Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 6

Ca.1750 f.Kr. En 2,25 m høj sort sten fra Mesopotamien er med sine ca. 3.800 år gamle indskrifter et af de tidligste eksempler på lov og orden i et menneskeskabt samfund. Stenen, en såkaldt stele, er samtidig et mindesmærke sat af og over kong Hammurabi, som med udgangspunkt i oldtidsbyen Babylon skabte et rige, der politisk og religiøst omdefinerede det område, som i dag udgør det sydlige Irak.

Hammurabi var konge i Babylon 1792-1750 f.Kr. I begyndelsen af hans regeringsperiode var Babylon en mindre bystat i det sydlige Mesopotamien uden den samme lange historie som magtcenter eller religiøst midtpunkt som fx Eshnunna og Larsa. I ca. 1.400 år var området delt mellem en række forskellige bystater. De havde alle en eller to centrale byer, et opland med marker og et komplekst netværk af kanaler til kunstvanding af markerne. Flere af bystaterne havde en fremtrædende placering i områdets religion, og guderne havde hver især en hovedby med deres hjem og kult i et bestemt tempel. Dette var ikke ensbetydende med, at guderne kun blev tilbedt i hovedbyen. For eksempel hørte frugtbarhedsgudinden Inanna hjemme i byen Uruk men havde også templer i mindst 14 andre byer i det sydlige Mesopotamien.

Bystaterne var ofte i krig med hinanden om kontrol med vand og dermed magt over de andre bystater i området, men selv om en eller flere bystater i perioder dominerede, så bestod de andre stater fortsat. De mange magtkampe og krige blev ofte præsenteret i en religiøs kontekst på monumenter og steler, hvor det fremgik, at bystatskongen overvandt sin modstander med gudens hjælp. Guderne blev derfor opfattet som de egentlige magthavere. De havde kontrollen over bystaternes skæbne.

Selv om der i konkrete konflikter kunne være et flydende magtforhold mellem de enkelte guder, så indeholdt religionen i Mesopotamien en kreds af guder med et fast hierarki. Øverst var Enlil, som havde hjemme i bystaten Nippur, og hans tempel var det vigtigste kultsted i det sydlige Mesopotamien. I Babylon var Marduk bygud, og før Hammurabis regeringsperiode var han en mindre gud uden større religiøs betydning. Men det ændrede sig, i takt med at Hammurabi via sine evner som strateg og gennem alliancer underlagde sig alle de andre bystater én efter én i det sydlige Mesopotamien. Hans strategi fik vidtrækkende konsekvenser for den politiske magtstruktur. Hammurabis Babylon blev en storstat, hvilket markerede enden på bystatsstrukturen som den dominerende politiske enhed i området, ligesom det fik betydning for Marduks status.

Hammurabi og hans lovkompleks indgår også i moderne historiefortælling. Tegningen er fra et engelsk historiemagasin for børn fra 1964. Personernes påklædning er ikke inspireret af afbildninger fra Hammurabis samtid, men fra senere historiske perioder.

I dag kender vi mange af detaljerne i Hammurabis kampagner og politiske manøvrer fra arkiver, som er fundet ved udgravninger i andre bystater. En af dem gælder bystaten Mari ved Eufrat i Syrien nord for den moderne grænse mellem Irak og Syrien. Maris konge var i en lang periode en tæt allieret med Hammurabi, indtil Hammurabi vendte sig mod Mari, indtog den og brændte byens palads ned. Byen blev genopdaget i 1933 af franske arkæologer, der fandt et unikt arkiv med korrespondance mellem Hammurabi og Maris konge. Fra disse breve, som er skrevet med kileskrift på soltørrede lertavler, kan man få indsigt i politiske forhandlinger mellem både allierede og stridende bystatskonger. Man kan også følge, hvordan forholdet mellem bystaterne ændrede sig i takt med ændrede alliancer og forskellige magtspil.

