Читать книгу Da smor var guld - Inge Marie Larsen - Страница 13

Opfindelsen af centrifugen i 1878 betød en teknologisk revolution for mejerivæsenet verden over og indledte en ny æra i dets historie. Centrifugen skilte hurtigt og effektivt fløden fra mælken og muliggjorde fremstilling af ost og smør i store produktionsenheder og enorme mængder. Den satte også for alvor gang i russisk smørfremstilling. Nedenstående oversigt over den samlede russiske smør- og osteimport og -eksport fra 1871 til 1890 (i gennemsnit pr. år) omfatter både smeltesmør og eksportsmør:

DEN RUSSISKE SMØREKSPORT I GENNEMSNIT PR. ÅR OVER FEMÅRSPERIODER, 18711890 (I TUSIND PUD):

(Stepanovskij 1912: 153) (* Udl. = udlandet, Fin= Finland)

Både smør- og osteeksport var altså støt stigende og importen faldende, bortset fra årene 1886-1890, hvor stigningen i eksporten skabte knaphed på hjemmemarkedet og gav anledning til øget import.

I løbet af 1890erne forvandledes stigningen i den russiske smøreksport til et kolossalt eksportopsving:

DEN RUSSISKE SMØREKSPORT I VÆGT OG VÆRDI, 1895-1900: 1895:

(Vestnik finansov, 1902, 6: 302; omregninger til pund og cwts ved forf.)

Samtidig ændrede eksportvejene sig. Eksporten af smeltesmør til Tyrkiet faldt, mens eksporten af moderne mejerismør til Danmark og England henholdsvis tidobledes og tredobledes:

DEN RUSSISKE SMØREKSPORT I GENNEMSNIT PR. ÅR I FEMÅRSPERIODER, 1891-1900 (I TUSIND PUD OG TUSIND TONS):

(Kulibina 1915: 5; omregninger til tons ved forf.)

Kvantitativt skete der således store fremskridt i 1880-90erne, men samtidig opstod der problemer med smørkvaliteten. Centrifugen var ikke specielt dyr i anskaffelse, og ivrige efter at tjene penge kastede menige bønder, landsbykøbmænd og folk uden tilknytning til landbrug eller viden om smørproduktion sig over det attraktive erhverv. Hvor de eksisterende smør- og ostemejerier ved indgangen til 1880erne var solide og velfungerende og fremstillede produkter af god kvalitet, var de nyåbnede mejerier, som kun fremstillede eksportsmør, af “den mest afskyelige slags”, skrev en af datidens fremtrædende mejerifolk (Riffestal’ 1899: 14). Mejeribrugsområderne var blevet ramt af den såkaldte mejerifeber (masljanaja gorjačka), som også i en kort periode hærgede dansk mejerivæsen. De nye mejerier var små og primitive, og deres indehavere havde ikke forstand på smørproduktion og var kun interesserede i at tjene hurtige penge. Mejerierne blev indrettet hvor som helst i forhåndenværende huse, lader og skure, teknikken var simpel og arbejdskraften så billig som mulig. Der var snavset overalt, og smørret var elendigt. Noget af det var blandet op med 15 % revne kartofler (Stepanovskij 1912: 74). Bønderne, som leverede mælken, udvalgte sig det bedst betalende mejeri og bekymrede sig ikke om den tekniske standard og smørkvaliteten (Riffestal’ 1899: 66-67).

Omkring 1890 var der ca. 1000 småmejerier af den dårlige slags i de nordlige guvernementer og omkring 500 smør- og ostemejerier af den bedre slags (Stepanovskij 1912: 152). Solide herregårdsmejerier måtte lukke eller havde svært ved at klare sig i konkurrencen med de nye tarvelige mejerier om mælkeleverandørerne. Småmejerierne fremstillede næsten alle selvsyrnet og saltet smør til eksport. Det blev kaldt holstensk, men var i realiteten blot en elendig efterligning af den ægte vare. Ægte holstensk smør var syrnet ved tilsætning af særligt dyrkede og rene syrekulturer, mens selvsyrnet smør var tegn på uprofessionalisme. “Holstensk” smør blev nu ensbetydende med smør af elendig kvalitet (Riffestal’ 1899: 22-23). Mejeribruget var ved at gå professionelle folk af hænde.

