Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 7

1466 f.Kr. I 1466 f.Kr. lod dronning Hatshepsut sig udråbe som Egyptens konge. Hun var den første kvinde i verdenshistorien, som formåede at forblive regent i mere end to årtier, og hun satte Egypten på en politisk og arkitektonisk kurs, som prægede landet de efterfølgende 500 år. Selv i dag har Hatshepsuts virke betydning for vores opfattelse af oldtiden. Alligevel forsvandt hun næsten ud af historien.

I slutningen af Mellemøstens bronzealder, i det, vi kalder Det Ny Rige (1550-1069 f.Kr.), var Egypten efter datidens målestok et stort imperium. Hatshepsut, der regerede 1479-1458 f.Kr., var en af nøglefigurerne bag erobringerne, udviklingen og opretholdelsen af den nye statsform, hvor Egypten satte den internationale, politiske dagsorden. Hatshepsut betyder ”den forreste af ædle kvinder”, og hun var det eneste overlevende barn af faraoen, eller kongen, Thutmose 1. (regerede 1504-1492 f.Kr.) og hans dronning, Ahmes. Faraoen havde en søn, Thutmose 2. (regerede 1492-1479 f.Kr.) med en anden hustru ved navn Mutnofret, som ikke var royal. Thutmose 2. blev derfor gift med sin halvsøster Hatshepsut for at legitimere sit styre som farao.

Thutmose 2. og Hatshepsut fik ingen sønner, men kun en datter ved navn Nefrure. Den mandlige tronarving blev igen født af en anden hustru end dronningen, en kvinde ved navn Isis. Da Thutmose 2. døde, var arvingen kun et par år gammel, og Hatshepsut trådte til som regent, idet hun både havde den rigtige royale baggrund og den nødvendige viden og erfaring. Den lille barnekonge kom til at hedde Thutmose 3. (regerede 1479-1425 f.Kr.), og han skulle senere vise sig at blive den mest succesfulde krigerkonge, oldtidens Egypten kom til at opleve gennem sine mere end 3.000 års historie. Eftermælet har han dog kun fået på grund af Hatshepsuts arbejde og præstationer.

Det særlige ved Hatshepsut var ikke, at hun regerede Egypten som en konge. Det havde andre kvinder før hende forsøgt. Det var derimod længden af hendes regeringstid og måden, hun overbeviste folket om sin ret til at herske, som var noget særligt. Hun forlangte nemlig ikke, at alle pludselig skulle se hende som en mand, men hun ændrede langsomt sin offentlige fremtoning. Som regent havde hun adgang til landets mange ressourcer, eksempelvis sten som granit og sandsten, et udbytterigt landbrug og en stor arbejdsstyrke, der normalt blev aflønnet i naturalier som korn. Hatshepsut brugte nogle af disse ressourcer på at få lavet statuer og billeder af sig selv på tempelvægge. I de tidligste ses hun som en kvinde med titlerne ”dronning” og ”førstepræstinde” for guden Amon. Senere ændrer hun sin beklædning, så den minder meget om en konges klædedragt. Herefter tilføjer hun titlerne ”Konge af Øvre og Nedre Egypten”, men præsenterer stadig sig selv som kvinde. Endelig, ca. 12-15 år efter Thutmose 2.’s død (ca. 1466 f.Kr.), ser vi hende fremstillet som mand og udelukkende med kongetitler, eksempelvis ”Søn af Re” og ”Den levende Horus”. Samme udvikling ses også i de store bygningsværker, Hatshepsut lod opføre, eksempelvis det imponerende tempelkompleks i Deir el-Bahri i nærheden af den moderne by Luxor.

Dødetemplet Deir el-Bahri er inddelt i tre niveauer, der er forbundet af ramper, som er brede nok til at køre i stridsvogn til toppen. Tempelkomplekset består også af to mindre templer til guden Amon-Re og gudinden Hathor. De ligger på hver side af den øverste terrasse.

Dette tempel er uden tvivl Hatshepsuts største arkitektoniske præstation. Med sin beliggenhed på den vestlige side af Nilen foran klipperne, der adskiller Kongernes Dal fra den grønne floddal, er det terrasseinddelte monument synligt på lang afstand. Da det stod færdigt, må det have domineret området fuldstændigt. Hatshepsut kaldte sit tempel for Djeser Djeseru, det helligste af hellige, og dekorerede dets hvide kalkstensvægge med beretninger om ekspeditioner til eksotiske lande, og om hvordan Egyptens vigtigste gud, Amon-Re, havde forudbestemt, at hun ville blive landets konge.

