Читать книгу Da smor var guld - Inge Marie Larsen - Страница 16

C.A. Koefoed, dansk landbrugskandidat og højtplaceret embedsmand i det russiske landbrugsministerium mellem 1906 og 1916 (se Kap. 1, note 7), skrev i sine erindringer følgende om Vereščagins private økonomiske indsats og hans evne til at skaffe offentlige penge:

Til Fremme for det russiske Mejeribrug øste han Penge ud, først sin egen betydelige Formue og senere alt, hvad han kunne skrabe til sig, og han var en Mester i den Kunst at dysse de Vogtere i Søvn, som var sat til at skærme Statskassen mod Angreb af alskens Projektmagere. Ikke alle disse Penge blev givet formaalstjenligt ud, men lidt efter lidt skabtes der dog ved deres Hjælp et russisk Mejeribrug, og Vereschtschagin var dettes Skaber (Koefoed 1954: 31).

Vereščagin modtog, administrerede og garanterede i perioden 1871-1897 personligt for 780.000 offentlige rubler i kort- eller langfristede lån (fra stat og zemstvoer), hvilket var 80 % af samtlige de midler, den samlede smørsektor modtog fra offentlig side i den givne periode (Otečestvennaja, 1, 1994: 367). Desuden var andelsmejerierne, i hvert fald i en periode, fritaget for at betale skat (Efimenko 1873). Hertil kom en begrænset støtte også fra ikke-offentlige institutioner som Det Fri Økonomiske Selskab og fra filantropiske privatpersoner. Alt i alt støttede offentlige institutioner (stat og zemstvoer) mellem 1871 og 1897 smørsektoren med omkring 1 mio. rubler eller 37.500 rubler om året i gennemsnit. Det drejede sig ikke om store beløb, men dog om midler, der var tilstrækkelige til at dække en lang række udgifter: Lån til oprettelse af andelsmejerier, etablering og drift af mejeriskoler og -kurser, lønninger til lærere og statsinstruktører, særlige transportforanstaltninger etc. Administrativt gav statens støtte sig udslag i, at Agerbrugsdepartementet, fra 1894 et egentligt landbrugsministerium under landbrugsminister A.S. Ermolov, ansatte mælkerivæsensspecialister som Egunov, Kalantar og Vereščagin.

Da andelsforetagenderne ikke havde heldet med sig, var de ikke i stand til at tilbagebetale alle lånene, og staten og zemstvoerne eftergav dem løbende gælden, inklusive påløbne renter. Vereščagins sidste anmodning fra 1903 om eftergivelse af et statslån, han havde garanteret for, blev imidlertid først imødekommet, efter at sagen var trukket i langdrag af finansministeriet i fire år som følge af modvilje fra finansminister Vitte (som måtte træde tilbage som finansminister sommeren 1903) og hans efterfølger V.N. Kokovcovs side. Protester mod den henholdende behandling af Vereščagin fra zemstvoer og daværende og fremtidige ministre som A.S. Ermolov, A.V. Krivošejn og P.A. Stolypin, som kaldte behandlingen af ham for “en hån”, hjalp ikke. Vereščagin måtte imens, for at kunne betale af på renterne på lånene, pantsætte sit gods for 37.000 rubler (A.V. Guterc i efterskrift til Kofod 1997: 337). På grund af de økonomiske problemer måtte han indstille sine aktiviteter i mejerisektoren, men han vedblev at arbejde som specialist for landbrugsministeriet (Otečestvennaja, 1994, 1: 367).

I Danmark opstod både private mejerier og andelsmejerier uden statslig indblanding og på bøndernes eget initiativ. Andelsmejeriernes anlæggelse blev finansieret ved hjælp af banklån, som andelshaverne hæftede solidarisk for. Bankerne tøvede ikke med at låne bønderne penge, for de kunne garantere for lånene med deres bedrift og tilliggender (Bjørn 1982: 95-100). Herved adskilte danske forhold sig afgørende fra russiske. Menige russiske bønder ejede kun undtagelsesvis den jord, de dyrkede, og kunne ikke stille med substantielle lånegarantier. Derfor måtte jordejende eller på anden måde formuende og risikovillige personer stille deres private ejendom og formue til rådighed og garantere med den til gengæld for de statslige lån. Denne finansieringsform fritog nok bønderne for at bære et større økonomisk ansvar, men den var formentlig med til at svække deres ansvarsfølelse over for andelsmejerierne.¹⁰