Читать книгу Da smor var guld - Inge Marie Larsen - Страница 15

Vereščagins virke og mejerisektorens fremvækst var genstand for stor offentlig opmærksomhed og debat. I det følgende præsenteres nogle væsentlige og typiske indlæg fra 1870-90ernes debat.

1870erne var præget af optimisme og tro på, at 1860ernes landboreformer ville bringe økonomisk fremgang, og at de lokale selvforvaltningers, zemstvoernes, arbejde ville få en gunstig indvirkning på det lokale liv. Liberale, reformistiske strømninger, som kom til udtryk i forestillinger om reformer fra oven og inden for systemets rammer og kun sjældent i ønsker om politiske reformer i retning af konstitutionelle indskrænkninger af autokratiet, gjorde sig gældende i visse adelige kredse og dominerede mange zemstvoer. Zemstvoen i guv. Tver var i så henseende en højborg (Fischer 1958: 28). Det var helt i tidens reformistiske ånd, når zemstvoen og de liberale medlemmer, der dominerede den, bakkede op om Vereščagin’s bestræbelser på at skabe en velfungerende andelssektor og også støttede dem økonomisk. Men blandt dens medlemmer var der også folk, der var skeptiske over for Vereščagin’s forehavende og mente, at andelsmejerierne byggede på sand og ville gå i sig selv, så snart Vereščagin slap grebet om dem, samt at de kostede zemstvoerne for mange penge (Makarov 1926: 101). En anden og mere sofistikeret kritik blev fremsat i 1872 i en artikel af A.N. Engel‘gardt, godsejer, landbrugsspecialist og kemiker og en af tidens kendte, socialt engagerede samfundsdebattører. Ifølge Engel‘gardt var Vereščagins andelsbestræbelser en total misforståelse set ud fra en national, social og klasseorienteret indfaldsvinkel. Han kaldte Vereščagins andelstanker for en flyvsk og vestligt inspireret idé (zapadničeskij nalet) og harcellerede over hans og hans kollegers romantiske forestillinger om andelsvæsenets fortræffelighed. De forestillede sig, skrev han, at når først en masse andelsosterier var åbnet, ville bønderne pænt komme med deres mælk, alle ville blive velhavende og begynde at gå i støvler og grå jakke og bo i små, pæne huse, omgivet af haver med blomstrende georginer og stokroser.

Vi ser tydeligt billedet for os: En gammel, skaldet landsbybo sidder under træets skyggefulde grene og smører med rystende hænder holstensk andelssmør på en skive rugbrød. Frokostsultne børnebørn står ved siden af rugbrødet, smørret og frugten og følger ivrigt den gamle mands bevægelser med øjnene. En af sønnerne skærer svejtserosten i skiver, en anden læser med cigar i munden højt af andelsosteriernes grundlægger Vereščagins andelsbiografi, hvis omslag er prydet af et billede af Vereščagin med Anna-ordenen i knaphullet (Otečestvennye zapiski, 1872, 2, citeret hos Makarov 1926: 101; Vereščagin fik tildelt St. Anna-ordenen af tredje grad i 1869).

Engel’gardt nøjedes dog ikke med at ironisere over Vereščagins vestligt inspirerede drømmerier, men havde også mere konkrete argumenter mod mejeribruget. Han hævdede, at det fik småbønderne til at aflevere al deres mælk, så der intet var tilbage til børnene, og at de kun solgte mælk af nød. Mejeribruget kom kun i forvejen velbjergede bønder til gode, mente Engel’gardt, var til skade for folkesundheden og uddybede forskellen mellem rig og fattig (ibid., 100-102).

Senere undersøgelser viste, at folkesundhedsargumentet ikke holdt, i hvert fald ikke i længden. Mejerieksperten Av.A. Kalantar ledede i 1894 en undersøgelse af 500 europæisk-russiske mælkeleverandørers mælkeforbrug. Den viste, at gårdenes eget forbrug af mælk ganske rigtigt ofte faldt, når bønderne begyndte af levere mælk, men herefter voksede til et højere niveau, end før mælkeleverancerne begyndte, fordi køernes mælkeydelse steg som følge af bedre foder og pleje. Især blev egetforbruget større om vinteren, fordi bønderne bestræbte sig på også at levere mælk på denne årstid til fremstilling af det velbetalte parisersmør (Vargin 1901: 79-80).

