Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 17

1348 På få år mellem 1348 og 1352 omkom op mod 50 millioner mennesker, næsten 60 % af Europas befolkning, voldsomt og uforklarligt. Børn, kvinder og mænd, som syntes raske om morgenen, kunne være døde, inden dagen var omme. Selv for middelalderens mennesker, som levede med visheden om, at døden kunne slå til når som helst, var pestilensen – og navnlig dens styrke, hastighed, omfang og vilkårlighed – uforståelig og dybt skræmmende.

Pestens overfaldsagtige pludselighed og omfattende dødelighed kommer klart frem i de navne, den fik ud over Europa: grande mortalité, digerdöden, das grosse Sterben, den sorte død. Uforklarligheden og den grænseløse hærgen tilførte en religiøs dimension: Bibelens plager gav inspiration til det engelske plague. Udtrykket ”den sorte død” henviste ikke, trods sin maleriske beskrivelse, til sygdommens udtryk, men til dens påvirkning: Sort betyder hér forfærdelig eller rædselsvækkende.

I dag ved vi, at epidemien var forårsaget af en sygdomsfremkaldende bakterie – Yersinia pestis. Bakterien lever normalt et fredeligt liv i blodbanerne på især rotter. I rottens pels lever Xenopsylla cheopis, en loppe, som ernærer sig ved blod. Når en pestloppe suger næring, indtager den samtidig Yersinia-bakterien, som hos en syg rotte er muteret, så den blokerer loppens tarmsystem. Den efterhånden sultne loppe vil derfor reagere ved gentagne gange at bide sit værtsdyr og skaffe sig af med indholdet af den blokerede tarm gennem afføring eller opkast, som derved via loppens snabel tilbageføres i værtsdyrets blodbane. En sådan voldsom ekstra tilførsel af muterede bakterier vil øge bakteriens smittefare drastisk. Når rotten dør, og temperaturen derfor falder, vil loppen søge sig et nyt værtsdyr, som ligeledes inficeres. Et skæbnesvangert forløb kan være sat i gang. Et pestudbrud i en isoleret rottekoloni vil hurtigt dø ud som en animalsk epidemi, en epizooti. Opholder de inficerede rotter sig derimod i nærheden af andre varmblodede pattedyr, vil loppen springe videre og inficere eksempelvis mennesker.

Den mikroskopiske bakterie påvirker den menneskelige krop hurtigt og hårdt. Bakterien udvikler på kort tid en indkapsling, som modstår kroppens immunforsvar. Yersinia pestis-celler fordobles for hver to timer, hvilket i løbet af 2-4 dage fører til feber og betændte, blødende og meget smertefulde hævelser ved lymferne bag ørerne, i armhulerne og i skridtet. Disse bylder er et sikkert tegn på, at også resten af kroppen, blodbaner såvel som organer, er inficeret. Uden behandling med antibiotika vil byldepesten slå op mod 80 % af de smittede ihjel i løbet af 4 til 6 dage. Infektionen kan vandre fra det lymfatiske system til lungevævet og skabe en ny pestform, lungepest. Og nu kan patienterne selv bringe smitten videre: Almindelig tale spreder bakterier op til to meter, mens hoste fordobler denne rækkevidde. Inkubationstiden, tiden fra smitte, til patienten dør af toksisk chok, er nu meget kort, ca. 2-4 dage. Ubehandlet lungepest har en 100 % dødelighed.

På grund af smittefaren skulle de døde begraves hurtigt, men stadig i indviet jord og under medvirken af en præst. Den flamske munk Gilles le Muisit (1272-1352) skrev i 1349 en ”verdenshistorie”, hvori en illustration viser nogle af de praktiske udfordringer, som omfattende, pludselig og uforklarlig død affødte.

I maj 1346 bragte italienske handelsskibe den sorte død til Europa. Pestudbruddet menes opstået året før omkring Volgaflodens udløb i Det Kaspiske Hav, hvorfra det bevægede sig ind i det sydlige Rusland. Fra Krim og Konstantinopel spredte pesten sig til Middelhavets kystbyer og videre ind i Lilleasien, Mellemøsten, Nordafrika og Europa. Pesten nåede Danmark omkring 1350.