Fra midten af 1880erne begyndte afsætningsvanskeligheder at gøre sig gældende. Smørkvaliteten blev stedvis så ringe, at kunderne svigtede (Riffestal’ 1899: 14-16, 23-24). Mejerierne begyndte at tabe penge, mælkepriserne faldt, og bønderne mistede penge på deres malkekvæg. De trængte mejeriejere søgte at fastholde deres leverandører ved at åbne butikker i tilknytning til mejerierne og betale for mælken med varer frem for kontanter. Det, de tabte ved handelen med smør, søgte de at vinde ind ved at sælge varer til overpris. De indrømmede, at smørproduktion ikke længere var et mål i sig selv, men et middel til at tiltrække kunder og udvide butikshandelen (Riffestal’ 1899: 68). Mange af disse mejerier åbnede ikke kun butikker, men også udskænkningssteder (Egunov 1897: 13).

Krisen var særlig mærkbar i guv. Vologda. Her var der i 1879 81 mejerier (inklusive 30 osterier), som stort set alle var velfungerende. I 1894 var antallet vokset til 386. Af dem var kun 10 osterier, og mindst 2/3 af de 376 smørmejerier var under al kritik (Egunov 1897: 29, 33; Stepanovskij 1912: 77). Smørfremstilling var især udbredt i guvernementets sydlige egne. Her var bønder, mejeriejere og købmænd kommet til at værdsætte mejeribruget, fordi der kun var få andre kilder til ekstraindtjening i det ellers agerbrugsbaserede landbrug (Stepanovskij 1912: 4).

Udviklingen var dog ikke uden fordele for en hel del bønder. Varierende fra egn til egn nåede mange at tjene så gode penge på mælkeleverancer til såvel velfungerende som tarvelige småmejerier, at de blev i stand til at forpagte eller opkøbe godsejerjord og udvide deres bedrifter (Egunov 1897: 32-33).

Fedor Buman, som sammen med sin kone Ida hørte til europæisk-russisk mejeribrugs foregangsfolk, star ved den tredje ko fra venstre (© O.N. Nikolaeva, Moskva).

Det holstenske ægtepar Buman klarede sig godt trods krisen. De erhvervede sig en ny ejendom i 1880erne, en herregård i landsbyen Fominskoe, 15-20 km uden for guvernementshovedstaden Vologda (Egunov 1897: 60-61). Mejeriet fungerede indtil 1898 også som privat mælkeriskole og nåede at uddanne over 1.000 mejerister og mejersker (RGIA: f. 398, o. 75, d. 109, g. 1908, l. 127). Ida Buman havde ingen afsætningsproblemer. Brdr. Blandov opkøbte hendes holstenske smør, som gik for at være det bedste i området og opnåede de højeste priser (Riffestal’ 1899: 47). ⁵

I 1891 dukkede et stort petersborgfirma, G.I. Pallizen, op i Vologda og åbnede byens første eksportkontor. Et rigtigt eksportkontor skabte forhåbninger om både større eksport og bedre smørkvalitet, men mod forventning åbnede der ikke flere kontorer, selvom der kom stadig flere udenlandske opkøbere til. Pallizen havde store problemer på grund af den gennemgående ringe smørkvalitet og ansatte egne instruktører til at vejlede mejerierne. Firmaet eksporterede smør til København og London (Egunov 1897: 45; Riffestal’ 1899: 53; Graae 1963: 71).

