Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 11

27 f.Kr. Efter mordet på Julius Cæsar i 44 f.Kr. blev hans adoptivsøn, den kun 19-årige Octavian, kastet ind på den politiske scene og kæmpede sig vej til magtens tinde, og under navnet Augustus blev han Romerrigets første kejser. I hans regeringstid begyndte Pax Romana eller Den romerske fred, som den ofte kaldes. Den varede i ca. 200 år og sikrede Roms ubestridte position som politisk og kulturel stormagt.

Nord for Rom, i landskabet Umbrien, ligger byen Perusia, eller Perugia, som den kaldes i dag. Arkæologiske levn herfra danner et billede af en by i rivende udvikling i tiden omkring det første århundredes begyndelse og indvarsler begyndelsen på Den romerske fred, en fred, der skulle komme til at vare fra 31 f.Kr. til 180 e.Kr. Små og store marmorstykker vidner om prægtige offentlige bygningsværker, og navnet på Roms første kejser, Augustus, dukker op overalt. De massive investeringer i forskønnelsen af Perusia var ansporet af Gajus Julius Caesar Octavianus (63 f.Kr.-14 e.Kr.) eller Augustus, som han nu kaldte sig. På sit dødsleje skal Octavian have sagt om Rom, at han ”fandt en by af teglsten, men efterlod sig en by af marmor”. Det samme gjaldt tilsyneladende Perusia. I ærbødig taknemmelighed omdøbte byens borgere deres by til Augusta Perusia, og ved hans død rejste de en helligdom for den nu guddommelige kejser og velgører og hyldede ham som byens grundlægger.

Synet på Octavian havde ikke altid været så positivt i Perusia. Graver man lidt ned i historien, dukker der en anden historie frem, fra årene før Octavian kunne kalde sig enehersker i Rom. Fra disse lag stammer et lille mandelformet blyprojektil, som er et drabeligt våben, når det sendes gennem luften med en læderslynge. Romerske hære bar disse med sig i titusindvis med henblik på at blødgøre selv stålsatte modstandere med en dødelig kugleregn forud for det endelige angreb. Projektilet fra Perusia bærer en trodsig besked, skrevet af en soldat, der i 41 f.Kr. satte sig op imod Octavian. Den lyder: ”Peto Octaviani culum” – der oversat betyder: ”Jeg er på vej til Octavians røv”.

Pave Frans (f. 1936) er som den første pave gået på Twitter. Han gør det under navnet @pontifex, der stammer fra titlen på et vigtigt præsteembede, pontifex maximus, som både Augustus og mange senere romerske kejsere udfyldte.

Den blot 19-årige Octavian var få år tidligere, i 44 f.Kr., pludselig blevet kastet ind på den politiske scene. Hans grandonkel, den berømte Gajus Julius Cæsar (100 f.Kr.-44 f.Kr.), var blevet myrdet af en gruppe unge romerske aristokrater, og da Cæsars testamente blev åbnet, indeholdt det – til manges overraskelse – et ønske om at adoptere Octavian.

Octavian arvede nu både Cæsars navn og et vidtforgrenet netværk og gik straks i gang med at rejse en hær. Sammen med Cæsars højre hånd, Marcus Antonius (83 f.Kr.-30 f.Kr.), nedkæmpede han den hær, som Gajus Julius Cæsars mordere, Brutus (85 f.Kr.-42 f.Kr.) og Cassius (ca. 88 f.Kr.-42 f.Kr.), havde samlet ved Filippi i det nordøstlige Grækenland. Da støvet havde lagt sig, delte Octavian og Antonius det enorme romerske rige imellem sig. Antonius tog sig af den østlige del: Grækenland, Lilleasien, Egypten og Levanten, mens Octavian tog sig af den vestlige: Italien, Gallien, Spanien og det nordlige Afrika. I en kort periode derefter var der fred, men få af datidens mennesker kan have været i tvivl om, at et opgør mellem Antonius og Octavian var forestående.

