Читать книгу Da smor var guld - Inge Marie Larsen - Страница 5

En moderne økonomisk udvikling à la den, der satte ind i mange vestlige lande sidst i 1700-tallet, begyndte først for alvor at gøre sig gældende i Rusland fra midt i 1800-tallet. Store landboreformer, jernbanebyggeri og anlæggelse af banker satte gang i en accelererende ekspansion inden for landbrugsproduktion, industri og handel. I 1890erne begyndte et stort økonomisk opsving, som trods mindre gode konjunkturer mellem 1900 og 1908 fortsatte frem til Første Verdenskrigs udbrud. Sammenlignet med de vestlige industrilande var Rusland i 1914 ganske vist det økonomisk svagest funderede, regnet i indkomst pr. capita, men til gengæld havde de økonomiske vækstrater i de to forudgående årtier været lige så høje som i mange vestlige lande, i nogle sektorer endda højere (McKay 1970: 4; Gregory 1994: 23-27). Perspektiverne var lovende, men krigen og de efterfølgende omvæltninger i landet satte en stopper for udviklingen.

1890ernes økonomiske opsving greb også Sibirien, båret frem af anlæggelsen af den sibiriske jernbane. Det enorme og fjerne kontinent, som man både i europæisk Rusland og udlandet først og fremmest forbandt med utilgængelighed, ugæstfrihed, is, sne og kulde og politiske og kriminelle forviste, forbandt man nu med forestillinger, som havde været forbeholdt den vestlige verdens forjættede land, Nordamerika. Fra 1890erne og frem udvandrede bønder fra europæisk Rusland i millionvis til Sibirien, og erhvervsfolk fra ind- og udland fulgte efter i tusindvis, tilskyndet af håbet om at få andel i Sibiriens rigdomme. Man talte nu om Sibirien som et “fremtidens Amerika,” et forjættet “Wild East.” For vildt var det stadig, men på vej, mente man, mod noget nyt, bedre og mere civiliseret (Glejner 1906; Rosenberg 1904: 34; Jensen 1993: 241).

I det vestlige Sibirien var det økonomiske opsving intetsteds så markant som inden for mejeribruget. På ti år, mellem 1895 og 1905, voksede antallet af mejerier fra en halv snes til 2000 og eksporten af moderne mejerismør fra nul til 35.000 tons. I 1913 var der 4000 sibiriske mejerier, smørproduktionen var vokset til 87.600 tons og eksporten til omkring 70.000 (Makarov 1910: 59; Lando 1923: 54; Hjerl Hansen 1949: 186; Alekseeva 1973a: 19). Det sibiriske smør var afgørende for den russiske smøreksports størrelse og værdi og udslaggivende for, at Rusland allerede i 1902-03 blev verdens næststørste smøreksportør efter Danmark. En medvirkende årsag til, at så store mængder sibirisk smør kunne eksporteres, var, at der endnu ikke eksisterede et egentligt hjemmemarked for moderne smør i Rusland. Datidens sibiriske smørproduktion byggede således på eksport og havde afsætningsmarkederne i Vesteuropa som sit pejlemærke.

Også på andre områder end smøreksport var Rusland en betydelig faktor i verdensøkonomien. I 1913 var landet verdens førende eksportør af korn, æg og hør (Koefoed 1932: 452).

I begyndelsen af 1900-tallet beskrev den russiske økonom M.N. Sobolev smøreksportens betydning for Sibirien således: Ganske få år efter sin start havde den sikret Sibirien en tilførsel af guld, som overgik indtægterne fra det guld, der blev udvundet af Sibiriens guldminer (Alekseeva 1993:8). Denne konstatering havde både en direkte og en indirekte dimension. Dels var der tale om kendsgerninger, dels pegede udviklingen på, at russisk og sibirisk landbrug, hvor forsømt, primitivt og lidet agtet det end havde været, meget vel kunne være kilde til en produktion og handel, som var guld værd.

Verdenskrigen og revolutionen fik katastrofale følger, også for den sibiriske smørindustri. Først i 1960erne var produktionen igen af et omfang som umiddelbart før krigen. Størstedelen af den gik nu til at dække efterspørgselen på det russiske hjemmemarked, og eksport i større stil var der ikke længere tale om (Mote 1976: 317).