Et enkelt eksportkontor og mere eller mindre sporadiske opkøb var ikke nok til at klare afsætningen af den store produktion, og Vologdamarkedet var ved at være overopfyldt. I 1894 indkaldte guvernøren professionelle mejerifolk til krisemøde. Der blev udtrykt ønske om oprettelse af en institution, som kunne kvalitetsbedømme smørret, uden at det dog skulle være obligatorisk for mejerierne (en lignende foranstaltning var også på dagsordenen i Danmark på dette tidspunkt, hvilket førte til indførelsen af lurmærket i 1901). Desuden ville man gerne have åbnet et kontor, som kunne orientere om smør- og osteriforhold i ind- og udland, og man beklagede de dårlige kreditmuligheder og transportforhold. Mejerifolkene foreslog også, at der jævnligt blev afholdt kongresser for smørbranchens folk og oprettet flere mejeriskoler, hvor eleverne kunne blive uddannet “i en ånd, som lærte dem at gøre deres pligt korrekt og samvittighedsfuldt” og til at “arbejde stabilt og udvise flid og god moral” (Egunov 1897: 43-44).

Et resultat af mødet var, at den russiske regering oprettede en række embeder til statsinstruktører i mejeribrug og statsmejerister. Der blev ansat syv statsinstruktører og 29 statsmejerister, som skulle hjælpe mejeribruget i de nordlige guvernementer på ret køl ved at rådgive om produktion, regnskabsføring, kvægpleje osv. og agitere for oprettelse af andelsmejerier. Ti af embederne blev besat med danske mejerister (Hjerl Hansen 1949: 18; Kamp 1943: 126). Størstedelen af dem kom til at arbejde i guv. Vologda, hvor smørkrisen var mest akut.

Forud var gået etableringen af forskellige dansk-russiske kontakter inden for mejerivæsenet. N.V. Vereščagin, A.I. Blandov, Av. A. Kalantar, hans bror Aleksandr Kalantar og andre russiske mejerifolk havde været i Danmark i 1870erne for at studere mælkerivæsen under den internationalt kendte professor i landøkonomi og mejeriteknik ved Landbohøjskolen i København, Thomas Riese Segelcke (1831-1902) (Koefoed 1945: 31). ⁶ I 1875 modtog Segelcke som tak Stanislav-ordenen af den russiske stat, og i 1880 blev han inviteret til Rusland, hvor han blev modtaget og hyldet af N.V. Vereščagin, Kalantar-brødrene og brødrene Blandov (Koefoed 1945: 31). ⁷

I 1891 åbnede som nævnt petersborgfirmaet G.I. Pallizen kontor i Vologda. Handelshuset G.I. Pallizen var et russisk firma, grundlagt i 1865 af den danske forretningsmand Hans Jessen Pallisen (10.6. 1815, Ålborg – 1.8. 1881, St. Petersborg). I 1890erne var det stadig på danske hænder. Firmaets internationale navn var H.J. Pallisen. ⁸

En af G.I. Pallizens medarbejdere i Vologda i begyndelsen af 1890erne var den danske mejerist Carl Frederik Rieffestahl (Stepanovskij 1912: 7; Rigsarkivet: Udenrigsministeriet. Gesandtskabet i St. Petersborg. 02-398. Aflevering 1939. Korrespondancesager, 1895-1902, 52). I 1894, efter krisemødet i Vologda, blev Rieffestahl ansat af den russiske regering som leder af organisationen af statsinstruktører for mejerivæsen i guv. Vologda. Den mindede om den danske statskonsulenttjeneste, som blev oprettet i 1880erne, foranlediget af mejerisektorens ekspansion. ⁹

Hans Jessen Pallisen, dansk generalkonsul i St. Petersborg og grundlægger af Handelshuset G.I. Pallizen (Det Kongelige Bibliotek, København).

Carl Frederik Rieffestahl, danskfødt mejerimand i russisk statstjeneste. Leder af mælkerivæsenet i de nordlige guvernementer i europæisk Rusland. Fotoet er fra Vologda, formentlig 1880erne. Påskriften er fra 1902 (© Irina Lozovskaja, St. Petersborg).