Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 12

Ca.år 30 De historiske kendsgerninger omkring Jesus af Nazaret begrænser sig stort set til, at han har levet. Meget er fortalt i Bibelen fra hans fødsel i Betlehem til hans korsfæstelse og død i Jerusalem. Men det er ikke til at afgøre, om noget af det er sandt. Evangeliernes ærinde var nemlig ikke at give en præcis skildring af Jesus’ liv og død, men at forkynde troen på opstandelsen.

Romerne henrettede Jesus (ca. 4 f.Kr.-ca. 30 e.Kr.) som oprører. I hvilket år det skete, er meget usikkert, ligesom det præcise år for Jesus’ fødsel er ukendt. Muligvis blev Jesus korsfæstet efter pres fra Jerusalems jødiske præsteskab, der anså ham for at være gudsbespotter ved at kalde sig Guds søn. Korsfæstelse var en straffemetode, som romerne mente var nedværdigende, og som i kombination med den smertefulde og langsomme død skulle virke afskrækkende. Straffen blev typisk anvendt mod oprørere. I forbindelse med nedkæmpelsen af den romerske gladiator Spartacus’ slaveopstand i 71 f.Kr. skal mange tusinde af hans tilhængere være blevet korsfæstet. Nogle af detaljerne fra Det Nye Testamente om Jesus’ korsfæstelse stemmer overens med praksis, blandt andet den forudgående piskning, og at den korsfæstede var nøgen, er indirekte beskrevet i evangelierne ved, at de romerske soldater trak lod om hans tøj. Andre detaljer i evangelierne skal vise, hvordan Jesus blev hånet, fordi han angiveligt udgav sig for at være jødernes konge. De romerske soldater gav ham derfor en tornekrone på hovedet, hvorefter de ”spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham”, som det hedder i Markusevangeliet.

Jesus blev korsfæstet og døde langfredag, men hans tolv nærmeste tilhængere, disciplene, troede på, at Jesus påskedag, der var den tredje dag efter korsfæstelsen, opstod fra de døde, og at han derpå viste sig for dem. De opfattede nu Jesus som Kristus eller Messias, der var sendt fra Gud for at frelse menneskeheden forud for verdens nært forestående undergang, hvor alle døde skulle genopstå. Og det var deres opgave at sprede eller forkynde dette budskab. De første menigheder, der herefter dannede sig i det østlige Middelhavsområde og i Rom, skabte ikke en egentlig kirkeorganisation, blandt andet fordi de troede, de levede i de sidste tider. Men tiden gik. Og nye generationer af kristne begyndte hen mod slutningen af det 1. århundrede at indstille sig på at vente længe. De dannede derfor kirkesamfund med præster og biskopper, og der opstod et behov for at få skrevet bevægelsens historie og lære ned. Gennem en lang udskillelsesproces førte det til, at nogle af teksterne blev autoritative eller kanoniske i form af Det Nye Testamente i sidste halvdel af 300-tallet.

Det Nye Testamentes skrifter udgjorde kun en meget lille del af den kristne litteratur, der blev produceret i de første århundreder efter Jesus’ død. De såkaldte kirkefædre arbejdede samtidig som de første egentlige teologer videre med at definere og systematisere den kristne lære. I den proces blev en lang række andre kristne skrifter og synspunkter defineret som kætterske af den kirke, som nu forsøgte at betegne sig som katolsk, altså universel eller mainstream. Uenighederne gik blandt andet på opfattelsen af Guds væsen, og hvorvidt den Jesus, der døde på korset, var menneske, gud eller begge dele. Nogle af de tidlige kristne retninger mente, at Jesus som guddommelig ikke kunne dø. Det korsfæstede legeme var en tom skal, ligesom opstandelsen ikke kunne gælde for den urene materie, kroppen, men kun for den rene sjæl. Enighed blev det ikke nemmere at nå frem til, for ikke blot var Jesus to naturer, den menneskelige og den guddommelige. Guddommen var samtidig en treenighed af Gud, Kristus og Helligånden. Hvordan dette og meget andet i den kristne lære skulle forklares, gav anledning til kirkestrid, kætterforfølgelser og almindelig forvirring i befolkningerne igennem århundreder.

