Читать книгу Sarbarheder - Mikkel Thorup - Страница 12

Det ovenstående svarer ikke på de afgørende spørgsmål, der handler om, hvordan vi skal vurdere den igangværende globalisering, hvordan vi skal forholde os til den individuelt og kollektivt, hvilke konsekvenser globaliseringen vil få for politik, stat, demokrati, velfærd etc. Det er netop heri, den afgørende strid består. Hvis globaliseringen bare er et nyt ord for f.eks. internationalisering, Vesten, post-/sen/refleksiv modernitet eller neoliberal kapitalisme, da behøver vi ikke afsværge alle gamle pejlemærker og handlemåder. Men hvis globaliseringen er et helt nyt fænomen, da sætter det også alle vante begreber, institutioner og politikker under pres, og så skal vi til at opfinde helt nye begreber, nye politikker, nye institutioner og måske nye statsformer.

Jeg har forsøgt at fange bredden af diskussionen om politikkens og særligt statens fremtid i en (måske) globaliseret verden i et skema opdelt efter to differentieringsprincipper: et teoretisk og et politisk. Det teoretiske går på henholdsvis globaliseringens og politikkens grænser. Den ene yderposition fremhæver globaliseringens ekspansion og politikkens stadig snævrere manøvrerum, den anden yderposition globaliseringens begrænsede realitet og politikkens fortsatte duelighed, mens midterpositionen anerkender globaliseringens ekspansion og fremhæver politikkens ændrede vilkår. Selve de teoretiske inddelinger er hentet fra David Held m.fl.’s Global Transformations.³⁸

Figur 8. Globaliseringsskoler

Det handler ikke her om, hvorvidt globaliseringen er positiv eller negativ, men om hvorvidt den er en ny, omfattende og revolutionær forandring i form af én global verden eller ‘bare’ en radikalisering af den flere hundrede år lange internationalisering, hvor staten og nationen forbliver den vigtigste ramme for folks liv, økonomi og politik.

Hyperglobalisterne udgør den første bølge af globaliseringsteorien og er meget økonomisk orienteret. Globaliseringen er ifølge dem en ny og totaliserende kraft, der omskaber alle processer, aktører, lokaliteter og institutioner efter den samme logik, som de må tilpasse sig uniformt eller se sig overflødiggjort af. Denne position er hjemsted for de meget globaliseringsbegejstrede og de meget globaliseringsforskrækkede. Tesen er:

› globalt magtskifte, hvor firmaer er de nye magthavere – ‘enden på staten’

› ét globalt marked

› ingen er i kontrol (specielt ikke staten); grænser er uden betydning

Skeptikerne udgør den anden bølge af globaliseringsteori, ofte som en kritik af hyperglobalisterne. De er mere økonomihistorisk og historisk-sociologisk orienterede. Globaliseringen er stort set en myte. Det, vi er vidne til, er en historisk langstrakt og ujævn internationalisering, der giver alle processer, aktører, lokaliteter og institutioner betydeligt handlerum og tid til at tilpasse sig. Tesen er:

› verdensmarked eller regional økonomi – ‘statens beståen’

› handel mellem stater; stater kontrollerer stadig økonomien og deres territorium

› staterne er stadig i kontrol; grænser har stadig betydning

Transformationalisterne udgør tredje bølge af globaliseringsteori som en kritik af hyperglobalisterne og skeptikerne. Denne position er oftest sociologisk, historisk og politologisk orienteret. Globaliseringen er en ny partiel, omstridt og dialektisk kraft, der i samspil med historiske, institutionelle og politiske kræfter omskaber alle processer, aktører, lokaliteter og institutioner om end uens og tidsforskudt og i forbindelse med historisk-lokale institutioner, politikker og traditioner, hvilket til tider samles i betegnelsen ‘glokalisering’, der refererer til en sammenhængende og samtidig proces af både globalisering og lokalisering. Tesen er:

› globalt marked, hvor staten forbliver en vigtig spiller – ‘statens omformning’

› uformel og omskiftelig magtdeling m. stater, NGO’er, internationale institutioner, firmaer etc.

