kunne skibet nå en hastighed på op mod 10 knob (op mod 20 km i timen) og dermed aflevere en imponerende kinetisk energi i sammenstødet med andre krigsskibe. For at sikre maksimal ødelæggelse var trieren udstyret med en bronzevædder, der var en rambuk monteret i stævnen lige under vandoverfladen.

Søslaget ved Salamis udviklede sig efter en kendt skabelon. De to flåder dannede hver deres tætpakkede linje af skibe og gik så løs på hinanden for at bryde gennem fjendes linje og plante bronzevædderen solidt i et fjendtligt skibs bredside. Efter kollisionen gjaldt det om at slå bak i en fart, for i sekunderne efter at have vædret en modstander var skibet selv et let mål.

En rekonstruktion af den græske triere, Olympias, blev bygget 1987 og testet i de følgende år. I 2004 bragte Olympias den olympiske ild til Athens havneby Piraeus forud for de olympiske lege. Efter en periode på land stævnede Olympias igen ud i 2016.

Efter en lang dags kampe måtte en forslået persisk flåde stikke halen mellem benene og indse, at de havde tabt. Nederlaget var en kæp i hjulet på Xšayaršas planer. Et angreb på Isthmen måtte definitivt udsættes, til en ny flåde kunne mønstres, og det kunne tage år. Så længe var Xšayarša ikke villig til at vente. Længere tids fravær ved den fjerne græske front var en invitation til oprør andre steder i imperiet for slet ikke at tale om hofintriger. Den persiske hær blev derfor beordret til at vende om. Og den vendte aldrig tilbage.

På Eurymedon-vasens ene side ses en græsk mand nærme sig en foroverbøjet og panikslagen perser på den modsatte side, der siger: ”Jeg er Eurymedon, jeg bliver røvrendt”. Navnet Eurymedon hentyder til det sted, hvor athenerne tilføjede perserne endnu et nederlag i 466 f.Kr., og betyder ”persernes åbning”.

Under athensk ledelse sejlede den græske flåde nu på et togt i Ægæerhavet for at befri bystaterne fra persisk overherredømme. Som et værn mod fremtidige invasioner indgik bystaterne i Ægæerhavet og på Lilleasiens vestkyst en alliance, hvor Athen var den dominerende part. Medlemmerne bidrog enten med krigsskibe til en fælles flåde eller betalte et bidrag til flådens opretholdelse. Athenerne og medlemmerne af deres alliance gik straks i offensiven. I 464 f. Kr. tilføjede de perserne endnu et smerteligt nederlag i et søslag ud for floden Eurymedons munding på Lilleasiens sydkyst og havde held til at blande sig, da egypterne forsøgte et oprør mod perserne. Men ikke alle medlemmer var enige i athenernes dispositioner, og flere ønskede efterhånden at træde ud af alliancen. Athenerne svarede igen med brutalitet: Oprørske medlemmer blev banket på plads, Athen-venlige regimer installeret og medlemskontingentet, der nu rettelig kan kaldes tribut, sat i vejret. Som den athenske historiker Thukydid (ca. 460-ca. 395 f.Kr.) bemærkede, var der ikke tale om en alliance, men et athensk imperium. Aldrig tilfredse med imperiets omfang tvang athenerne flere og flere stater ind i ”alliancen”. Som troldmandens lærling skabte de et imperium efter persisk forbillede. Hvert år måtte medlemmerne rejse til Athen og overdrage årets tribut ved en storladen ceremoni. Én for én trådte de frem for de forsamlede athenere i byens teater og deponerede deres fastsatte beløb på scenen i et dramatisk udtryk for athenernes rigdom og magt.

Med så mange penge og alt for få persere at bekæmpe besluttede athenerne at kanalisere en del af alliancens midler ind i genopførelsen af de athenske helligdomme, der var blevet ødelagt under persernes invasion. Og denne gang skulle de bygges i marmor, der også dengang var et eksklusivt materiale. På en lille bakke i udkanten af byens torv blev der rejst et prægtigt tempel til smedeguden Hefaistos, og ved Kap Sounion sydøst for Athen byggede de også det imponerende Poseidontempel. Kronen på værket var dog den athenske akropolis, der blev udstyret med et imponerende indgangsparti og et stort nyt tempel til byens skytsgudinde Athene Parthenos, der stod færdigt i 432 f.Kr.

Med rollen som den førende politiske og økonomiske magt i Ægæerhavet fulgte også status som kulturhovedstad. Kunstnere, forfattere, arkitekter og håndværkere strømmede til byen. Det athenske kulturliv blomstrede under imperiet og fik afgørende indflydelse på senere tiders kunst og kultur. De velkendte græske tragedier og komedier, kendte og elskede lige siden, blev alle skrevet og opsat på denne tid. Det samme gælder historieskrivningen, hvis fader, Herodot (ca. 484-ca. 425 f.Kr.), drog fra Halikarnassos til Athen for at samle kilder til sine ”undersøgelser” af fortiden, på græsk historiai. Det var også i disse år, at en lille tyk athener ved navn Sokrates (470-399 f.Kr.) samlede en gruppe unge tænkere fra alle hjørner af den græske verden til filosofiske samtaler på Athens torv og dermed grundlagde den vestlige filosofiske tradition.

Den athenske guldalder, som især europæere siden har spejlet sig i og efterlignet, hvilede reelt på en omfattende afpresning af omkring 400 større og mindre græske bystater.

I Sparta så man med bekymring på Athens dominans. I 432 f.Kr. kom det til åben krig, en blodig konflikt, der skulle strække sig over de næste tredive år. På land dominerede Sparta og hendes allierede, til søs syntes athenerne urørlige. På øerne i Ægæerhavet håbede man at overtale spartanerne til at udfordre Athens dominans på havet. Men at matche athenerne til søs ville kræve betydelige investeringer både i krigsskibe og erfarne roere til at bemande dem, og Sparta havde få muligheder for at skaffe den nødvendige kapital. Men i perserne fandt spartanerne en pengestærk allieret, der delte deres had til athenerne og deres alliance. Perserkongen tilbød at finansiere en spartansk flåde mod at få de græske bystater på Lilleasiens kyst tilbage. Persisk guld gjorde udslaget, og i 404 f.Kr., efter næsten 30 års krig, sejlede en spartansk flåde, købt og betalt af perserkongen, ind i Athens havneby Piraeus for at acceptere athenernes overgivelse. De græske stater måtte belave sig på endnu en ny herre.

Christian Ammitzbøll Thomsen

Se også | 06. Augustus og Den romerske fred | 27. De moderne olympiske lege |

Jernsøjlen i Delhi, ca. 400. Dens prisende indskrift på sanskrit er formentlig til kong Chandragupta 2. (regerede ca. 375-415). Guptaskriften træder tydeligt frem, men den er blot en af mange skrifter, som gennem tiden er blevet brugt til at nedfælde sanskrit. Den 7 meter høje søjle vidner om guptatidens avancerede metallurgi. Efter 1600 år er den stadig næsten fri for rust.