Hammurabis stele kan ses som en del af et prestigeprojekt, hvor Hammurabi fejrede sine egne præstationer og samtidig beskrev dem som gudernes vilje. Teksten på stelen er tredelt. Den mest kendte del indeholder lovene, som udgør hovedteksten. Lovene er skrevet efter en skabelon med en forudgående handling og en efterfølgende konsekvens eller straf, fx gøres det klart, at hvis en mand stjæler ejendom fra et tempel eller palads, skal han dræbes. Mellem 275 og 300 love er udformet på denne måde, men det præcise antal love kendes ikke, da stelen er beskadiget. Ud over lovene består teksten af en prolog om, hvordan Hammurabi fik kongemagten af guderne, og en epilog om Hammurabis rolle som konge og om de forbandelser, der vil ramme fremtidige konger, hvis de ikke overholder hans love.

Lovene giver et fascinerende indblik i reguleringen af forholdene mellem mennesker på forskellige samfundsniveauer, og hvad der blev betragtet som strafbart i Babylonien for 3.800 år siden. De handler om økonomiske transaktioner, landbrug, overtrædelse af ejendomsretten, overfald, indbrud, tyveri, familieforhold inklusive arv, ægteskab, seksualmoral, prisregulering og pligter for forskellige professioner, samt om arbejdere, leje af dyr, leje af materiel og om bortløbne slaver. For eksempel skal en mand, som finder en bortløben slave og bringer slaven tilbage til sin ejer, modtage en økonomisk belønning af ejeren. Og hvis en arkitekt bygger et hus, som kollapser over dets ejer, skal han slås ihjel.

På trods af alt dette dækker lovene ikke alle tænkelige forhold. Stelen omtaler falske mordanklager og uagtsomt manddrab, men fx nævnes overlagt mord ikke. Den specielle udformning af lovene understreger, at det ikke er en lovsamling, som vi vil forstå den slags nu til dags, men en samling af eksempler, der skal danne præcedens. Altså konkrete eksempler på forbrydelser, brud på aftaler eller regulering af transaktioner og den specifikke konsekvens i form af straf eller belønning som i eksemplet med den bortløbne slave. Uanset om emnet er, hvad vi i dag vil betegne som en forbrydelse, eller handler om andre forhold mellem personer, så optræder der altid en konflikt og en konsekvens i teksterne. Stelen har vakt opmærksomhed blandt forskere, fordi nogle af lovene umiddelbart kan ses som eksempler på øje for øje og tand for tand-straffe ligesom i Bibelen. Læser man nærmere efter, var der dog forskel på, hvordan man blev straffet, alt efter hvilket socialt lag forbryderen og offeret kom fra. Øje for øje-straffe gjaldt kun, hvis forbryder og offer var fra samme sociale lag. Hvis forbryderen havde en højere status end offeret, var straffen for den samme forbrydelse ofte mildere.

Hvis stelen ikke var en almindelig lovsamling, hvad var så formålet med den? Det spørgsmål har forskere debatteret meget. Problemet er, at det er nemmere at sige, hvad stelen og dens tekst ikke er, end at forsøge at definere, hvad den er. Nogle af lovene er baseret på op til 300 år ældre tekster, andre er overtaget direkte fra Hammurabis forgængeres tekster, mens andre igen er helt nye. Man må kigge på epilogen for at få et svar på, hvilket formål stelen tjente, og hvem den var henvendt til. Den første målgruppe var Babyloniens befolkning. Hammurabi beskriver, at stelen er lavet, så et offer for en forbrydelse kunne se, hvilken straf hans forbryder ville få. Offeret kunne få vished for, at retfærdigheden ville sejre, og samtidig erklærer Hammurabi sig ansvarlig for at sikre sin befolkning retfærdighed. Den anden målgruppe var fremtidige konger, som kunne bruge den som en guide til at regere efter.