Kejser Konstantin den Store var den første romerske kejser, der blev kristen. Han havde i år 313 standset forfølgelserne af de kristne, men selv lod han sig først døbe på sit dødsleje i år 337.

Ved udgangen af det 2. århundrede havde kristendommen spredt sig vestpå i Romerriget, og der var menigheder fra Kartago i Nordafrika over Lyon i Gallien til Köln i nord. Kristendommens budskab om frelse kunne appellere til alle uanset etnisk eller socialt tilhørsforhold. Menighedernes omsorg for fattige og syge var med til at udbrede kristendommen blandt dem, men den fik også tag i højere sociale lag. Omkring år 200 havde den endda fundet tilhængere blandt romerske senatorer.

For at tage del i Jesus’ lidelser lader frivillige på Filippinerne sig hver påske kortvarigt korsfæste med søm gennem hænder og fødder. Billedet viser den danske stuntmand Lasse Spang Olsen, der i 2014 deltog i begivenheden.

Romerriget var gennemgående tolerant over for de forskellige religioner og kulter, som blev dyrket i dets forskellige egne, så længe de ikke blev anset for at udgøre en politisk trussel mod staten. Det religiøse grundlag var først og fremmest de gamle olympiske guder, men genfortolket med romerske i stedet for græske navne. Efter indførelsen af det romerske kejserdømme i 27 f.Kr. blev også kejserens person guddommeliggjort, og der blev skabt en kult omkring ham. Ved at deltage i denne kult gav rigets indbyggere deres opbakning til både guderne og staten. Det kom ikke kun an på indre tro, men også på en praktisk-religiøs adfærd, og det hindrede derfor ikke indbyggerne i at deltage i andre religiøse fællesskaber ved siden af, hvis de havde behov for det. For de kristne forholdt det sig ikke sådan. For dem var der kun den kristne Gud, og det kunne ikke komme på tale at ofre til statuer af græske guder eller kejseren. Dermed kom de kristne på kollisionskurs med myndighederne.

Så længe de kristne menigheder var små, fløj de under kejsernes radar, men sporadiske forfølgelser og blodbad fandt sted, blandt andet i år 64 under kejser Nero (37-68 e.Kr.). Til gengæld blev der ikke udstedt et dekret om systematiske forfølgelser, og under de efterfølgende kejsere var det i vid udstrækning op til de enkelte provinsers statholdere at afgøre, hvor stort et problem de kristne udgjorde. Det ændrede sig i 250, hvor kejser Decius (ca. 201-251) indførte omfattende kontrol af, at alle rigets borgere, og formentlig ikke kun de kristne, ofrede til guderne. De, der ikke efterkom kravet, blev truet med fængsel, tortur og henrettelse. Mange kristne gav efter for kravet, men mange andre stod fast på deres tro. De gik martyrdøden i møde og lod sig hellere æde af vilde dyr i det lokale amfiteater, end de ville frafalde deres overbevisning. Martyrdøden var en vigtig identitetsskabende faktor i den tidlige kristendom og blev direkte opsøgt af fanatikere, der søgte et lidelsesfællesskab med den korsfæstede Kristus, ligesom kirken dyrkede martyrerne som helgener. Dele af forfølgelserne havde derfor den modsatte effekt af den forventede, fordi martyrerne blev beundret og skaffede nye kristne tilhængere.

Efter nogle år stilnede forfølgelserne af for siden at blive genoptaget med stor brutalitet kort efter år 300. Imidlertid afblæste kejser Galerius (ca. 250-311) på sit dødsleje forfølgelserne. Tilsyneladende mest af den årsag, at de ikke virkede, for ligesom ukrudt ikke let forgår, så viste det sig frugtesløst at få kristendommen til at forsvinde. Der var simpelthen for stor en del af befolkningen, der var blevet kristne. Så var det bedre, hvis man kunne få dem til at støtte kejserdømmet, som var hårdt presset både af ydre fjender og af opløsning indefra. Kristendommen gik derfor fra at være forfulgt til at blive statsanerkendt i 313 under Konstantin den Store (272-337). Og kristendommen blev nu sidestillet med alle andre religioner.