› staterne har stadig en vis kontrol; grænser er under forandring

Denne tredeling kan tilføjes en politisk del: en klassisk højre-venstre-skala, hvor vi kan skelne de forskellige politiske positioner på holdningen til international omfordeling og politisk regulering af økonomien og dermed accept af kapitalismen, som den eksisterer og fungerer i dag. Højre er positiv over for den herskende kapitalisme og kritisk over for omfordeling og regulering; venstre er kritisk over for kapitalismen og positiv over for omfordeling og regulering; centrum er positiv over for kapitalismen samt over for omfordeling og regulering. Centrum udtrykker ofte en programmatisk erklæring om højrevenstre-skalaens forældethed og overskridelse, som når sociologen Anthony Giddens annoncerer en politisk position “hinsides højre og venstre”.³⁹

Der er selvsagt en del overlap mellem nabokategorier; f.eks. er hyperglobalisterne og transformationalisterne enige om, at globaliseringen er et kvalitativt nyt fænomen, mens transformationalisterne og skeptikerne er enige om, at staten forbliver en central institution; højre og centrum er enige om at se den økonomiske globalisering som positiv, mens centrum og venstre er enige om at være bekymret for udstødelsen af folk, lande og regioner. Alligevel giver skemaet en række pejlemærker til at forstå de forskellige analyser af globaliseringen og ikke mindst de forskellige vurderinger af globaliseringens effekter på stat og politik.

Figur 9. Positioner i globaliseringsdebatten

Hyperglobalisterne (der består af neoliberalisterne, politikerne og de alarmerede) er en historisk bemærkelsesværdig sammenkomst af neoliberalister og marxister, økonomer bøjet over strukturtilpasningsprogrammer og demonstrerende antikapitalister. Globaliseringen er ifølge dem en ny epoke i menneskehedens historie, der radikalt omrokerer og omformer det samlede sociale felt. Vigtigst er den økonomiske globalisering, der påtvinger alle aktører, institutioner og processer sin singulære kapitalistiske logik; der sker en “McDonaldisering” af verdens samfund;⁴⁰ der skabes en “grænseløs verden”⁴¹ af global kapital, “en verden, klar eller ej”,⁴² der overgår og overtager nationalstatens rolle som den primære økonomiske og politiske enhed.⁴³ Hyperglobalismen var det første globaliseringsparadigme, den ‘første bølge’ i debatten, hvorfor den har struktureret store dele af debatten og tjent som positiv eller negativ referenceramme for alle andre positioner. Dens særkende er synet på globaliseringen som en naturkraft, der river alt op på sin vej gennem de sociale, politiske og økonomiske felter. For hyperglobalisterne betyder det, at staten og politikerne mister terræn i forhold til økonomien og dens aktører: finanskapital og transnationale selskaber. Velfærdsstatens dage er talte; for nogle er det en frisættelse af borgerne (og selskaberne), for andre er det en social katastrofe. Uanset ideologisk ståsted deler hyperglobalisterne en overbevisning om en hovedsagelig økonomisk globalisering; en globalt integreret økonomi, transnationale selskaber som de nye magthavere; staten som den store institutionelle taber; samt en indskrænket hvis ikke helt formel rolle for det repræsentative demokrati, da beslutninger er reduceret til implementering af ‘den økonomiske nødvendighed’. Forskellen i den hyperglobalistiske lejr er i bedømmelsen af denne udvikling.

‘Neoliberalisterne’ har et positivt, hvis ikke direkte jubilerende syn på udviklingen,⁴⁴ da staten og politikerne tvinges til at indskrænke deres felt til fordel for den mere rationelle økonomi. Tilbage er kun at arrangere kapitalens vilkår mest frit for at opnå et optimalt resultat. Her spildes ingen tårer for “enden på nationalstaten”,⁴⁵ da det er opfyldelsen af den økonomiske liberalismes øverste programpunkt: tilbagerulning, hvis ikke decideret afvikling af staten.

‘Politikerne’ eller som tidligere benævnt ‘struktur-deterministerne’ anerkender det neoliberalistiske argument men er bekymret for, hvordan nationen, dens borgere og ikke mindst dens økonomi skal klare sig i den nye internationale arbejdsdeling. Fokus her er på politisk-kompetitive strategier for nationens overlevelse og velstand i et økonomisk felt af afnationaliseret kapital, hvor alle ikke længere er i samme båd, og hvor selskaberne ikke længere er nationalt forankrede og loyale, men scanner kloden efter de bedste (læs: billigste) rammer.⁴⁶ Det er fra deres hånd man ser de mange ministerielle rapporter og nationale handlingsplaner for ‘informationssamfundet’, ‘vidensøkonomien’, ‘det lærende samfund’, der vurderer landet i forhold til dem “vi normalt sammenligner os med”.