Prologen på stelen er også vigtig, fordi der står, at guden Enlil, herren over himmel og jord, giver den øverste magt over alle folk til guden Marduk, Babylons hovedgud. Denne ene linje ophøjer Marduks status, og dermed Babylon og Hammurabi, og gør ham til den øverste magthaver både i religiøse og politiske forhold. Hammurabi opnår herved en religiøs retfærdiggørelse af sine mange krige og magtovertagelser. Marduks nye status ændrer samtidig Babylons religiøse betydning og er starten på en udvikling, hvor Babylon bliver den vigtigste by i det sydlige Mesopotamien i det første årtusinde f.Kr.

Hammurabi er blandt de 23 hvide marmorportrætter, som hænger over dørene i galleriet i The House Chamber i U.S. Capitol, Washington, D.C. De portrætterede er alle grundlæggere af principper, som den amerikanske lovgivning bygger på.

Stelen kan i dag ses på Louvre, og det er i sig selv en interessant historie, hvordan den er endt der. I oldtiden blev stelen, sammen med andre vigtige mindesmærker, bragt som krigsbytte til byen Susa i de sydlige Zagrosbjerge i det moderne Iran tæt på grænsen til Irak. Her blev den i 1901 fundet af franske arkæologer, der bragte den hjem til Frankrig. At stelen var ført til Susa som krigsbytte, betyder, at det i dag er umuligt at sige noget om, hvor den oprindeligt var opstillet. Det er dog sandsynligt, at den oprindeligt stod på et offentligt sted, men vi ved ikke med sikkerhed, hvem der kunne se den og læse teksten. Vi ved dog, at stelen ikke var den eneste af sin slags, for der er fundet fragmenter af mindst to andre steler med samme indhold.

Selv hvis Hammurabis stele var til offentlig beskuelse, ville flertallet af befolkningen ikke have kunnet læse indskriften. De var nemlig analfabeter. Den tekst, som i dag er så central for vores forståelse af stelen, var ikke umiddelbart forståelig for dem. Havde man behov for at få noget nedskrevet, gik man til den lokale skriver, der skrev alt fra personlige breve til juridiske dokumenter om fx hussalg eller lånepapirer. Og havde man brug for at læse et dokument eller et brev, gik man igen til skriveren, som så læste teksten højt.

Alligevel var der steder i en by som Babylon, hvor man kunne forvente at finde et større antal indbyggere, som kunne læse. De sad i tempeladministrationen og kongens administration, for de mesopotamiske bystater havde en kompleks administration.

At stelens tekst havde stor betydning langt uden for Babylon, kan man se af de mange lertavler med uddrag af teksten, der er fundet over store dele af Mellemøsten, og som stammer fra det 2. til det 1. årtusinde f.Kr. Inspirationen fra denne tradition kan ses i både jødisk, tidlig græsk, romersk og derfra europæisk juridisk tradition. Det er især strukturen i Hammurabis love med en forudgående handling og en efterfølgende konsekvens eller straf, som har sat sig sine spor i eftertiden. Denne specifikke babylonske litterære tradition opnåede dermed et længere efterliv end andre samtidige genrer. Strukturen kan den dag i dag ses i formuleringerne af visse elementer i den danske straffelov.

Selve stelen vil altid være et unikt eksempel på tidlig menneskelig samfundsorganisation og statsdannelse, da den, i modsætning til andre ældre lovtekster, er så velbevaret. Dens kombination af både lovtekst og religiøs retfærdiggørelse af Hammurabis erobringer er noget særligt og vidner om et samfund, hvor gudernes indflydelse var allestedsnærværende, et element, som dog ikke er ført med over i nutidens lovgivning.

Agnes Tulstrup Henriksen

Se også | 09. Kalifatet | 47. Golfkrigen | 49. 9.11. |

Teksten på Hammurabis stele giver os indblik i en bestemt periodes værdisæt på samme måde, som moderne fortællinger om retfærdighed og udøvelse af loven gør i fx den oscarvindende film To Kill a Mockingbird, 1962.

Hatshepsut er her portrætteret i en konges klædedragt og hovedklæde, men samtidig tydeligt fremstillet som kvinde. Titlerne på statuen er stadig i femininumsform, dvs. fra før hun udråbte sig til konge.