Mens smøreksporten stod på, var den også for udefrakommende af stor betydning. Udenlandske mejerister, smøropkøbere og smøreksportfirmaer strømmede til Sibirien i stort tal. Blandt dem var andelen af danskere betydelig, hvorefter kom englændere og tyskere. De udenlandske firmaer eksporterede smør og andre produkter som æg og kød og importerede til gengæld mejeriinventar, landbrugsmaskiner og kolonialvarer. Danske smørfirmaer var de første til at lancere det sibiriske smør i større stil på verdensmarkedet, og indtil Første Verdenskrig satte en stopper for Ruslands eksport af smør, var danske firmaers andel i den sibiriske smøreksport større end andre landes, trods stærk konkurrence fra engelsk og russisk hold. Det største smøreksportfirma overhovedet i Sibirien var det danske Det Sibiriske Kompagni, hvis direktør var H.P. Hjerl Hansen (Gorjuškin 1991: 149). Ifølge en nyere russisk kilde stod Det Sibiriske Kompagni for 25 % af den sibiriske smøreksport (Bočanova 1995: 94). Erik Plum skriver i sin bog Russisk Handelskompagni A/S, 1915-22, at smørfirmaerne Det Sibiriske Kompagni og Th. Lund & Petersen hørte til de største danske foretagender i udlandet efter Store Nordiske Telegrafselskab og Det østasiatiske Kompagni (Plum 1923: 10). Et konkret fingerpeg om, hvor stort danske smørfirmaers engagement i den sibiriske smør- og handelssektor var, giver den sum, Det Sibiriske Kompagni rejste i erstatningskrav til sovjetmagten, efter at firmaets værdier var blevet konfiskeret og nationaliseret. Det var på 26 mio. kroner ud af et samlet erstatningskrav fra danske firmaer og privatpersoner på 400 mio. kroner (Hjerl Hansen 1949: 297).

Smør holdt sit indtog på verdensmarkedet midt i 1800-tallet. Opfindelsen af centrifugen til brug ved smørfremstilling, andre store teknologiske landvindinger som anlæggelsen af jernbaner og oprettelsen af verdensomspændende dampskibsruter medførte, sammen med industrialisering og urbanisering, at smør blev genstand for en omfattende verdenshandel. Større pengerigelighed, ændrede levevilkår og nye kostvaner i de industrialiserede landes byer gjorde smør til en eftertragtet og efterhånden også selvfølgelig ingrediens i husholdningen hos høj og lav. Bønder verden over kastede sig over mælkeproduktion, moderne mejerier forarbejdede mælken til smør, og små- og storkøbmænd tog sig af handelen. Smørhandel var gennemgående en hektisk affære, for varen var skrøbelig og krævede hurtig omsætning, efterspørgselen voksede hastigt, og konkurrencen var stor. Handelens centre lå i Vesteuropa, primært England, Tyskland og Danmark. I lande som England og Tyskland, hvor industrialiseringen var mest fremskreden, var der ikke tilstrækkelig kapacitet til at dække efterspørgselen på hjemmemarkedet. Import var påkrævet, og smør fra andre vesteuropæiske lande som Danmark, Irland, Frankrig, Holland og Finland og fra de russiske Østersøprovinser og europæisk Rusland blev genstand for en livlig handel i København og i store engelske og tyske byer sammen med smør fra endnu fjernere egne som Nord- og Sydamerika, New Zealand, Australien og Sibirien.

Danmark havde siden slutningen af 1870erne været verdens førende smøreksportør, og dansk smør og danske handlende spillede en betydelig rolle i den internationale handel, især på det engelske marked, som var verdens største. Dansk smør dækkede her næsten halvdelen af efterspørgselen. Når også København blev centrum for en stor smørhandel, skyldtes det ikke manglende kapacitet til at dække efterspørgselen på hjemmemarkedet, men at danske smørfirmaer udover at handle med dansk smør også handlede med andre landes smør, “fremmed smør”, som det kaldtes i fagsproget. Det blev i store mængder solgt på det tyske og engelske marked via en omfattende transithandel over København. Danske firmaers handel med fremmed smør begyndte med svensk, finsk og baltisk smør, fortsatte med europæisk-russisk og ekspanderede betydeligt i slutningen af 1800-tallet, da sibirisk smør kom ind i billedet.

Bogens tidsramme er tiåret 1895-1905. Kendetegnende for dette første tiår af den sibiriske smørbranches historie var et meget højt ekspansionstempo, både hvad angik produktion, eksport og territorier. Der var tale om branchens “Gründerzeit”. Også efter 1905 ekspanderede smørsektoren, men ikke længere i samme drastiske omfang og tempo. Endnu et kendetegn var, at København i størstedelen af perioden, indtil 1902, var hoveddestination for den sibiriske smøreksport, en position, som det engelske marked herefter overtog. Efter 1905 blev det tyske marked efterhånden næsten lige så vigtigt som det engelske, mens det danske markeds betydning var vigende. Et sidste kendetegn ved tiåret var, at Ruslands finansminister i næsten hele perioden (1892-1903) hed S. Ju. Vitte. Han er gået over i historien som hovedarkitekten bag det økonomiske opsving i Rusland i tiårene op til verdenskrigen.

