Читать книгу 50 begivenheder - Группа авторов - Страница 15

1088 De første universiteter opstod spontant i løbet af 1100-tallets Europa, da studerende samlede sig i en række byer for at søge mere viden, enten hos en lærd forelæser eller ved at undervise hinanden. Af økonomiske og praktiske årsager sluttede de studerende sig sammen i fællesskaber, som på latin blev kaldt universitates. I dag bliver middelalderens akademiske grader tildelt over hele verden som udtryk for den højeste videnskabelige viden.

De første universiteter var ikke steder eller institutioner, men udviklede sig i den retning, efterhånden som studenterfællesskaberne blev formaliseret og bedre organiseret. At organisere sig i fællesskaber på den måde var almindeligt i middelalderen. Man kan se noget tilsvarende i håndværkernes lav, der både skulle beskytte deres rettigheder, kvalitetssikre deres arbejde og stå for at uddanne nye håndværkere. På samme måde betragtede universiteternes medlemmer lærdom som deres håndværk: De studerende var lærlinge, og de akademiske grader baccalaureus (bachelor) og magister svarede til håndværkernes svend og mester.

Universiteternes gradvise opståen gør, at der ikke kan gives noget bestemt begyndelsesår. Ifølge traditionen blev universitetet i Bologna stiftet i år 1088 som det første, men det årstal blev på et løst grundlag valgt præcis 800 år senere, da man havde behov for at opbygge en ny italiensk nationalfølelse og mente, at en stor jubilæumsfest var sagen. Det er et af mange eksempler på, hvordan universiteter prøver at fremstå så gamle som muligt, fordi den akademiske ælde giver prestige. Bolognas universitet kan nu alligevel gøre krav på at være et af verdens ældste universiteter, fordi det var et af de første steder, hvor et studenterfællesskab blev officielt anerkendt. Det var så blot i 1100-tallet.

Foruden i Bologna opstod der før eller omkring år 1200 lignende sammenslutninger af studerende eller lærere i blandt andet Paris, Oxford, Salerno og Salamanca. Tidspunktet var ikke en tilfældighed. Overalt i det kristne Europa efterspurgte kirken og den verdslige øvrighed højtuddannet arbejdskraft, ikke mindst mænd med kundskaber i jura fordelt på kirkeret og verdslig ret (romerretten). Blandt studerende og i gejstligheden var der også et ønske om at opnå større videnskabelig indsigt og forbedre sin sociale position ved at imødekomme efterspørgslen på specialiseret viden. I midten af 1300-tallet var der opstået knap 40 universiteter i Europa, især i Italien, Spanien og Frankrig, hvor der i forvejen var et veludviklet gejstligt undervisningssystem med rødder i senantikken og den tidlige middelalder.

I Bologna var det ønsket om juridiske studier, der førte de studerende sammen. I Paris gik lærere fra de ansete teologiske skoler sammen i et universitetsfælleskab, som blev inddelt i fire fakulteter: teologi, jura, medicin og artes. Disse fire fakulteter kom til at udgøre omdrejningspunktet for alle klassiske universiteter. De tre første fakulteter var de fineste, og kun her kunne doktorgraden opnås. Artes-fakultetet gav undervisning i de syv såkaldte frie kunster, artes liberales, som var grammatik, retorik, logik, aritmetik, geometri, astronomi og musik. De fag blev betegnet som grundlæggende for alle studerende, inden de eventuelt fortsatte med mere specialiserede studier på et af de øvre fakulteter. For at blive anerkendt som et universitet skulle der være undervisning og tildeling af grader inden for mindst ét af de tre høje fakulteter.

En universitetsforelæsning i 1300-tallet. Illustrationen er også satirisk, for de bænkede tilhørere foran katederet er meget uopmærksomme, og en er faldet i søvn. Tilstedeværelsen af kvinder er højst usædvanlig og måske også tænkt som en vits.

I løbet af 1200-tallet udviklede universiteterne sig fra spontane sammenslutninger til formelle, i vid udstrækning selvstyrende, læreanstalter, der havde eneret på at uddele de højeste kvalitetsbeviser i form af de akademiske grader. Den akademiske frihed har været en kerneværdi i universiteterne – og en vigtig del af deres selvforståelse – siden middelalderen, men har også hele vejen igennem været skiftevis tildelt, udfordret og indskrænket igen af kirker, konger, regeringer og andre myndigheder og interesseorganisationer. Ikke desto mindre er det netop den akademiske frihed, der har gjort universiteterne levedygtige og relevante i videnskabens og uddannelsens historie.

Den centrale biblioteksbygning fra 1956 på UNAM, det nationale universitet i Mexico City. UNAM er med ca. 350.000 studerende et af verdens største universiteter.

Nøglen til universiteternes internationale succes lå i den universelle anerkendelse af graderne og den eftertragtede jus ubique docendi, dvs. ret til at undervise overalt. En studerende, der tog magistergraden på ét universitet, var automatisk både kvalificeret til og havde ret til at undervise på alle andre universiteter. Det var pavens autorisation af de enkelte universiteter, der muliggjorde eksistensen af et internationalt akademisk samfund hævet over landegrænser. Teologi og kirkeret var desuden dominerende fag, og et overvældende flertal af både studerende og lærere var gejstlige. På den anden side var en stor del af undervisningen rettet mod det verdslige samfunds behov, og den faktiske opretholdelse af universiteternes friheder påhvilede kejseren eller den lokale fyrste. Universiteterne var derfor både gejstlige og verdslige institutioner – ikke kun en af delene.