Det blev Antonius’ kone Fulvia (ca. 83 f.Kr.-40 f.Kr.) og hans bror Lucius (1. årh. f.Kr.), der løsnede de første skud. I 41 f.Kr. rejste de to en hær i håb om at erobre Rom på Antonius’ vegne, men de blev hurtigt trængt i defensiven og forskansede sig til sidst i Perusia. Octavian belejrede i månedsvis byen, der snart kom til at lide under mangel på fødevarer. Byens slaver blev derfor hurtigt forment adgang til mad og døde som fluer. Gentagne forsøg på at bryde belejringen bidrog til dødstallet og ikke meget andet. Da alt håb om hjælp var ude, overgav Lucius og Fulvia sig sammen med deres soldater til Octavian. Den senere kejser gav soldaterne en reprimande, og Lucius og Fulvia blev taget til nåde, men byen slap ikke så billigt.

De førende borgere, som udgjorde byens råd, blev omgående henrettet, og byen blev brændt ned til grunden. Det endelige opgør mellem Octavian og Antonius kom først i 31 f.Kr. Det skete i et søslag ud for Actium på Grækenlands vestkyst, hvor den besejrede Antonius og hans allierede, den græsk-egyptiske dronning Kleopatra (69-30 f.Kr.), efterfølgende begik selvmord. Men enden på Antonius blev ikke enden på Octavians problemer. Krigen var vundet, men hvad med freden?

Som dreng og ung mand havde Octavian oplevet den seneste borgerkrig på nærmeste hold. Hans grandonkel Cæsar havde vundet både ry og rigdom som romersk general i provinsen Hispania. Og gennem en alliance med de to førende romerske generaler, Gnæus Pompejus (106-48 f.Kr.) og Marcus Licinius Crassus (115-53 f.Kr.), blev Cæsar udpeget til statholder i Roms galliske provinser, Gallia Cisalpina, i dag det nordlige Italien, og Gallia Transalpina, den franske Middelhavskyst, for en periode på fem år – en uhørt lang embedsperiode. Kort tid efter sin ankomst påbegyndte Cæsar en årelang erobringskrig, der skubbede provinsernes grænser frem til Atlanterhavet i vest og nord og til Rhinens bred i øst.

SPQR, Senatus populusque romanus, eller ”senatet og det romerske folk”, holder stadig ved som betegnelse for den offentlige vilje. Her udtrykt på et kloakdæksel, der viser viljen til at forsyne borgerne i Rom med moderne sanitet.

Romerrigets prestige voksede på den måde, og de personlige loyalitetsbånd mellem soldat og feltherre var blevet knyttet endnu tættere. Snart stod Cæsar i spidsen for en betydelig privat hær, som var parat til at følge sin general og velgører, så længe maverne var fulde og plyndringsmulighederne rigelige. Cæsars succes blev dog for meget for rivalerne hjemme i Rom. Med støtte fra generalen Pompejus befalede senatet Cæsar at afmønstre sine soldater og vende hjem til Rom som privatperson. Cæsar skulle ikke nyde noget. I stedet mobiliserede han sin hær og marcherede med sine soldater længere ned i Italien og startede endnu en romersk borgerkrig, der efter års blodige kampe endte med, at Cæsar stod alene tilbage med magten.

Med Antonius’ død i 30 f.Kr. stod Octavian nu alene tilbage, præcis som hans grandonkel havde gjort. Hvis Cæsars militære bedrifter udgjorde et forbillede for Octavian, må hans endeligt have indeholdt en advarsel. Efter at have ryddet al modstand af vejen lod Cæsar sig vælge som dictator for livstid. Dette embede gav indehaveren noget nær ubegrænset magt og tildeltes derfor kun sjældent og kun for korte perioder med akutte trusler mod Rom. Det er uvist, hvordan Cæsar forestillede sig Roms fremtid og sin egen plads i den, men ”dictator for livstid” blev han kun i en måneds tid.

