Читать книгу Da smor var guld - Inge Marie Larsen - Страница 17

I tiårene op til århundredskiftet blev mere end halvdelen af det smør, der blev fremstillet i de nordlige guvernementer, eksporteret. Resten gik til hjemmemarkedet (Riffestal’ 1899: 54-55, 57; Stepanovskij 1912: 158). Indtjeningen ved smøreksporten oversteg langt indtjeningen ved det hjemlige salg af parisersmør og andet flødesmør, også selvom priserne på russisk smør på eksportmarkederne lå betydeligt under priserne på de fleste andre slags smør, i 1890erne 28 % under gennemsnitsprisen på dansk smør (Riffestal’ 1899: 59; Makarov 1926: 73)

Handelen med smør i guvernementerne Jaroslavl og Novgorod lå med få undtagelser, som f.eks. Brdr. Blandov, i hænderne på petersborgfirmaer, som solgte smør både til hjemmemarkedet og til udlandet. I de øvrige guvernementer blev både inden- og udenrigshandelen varetaget af moskvafirmaer som Brdr. Blandov og A.V. Čičkin. De udenlandske firmaer drev næsten udelukkende eksporthandel, og deres højborg var guv. Vologda. Flere og flere udenlandske (danske, engelske og tyske) opkøbere kom til guvernementshovedstaden Vologda i løbet af 1890erne. I 1898 var der 8 repræsentanter for udenlandske firmaer i byen, samt ét udenlandsk firma med eget kontor, odensefirmaet E.F. Esmann, som havde åbnet filial i byen i 1896. Hertil kom 11 russiske firmaer med kontorer, 7 ikke-lokale og 4 lokale (Stepanovskij 1912: 158-59; Riffestal’ 1899: 53, 57; Hjerl Hansen 1949: 28-31). Omkring 1898-99 åbnede endnu flere udenlandske firmaer, de fleste danske, kontor eller udsendte opkøbere: Th. Lund & Petersen, Rindom & Restorff, Alfred Kraunsøe og John Mathiassen. Blandt engelske firmaer var det betydeligste londonfirmaet Lovell & Christmas (Vestnik finansov, 1902, 18: 180). Blandt opkøberne var den danske forfatter og forretningsmand Aage Madelung, som på dette tidspunkt boede i Vologda. Madelung købte smør op for danske, tyske og engelske firmaer (Stepanovskij 1912: 88; DBL 1981: 303-304; Remizov 1986: 236).

Odensefirmaet E.F. Esmann, det første udenlandske firma med eget kontor i Vologda, var oprindelig en korn- og frøforretning, men under indtryk af de ændrede verdensmarkedsforhold og dansk landbrugs begyndende omstilling til animalsk produktion gik firmaet midt i 1880erne over til smørhandel. H.P. Hansen, leder af firmaets filial i København, tog i 1896 initiativ til handelen med russisk smør. H.P. Hansen, kendt som H.P. Hjerl Hansen (mellemnavnet Hjerl kom til i 1908), var født i Asperup ved Middelfart og voksede op under små kår. I 1885, som 15-årig, kom han i lære som kontorelev hos E.F. Esmann i Odense. Det viste sig hurtigt, at han forstod sig på handel, og 9 år senere, da Esmann åbnede filial i København, blev han med sine kun 24 år dens leder. Den københavnske virksomhed blomstrede, og i 1899 blev Odense gjort til filial og København til hovedsæde. Fra januar 1897 blev Hjerl Hansen medindehaver og meddirektør i firmaet, hvis to andre indehavere var stifteren Edward Ferdinand Esmann og hans søn, Chr. Ferdinand Esmann (Graae 1963: 64-66).

Hjerl Hansen kendte meget vel til G.I. Pallizens eksport af russisk smør til København og London og andre danske smørfirmaers lejlighedsvise opkøb ved udsendte agenter og stod formodentlig på spring til også at involvere sit eget firma i denne handel. Den konkrete anledning var en notits i bladet Dannebrog sommeren 1896, hvoraf det fremgik, at en bornholmsk dame havde indgået ægteskab med den danske mejeriinstruktør, Carsten Korch, som var ansat i russisk statstjeneste i Vologda. Hjerl Hansen skrev til Carsten Korch for at høre hans mening om mulighederne for handel med russisk smør. Carsten Korchs svar var noget forbeholdent, men Hjerl Hansen rejste ikke desto mindre straks, eftersommeren 1896, til Vologda. Han fandt forholdene lovende og fik Carsten Korch overtalt til at forlade russisk statstjeneste for at blive leder af Esmanns filial i Vologda. Carsten Korch havde på dette tidspunkt været i Vologda i mere end et år, havde et vist kendskab til det russiske sprog, til forholdene på mejerierne og til smørsektorens professionelle folk. Udover at opkøbe smør (både bordsmør og bagerismør) skulle han stå i nær kontakt med de mejerier, hvis smør firmaet aftog, og give dem gode råd og anvisninger, så smørkvaliteten blev optimal. Filialen eksporterede også æg, vildt og kalvemaver til Danmark. De sidste blev anvendt til fremstilling af osteløbe (Hjerl Hansen 1949: 29-30).