En tredje slags kritik, denne gang af et konkret andelsforetagende, kom fra historikeren og etnografen Aleksandra Efimenko. Hun beskrev i 1873 i en avisartikel et forsøg på at anlægge et andelsmejeri i guv. Archangelsk, hvor hun selv var født og på daværende tidspunkt arbejdede. Initiativet til andelsmejeriet var kommet fra nogle lokale “intelligenty”, der henvendte sig til guvernementsadministrationen med et forslag om at oprette et andelsmejeri (”intelligenty” [intellektuelle] betød i bred forstand veluddannede og dannede folk, i snævrere forstand veluddannede og dannede folk med et kritisk samfundsengagement – Pipes 1974: 251-52). Guvernementsadministrationen fandt en lokal købmand, som gerne ville være leder af foretagendet. Han kontaktede Vereščagin og fik en indføring i smørproduktion. Mange lokale bønder afviste imidlertid idéen, når han prøvede at vinde dem for tanken. Grunden var, at de mistænkte ham for kun at handle i egen interesse. Det lykkedes til sidst købmanden at finde en landsby med en interesseret præst, som også fik nogle bønder med på tanken og samlet private penge sammen til at starte foretagendet. Der blev ansat en uddannet kvindelig mejerist fra guv. Tver, og præsten, som også var andelshaver, blev mejeriformand. Andelshaverne indvilligede i ikke at få betaling for deres mælk i den første tid, fordi mejeriet manglede startkapital. Derimod blev mejeriet nødt til at betale for den mælk, det fik leveret fra ikke-andelshavere. Hurtigt begyndte foretagendet at gå skævt. De leverede mængder mælk var langt mindre end beregnet, andelshaverne fortrød og begyndte at kræve betaling for deres leverancer, og mejeristen viste sig at være både uduelig og uhæderlig. Hun blev afskediget, og præsten lærte sin husholderske op, så hun kunne overtage jobbet. Hun var dygtig, effektiv og hæderlig, men skaden var sket. Bønderne var blevet dybt skeptiske, leverede kun ganske lidt mælk og ville ikke gå med til at låne redningspenge hos staten, fordi de ikke turde løbe risikoen. Det endte med, at en lokal købmand, som havde skænket en stor pengegave til mejeriet ved dets etablering og sammen med sin bror stod for halvdelen af mælkeleverancerne, overtog foretagendet. Mejeriet begyndte nu at fungere, selvom bønderne fik meget lavere priser for deres mælk end i andelstiden. Skønt mejeriet nu var privatejet, blev det udgivet for at være et andelsforetagende. Staten havde nemlig fritaget andelsmejerier for at betale skatter og afgifter.

Aleksandra Efimenko konkluderede, at sådan måtte det gå, når de der involverede sig i foretagendet i virkeligheden blot gjorde det for egen vindings skyld. Kun “brændende hengivenhed for folket og et oprigtigt ønske om at få noget nyttigt ud af idéen for folkets skyld ville kunne få et sådant foretagende til at fungere, men her ser vi ikke skyggen af denne mægtige drivkraft” (Nedelja 1873, 17: 640-44). Efimenkos kritik gik altså ikke på selve andelsidéen, men på den udformning den fik i det beskrevne tilfælde, hvor en lokal købmand førte den ud i livet. Hendes vurdering af andelsfiaskoen var tidstypisk for russiske intellektuelle i kraft af de idealistiske følelser for folket, hun gav udtryk for, hendes principielle støtte til andelssagen og hendes foragt for den russiske købmandsstand (mere herom hos Kotsonis 1994, 1999, West 1998: 6-7, Buryškin 1991: 67; Bill 1959: kap. 7). I dette tilfælde gav hun en købmands påståede egennyttighed hele skylden for et mislykket andelseventyr, uden at overveje om der (også) kunne være andre årsager, som f.eks. mangel på erfaring, viden og kapital hos de involverede.

