Читать книгу Da smor var guld - Inge Marie Larsen - Страница 18

SMØRHANDELEN I VESTEUROPA I 1890ERNE

Оглавление

I de industrialiserede lande var smør som nævnt blevet en yndet spise hos høj og lav, og efterspørgselen voksede eksplosivt blandt almindelige forbrugere og i bageriindustrien. Mælke- og smørproducenter og lokale og internationale handlende fulgte trop, og smørerhvervene blev både økonomisk attraktive og prestigefyldte.

De store byer i England, Tyskland og Danmark blev i 1890erne centre for den internationale smørhandel. England havde siden 1800-tallets begyndelse importeret smør og blev i løbet af 1890erne verdens førende smørimportør. Tyskland havde både importeret og eksporteret smør, men eksporten begyndte i løbet af 1890erne at vige på grund af voksende efterspørgsel på hjemmemarkedet, og importen voksede. Samme tendens til vigende eksport og øget import sås i andre vesteuropæiske lande som Italien, Belgien, Frankrig, Østrig og USA. Kun nogle få lande, nemlig Rusland, Danmark, Holland og Irland, udvidede deres eksport, sammen med de oversøiske lande Canada, Australien, New Zealand og Argentina (Makarov 1926: kap. 1).


Poul Hassing Mørch, en af direktørerne for Handelshuset G.I. Pallizen og chef for firmaets smørhandel. Fotoet er taget i St. Petersborg (Det Kongelige Bibliotek, København).

Mens Tyskland søgte at beskytte den hjemlige smørindustri ved at lægge told på importeret smør, var importen til England toldfri. Selvom der i England i 1890erne var røster fremme til fordel for toldbeskyttelse, blev det aldrig til noget. Efterspørgselen på smør i England var umættelig, og de mange engelske fødevareimportører var ikke interesseret i handelshindringer. Til forsvar for handelsfrihed og afvisning af protektionisme på smørfronten udtalte et af de store engelske smørimportfirmaer, Dowdall Brothers i Manchester: “Intet civiliseret Land kan blomstre og nyde Velstand uden paa forskjellige Maader at gavne andre Lande” (refereret i Smørtidende, 1896, 6).

Smørrets verdensomspændende popularitet kom også til udtryk på mere eksotiske måder. Eksempelvis forlød det i den danske smørpresse, at hertuginden af Hamilton personligt interesserede sig stærkt for smørproduktion. På sit gods i Easton Park havde hun indrettet sit eget mejeri med vægge af marmor, gulve af terracotta, borde af alabast og en marmorfontæne i midten, og “Hendes Naade staar ofte op ved Daggry for selv at tilberede Smør til Frokosten og gaar undertiden saa vidt, at hun selv prøver at malke” (Smørtidende, 1894, 9). Et andet eksempel stammer fra tidens store industri- og handelsudstillinger, hvor smør blev “dyrket” på ofte kunstfærdige og fantasifulde måder. Ved en stor fødevareudstilling i New York i 1893 blev der eksempelvis afsløret en statue i legemsstørrelse, udført i smør, af den kendte amerikanske skuespillerinde Ada Rehan (Smørtidende, 1893, 32).

Det voksende danske engagement i den europæisk-russiske smørsektor i 1890erne hang uløseligt sammen med Danmarks førende position som smøreksportør. I 1870erne gik størstedelen af den hverken særligt store eller særligt velrenommerede danske smøreksport til Tyskland, men i løbet af 1880erne, i takt med andelsmejeriernes fremvækst, ændrede billedet sig. Dansk smørs omdømme blev bedre, og størstedelen af eksporten begyndte at gå til England (i 1881 ca. 9 mio. kg, i 1884 17 mio. kg og i 1888 31 mio. kg - Graae 1963: 61). Smør blev landets førende eksportartikel, i løbet af første halvdel af 1880erne blev Danmark verdens største smøreksportør, og fra 1887 og frem til Første Verdenskrig var Danmark hovedleverandør af smør til det engelske marked (ibid.: 61; Makarov 1926: 14). Det ny produktions- og eksporterhverv satte sit præg på den nationale husholdning og på livet i by og på land. J.V. Schovelin, cand. polit., forfatter, politiker og sekretær for Grosserersocietetets Komité (DBL 1983, 13: 199-201), beskrev i 1899 med en god portion humor og ironi smørrets betydning for Danmarks økonomi og det københavnske bybillede:

Vi er efterhaanden blevet Smørrets forjættede Land. Saare betegnende for, hvad dansk er, er denne gule, bløde sejge Fedtmasse bleven Landets Rigdom. Man fortæller om Canova, at han kunne gjøre Løver af Smør. Der er ikke langt igjen førend saa at sige ethvert dansk Landbrug er gaaet over til Mejeridriften. Landet vrimler af Mejerister, Smørsmagere, Smørsælgere og Høkere, og til Overflod driver nu store og stigende Skarer af afdankede Skolelærere, forhenværende Politikere, fallerede Gaardmænd, ja endog Højesteretssagførere Smørhandel [en hentydning til P.A. Alberti, den danske andelseksportforeningsdirektør, bankdirektør og justitsminister, som senere viste sig også at være en af danmarkshistoriens største svindlere]. Denne synes nu at være Danskens vej til Roes og Magt. Selv Svinene kan glæde sig derover, thi de lever dog ogsaa, omend indirekte, deraf, og just derfor kan vi ogsaa sælge Flæsk til England. Salget af Smør og Flæsk er de to Støtter, der bærer dette Lands Økonomi. Paa denne smalle Basis opføres eller rettere opstables det herskende økonomiske System, hvis skjønneste Udfoldelse er saa og saa mange kjøbenhavnske Facaders Oppudsning og Oppyntning (refereret i Smørtidende, 1899, 8).

Danske smørfirmaers førende position på verdensmarkedet skyldtes ikke blot deres handel med dansk smør, men også en voksende transithandel via København på England og Tyskland med fremmed smør. Det begyndte med transithandel med svensk og finsk smør, så kom smør fra de russiske Østersøprovinser til, fra begyndelsen af 1890erne europæisk-russisk smør og fra 1898-99 sibirisk. Eksport af dansk smør, kombineret med reeksport af et stort sortiment af fremmed smør af forskellig smag, konsistens og kvalitet, gav de danske handlende gode kort på hånden i den internationale smørhandel. Fremmede sekundavarer kunne med fordel afsættes til den danske bageri- og kikseindustri, hvorved større mængder af det mere indbringende danske smør, som stort set altid var en primavare, blev frigjort til eksport.

Da smor var guld

Подняться наверх