‘De alarmerede’ fokuserer på de demokratiske og velfærdsmæssige konsekvenser af hyperglobaliseringen. Ingen kan udøve kontrol;⁴⁷ der er et stadig mere intensivt væddeløb mod velfærdsbunden og opløsningen af national solidaritet i den interstatslige kamp om at tilbyde virksomhederne de billigste rammer for deres virke;⁴⁸ og de globale virksomheder kvæler demokratiet i en “tavs overtagelse”,⁴⁹ der efterlader befolkningerne uden stemme og politikerne uden magt.⁵⁰ Her finder vi de dele af den globaliseringskritiske bevægelse, der anser den økonomiske globalisering og politikkens tømning for et faktum, men et beklageligt et af slagsen, ligesom vi finder den kortvarigt berømte bog Empire af Antonio Negri og Michael Hardt, hvis imperium netop er en global, ikke-centralistisk magtform, og som vi derfor kan forstå som en ultra-venstreorienteret udgave af hyperglobalisme.⁵¹

Skeptikerne (der består af suverænisterne, internationalisterne og de radikale) fastholder, at de nuværende niveauer for økonomisk interdependens ikke er højere (og endda ofte lavere) end i tidligere perioder; de transnationale selskaber er begrænset i antal og transnationalitet; staten er ikke offer for men igangsætter af og tovholder for udviklingen. Ud fra samme økonomistiske udgangspunkt som hyperglobalisternes kritiseres deres ahistoriske og singulære udviklingslogik, dvs. troen på at der er opstået ét globalt marked uden grænser eller begrænsninger. Hvad vi ser, ifølge skeptikerne, er en forøget internationalisering mellem fortrinsvis nationalt baserede økonomier. Snarere end ude af kontrol er den internationale økonomi betinget og udviklet af nationalstaten, der forbliver den centrale økonomiske og politiske magt. Kapitalen, arbejdet og firmaet har ikke fleksibiliseret sig uden for kontrollens rækkevidde.

Skeptikerne mener, at der ikke er noget nyt i kapitalismens jagt på øget fleksibilitet eller bedre lokalisering og fastholder, at de påståede beviser for en substantiel ændring i kapitalismens operationsmodus er enten svage eller fejlbehæftede. Kapitalmarkederne har ikke oplevet en enorm og hastig globalisering. De multinationale selskaber er fortsat få og fortsat afhængige af deres nationale basis. Staten er derfor ikke magtesløs. Skeptikerne fokuserer i stedet på statens fortsatte rolle i og forudsætning for kapitalen:

Markedet eksisterer kun inden for rammerne af specifikke politiske herredømme- og magtforhold, som f.eks. regulerer og sikrer privatejendommen og bytteforholdene. Den borgerlig-kapitalistiske stat er således grundlæggende en ‘interventions-stat’ – om end den er det i historisk skiftende former. Der findes derfor heller ikke nogen ‘statsløs’ kapital.⁵²

Der er sket en forskydning i magtforholdet mellem stat og kapital til kapitalens fordel, men det er en historisk og ikke strukturel forskydning, der ikke annoncerer statens bortgang eller evige underkastelse men kun en politisk strategi iværksat af en alliance mellem statseliten og kapitaleliten. Skeptikernes position er, at der på trods af en international overlappende autoritetsorden er “en distinkt, betydningsfuld og blivende plads til nationalstaten.”⁵³

Om end kritikken af hyperglobalismen stadig er meget økonomistisk, bliver resultatet af kritikken et større fokus på politikken. Internationaliseringen resulterer ikke i en ny statsløs orden. I stedet er der fokus på nationale forskelle, strategier og muligheder for at operere og lykkes i den internationale økonomi. Væddeløbet mod bunden er et politisk valg; globaliseringen er en “ideologi”,⁵⁴ et “nyliberalsprog”,⁵⁵ der tjener til at legitimere upopulære politikker, “en myte, der overdriver graden af vores hjælpeløshed over for vor tids økonomiske kræfter.”⁵⁶ Den nylige globaliseringsretorik er bare midlet til at opnå et længe ønsket mål om frisættelse af kapitalen og afvikling af velfærden.

