Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 9

500 e.Kr. Sanskrit, gudernes sprog, har i Indien i mere end 3.000 år været tæt forbundet med magt og elitær status. I oldtidens Indien var det ikke et sprog, alle kunne eller måtte bruge. Alligevel kom sanskrit til at spille en hovedrolle i at forbinde Indien med store dele af Asien i et mangesidet kulturelt og religiøst fællesskab. Guptadynastiet, der endte ca. år 500, var afgørende for denne begivenhed.

Mange yogaudøvere vil kende til ord på sanskrit pga. øvelsernes navne, fx halāsana (ploven) eller bhujan˙gāsana (kobraen). Den oprindelige betegnelse for stillingerne er vigtig for yogalæreren, fordi sanskrit var en integreret del af den antikke højkultur, som yogaudøvelsen opstod i. Vigtigheden har fulgt sanskrit i hele sprogets lange og brede historie. For ud over yoga hører også spillet skak, tallet nul samt buddhisme og hinduisme med som eksempler på nutidige kulturfænomener, der stammer fra det antikke Indien. Og fælles for alle er det, at de blev udbredt til store dele af Asien via sanskrit.

Sanskrit virker måske fremmed for mange andre end yogaudøvere, men det tilhører faktisk den samme indoeuropæiske sprogfamilie som dansk, og familien tæller også oldgræsk, latin og de fleste moderne, europæiske sprog. Fx hedder suppe og tre sūpa og tri på sanskrit. Slægtskabet stod klart for englænderne, da de koloniserede Indien i 1700- og 1800-tallet. Her mødte de et sprog, der dels var ældre, dels mere grammatisk helstøbt og udtryksmæssigt raffineret end latin og oldgræsk. Det gav sanskrit en særlig status og anerkendelse i Vesten og blev startskuddet til den sammenlignende sprogvidenskab.

Den respekt, som sanskrit påkaldte sig hos englænderne, går imidlertid endnu længere tilbage: I en tusindårig invasionsbølge, der begyndte omkring 1700 f.Kr., rejste sproget med de centralasiatiske ariere, ”de ædle”, som gradvist underlagde sig Nordindien. Det var vedisk – en tidlig udgave af sanskrit – der blev brugt til at overlevere ariernes hellige skrifter, vedaerne. Overleveringen skete i en stærk og selvbevidst mundtlig tradition, og det er karakteristisk, at sanskrit først får en skriftlig dimension ca. 250 f.Kr. Som udgangspunkt var sanskrit forbeholdt erobrerne og deres religion, så i takt med udbredelsen i Nord- og Midtindien opstod lokale varianter, kaldet prakrit. Disse sprog var afledninger af sanskrit, ligesom de romanske sprog, fx italiensk, spansk og fransk, er afledt af latin.

Her står der ”sanskrit” (samskritam) – ikke i guptaskrift, men i devanāgarī, som er den mest benyttede i dag, også til moderne hindi. Ordret betyder sanskrit ”fuldendt” eller ”raffineret”. Det henviser til sprogets rigdom og dets 2400-årige grammatiske fiksering.

Fra omkring år 500 f.Kr. udviklede den vediske religion sig til det sammensatte kompleks af ritualer, myter og kosmologi, dvs. historier om verdens tilblivelse og indretning, som de engelske koloniherrer senere gav navnet hinduisme. Hinduismen støtter sig, ligesom den vediske religion, til hellige tekster på sanskrit. I takt med at det stærkt hierarkiske kastesamfund tog form i Indien, var det dog heller ikke alle hinduer, der måtte bruge sanskrit. Det var nemlig vigtigt for de øverste samfundslag at bevare eksklusiviteten af ”gudernes sprog” (devavān.ī) samt at sikre, at det ikke ved naturlig udvikling gled for langt væk fra sproget i de religiøse ritualer.

Derfor blev sanskrit omkring år 400 f.Kr. fastlåst med en kompliceret grammatik. I en vis forstand var sproget nu døende, idet det ikke udviklede sig grammatisk og var hverdagssprog for færre og færre mennesker. Alligevel blev det fra nu af faktisk udbredt til helt nye områder. Hvad der nemlig ikke havde forandret sig, var sprogets prestige samt den overlegenhed, dets brugere følte over for mere lokale og ikkesystematiserede sprog.