Konstantin begyndte endog at favorisere kristendommen ved store kirkebyggerier, og han lod sig til sidst også døbe. I Jerusalem opførte han en kirke på det sted, hvor man forestillede sig, at korsfæstelsen og Jesus’ gravlæggelse havde fundet sted. Snart blev det fortalt, at man havde fundet Jesus’ kors, ja tilmed tornekronen, og Gravkirken blev til et vigtigt valfartssted. Selve korssymbolet udviklede sig herefter til at være helt centralt for kristendommen, og af hensyn til de kristne forbød Konstantin korsfæstelse som henrettelsesmetode. I de første århundreder efter Kristi død lagde kirken dog mere vægt på ideen om opstandelsen end på billedet af den korsfæstede gudssøn. I den tidlige kirke var det billedet af Kristus som besejrer af døden, der blev gengivet. Krucifikset, den i kirkekunsten velkendte gengivelse af Kristus på korset, hører middelalderen og nyere tid til.

Favoriseringen af kristendommen førte i 380 til selve det kristne romerske kejserdømme, da kejser Theodosius (347-395) gjorde kristendommen til lovbefalet religion for alle indbyggere. Hermed var det slut med religionsfriheden. I de følgende år blev udryddelse af ikkekristen gudsdyrkelse sat i værk, og den type forfølgelser, de kristne før havde lidt, ramte nu den øvrige befolkning. Selv om de ikkekristne gjorde modstand, og der fortsat var uenigheder i de kristnes egne rækker, var den officielle romerske statskirke i en årrække efter 380 katolsk i betydningen, at den omfattede alle kristne i riget. Men det kom ikke til at vare ved. Den politiske deling af kejserdømmet i 395 i et Øst- og et Vestromersk Rige rummede også kimen til en fremtidig kirkelig opsplitning. I øst kom kirken under ledelse af patriarken i rigets hovedstad, Konstantinopel, og blev til den ortodokse kirke. I vest fortsatte kirken under ledelse af biskoppen i Rom – eller paven, som han blev kaldt (på latin papa, dvs. fader).

Korsfæstelse er i moderne tid blevet brugt som et let genkendeligt billede på det gode og det onde. Her på en propagandaplakat fra 1. Verdenskrig, hvor en amerikansk soldat korsfæstes af en tysk soldat.

En vigtig konsekvens af Theodosius’ skabelse af statskirken i 380 var, at kirken blev kædet sammen med den politiske magt. Da der efter Det Vestromerske Riges undergang i 476 ikke længere var nogen kejser i Rom, kom pavestolen til at se sig selv som viderefører af det romerske imperiums autoritet. Resultatet var en kontinuerlig styrkekamp mellem kirke og konger gennem hele middelalderen, mens der samtidig pågik en kamp inden for kirken om retten til at definere den rette lære. Udgrænsningen af dem, der spredte falske lærdomme, og ligesom Jesus på korset måtte dø for deres overbevisning, fortsatte ufortrødent. Kirkeopsplitningens tid var heller ikke overstået, hvilket reformationsbevægelserne i 1500-tallet klart viste.

Hvis jøderne havde henrettet Jesus, var han i henhold til deres love blevet stenet og ikke korsfæstet. I dag er det vanskeligt at forestille sig den kristne kirke uden korset som symbol, og hele den vestlige kunsthistorie havde været meget anderledes uden Jesus på korset. Korsfæstelsen blev også afgørende, fordi den gav en særlig dimension til Jesus’ lidelseshistorie, som i ca. 2.000 år har været en hjørnesten i den kristne tro.

Morten Fink-Jensen

Se også | 06. Augustus og Den romerske fred | 09. Kalifatet | 16. Den Westfalske Fred |

Månens Pyramide set fra trappen på vej mod toppen af Solens Pyramide, og i baggrunden anes det hellige bjerg Cerro Gordo. Månens Pyramide blev formentlig bygget som en menneskeskabt udgave af netop dette bjerg.