Octavian valgte en anden vej efter Antonius’ død. På overfladen skulle alt være ved det gamle. Den romerske republik under ledelse af senatet var genoprettet. Men inden senatet igen kunne overlades styret, gav Octavian det ærværdige råd en blodtilførsel af nye medlemmer, hvis loyalitet han kunne regne med. Således reorganiseret overlod Octavian roret til senatet igen og frasagde sig sine tilranede beføjelser. Bevidste om deres rolle i Octavians nye skuespil og ivrige efter at spille den til perfektion bønfaldt forsamlingen Octavian om, at han i det mindste beholdt ansvaret for provinserne Gallien, Spanien og Syrien. Hovedrolleindehaveren accepterede, modvilligt, naturligvis. Valget af disse tre provinser var dog ikke tilfældigt, for langt de fleste af Roms soldater befandt sig i netop disse provinser. Potentielle udfordrere skulle afskæres alle muligheder for at gøre Cæsar og Octavian kunsten efter. Gennem resten af sin levetid holdt Octavian Rom i dette jerngreb, og efter hans død overtog arvinger kommandoen over hærene.

Octavian reformerede også administrationen af det romerske imperium og indsatte loyale støtter i vigtige embeder. Blandt de vigtigste tiltag var en reorganisering af skattesystemet, der krævede, at al verden skulle skrives i mandtal. Resultatet var en komplet transformation af det romerske imperium, hvorved stadig flere beføjelser samledes hos én mand. Formelt var denne mand blot princeps, den første blandt ligemænd, om end han af det behagesyge senat snart, i 27 f.Kr., også fik titlen Augustus, der betyder ”den ophøjede”.

Resultatet blev den lange fredsperiode, men Den romerske fred var dog fredeligst set fra romernes eget synspunkt. Ved imperiets grænser fortsatte erobringerne, og oprør blev slået ned med hård hånd. Men for romerne blev den begyndelsen på den 200 år lange periode med fred og fremgang, og tiden blev et højdepunkt for romersk kunst, litteratur og arkitektur.

Selv om borgerkrigene senere vendte tilbage og blev suppleret med invasioner nordfra, viste det romerske kejserrige, som Octavian grundlagde, sig levedygtigt i mange århundreder. Den østlige del af imperiet, også kaldet Det Østromerske Rige, bestod frem til Konstantinopels fald i 1453. I vest faldt imperiet fra hinanden i 476, men drømmen overlevede. I 800, efter at have underlagt sig store dele af det vestlige Europa, genoplivede Karl den Store (ca. 747-814) imperiet. Han lod sig krone i Rom som romernes kejser og tog ved samme lejlighed også titlen Augustus. Hans arvinger holdt fast i titlen som romerske kejsere frem til 1806, hvor den sidste tysk-romerske kejser abdicerede efter et nederlag til Napoleon Bonaparte (1769-1821), der netop havde ladet sig krone som kejser med paven selv som tilskuer.

I århundrederne op til Augustus’ magtovertagelse opnåede romerske hære overalt i Middelhavsområdet en betydelig dominans på slagmarken. De romerske legioners succes har fascineret verden lige siden, og livet som weekendlegionær frister stadig flere militær- og historieentusiaster.

Den romerske kirke var selv blandt imperiets arvinger. Oprindeligt var den kristne kirke i Rom blot en af flere menigheder, som i den sidste halvdel af det første århundrede blev grundlagt i byer rundt omkring i Romerriget. Men som hjemmehørende i Middelhavsverdenens politiske og kulturelle centrum fik kirken i Rom og dens biskop hurtigt særstatus blandt de kristne menigheder. Så selv om paven i dag kun er statsoverhoved for den knap halve km² store Vatikanstat, er han åndeligt overhoved for 1,3 mia. katolikker, hvoraf omtrent 170 mio. bor i det tidligere romerske rige. Som et åndeligt kristent imperium eksisterer Romerriget altså den dag i dag.

Christian Ammitzbøll Thomsen

Se også | 07. Korsfæstelsen | 13. Erobringen af Konstantinopel | 38. Romtraktaterne |

Korsfæstelse som henrettelsesmetode ophørte, efter at kristendommen i 300-tallet blev en lovlig religion i Romerriget. Men først omkring år 1000 udviklede billedet af den lidende Kristus på korset sig som almindeligt symbol for kristendommen.