I 1884 vurderede N.V. Vereščagin i en længere artikel sit andelsvirke i 1860-70erne. Han var dengang, skrev han, et typisk barn af sin tid, idet han nærede et stærkt ønske om at gøre noget nyttigt for sit land, men kun havde ringe kendskab “til det folkelige livs vilkår”. Det var, skrev han, sammen med hans manglende praktiske sans og kunnen, alene grunden til alle fiaskoerne. Han havde troet, at han derhjemme kunne kopiere det, han havde set og lært i Svejts, og havde ikke haft øje for de forhindringer, han mødte (Vereščagin 1884: 279-280). Han pegede også på omstændigheder, der efter hans mening formildede hans skyld, nemlig de produktionstekniske og organisatoriske vanskeligheder, landbrugets tilbageståenhed og bøndernes uvanthed med den slags foretagender. Godsejerdominansen kom han ikke ind på.

En anden af andelsbestræbelsernes praktikere, mælkerivæsensspecialisten Av.A. Kalantar, lagde i en artikel fra 1880 ligesom Vereščagin ansvaret for fiaskoerne på initiativtagerne og omstændighederne, men kritiserede også andelsbestræbelsernes kritikere:

Både i skrift og praksis var man meget hurtig i sine konklusioner, og en sag, der blev påbegyndt så højtideligt og fremkaldte så oprigtig sympati fra samfundets side, blev dømt til glemsel, uden at der blev gjort forsøg på at underkaste den seriøs kritik, uden at man forsøgte at skille det midlertidige og tilfældige fra det konstante. Men andelsbaseret mejerivæsen har stadig en fremtid, hvor dybt idéen end er sunket i agtelse hos folk, der regner enhver tale til dens fordel for barnlig snak (citeret hos Potresov 1906: 70).

Det, Kalantar efterlyste, var altså en mindre ideologisk og mere nøgtern og praktisk orienteret vurdering af begivenhedsforløbet.

Marx’s og Engels’ tanker og værker vandt i løbet af 1870erne stor udbredelse i Rusland, men deres forestillinger om den historiske udviklings lovmæssigheder (først kapitalisme, så socialisme) blev tolket på en særlig måde af mange russiske intellektuelle. Inspireret af en blanding af utopisk-socialistiske forestillinger, slavofile idéer og Marx og Engels mente de, at Rusland havde en særlig og enestående udviklingsvej foran sig. Kapitalismen havde ifølge dem ingen fremtid i Rusland. Det russiske samfund var, i modsætning til de vesteuropæiske, stadig et rent bondesamfund, og ved at bygge på dets folkelige værdier, repræsenteret ved bl.a. det fællesejende landsbyfællesskab og artelprincippet (se note 2), forestillede de sig, at Rusland kunne springe den ellers obligatoriske kapitalistiske fase over, undgå alle kapitalismens fortrædeligheder og blive et egalitært agrarsamfund. De fandt opbakning til deres idéer hos selveste Marx. For de fleste russiske intellektuelle var kapitalisme i landbruget det samme som privat stordrift, kombineret med anvendelse af lønarbejde. Kooperative foretagender blev derimod anset for at være en forlængelse af artelprincippet og udtryk for en fællesskabsorienteret, ikke-kapitalistisk produktionsmåde, hvor der ikke, som under kapitalismen, var tale om adskillelse mellem producenter og produktionsmidler, men om “folkelig produktion” (narodnoe proizvodstvo) (Pipes 1970: 38-41). Denne opfattelse af det russiske samfunds udviklingsmuligheder, der tog form i løbet af 1870erne og -80erne, dækkede, trods en vis ensartethed, over meget forskelligartede fortolkninger af den russiske virkelighed og opfattelser af, hvordan samfundet kunne ændres, lige fra reformistisk liberalisme, ikkerevolutionær agrar egalitarisme og agrarsocialisme til revolutionær radikalisme og terrorisme. Sidst i 1870erne skabte radikale studerende uro på landets universiteter, og de mest yderliggående veg ikke tilbage for at gribe til terror, der kulminerede med mordet på Aleksander II i 1881. Staten strammede herefter grebet om det politiske liv og også om fredelige personer som de tidligere omtalte liberale og reformistiske zemstvofolk (Fischer 1958: 12, 45 ff.).