Templet var en legitimering af Hatshepsuts styre, men dets vigtigste funktion var som stedet for tilbedelse og opretholdelse af hendes ka (ét af tre aspekter af egypternes sjæl). Hatshepsut havde præster ansat specifikt til at udføre de væsentlige ritualer, der skulle give hende udødelighed. Men dette var ikke en ny tanke. Siden opførelsen af pyramiderne mere end 1.000 år tidligere havde faraonerne bygget de såkaldte dødetempler ved siden af deres grave. Det nye var, at Hatshepsut adskilte sin grav fra sit dødetempel. Det var en nyfortolkning af kongelig arkitektur, der skulle blive standard i resten af Det Ny Rige. Fra og med Hatshepsuts regeringstid blev gravene skjult i Kongernes Dal. Muligvis var det hendes far, Thutmose 1., som begyndte denne tradition, men den første grav, vi med sikkerhed kan identificere, er ikke hans. Det er Hatshepsuts.

Hatshepsut fornyede også eksisterende bygninger og templer i hele Egypten, blandt andet det store Karnak-tempel for guden Amon-Re nær Luxor. Her byggede hun både et kapel til gudens rejsebåd, som blev brugt, når gudens statue skulle vises frem under festivaler, og to 29,5 meter høje obelisker af massiv granit. Den ene står stadig på sin oprindelige plads, mens den anden væltede i oldtiden, og kun den øverste tredjedel er bevaret. På de bevarede spidser kan man se Hatshepsut knæle foran en siddende Amon-Re og modtage hans velsignelse. Nedenunder fortæller indskriften, hvordan hun er udvalgt af guden til at være konge, og på basen af den endnu stående obelisk står der: ”Jeg er hans datter i rigtig sandhed”. Altså ikke bare den almindelige sandhed, men den højeste og af guderne godkendte sandhed. Dette var en af måderne, hvorpå Hatshepsut legitimerede sit styre, og hun fik det bogstaveligt talt skrevet i sten. Begge obelisker blev udhugget ved Aswan ca. 200 km syd for Karnak og fragtet på skibe til templet. Det var noget af en bedrift, eftersom monolitterne vejede ca. 320 tons hver.

I 2007 troede forskere, at de endelig havde identificeret Hatshepsuts mumie. Resultaterne var dog tvetydige, og et afgørende bevis mangler stadig. Hatshepsut er ikke den eneste kongelige mumie, der stadig mangler at blive identificeret.

År forinden havde Thutmose 1., skabt grundlaget for et egyptisk imperium gennem sine felttog i Nubien mod syd og i Levanten mod nordøst. Hatshepsut gjorde god brug af den rigdom, som efterfølgende flød ind i landet. Hun nøjedes dog ikke med at bygge monumenter til sig selv, men etablerede minedrift på svært tilgængelige steder i ørkenen og sendte handelsekspeditioner til udlandet efter luksusvarer. Den mest berømte handelsekspedition gik til et mystisk land ved navn Punt, som egyptologer og andre forskere stadig ikke kan identificere med sikkerhed. Det er dog sikkert, at landet lå uden for Egyptens imperium, og at man var nødt til at sejle langt for at komme dertil. På grundlag af Hatshepsuts afbildninger af ekspeditionen og inskriptioner i hendes dødetempel, hvor man bl.a. kan identificere saltvandsfisk, mener man, at sejladsen foregik på Rødehavet. De bedste bud på Punt er Yemen eller Eritrea. Uanset hvad bragte Hatshepsuts ekspedition masser af luksusvarer tilbage til Egypten, eksempelvis elfenben, ibenholt og røgelse. Man hjembragte også røgelsestræer, som efter sigende blev plantet foran Hatshepsuts dødetempel.

Hatshepsut beholdt ikke alt til sig selv, men fordelte også en stor del af ressourcerne blandt sine embedsmænd, der til gengæld støttede hende og hjalp med at administrere landet bedst muligt. Den ekstra rigdom, disse mænd opnåede, brugte de blandt andet på store grave og gravkapeller i nærheden af Hatshepsuts dødetempel, og i hendes regeringstid fik flere og flere privatpersoner råd til dette. På grund af den øgede efterspørgsel på dygtige håndværkere, der kunne udsmykke gravene og lave det udstyr, der skulle med i døden, steg den kunstneriske og håndværksmæssige kvalitet til et niveau, der ikke blev overgået siden. Selv ikke gravfundet af den berømte farao Tutankhamon (regerede ca. 1333-1323 f.Kr.) har vist højere kvalitet.