Buddhistisk palmebladsmanuskript på sanskrit fra 1100-tallet. I stedet for at bruge papyrus og pergament udnyttede man i sanskrits store brugsområde, at palmeblade ofte var lige ved hånden. Arkene blev samlet med en snor gennem hullet i midten.

Buddhisterne, der ellers havde spredt deres religion via lokale sprog, tog således sanskrit til sig, og det samme gjorde nye centralasiatiske erobrere i Nordindien. Sakaerne og kushanaerne begyndte ca. 150 e.Kr. at bruge sanskrit på imperiale indskrifter, der fortalte om deres kongers bedrifter. Derved udnyttede de sprogets elitære potentiale fuldt ud, for ved hjælp af sanskrit kunne erobrerne på samme tid skrive sig ind i den indiske højkultur og genfortolke den. Bakket op af en perfekt beherskelse af det vanskelige sprog fik deres påståede udødelige bedrifter samtidig større vægt. Indskrifterne gav sproget en ny og attraktiv skriftlig dimension, der stod i direkte forbindelse med kongelig magt. I løbet af de næste 1.000 år spredte sanskrit sig både sydover på det indiske subkontinent og til Central-, Øst- og Sydøstasien. I blandt andet Kina, Japan og Korea blev sanskrit udbredt via buddhismen. Da der her allerede fandtes veletablerede skriftkulturer, forblev sproget dog mest anvendt inden for religionen.

Rāmāyanṇ-ballet. I Indonesien er der en ældgammel tradition for at fortolke Rāmāyanṇ – det store dramatiske sanskrit-epos om kong Rāma og hans elskede Sītā – i både dans og skyggespil. Stemningsfuld musik spillet på lokale instrumenter hører med.

Anderledes var det i Indien og Sydøstasien. Her udnyttede både hinduistiske og buddhistiske konger sanskrit til at legitimere deres styre, og områder uden en skriftkultur fik adgang til en rig religiøs, litterær og videnskabelig tradition. Man taler om sanskritiseringen af disse områder. Samtidig med dets udbredelse kom sanskrit paradoksalt nok også til at tjene som katalysator for oprettelsen af lokale skriftkulturer. Fx findes de to episke hovedværker på sanskrit, Rāmāyan.a og Mahābhārata, i mange lokale sprog på lokalt tilrettede alfabeter. Digtene, der sandsynligvis først fandt deres endelige form i Guptatiden, ca. 330-500 e.Kr., blev derved udbredt til hele Indien og Sydøstasien. Deres utallige fortællinger om guder, mennesker og steder udgør en central hinduistisk referenceramme, men dengang blev de to værker også anset som normativ skabelon for imperial magtanvendelse og korrekt opførsel. Som en del af udbredelsesprocessen blev sanskrit tilmed også selv skrevet med mange forskellige alfabeter. Den lokale og den overlokale, eller kosmopolitiske, skriftkultur eksisterede altså fint side om side.

Denne samlede religiøse, kulturelle og sproglige kontakt er af verdenshistorisk betydning, for den ligger til grund for mange kulturelle træk, der også kan iagttages i nutidens Asien. Kontakten forklarer fx, hvorfor de fleste japanere i dag er buddhister, og hvorfor lokale konger på Java eller i Cambodia prøvede at overgå hinanden i indiskinspireret pragtbyggeri og sanskritlærdom, rettet til efter lokale forhold. Tempelkomplekset Angkor Wat i Cambodia fra 1100-tallet er et sent, men fascinerende eksempel herpå. Endvidere var overførslen af kulturelle træk over havet så massiv, at den tåler sammenligning med europæernes engagement i Amerika fra 1400-tallet. En stor forskel er dog, at sanskrit ikke rejste på skuldrene af en imperial erobringsmagt ligesom spansk, portugisisk og engelsk gjorde. Mange faktorer og aktører bidrog til sanskrits udbredelse: Missionerende hinduistiske og buddhistiske præster, handelsfolk, der kunne tjene formuer på handel med sydøstasiatiske krydderier, samt eventyrere og pirater.