I begyndelsen af 1890erne opstod der imidlertid, inspireret af marxismen og som en reaktion mod de agrart baserede forestillinger og anvendelsen af politisk terror, en socialdemokratisk bevægelse. De russiske socialdemokrater anså marxismens fædres udviklingsskema for at være universelt og også gangbart i Rusland. De fandt, at de agrart baserede forestillinger (landsbyfællesskabet som ramme om et egalitært russisk agrart samfund, en særlig russisk udviklingsvej uden om kapitalismen, kooperativer som folkelige, egalitære ikke-kapitalistiske foretagender) var udtryk for ønsketænkning, som ikke havde hverken bund eller grund i virkeligheden og negligerede, at en industrialisering og kapitalistisk udvikling allerede var i fuld gang også i Rusland. På denne baggrund opstod der midt i 1890erne en voldsom polemik mellem russiske socialdemokrater og agrart orienterede intellektuelle, som socialdemokraterne kaldte “populister” (narodniki) (om brugen af begreberne “populister” og “populisme” i datidens Rusland, se Pipes 1989: 103-21). En aftale de mest fremtrædende repræsentanter for disse socialdemokrater og populismekritikere var A.N. Potresov (Pipes: 1970).

Vereščagins andelsbestræbelser spillede en betydelig rolle i et af Potresovs mange angreb på populisterne. A.N. Potresov, senere mensjevik og Leninmodstander, skrev i 1897 en artikel, i hvilken han anklagede 1890ernes populister for at romantisere og fordreje de russiske andelsforetagenders historie og skæbne. Grundlaget for hans kritik var mejerisektorens udvikling siden 1870erne. Potresov polemiserede først og fremmest mod den russiske økonom og populist V.P. Voroncov og hans bog fra 1895 med titlen Det russiske samfunds artelforetagender (Artel’nye načinanijarusskogo obščestva). Ifølge Potresov fremstillede Voroncov 1870ernes andelsbevægelse som et foretagende, der blev sat i værk ovenfra af udefrakommende foretagsomme folk, men ikke desto mindre slog rod i samfundet og blev til en folkelig, ikke-kapitalistisk bevægelse af historiske dimensioner (Potresov 1897). I modsætning hertil mente Potresov, at foretagender, der som andelsmejerierne havde ansat lønarbejdere, som ikke fik del i foretagendernes udbytte, ikke kunne kaldes ikke-kapitalistiske, og, frem for alt, at andelsforetagenderne i 1870erne netop ikke rodfæstede sig i bondebefolkningen (ibid.: 28-29). Der var, mente Potresov, ikke tale om et artelforetagende, som greb det russiske samfund fra top til bund, men om et praktisk orienteret småkapitalistisk godsejerforehavende, der havde til formål at igangsætte mejerivæsen i større stil ved hjælp af bønder og arteller (ibid.: 39). Han fremhævede, at både Vereščagin og zemstvoen i guv. Tver kaldte andelsmejerierne for “associationer af småkapitalister” og anså andelsmejeribestræbelserne for at være praktisk og ikke ideologisk orienterede (ibid.: 29-30). Denne karakteristisk fandt Potresov i bedre overensstemmelse med virkeligheden og mere nøgtern end den romantisering af Vereščagins andelsarbejde og andelsvæsenet, som fandtes blandt mange russiske populister og tilhængere af andelsvæsenet.

Potresov harcelerede dog også over 1870ernes andelsbestræbelser. Han fandt det indlysende, at menige bønder ikke i længden kunne være med i foretagender, der var domineret af godsejere. Alle andelshavere blev, skrev han, lovet et lige udbytte af mejeridriften, men det fik de ikke. Godsejerne leverede langt mere mælk end de menige bønder og fik derfor et større udbytte. Det var godsejerne og en gruppe i forvejen velbjergede bønder, som nød godt af andelsmejerivæsenet. Ifølge Potresov var andelsmejerivæsenet et forsøg fra russiske godsejeres side på at redde den synkende skude. Da de ikke selv havde køer nok til at drive et mejeri, måtte de have de menige bønder med. Potresov harcelerede videre over, at Blandov-brødrene opkøbte en stor del af de andelsmejerier, der måtte lukke, og at de tidligere andelsmejerier således blev en del af fundamentet i en stor privatkapitalistisk forretning (Potresov 1906: 40-47). I virkeligheden var det altså kapitalen, skrev han, som, uden at andelsforetagendernes foregangsmænd og tilhængere gjorde sig det klart, førte deres hænder (ibid.: 70). Han kom også ind på det ikke irrelevante spørgsmål om, hvorfor andelsmejerier havde så stor succes i Danmark og ikke i Rusland. Han mente, at den danske succes skyldtes de danske bønders velståenhed, som gjorde, at de aldrig kunne blive ofre for den udbytning, som russiske bønder var udsat for fra butiksmejeriernes side. Han nævnte, hvorledes en velfungerende koloni af velstående mennonitiske tyskere i Rusland i 1880erne oprettede et aktiemejeri, som lynhurtigt fik stor succes. En sådan succes var kun mulig blandt lige- og velstillede bønder, landlige “kapitalister”, mente Potresov. Hvis en foretagsom landlig kapitalist fra den mennonitiske koloni blev omplantet til guv. Jaroslavl, ville han gøre, hvad han aldrig ville finde på derhjemme, nemlig slå sig ned med sit eget lille mejeri og tilhørende butik og forholde sig til de lokale afmægtige bønder på samme måde som sine jaroslavlske kolleger. Når 1870ernes andelsforkæmpere forklarede den manglende succes med dannelsesforskelle mellem godsejere og bønder, var det altså ifølge Potresov ikke sandt. Den afgørende forskel var den kulturelle, sociale og økonomiske: klasseforskellen (ibid.: 54-55). Men selv i 1890erne, skrev Potresov til slut, hvor andelsforetagendernes egentlige karakter og grundene til deres fiasko måtte være indlysende for alle, ville populisterne ikke opgive idéen. Grunden var, ifølge Potresov, at de ikke ville give næring til en udbredt skepsis og give “ondsindede” folk ret i deres snak om “artelmyten” (Potresov 1906: 72).