Geografisk set koncentrerer bogen sig om stationsbyen Kurgan og omegn i guvernementet Tobolsk, hvor den sibiriske smørproduktion begyndte, St. Petersborg, som var sæde for tsarmagten og regeringen, hvis ministre og embedsmænd trak i trådene, København, som var den sibiriske smøreksports hoveddestination indtil 1902 og hjemsted for de mange danske smørfirmaer, der opererede i Sibirien og, som det sidste punkt, London, der efter 1902 overtog Københavns rolle.

Om det lige præcis var smør fra Kurganegnen, der blev handlet med i Danmark og England, er underordnet. Det kurganske smør udgjorde i tidsrummet 1895-1905 under alle omstændigheder en meget betydelig del af den sibiriske eksport og i eksportens første år hovedparten.

Moderne russisk smørproduktion begyndte i europæisk Rusland mange år før den sibiriske. Herfra kom også Kurganområdets smørpionerer, både de russiske smørproducenter og handlende og de danske og andre udenlandske eksportører. Også denne bog tager udgangspunkt i europæisk Rusland.

På baggrund af den store rolle sibirisk smør spillede lokalt, nationalt og internationalt, kunne man tro, at den sibiriske smørbranches historie var velbeskrevet i den videnskabelige litteratur. Det er den imidlertid ikke, selvom der findes nogle få fremstillinger og delfremstillinger, som kaster et vist lys over emnet (Janssen 1910; Kalantar 1959; Makarov 1910, 1926; Mote 1976; Muraškincev 1902; Pljaškevič 1924). H.P. Hjerl Hansens bog fra 1949 Danske Pionerer i Sibirien er en vigtig kilde, men den er et partsindlæg og ikke nogen videnskabelig undersøgelse.

Formålet med denne bog er at beskrive den sibiriske smørbranches historie i tiåret detaljeret og ud fra en synsvinkel, som endnu ikke har været anlagt, nemlig ud fra et perspektiv, der både er lokalt, nationalt og internationalt. Med denne synsvinkel vil jeg gerne råde bod på mangelen på detaljeret og dybtgående viden om smørbranchens udvikling, undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre, at et industrielt og landbrugsmæssigt lidet avanceret og overvejende naturalieøkonomisk område som det vestsibiriske reagerede så lydhørt på en påvirkning, der udgik fra fjerne og mere avancerede afsætningsmarkeder, og undersøge samspillet mellem lokale, nationale og internationale aktører og interesser, idet jeg formoder, at den sibiriske smørbranches udvikling bedst kan belyses ved, at alle disse tre komponenter inddrages.