Sprogforskeren Nicholas Ostler (f. 1952) har sammenlignet sanskrits spredning i Sydøstasien med det engelske sprogs efter 1945, og han har fundet tre grundlæggende ligheder: Funktionen som fællessprog (lingua franca), den uplanlagte spredning og endelig modtagernes villighed til at gøre sproget og visse tilhørende kulturelle træk til deres egne. En central forskel mellem sanskrit og engelsk er, at populariteten af engelsk ikke er religiøst betinget. Netop den religiøse forankring ser Ostler som en vigtig faktor i sankrits stadige brug, og det forhold, at engelsk mangler den, giver ham anledning til spekulationer om, hvor længe vore dages lingua franca kan fastholde den globale status. Religion i form af katolicisme har også spillet en stor rolle som bevarer og fornyer af latin. Latinisten Wilfried Stroh (f. 1939) har blotlagt, hvordan latin igennem historien gentagne gange har syntes dødt på grund af reduceret anvendelse, men hver gang er blomstret op i nye sammenhænge. Hans pointe er, at det, vi normalt forbinder med sproglig død, nemlig grammatisk fastfrysning, og hvorvidt mennesker stadig fødes til at tale sproget, netop kan markere et nødvendigt udgangspunkt frem for afslutning: Sproget skal dø for at opnå udødelig status hævet over tid og sted.

I Indien i midten af det første årtusinde e.Kr. var sanskrits forbindelse til udødelighed stærkt eftertragtet. Guptakejserne var historiebevidste herskere, der som noget nyt iscenesatte sig selv som guder på Jorden. På søjler og klipper, der ofte var blevet brugt til indskrifter af tidligere konger, lod de sig – på smukt sanskrit – hylde som alvidende erobrere af hele verden. Guptaernes omfattende nordindiske imperium udmærkede sig også ved en avanceret hofkultur på sanskrit, der bandt det hele sammen. Selv om guptakejserne var hinduer, støttede de også buddhismen, og fordi de var mæcener for videnskab og litteratur, blev der i deres regeringstid, ud over fikseringen af de store episke værker, også frembragt mange nye og stilskabende værker på sanskrit.

Livet ved guptaernes og senere kongers hoffer var spundet ind i sindrige regler, både for regenten og hans følge. Den berømte bog om elskovskunst, Kāmasūtra, beskriver således ikke kun, hvordan kønsakten skulle foregå. Lige så vigtigt var det fx, at parterne som forspil kunne underholde hinanden inden for 64 forskellige discipliner fra sang, over vandplaskeri til metalkendskab.

I indisk historie ses Guptatiden som den klassiske periode, inden de muslimske erobringer af Nordindien efter år 1000. Muslimerne medbragte persisk og arabisk som nye prestigesprog, og da litteratur på folkesprogene samtidig voksede frem, dalede sanskrits indflydelse. I dagens Indien er det relativt set meget få mennesker, der kan tale sproget. Af dem findes mange fortsat blandt den religiøse og lærde elite. Dog er der, med den såkaldte Spoken Sanskrit-bevægelse, sat et ideologisk projekt i gang for at udbrede et forsimplet sanskrit med tilhørende kultur til alle samfundslag. Bevægelsen er omdiskuteret og sat i forbindelse med den til tider voldelige hindunationalisme, hvis snævre definition af indiskhed fx ser bort fra de mange millioner muslimske indere.

Angkor Wat refererer til sanskrit-eposset Mahābhārata på mange måder. På templets smukke relieffer kunne de lokale konger fx forbinde deres egne bedrifter med helte og guder, og den monumentale arkitektur fortolkes ofte som symbol på det mytiske bjerg Meru, gudernes bolig.

I Vesten har der de seneste 200 år i perioder været stor interesse for sanskrit, og der dukker stadig nye perspektiver op på sproget – fx indologen Sheldon Pollocks (f. 1948) vigtige begreb ”The Sanskrit Cosmopolis”. Hans fokus, ikke på religion, men på sanskrits indlejring i overregionale samfundsforhold og magtrelationer i det første årtusinde e.Kr., har fornyet sanskritforskningen. Pollock er kontroversiel, men har samtidig – i lyset af vores egen globaliserede tidsalder – inspireret til bredere forskning i sprogs betydning for at skabe og vedligeholde kosmopolitiske fællesskaber. Dermed indgår de løsrevne sanskritord i yogalokalet naturligt i en mere end 3.000-årig, autoritativ – og levende – sproghistorie.

Karsten Johanning

Se også | 11. Djengis Khan | 17. Slaget ved Panipat | 32. Saltmarchen |

Qin Shi Huangdi, Kinas første kejser, beder guderne om udødelighed. Moderne statue, Qinhuangdao.