Skeptikerne fremhæver derfor statens og politikkens fortsatte vigtighed. Hvis de lige nu ikke fungerer effektivt, så skyldes det et politisk valg, der kan gøres om. Hvor hyperglobalisterne ser globaliseringsprocessen som initieret og fastholdt af markedet, ser transformationalisterne og særligt skeptikerne den igangsat af staten. Men hvor transformationalisterne oftest antager, at udviklingen har nået et stade (og finanskapitalen en volume), der overstiger og overvælder nationalstaten, fastholder skeptikerne nationalstaten som i sidste ende i kontrol og som fortsat betingelse for kapitalens internationalisering. Globaliseringsretorikken forsøges derfor ofte ‘afsløret’ som dække for partikularistiske politiske og økonomiske interesser.

‘Suverænisterne’, der er en samlebetegnelse for en række forskellige politiske positioner, anser globaliseringen som et i bedste fald randfænomen, der ikke seriøst udfordrer den statslige suverænitet og den nationale enhed, og som ikke indstifter en ny interstatslig eller direkte overstatslig orden.⁵⁷ Det er de politiske og økonomiske eliter, der har valgt at afgive suverænitet til overstatslige organisationer for at fremme deres egen politiske dagsorden, om den så er EU-integration, multikulturalisme, menneskerettigheder, finanskapitalisme, selvgodhed etc. To underudgaver af ‘suverænisterne’ er ‘konfliktualisterne’, der afviser, at den økonomiske og politiske globalisering har afstedkommet en mere integreret verden. De ser den mest sandsynlige fremtid som opdelt mellem Vesten og Resten.⁵⁸ Den anden udgave er ‘isolationalisterne’, der mener sig i stand til at ignorere verden uden for statsgrænsen. ‘Suverænisternes’ politiske program er genhævdelsen af statsmagten samt besindelsen på og konsolideringen af dens grænser.⁵⁹ Den internationale politiks natur er permanent konfliktuel, og nationalstatssystemet er den eneste garant for lokal fred og orden, ganske som nationen forbliver den eneste kilde til identitet og mening.

‘Internationalisterne’ har modsat ‘suverænisterne’ ingen speciel forkærlighed for nationalstaten eller noget ønske om at styrke dens grænser udadtil og dens magt indadtil. Deres kritik går på hyperglobalisternes udynamiske og monolitiske statsforståelse; staten er en plural størrelse, den er tilpasningsdygtig, og dens styrke er en betingelse for økonomiens beståen og internationalisering.⁶⁰ Her formuleres også en kritik af argumentet om ‘den økonomiske nødvendighed’ og dens påståede konsekvenser for velfærd, makroøkonomisk styring etc.

‘De radikale’ er dem, der tydeligst søger at afsløre globaliseringsdiskursen som et dække for neoliberal politik og som en fortsættelse af kapitalistisk udbytnings- og magtpolitik.⁶¹ Det er også her, man ser de mest markante forsøg på at fastholde den fortsatte relevans af ‘gamle’ problemstillinger omkring ulighed, klasser, politisk mobilisering etc. Alt er ikke reduceret til livsstils- eller identitetspolitik; fordelingsspørgsmålet er stadig det vigtigste. Sociologen Pierre Bourdieu fokuserer således på det såkaldte frie markeds iboende magtasymmetrier; globaliseringen er politisk og ikke udtryk for nogen økonomisk rationalitet eller nødvendighed; den er tværtimod et neoliberalt propagandafelttog rettet mod socialstaten; “‘det globale marked’ er en politisk konstruktion […] og produktet af en mere eller mindre bevidst ført politik.”⁶² Globaliseringen er ifølge Bourdieu universaliseringen af et bestemt samfunds – det amerikanske – partikulære forhold, der af magtens tjenere (her tænker han blandt andet på Giddens) afbildes som hele verdens skæbne. Det er også her, man finder opfordringerne til mobilisering imod den herskende globalisering, hvorfor én del af den globaliseringskritiske bevægelse placerer sig her, mens den anden del hører hjemme blandt ‘de alarmerede’ hyperglobalister.⁶³