H.P. Hjerl Hansen, direktør for E.F. Esmann og Det Sibiriske Kompagni (Det Kongelige Bibliotek, København).

Russisk eksportsmør adskilte sig ganske meget fra dansk smør. Det var grovere i konsistensen og mere aromatisk. Forskellen kunne endog være overordentlig stor, hvilket følgende hændelse viser. Under besøget i Vologda i 1896 foretog Hjerl Hansen en afstikker til Ruslands største marked i Nižnij Novgorod, hvor der var stor national handels- og industriudstilling. I forbindelse med markedets smørkonkurrence fik han lejlighed til at prøvesmage og bedømme forskellige slags smør. I den anledning skrev Carsten Korch senere til Hjerl Hansen:

Fra C.A. Hansen [Carl Alfred Hansen, en af de danske mejerister, der i 1895 indtrådte i russisk statstjeneste – forf. anm.], som De hilste på i Nowgorod skal jeg hilse og sige, at den Drittel Smør, som De fandt var Ost, fik Guldmedalje - for Smør naturligvis - og den, som De gav Kryds blev reduceret, og Hr. Rieffestahl har forsikret mig, at Smørret blev meget kritisk bedømt (HHA, E.F. Esmann. 1896-1903. Korrespondance [indkomne breve], 1896, 25.8.).

Hjerl Hansen havde altså taget grundigt fejl. Ikke alene havde han forvekslet smør med ost, men også haft forestillinger om smørkvalitet, som ikke svarede til russiske normer. Det peger frem for alt på, at der var stor forskel mellem russisk og dansk smør i konsistens, smag og kvalitet, og at det kunne være vanskeligt for danske smøropkøbere at finde smørsorter og -kvaliteter, som var velegnede til eksport.

Et andet problem var emballagen. Dels var russiske smørdritler uensartede, dels var de fremstillet af de lokale træsorter el, birk eller fyr, som ikke var særlig velegnede, fordi birk gav smørret afsmag og el smittede af med rød farve. Da bøg stort set ikke fandtes i Rusland, begyndte filialen i Vologda at importere bøgefustager fra Danmark og sælge dem til mejerierne. Herudover satte den en stor import i gang af mejeriudstyr som centrifuger, ælteborde, kærner, pergamentpapir, bastmåtter, salt, smørfarve m.m., som der var mangel på i Rusland (Smørtidende, 1891, 32: 4; Hjerl Hansen 1949: 29; Stepanovskij 1912: 74).

Firmaets opkøb af smør i Vologda forløb i den første tid uproblematisk. Den eneste alvorlige konkurrent var G.I. Pallizen ved repræsentanten i Vologda, Helmer Mørch, men da der var smør nok, var der ingen ubehagelig konkurrence. Det var en slægtning af Hans Jessen Pallisen, Poul Mørch (Pavel Merk), der nu var direktør for handelshuset Pallizen og i 1891 havde åbnet smøreksportkontoret i Vologda. Poul Mørch administrerede firmaets smørhandel fra hovedsædet i Skt. Petersborg, mens Helmer Mørch (Georgij Merk) stod for den daglige drift af Vologdakontoret (Stepanovskij 1912: 7, 71; Riffestal’ 1899: 55).¹¹

Imidlertid dukkede engelske opkøbere op i byen foråret 1897 og drev priserne voldsomt i vejret. Sommeren samme år sluttede adskillige danske opkøbere sig til dem. De generede sig ikke for at forsøge at “stjæle” Korchs mejerier eller købe dårligt smør op til høje priser i jagten på leverandører. Lokale folk begyndte at trække på smilebåndet over danskernes opkøbsmetoder. Carsten Korch mente, at det måtte ende med en skandale, og det harmede ham,

thi vi danskes Stilling i Udlandet kan være kritisk nok endda, særlig hos Russerne, og vor Anseelse lider altid overordentligt naar blot én tillader sig Svindelstreger, vi ere alle Brater d.e. Brødre for Russerne (HHA: E.F. Esmann. 1896-1903. Korrespondance [indkomne breve], 1897, 28.7/9.8.).¹²