Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 13

350 En af det moderne Mexicos mest berømte og mest besøgte ruiner fra tiden før spaniernes ankomst er Teotihuacan. Allerede i 300-tallet var den en af de største byer i verden, og dens indflydelse rakte fra det nordlige Mexico og så langt sydpå som til Guatemala og Honduras. Den enorme ruinby er ikke mindst kendt for sine tre store tempelpyramider og et væld af farvestrålende vægmalerier i paladser og templer. I de sidste 20 år har arkæologer foretaget udgravninger i Månens Pyramide og Den Fjerklædte Slanges Pyramide og gjort fund, der kaster nyt lys over dele af byens historie.

Månens Pyramide blev første gang opført i 100-tallet, men med jævne mellemrum blev den renoveret og bygget større, måske som led i nye herskeres tronbestigelser. Så vidt vi ved, havde tempelpyramiden intet med Månen at gøre, men måske snarere med nogle af byens vigtigste guder og det regerende dynasti. Omkring år 350 blev en ny og betydeligt større udgave af pyramiden indviet med en række ofringer af ørne og ulve, dyrebare genstande såsom jadefigurer og -smykker samt højtstående mennesker, der måske var krigsfanger fra fjerne egne. Pyramiden var nu næsten fordoblet i størrelse og nåede dermed næsten sin endelige størrelse på 130 x 156 meter og en højde på 43 meter.

Offergaverne, som arkæologer fandt i årene 1998-2004, markerede begyndelsen på en 100-årig periode, som man betegner som Teotihuacans storhedstid. Mellem 350 og 450 nåede byen således sin største udstrækning, havde mere end 150.000 indbyggere og var hovedstad i et vidtstrakt imperium, der strakte sig helt til mayaområdet i det nuværende Guatemala. Fra toppen af Månens Pyramide kan man i dag skue ud over den gamle storby. For foden af pyramiden strækker en fire kilometer lang vej (i dag kendt som ”De Dødes Vej”) sig, og den brede boulevard udgør hovedaksen i byen. Mod vest troner den enorme Solens Pyramide, der allerede i 200-tallet stod færdigbygget, og længere borte, i den sydlige ende af byen, ses Den Fjerklædte Slanges Pyramide, byens tredjestørste tempelpyramide. Spredt mellem de store monumentale bygningsværker anes resterne af de utallige beboelseskomplekser, som husede teotihuacanere af vidt forskellig social og økonomisk status og af forskellig etnisk herkomst. Teotihuacan var nemlig ikke blot den første storby i Amerika, den var også den første multikulturelle by på kontinentet.

Nær Månens Pyramide ligger et af Teotihuacans paladser, kendt som Quetzalpapalotl (”quetzal-(sommerfugl)-paladset”) efter de velbevarede stenrelieffer af fugle med sommerfugletræk. Sådanne fornemme boliger var forbeholdt byens øverste elite.

Arkæologer ved endnu ikke meget om byens allertidligste historie, men vi ved, at Teotihuacan omkring år 200 f.Kr. var en af de største landsbyer i Mexicodalen. Som de øvrige tidlige kulturer i Mesoamerika var Teotihuacan en agerbrugskultur baseret på majs, bønner, squash og en lang række andre afgrøder, blandt andet chili og avocadoer. I begyndelsen af det første århundrede e.Kr. begyndte byen at tage den form, vi kender i dag. Det formodes, at befolkningstallet voksede markant pga. tilflyttere fra andre egne, og snart påbegyndtes de store bygningsarbejder, der først viste sig i skikkelse af Solens Pyramide (220 x 230 m og 65 m høj). Arkæologer antager, at hele byens grundplan har været planlagt fra begyndelsen, formentlig anlagt efter kosmologiske principper og gennemført under ledelse af en karismatisk og stærk hersker. ”De Dødes Vej” er således anlagt i en nordlig-sydlig retning, og Solens Pyramide vender mod vest, med den opadstigende Sol bag sig.

Selv om Solens Pyramide givetvis har haft med ild, Solen og dens skabelse at gøre, er den også knyttet til oprindelsesmyter. Under pyramiden findes en lang tunnel – en menneskeskabt hule – der ender i fire små kamre. Fra blandt andet aztekerne ved vi, at sådanne huler var knyttet til forestillinger om menneskets oprindelse, og man mente, at de første mennesker blev skabt i huler, som de udvandrede fra. Måske hulen her var en gengivelse af netop dette hellige sted. Også under Den Fjerklædte Slanges Pyramide er der fundet en hule, dog kun med tre kamre for enden. Tunnelen er blevet udgravet gennem de sidste 10 år, og den har vist sig at rumme tusindvis af værdifulde genstande, måske ofret til Den Fjerklædte Slange, et overnaturligt væsen knyttet til vind og regn, som pryder pyramidens velbevarede facade. Hverken her eller i de to andre store pyramider har man fundet herskergrave, hvilket antyder, at Teotihuacans konger, ligesom deres aztekiske efterkommere, blev kremeret snarere end gravlagt.

Langs ”De Dødes Vej”, som aztekerne senere navngav vejen, voksede beboelseskomplekser efterhånden frem, og de bredte sig over et område på omkring 20 km². Arkæologer har fundet flere end 2.000 af disse komplekser, som hver typisk husede mellem 60 og 100 personer. De mindste er på omkring 500 m², de største helt op til 3.600 m² og dermed deciderede paladser. Det er disse et-etages bygninger, der fik luft og lys via åbne patioer, der gør Teotihuacan til den nye verdens første egentlige storby. Flere af de bedrestillede borgeres boliger var udsmykkede med smukke, farverige vægmalerier, der forestiller guder, mytologiske scener, præster og krigere. Vægmalerierne rummer også eksempler på Teotihuacans skriftsystem, som det faktisk endnu ikke er lykkedes forskere at dechifrere.