Transformationalisterne (de består af de liberale reformister, den tredje vej og kosmopolitter) anser globaliseringen for at være en hidtil historisk uset og central drivkraft bag en omfattende og hurtig forandring af det sociale, politiske og økonomiske.⁶⁴ Globaliseringen er en ujævn og modsætningsfyldt proces, der samtidig integrerer og fragmenterer; der omformer samfund, stater og verdensordenen og tvinger dem til forandring og tilpasning men på lokalt kontingente måder i forskellige tempi og med forskellige resultater.⁶⁵ Vi lever “på kanten”⁶⁶ men er ikke røget ud over den. Der skabes ikke én verden men mange med forskellige grader af globalitet. Fokus her er ikke kun eller primært på (økonomisk) globalisering men på distinkte delglobaliseringer af kulturen, selvet, økonomien, politikken, kriminaliteten, juraen, krigen etc. Og herved på fremkomsten af en pluralitet af ambitiøse og ekspansive ikke-statslige aktører på den globale, lokale og nationale scene.⁶⁷ For transformationalisterne betyder det, at staten må omskabe og tilpasse sig. Globaliseringens konsekvenser for staten afhænger her af dens position i statssystemet, dens størrelse, velstand, militærmagt, politiske og økonomiske system, traditioner og institutioner etc. samt ikke mindst statens og dets samfunds valg af strategier for at modgå, indgå i, kontrollere og profitere af de globaliserende imperativer. Statens magt og dens instrumenter til at udøve magt bliver ikke nødvendigvis svækket, men staten må finde nye måder at agere og regere på.

Hvor både hyperglobalisterne og skeptikerne i vid udstrækning kan bibeholde de samfundsvidenskabelige og politiske kategorier, er transformationalisterne ude i et opgør med det, sociologen Ulrich Beck kalder “zombi-ekategorier” – forældede begreber, der stadig spøger i vores forståelse af og diskussion om verden – og på jagt efter nye videnskabelige og politiske kategorier hinsides nationalstatens “container-model”.⁶⁸ Den samme trang til kategoriel innovation indeholder også en utålmodighed med, overskridelse eller direkte ignorering af klassiske samfundsbegreber såsom ‘klasse’, ‘kapitalist’, ‘udbytning’ etc. Transformationalisterne registrerer derimod nye marginaliserings- og ulighedslogikker⁶⁹ samt globaliseringens dialektiske karakter, der skaber og fremmer betingelserne for sin egen modsætning, nationalisme og fundamentalisme. Det er kendetegnende for denne position, at man forsøger at skabe et rum mellem neoliberalismen og neotribalismen, hvor sidstnævnte er en aggressiv opdeling af verden i konfliktuerende stammefællesskaber.

De ‘liberale reformister’ er ofte politologer og folk, der arbejder med globaliseringens politiske spørgsmål i internationale organisationer, hvor de ‘neoliberale’ arbejder med de økonomiske spørgsmål. Fokus her er at opstille styringsrammer i en ‘delvist globaliseret verden’.⁷⁰ Der er her en forståelse af globaliseringens kompleksitet og et fokus på at gøre globaliseringen arbejdsdygtig og stabil gennem international og global institutionalisering, uden at den økonomiske globalisering afgørende anfægtes eller begrænses.

‘Den tredje vej’ er Anthony Giddens’ både teoretiske og politiske omformulering af det samfundsmæssige og politiske felt.⁷¹ Det dækker over en anerkendelse af globaliseringens eksistens, en begejstring over dens frisættelse af muligheder men samtidig også en bekymring over udviklingens mulige tabere. Løsningen bliver en ‘reguleret globalisering’, der accepterer det neoliberale økonomiske paradigme, men som ønsker at udstrække den socialdemokratiske reguleringsmodel til et regionalt eller globalt plan.⁷²

‘Kosmopolitterne’ placerer sig tæt på ‘den tredje vej’ men skilles primært på spørgsmålet om graden af politisk regulering, ikke mindst af økonomien,⁷³ hvor der er et større fokus på illegitime magt- og velstandsasymmetrier, og hvordan disse systematisk hindrer store befolkningsgruppers mulighed for at deltage og tage del i de nye muligheder. Der er desuden et større fokus på oprettelsen og demokratiseringen af globale politiske institutioner.

For indeværende oplever vi en voldsom koncentrering omkring midten: transformationalismen er blevet den vigtigste teoretiske anskuelsesramme, og ‘den tredje vej’ er i forskellige udformninger blevet den vigtigste politiske dagsorden i hvert fald i Europa, efterhånden som snakken om en ukontrollabel globalisering er blevet skiftet ud med ønsket om at regulere globaliseringen og sikre forskellige velfærdsmæssige og demokratiske goder selv i en globaliseret tidsalder. Alligevel er det vigtigt at holde sig pluraliteten af mulige positioner for øje. Hyperglobalisterne ser et (allerede indtruffet) magtskifte, hvor transformationalisterne og skeptikerne ser en (igangværende) magtkamp.