Xenopsylla cheopis-loppen anses for at være den væsentligste smittebærer for pesten. Afgørende for spredningen har dog også været europæernes samfundsindretning: Mellem ca. år 1000 og 1300 næsten fordobledes Europas indbyggertal, fra ca. 40 millioner til næsten 80 millioner. Denne vækst afstedkom en række ændringer – flere mennesker kræver mere mad, hvorfor mere og mere jord blev opdyrket, mens teknologiske innovationer sikrede en produktivitetsstigning i det landbrug, som var hovederhvervet for op mod 90 % af befolkningen. Befolkningstilvækst og teknologisk udvikling ændrede på arbejdsdelingen; landbruget var ikke længere rent selvforsynende, men havde nu brug for markeder til at omsætte sin overskudsproduktion på. De nu flere og større europæiske byer blev centre for vareomsætning og forbrug, og nye sociale grupper så dagens lys: håndværkere og købmænd.

Gennem købmandens netværk blev Europa ved en tidlig globaliseringsproces knyttet meget tættere sammen. Handelsruter forbandt de italienske byer med Sortehavet og Krimhalvøen, hvor pesten fandtes. I byer som London og Brügge mødtes italienske købmænd med engelske og tyske købmænd, hvis netværk rakte højt op i Skandinavien og Baltikum. Skibe transporterede store varemængder til alle egne af Europa – og pesten rejste med: På kun to uger kunne varer, og sygdomme, tilbagelægge godt 600 km. Den for samtiden voldsomme fart er med til at forklare, hvorfor pesten blev anset for at ramme så uforudsigeligt og vilkårligt. I denne forstand var den sorte død også en samfundsskabt sygdom.

Pest kan kureres med antibiotika. Men middelalderen kendte ikke til bakterier eller penicillin. Datidens lægevidenskab forestillede sig, at kroppen var styret af fire kropsvæsker, gul og sort galde, blod og slim, og at ubalance mellem væskerne førte til sygdom. Man mente derfor, at genopretning af balancen, fx gennem åreladning, var nødvendig for helbredelse. Denne humorale teori fik støtte fra miasma-teori, ifølge hvilken smitte videreførtes af ”dårlig luft”. Luften kunne være forurenet af uheldssvangre astrologiske konstellationer, af fjerne jordskælv, som frigav underjordiske, giftige gasser, eller af stillestående, rådnende vand. Fik man renset luften, ville sygdom ikke kunne sprede sig. Miasma-teorier blev anset for god latin helt frem til det 20. århundrede.

Pesten var Guds straf over det syndige menneske, mente mange. Guds vrede kunne dog mildnes gennem bod, og flagellanter piskede derfor sig selv og hinanden i religiøse processioner. Det organiserede selvpineri blev af andre opfattet som kætteri, og paven fordømte denne skik i 1349.

Imidlertid var det tydeligt for enhver, at lægernes kure sjældent virkede. Andre årsager til smitte og død måtte findes, og de sædvanlige syndebukke blev hurtigt bragt i spil: Fattige, tiggere og ”fremmede” pilgrimme blev i 1348 lemlæstet og brændt i Narbonne, sydtyske jøder blev henrettet efter at have tilstået et omfattende komplot om at forgifte brønde og drikkevandskilder. I Visby i 1350 blev flere ”fremmede” ligeledes brændt; en enkelt tilstod endda at have forgiftet alle moser, søer og brønde i Sverige.

Smitsomme sygdomme er stadig en udfordring. Pigerne fra Hongkong bruger ansigtsmasker for at beskytte sig mod den SARS-virus, som i 2003 hurtigt spredte sig til mere end 25 lande over flere kontinenter. Sådanne pandemier håndteres overnationalt af FN’s World Health Organisation (WHO).

Middelaldermennesket var et syndigt væsen, og pesten blev i vidt omfang anset for at være Guds straf for synd. Den Gud, som havde skabt alting, havde også skabt sygdom og død, men mennesket havde selv bragt sygdom over sig ved sit syndefulde levned. Pesten kunne dog ikke forklares alene ved personlig umoral: Det måtte jo være det syndefulde samfund, som var skyld i ulykkerne, når både høj som lav, synder som bodfærdig, blev ramt. Grupper af selvskadende flagellanter, kristne selvpiskere, blev synlige udtryk for en ny kollektiv syndsbevidsthed. Tanken var den, at kun bod og ægte anger kunne bevæge Gud til at lette sin svøbe. Pesten medførte således også ændringer i den senmiddelalderlige spiritualitet.

