Читать книгу Da smor var guld - Inge Marie Larsen - Страница 10

I løbet af 1870erne begyndte de praktiske og religiøse hindringer for fremstilling og forbrug af smør i større stil at vige. Nyanlagte jernbanelinjer mindskede transporttiden mellem landområder, byer og hovedstæder. Jernbanetransporten var både hurtigere, billigere og sikrere end tidligere transportformer og virkede befordrende på industri og handel og også på mælkerivæsenet. Smør kunne nu nå frem til de større byer og hovedstæderne i langt friskere tilstand end tidligere. Osterierne gik derfor over til også at fremstille smør, selvom osteproduktionen stadig var dominerende. Et bredere publikum blev interesseret i den ny vare og fik en mere kritisk holdning til smeltesmørret. Samtidig var der, især i byerne, en tendens til en mere skødesløs holdning til den religiøse regulering af madkulturen (Molokhovets 1992: 13). Udviklingen afspejlede sig i en stigning i eksporten af ost og smør, herunder også mejerifremstillet smør, og i en nedgang i importen. Den altovervejende del af eksporten af ost og mejerismør gik til andre lande end Finland, primært England, dernæst Tyskland. Størstedelen af smeltesmørret havnede i Konstantinopel. De importerede produkter stammede primært fra Finland (Stepanovskij 1912: 153).