Der eksisterer en omfattende videnskabelig litteratur om russisk økonomi og erhvervsliv i årtierne frem til Første Verdenskrigs udbrud. Blandt de teoretiske overvejelser denne litteratur gør sig, er der en række problemstillinger, som jeg har inddraget i mit arbejde. Et af hovedspørgsmålene vedrører statens rolle i russisk økonomi og erhvervsliv under det store økonomiske opsving. Der er generel enighed blandt historikere om, at den russiske stat traditionelt spillede en betydelig og ofte så dominerende og formynderisk rolle i forhold til det russiske erhvervsliv, at det stækkede dets udfoldelsesmuligheder. Når det drejer sig om det store økonomiske opsving i tiårene før verdenskrigen, hersker der imidlertid en vis uenighed. Nogle historikere som Alexander Gerschenkron (1970) og Peter Gatrell (1986) mener, at staten spillede en betydelig, men positiv og igangsættende rolle og gav det russiske erhvervsliv større råderum, så det blev mere selvkørende, mens andre, som Theodore Von Laue, mener, at statens rolle som dominerende faktor blev opretholdt og endda styrket, og at Vittes finanspolitik og økonomiske tænkning var beslægtet med og forløber for sovjetstatens planøkonomi (Von Laue, 1963). Andre spørgsmål vedrører det udenlandske engagement, omfanget af de vestlige aktiviteter og investeringer, vestlig kapitals betydning og betydningen af vestlig teknologi og anden know-how. Det drejer sig endvidere om at vurdere, hvor fordelagtigt det var for vestlige forretningsfolk at operere i Rusland, og hvilken risiko engagementet indebar, samt at vurdere, om den vestlige økonomiske aktivitet var dominerende og bestemmende, om den var sin vestlige baggrunds forlængede arm, eller om den udviklede sig på et selvstændigt russisk grundlag og blev en del af den interne økonomis system og dynamik. I forlængelse heraf ligger spørgsmålet, om det udenlandske engagement var en hindring for lokal produktion, handel og eksport, eller om det virkede igangsættende, fornyende og ansporende. Var der tale om vestlig Klondyke-virksomhed eller et gensidigt berigende foretagende? Forholdt det sig, som Det Sibiriske Kompagnis direktør H.P. Hjerl Hansen skrev i 1940erne, at der var tale om et “kulturarbejde” til gavn for den stedlige befolkning, om en form for “kolonisering”, som han kaldte det, hvor danskerne stod på lige fod med russerne og ikke havde hverken færre eller flere rettigheder (Hjerl Hansen 1949: 11, 15-16)? Eller havde den danske politiker Kai Moltke ret, når han i 1953 hævdede, at der var tale om et simpelt dansk forsøg på at “opnå andel i det koloniale rov”, og kaldte Det Sibiriske Kompagnis virksomhed for dansk “Klondyke-spekulation i russiske rigdomme” (Moltke 1953: 7, 10, 100-101)? Eller er der baggrund for at konkludere som den sibiriske historiker L.M. Gorjuškin, der i lighed med de fleste sovjetiske historikere siden slutningen af 1920erne hævdede, at den udenlandske kapital udbyttede bønderne maksimalt, hvorved den forcerede den sociale differentiering og klassemodsætningernes vækst på landet og i sidste ende fremmede væksten af de økonomiske og sociale vilkår, som førte til den socialistiske revolutions sejr i det sibiriske bondeland (Gorjuškin og Sagajdačnyj 1983: 225)?

Ud over eksisterende fremstillinger og delfremstillinger af den sibiriske smørsektors historie bygger bogen på et stort materiale fra danske arkiver: Rigsarkivet (København), Erhvervsarkivet (Århus) og H.P. Hjerl Hansens efterladte forretningsarkiv (Vadsøgård, Hjerl Hede) og fra russiske arkiver: Det Statslige Russiske Historiske Arkiv (St. Petersborg), Moskvas Centrale Byhistoriske Arkiv, Kurgans Statsarkiv og Kurgans Egnsmuseums arkiv, på russiske publicerede og upublicerede embedsmandsrapporter og på datidens danske, russiske og engelske aviser og mælkerivæsenspresse.

Detaljeringsgraden er høj. Det skyldes til dels, at udviklingen i den sibirske smørbranche gik så hurtigt, at begivenhederne bogstaveligt talt snublede over hinanden. Men den høje detaljeringsgrad skyldes først og fremmest et ønske om at gå i både bredden og dybden med et underbelyst kapitel i Ruslands, Danmarks og den internationale handels historie, et ønske om at beskrive måden tingene foregik på, og ikke kun begivenheder og resultater, og et ønske om at beskrive den virksomhed, nogle af foretagendets vigtigste personer udøvede, for hermed at kaste lys over menneskers hensigter og handlinger, som er særligt betydningsfulde under et nyt erhvervs opståen og tidlige ekspansion.

Denne bog bygger på en ph.d.-afhandling, som blev forsvaret ved Odense Universitet i juni 2002. Jeg er mange mennesker i Danmark, Rusland og England tak skyldig for deres medvirken. Det gælder min vejleder, professor Bent Jensen, Syddansk Universitet, Odense, direktør Svend Larsen og forskningsleder Harald von Hielmcrone, Statsbiblioteket, områdeleder Lilian Madsen, sektionsleder Ellen Knudsen, seniorforsker Hans Jørgen Hinrup og andre kolleger på Statsbiblioteket, professor Morten Hviid, University of East Anglia, UK, Hjerl Fonden og direktør Poul Buskov, Hjerl Hede, Olga Muraško og Nikolaj Krenke, Moskva, A.V. Guterc, Moskva, Sally Laird, Ebeltoft, Boris Weil, København og Poul Pedersen, Århus. En særlig tak til direktør Nadežda Novikova og overarkivar Nina Krylova, Kurgans Statsarkiv, og til journalist og lokalhistoriker B.N. Karsonov, avisen Kurgan i Kurgancy, Kurgan.

Til sidst mange tak til Statsbiblioteket, Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og Aarhus Universitets Forskningsfond for støtte til udgivelsen og til professor Peter Ulf Møller, Aarhus Universitet, uden hvem denne bog ikke var blevet til noget.

Århus, september 2007