Byer forsøgte at forebygge gennem isolation. I 1383 opretholdt Marseille en 40-dages karantæne (efter latin quadraginta = 40) for varer og mennesker. Bylæger og sundhedskommissioner insisterede på sanitære og moralske forholdsregler, og byerne måtte ansætte vagter, ligbærere, renovationsfolk, læger og plejere m.v. Senest fra 1500-tallet drev byerne egne lazaretter og hospitaler; sundhed var blevet et offentligt anliggende. Den sorte død spillede således en rolle i udviklingen af den moderne stat med dens ansvar for syge og svage borgere.

Ethvert samfund, hvor mere end halvdelen af befolkningen dør på kort tid, må siges at være i krise. De døde talte håndværkere, daglejere og landbrugere, præster, husherrer og yngre fødedygtige kvinder, børn – alle samfundsgrupper. Akut mangel på arbejdskraft betød, at høsten ikke kunne bjerges, jorden ikke pløjes, såsæd ikke udlægges. Ødegårde og ødejorder blev resultatet.

Kriser er altid kriser for nogen. De overlevende begav sig måske i migrationsbølger på vej mod sygdomsfrie områder eller søgte hen, hvor vilkårene var bedre. Selv om de jordbesiddende gennem lovgivning og magtanvendelse forsøgte at stavnsbinde bønder og landarbejdere, fik den sorte død og de efterfølgende pestudbrud konsekvenser: Lønninger steg, og lettere adgang til jord betød, at størrelsen på et almindeligt jordbrug voksede. Småbyer døde måske ud, mens større byer konsoliderede sig med et lavere indbyggertal. Handelen koncentrerede sig omkring regionale, specialiserede markeder: England havde godt 2.000 markedsbyer i 1340; i 1550 var tallet kun omkring 600. Den demografiske katastrofe blev kun langsomt overvundet, og først omkring 1650 var Europas befolkningstal på samme niveau som før den sorte død.

I dag finder mange det svært at acceptere uforklarlig og dødelig sygdom. Lægevidenskaben har fejret triumfer i århundreder, menneskets genom er for længst kortlagt, og er kræftens gåde ikke tæt på løst? Da homoseksuelle mænd i 1980’erne begyndte at blive syge og dø af en dengang ukendt sygdom, greb man til sammenligninger. Hiv/aids blev italesat som en epidemi, lige så uforklarlig og lige så dødelig som pesten. I dag synes hiv/aids under (en slags) kontrol, i hvert fald i dele af verden.

Pesten findes stadig, og reaktionerne på den gør også. I 1994 udbrød der pest i Surat i Indien. Folk flygtede fra et utilstrækkeligt sundhedssystem, mens lokale muslimer blev anklaget for at forgifte byens vandforsyning. Indiens naboer lukkede grænserne, og landet mistede import- og turistindtægter på op mod 20 milliarder kroner. I Congo derimod døde flere hundrede af pest i 2004-2005 i et udbrud, som totalt blev ignoreret af verdenspressen. Smitsomme sygdomme spejler også en verdensorden.

I vores tid kan epidemier spredes hurtigere og længere. Sars og fugleinfluenza fulgte med flyrejsende over hele kontinenter. Læger uden Grænser oplyste i juni 2014, at Ebola-epidemien i Vestafrika var ”ude af kontrol”, og få måneder efter døde det første offer for sygdommen i USA. FN betragter pandemiske sygdomme som en trussel mod verdenssamfundet på linje med klimaforandringer og flygtningekriser. I hænderne på terrorister regnes pestbakterien for et farligt biologisk våben. Sammenhængene mellem sygdom og samfund består.

Torben Kjersgaard Nielsen

Se også | 14. Vejen til Amerika | 28. Panamakanalen | 44. Hjælp til Etiopien |

Hagia Sofia (interiør). Den Hellige Visdoms kirke var det kristne Konstantinopels vartegn. Kirken blev efter byens fald omdannet til en moske. 12 år efter opløsningen af Det Osmanniske Rige blev den i 1935 gjort til et museum.