Men hvorfor gik Hatshepsut i glemmebogen, når hun nu gjorde så meget godt for landets situation og sine embedsmænds velfærd, og tilmed efterlod sig så mange monumenter med sit navn på? Svaret skal findes hos hendes efterfølger, Thutmose 3. Da Hatshepsut døde i 1458 f.Kr., overtog han den magt, som de indtil da officielt havde delt med hinanden. Thutmose 3. havde dog helt klart været uden den store indflydelse. Man kunne forestille sig, at han hurtigst muligt ville forsøge at slette alle spor efter sin dygtige tante, men der gik faktisk mere end 20 år, før han begyndte at skrive hende ud af historien. Han var tydeligvis tilfreds med det arbejde, Hatshepsut havde udført, og han fortsatte mange af hendes projekter. Når Thutmose 3. skrev Hatshepsut ud, havde det med al sandsynlighed ikke noget at gøre med hende som person eller hendes måde at styre landet på. Thutmose 3.s problem lå i forhold til Egyptens grundlæggende ideologiske identitet, hvor kongen var søn af den tidligere konge i en ubrudt linje helt tilbage til den æra, egypterne anså for at være gudernes tid, og hvor guden Horus havde overtaget tronen fra sin far Osiris. Thutmose 3. kunne således ikke være den sidste søn i en ubrudt kæde af mænd, når en kvinde havde regeret som konge før ham. Han beordrede derfor sine embedsmænd til at fjerne Hatshepsuts navn fra de monumenter, hun havde bygget. Hun blev desuden udeladt i den kongeliste, Thutmose 3. fik skrevet på Karnak-templets vægge, og senere faraoner huskede hende heller ikke i deres egne kongelister. Hun forsvandt simpelthen ud af historien. I dag ved vi, at hun eksisterede, fordi hendes navn overlevede på nogle monumenter, især i hendes embedsmænds grave.

Kvindelige regenter har op gennem verdenshistorien været relativt sjældne og derfor også fascinerende. Dette gør, at deres historier er spændende at genfortælle og nyfortolke. Her er det Jenna-Louise Coleman (f. 1986) som Queen Victoria i tv-serien Victoria fra 2016.

Hatshepsut regerede et land, der havde eksisteret i mere end 1.500 år, og som havde lige så gamle traditioner. Hun byggede storslåede monumenter til guderne, gjorde Egypten og dets øverste befolkningslag rigere og bedre stillet. Om dette også gælder for den mere almindelige og jævne befolkning, er uklart, da de hverken efterlod sig skriftlige kilder eller tydelige arkæologiske spor på samme måde som embedsmændene. Hatshepsut grundlagde en ny kongelig begravelsestradition, der skulle fortsætte de næste 500 år. Alligevel kunne hendes minde ikke overleve i en allerede ældgammel civilisation, hvor troen på uendelig regeneration var selve kernen i livet. Men gennem arkæologien har vi lært hende at kende som en dygtig regent og måske den første kvinde i verden til at regere et imperium. Meget få andre kvinder fra oldtidens Egypten kan sammenlignes med Hatshepsut, når det kommer til magt og indflydelse. Den mest berømte er nok Kleopatra (regerede 51-30 f.Kr.), der gennem politiske og diplomatiske evner formåede at regere i længere tid, men ulig Hatshepsut huskes Kleopatra ikke for sin monumentale arkitektur eller religiøse indflydelse.

I dag er navnet Hatshepsut velkendt, især af turister, og hendes monumenter er blandt de største egyptiske kulturattraktioner. Hendes eftermæle bidrager på den måde betydeligt til landets økonomi.

Rune Olsen

Se også | 25. Kapløbet om Afrika | 26. Ligeret for kvinder | 36. Israels oprettelse |

Perserkongen Xšayarša betragter slaget ud for øen Salamis fra en bakketop uden for Athen. Athenerne selv var flygtet til øen efter persernes erobring af Athen. Sceneriet er tegnet af den amerikanske kunstner Herbert M. Herget (1885-1950).