Potresovs kritik af Voroncovs og andres idyllisering af 1870ernes andelsbestræbelser var uden tvivl velbegrundet. Problemet var blot, at der endnu engang ikke var tale om et forsøg på en nøgtern vurdering af, hvad der var gået galt og fortsat gik galt, og hvad der eventuelt kunne gøres anderledes, sådan som Kalantar havde efterlyst det. Potresov havde en anden dagsorden, nemlig at kritisere populismen og kapitalen. Efter Potresovs analyse og kritik af populismen, andelsforehavendet og kapitalen var der stort set ikke andet tilbage for Rusland og de stakkels russiske bønder end syndfloden.

I debatten om andelsmejerivæsenet tegnede der sig således de tydelige konturer af den russiske strid mellem populister på den ene side og socialdemokrater på den anden. For de russiske populister var andelsforetagender både et middel til fremme af landbrugsudviklingen og et mål i sig selv, fordi de i deres øjne var ikke-kapitalistiske. De russiske socialdemokrater anså andelsforetagender for at være kapitalistiske og i øvrigt urealiserbare i Rusland som følge af bøndernes stilling som udbyttede og ydmygede. Fælles for populister og socialdemokrater var dog deres aversion mod kapitalismen og kapitalister, store såvel som små (om denne udbredte aversion, se Bill 1959; Pipes 1974; Kotsonis 1999; West 1998: 3-12; Smith 1999). Vereščagin og kredsen om ham var imidlertid hverken personligt eller ideologisk parter i striden mellem socialdemokrater og populister, og de var ikke populister i 1890ernes forstand. Dertil var de alt for praktisk orienteret. De var reformistiske zemstvo-liberale, og deres mål var først og fremmest at skabe økonomisk fremgang for landbruget, dvs. både for sig selv og bønderne. Når andelsforetagenderne spillede fallit, var det naturligvis et beklageligt nederlag for dem, men ikke nogen ulykke, for mejerivæsenet ekspanderede i privat regi. For dem var der ikke tale om en principiel modsætning mellem andelsvæsen og privatkapitalistisk virksomhed. Var der et problem for Vereščagin og ligesindede, så var det ikke moderne og solide kapitalistiske foretagender som Brdr. Blandovs og Bumans, som de hellere end gerne samarbejdede med, men de mange entrepenante småkøbmænd, som drev deres småforetagender efter traditionelle tuskhandelsprincipper og på bedste beskub. De udgjorde et lag af småproducenter og -handlende, hvis virksomhed var lige så ekstensiv og perspektivløs som det traditionelle russiske landbrugs (om det ekstensive som problem i russisk økonomisk historie, se Gatrell 1999: 89-106; om russiske købmænd og handlende, se Bill 1959; Pipes 1974; Rieber 1982; Guroff 1983; Heidenreich 1996; Sorokin 1997; en indføring i den nyeste russiske litteratur om emnet findes hos Heller 2000).