Overalt i Teotihuacan har arkæologer udgravet farvestrålende vægmalerier. Her en detalje, der viser et helligt bjerg med en hule, hvorfra en kilde springer og vander de omkringliggende marker. De små menneskefigurer bader, synger og beder.

I dag er særligt Solens Pyramide blevet et populært pilgrimsmål for nyreligiøse grupper, specielt omkring forårsjævndøgn, hvor mere end 1 mio. mennesker besøger Teotihuacan. Her ses tilrejsende i bøn foran det næsten 2000 år gamle bygningsværk.

Kun et par håndfulde af beboelseskomplekserne er udgravet, men nogle ser ud til at have været beboet af storfamilier, mens andre har været hjemsted og værksted for folk beskæftiget med særlige erhverv, fx keramikarbejde, fremstilling af redskaber af obsidian (vulkansk glas) og forarbejdning af de ressourcer, der blev bragt til byen både fra markerne omkring Teotihuacan og luksusvarer fra fjerne egne, blandt andet jaguarskind, fjer fra tropiske fugle, kakao og bomuld. Endelig ved vi, at nogle beboelseskomplekser var beboet af folk fra andre egne af Mesoamerika. Således boede der zapotekere ét sted, mayaer et andet sted og folk fra det vestlige Mexico et tredje sted. De var integrerede i Teotihuacan-staten, men bevarede alligevel flere af deres kulturelle særtræk. Præcis som man ser det i dag i Chinatown i London eller Little Italy i New York.

I årene efter 350 voksede Teotihuacans indflydelse i Mesoamerika voldsomt, og fra hovedsageligt at have kontrolleret det centralmexicanske højland, begyndte herskerne via en række militære erobringer at indlemme fjerntliggende byer og områder. Resultatet var formentlig det største imperium i hele Mesoamerikas 3.000-årige historie. Der dukker hele tiden nye vidnesbyrd op om militære erobringer i Golfkystegnene, i det vestlige Mexico og også i mayaområdet, hvor vi fra hieroglyfinskriptioner ved, at storbyen Tikal i år 378 led et nederlag til Teotihuacan. Året efter blev en søn af Teotihuacans daværende hersker Jatz’o’m Kuy (”Spydkaster Ugle”, regerede 374-439) indsat på tronen i Tikal. Den markante udvidelse af Månens Pyramide i årene omkring 350 skal formentlig ses som en direkte afspejling af byens nyvundne dominans og de rigdomme, der strømmede ind. Da den nye udgave af Månens Pyramide blev indviet, blev der blandt andet ofret 18 mennesker, og deres afhuggede hoveder blev lagt i en form for offerdepot. Derudover blev tre fremmede individer af høj status placeret i en særlig grav, og fund af jadegenstande samt analyser af deres knogler og tænder antyder, at de muligvis kom fra mayaområdet. Måske var de krigsfanger af usædvanlig høj rang.

Teotihuacan-imperiets storhedstid var dog kortlivet, og i midten af 500-tallet blev hovedstaden ramt af voldsomme hændelser. Flere af de vigtigste bygninger og templer blev brændt ned, og skulpturer blev ødelagt med stor ihærdighed. Da der ikke er noget, der tyder på en udefrakommende fjende, gætter forskere på, at der måske var tale om et oprør anført af en befolkning, der nu havde fået nok af at skulle deltage i de evige krigstogter, de hyppige skatteopkrævninger og en stadigt dalende levestandard i storbyens tætbeboede kvarterer.

Selv om Teotihuacan gradvist blev forladt i 600-700-tallet, blev en begrænset del af den tidligere så enorme by ved med at være en fungerende landsby. Også aztekerne havde i 1400-1500-tallet en bosættelse her. Aztekerne havde dog ingen præcis erindring om, hvem og hvornår ruinbyen stammede fra, og den blev en del af aztekernes mytologi. De troede, at byen var skabt og beboet af guder, og at det var på toppen af Solens Pyramide, at guderne, ved at ofre sig selv, havde skabt den første sol og dermed tidens og verdens begyndelse. Selve navnet Teotihuacan er også aztekisk og kan oversættes som ”stedet, hvor Solen eller guderne blev til”.

Efter den spanske erobring af Mexico i første halvdel af 1500-tallet henlå Teotihuacan som en ruin op igennem kolonitiden, og træer, marker og små landsbyer kom efterhånden til at dække det meste af byen. I starten af 1900-tallet, og særligt i kølvandet på den mexicanske revolution (1910-ca. 1920), fik Teotihuacan en central rolle i den voksende historiske og arkæologiske interesse for Mexicos fortid, og store udgravnings- og restaureringsprojekter tog deres begyndelse. I dag er Teotihuacan på UNESCO’s liste over verdenskulturarv, en af Mexicos allerstørste turistattraktioner og den mest besøgte af landets mange ruinbyer. Flere af de gamle bygninger, ikke mindst Solens Pyramide, har endvidere fået en fornyet betydning som et helligt pilgrimssted for forskellige nyreligiøse bevægelser, der mener, at pyramiden giver adgang til særlige velgørende energier.

Jesper Nielsen

Se også | 02. Den kvindelige farao | 14. Vejen til Amerika |

Muhammed dør i Abu Bakrs skød. Dermed understreges det legitime i Abu Bakrs magtovertagelse. Ofte, men ikke altid, i den islamiske kunst afbildes Muhammed tilsløret. Illustrationen er fra 1600-tallet.