Paven eller kejseren kunne være en fjern magt, og universiteterne måtte tidligt kæmpe hårdt for at forsvare deres rettigheder over for kirkelige og verdslige lokale myndigheder. Det kunne føre til regulært voldelige konfrontationer, men universiteternes mest effektive våben var som regel, at lærere og studerende gik i strejke eller udvandrede til andre byer, hvor de etablerede nye universiteter, som gav prestige og kommerciel omsætning til de nye byer på bekostning af de gamle. På denne måde blev fx universitetet i Cambridge skabt i 1209, da studerende og lærere forlod Oxford i protest over, at bystyret havde hængt to studerende. Protesten handlede mindst lige så meget om, hvem der havde haft ret til at dømme dem – universitetet selv eller byen – som om det retfærdige i selve dommen. Striden blev bilagt, for i Oxford havde man brug for universitetet, men nogle studerende og lærere blev i Cambridge, der dermed fortsatte som selvstændigt universitet.

Nye studerende på Københavns Universitet på vej op ad trappen til hovedbygningen på Frue Plads for at give hånd til rektor ved den årlige immatrikulationsfest, her i 2016.

Både paven og kejseren ønskede at udstrække deres magt over den højere uddannelse, og de begyndte snart også at oprette universiteter. Kejseren stod i 1224 bag universitetet i Napoli, og paven bag universitetet i Toulouse i 1229. Godt hundrede år senere bredte universiteterne sig på lignende måde til det tyske kejserrige, og i 1479 lod Christian 1. (1426-1481) Københavns Universitet oprette – med godkendelse fra paven, der i den anledning bemærkede, hvorledes også de nordiske landes befolkninger ”brændende ønsker at gå frem i kundskab og viden”.

Universitetet som institution blev i 1200-tallet betegnet som et studium generale, dvs. et studium, der var åbent for alle i hele den kristne verden, så længe man havde de nødvendige kvalifikationer i latin og i øvrigt var mand. Nogle studerende tilhørte samfundseliten, som fx den danske biskop Absalon (ca. 1128-1201), der havde læst i Paris, men de fleste var fattige eller fra middelstanden. Universitetet kom derfor i århundreder til at stå som en mulighed for social mobilitet i et ellers meget standsopdelt samfund. For at hjælpe de studerende oprettede man mange steder kollegier, hvor de boede og modtog undervisning, og i fx Oxford og Cambridge var det de selvstændige colleges, som i fællesskab udgjorde det egentlige universitet.

I perioden frem mod 1800 voksede antallet af universiteter i Europa til ca. 150. Mange af dem var blevet til udprægede embedsmands- eller præsteskoler med tætte bånd til stat og kirke. Ofte var det akademier og videnskabelige selskaber uden for universitetsverdenen, der gik forrest i jagten på ny viden. Reformer i 1800-tallet gav universiteterne ny fokus på forskning ved siden af undervisningen, og det afgørende for de studerendes dannelse blev, at undervisningen var forskningsbaseret. Desuden blev der etableret nye teknologiske og naturvidenskabelige fakulteter og senere også samfundsvidenskabelige fakulteter, som var med til at skabe den enorme vækst, universitetssektoren oplevede navnlig i tiden efter ca. 1960, hvor de mangedoblede både studerende og undervisere.

Koloniseringen og den globale udbredelse af vestlige ideer bragte også universitetet med sig, og her ligger måske universitetets mest overvældende succes. I de spanske kolonier var dominikanermunke eller jesuitter særdeles aktive med at etablere kollegier, som efterfølgende fik tildelt universitetsstatus efter ansøgning hos den spanske konge og paven. Det første universitet uden for Europa blev oprettet i 1538 i Santo Domingo (Den Dominikanske Republik), og inden 1500-tallet var omme, var der etableret universiteter i blandt andet Mexico, Peru og Ecuador. Også på Filippinerne oprettede spanierne i 1611 et universitet.

I Nordamerika blev den engelske college-model videreført i 1600- og 1700-tallet med Harvard og Yale som nogle af de ældste. Den britiske indflydelse gjorde sig desuden gældende ved universitetsoprettelser i første halvdel af 1800-tallet i Canada, Indien, Australien og Sydafrika. I tiden efter ca. 1950 har stort set alle lande i Afrika og Asien stiftet universiteter, ofte som led i deres løsrivelsesproces fra en kolonimagt, og en nation uden et universitet er i dag et særsyn. I intet land er universitetets sejrsgang i nyeste tid måske mere tydelig end i Kina, hvor der pga. landets egne lærdomstraditioner længe var stor modstand mod den vestlige universitetstanke. Universitetet i Beijing åbnede i 1898 som det første, men i begyndelsen af det 21. århundrede var der ca. 2.250 universiteter i Kina, og væksten ser ud til at fortsætte uformindsket med åbningen af et nyt universitet i gennemsnit hver uge.

Alt efter hvor bred en definition af et universitet man vil tillade – utallige professionsskoler ønsker af prestigehensyn at blive betegnet universiteter – er der på verdensplan mellem 10.000 og 20.000 universiteter, men under 1.000 af dem er klassiske universiteter i den forstand, at de bedriver forskning og undervisning inden for alle de traditionelle fakulteter. Alligevel må man sige, at de selvsåede frø i Sydeuropa for 800-900 år siden har slået bemærkelsesværdigt stærke rødder.

Morten Fink-Jensen

Se også | 24. Meijirevolutionen | 26. Ligeret for kvinder |

Mongolerne havde deres eget, lodrette alfabet. Ligesom det latinske alfabet nedstammer det fra det fønikiske, ikke fra kinesisk skrift. Mongolerne udviklede dog ikke nogen større skriftkultur, da de hurtigt blev integreret i de kinesiske og persiske kulturer.