Читать книгу Sarbarheder - Mikkel Thorup - Страница 21

Hos David Held, ser vi denne glidning fra Vesten til verden. Han taler om at oprette en “autoritativ forsamling af alle demokratiske stater og institutioner”, “en uafhængig forsamling af demokratiske folk”,¹⁵⁴ der enten skal afløse eller supplere FN’s generalforsamling. Denne nye forsamling af kun demokratiske aktører “kunne blive et autoritativt internationalt centrum for undersøgelsen af de presserende globale spørgsmål, der ligger i hjertet af selve muligheden for implementeringen af en kosmopolitisk demokratisk ret.”¹⁵⁵ Hvad angår spørgsmål som sundhed, gæld, global opvarmning, finansiel stabilitet, ordenshåndhævelse og militærmagt, “ville dens opgave være at sætte de regler, standarder og institutioner, der kræves for at indlejre kosmopolitiske værdier og prioriteter.”¹⁵⁶

En sådan forsamling ville blive en global suveræn med magten til og monopolet på at definere og modgå trusler imod det internationale samfund. Denne demokratiske forsamling ville despotisk sætte loven for alle andre, og medlemskab ville ikke kun være begrænset til demokratiske stater men til de stater og civilsamfund, der lod sig globalisere:

I første omgang kunne kosmopolitisk demokratisk ret blive bekendtgjort og forsvaret af de demokratiske stater og civilsamfund, der er i stand til at mønstre den fornødne politiske dømmekraft og til at lære, hvordan politiske praksisser og institutioner må forandre og tilpasse sig de nye regionale og globale omstændigheder.¹⁵⁷

Held er her i gang med at ændre principperne for adgang til en legitim stemme i det internationale fra et suverænitets- til et humanitets- og globalitetsperspektiv. I en helt central passage opsummerer han kernen i det kosmopolitiske argument for en ny post-suveræn orden:

Suverænitet kan ikke længere forstås med kategorierne fra uhæmmet effektiv magt. Snarere må en legitim stat i stigende grad forstås gennem demokratiets og menneskerettighedernes sprog. Legitim autoritet er i moralsk og retslig forstand blevet forbundet med opretholdelsen af menneskerettighedsværdier og demokratiske standarder. De sætter en begrænsning på rækkevidden af acceptabel diversitet mellem staternes politiske forfatninger.¹⁵⁸

Med andre ord, nationalstatslogikken er nu “utilstrækkelig og upassende”,¹⁵⁹ dvs. empirisk uholdbar givet globaliseringen, og moralsk uacceptabel givet det nye humanistiske regime. Empiriske og moralske udviklinger forenes her til en fælles falsificering og defamering af klassisk statssuverænitet, hvis legitimitetskriterium var effektiv statslighed og ikke indretning af styreform. Den klassiske nationalstat kan nu genbeskrives som en partikularistisk modstand mod det liberale demokrati, de humanistiske værdier og de globale netværk.

Manuel Castells har skrevet, at “nationalstater overlever hinsides historisk inerti som følge af den defensive kommunalisme hos nationerne og befolkningerne på deres territorier, der hæger sig fast i deres sidste tilflugtssted for ikke at blive revet væk af de globale strømmes hvirvelvind.”¹⁶⁰ De overlever – en tid endnu – ved at forskanse sig i forsvaret af partikularistiske identiteter, af Castells kaldet forsvarsidentiteter, der netop er defineret ved modstanden imod humanisme og globalisme.¹⁶¹ Forsøget på at bibeholde det klassiske svar på et samlet politisk fællesskab, nationalstaten, afvises nu som et dødsdømt forsøg på at blokere for de globale strømme og humanistiske værdier. Nationalstaten “flår”, i denne udlægning, “sig tilbage i historien til princippet om magt for magtens skyld, der til tider pakkes ind i nationalistisk retorik.”¹⁶² Nationalstaten er nu genbeskrevet som ‘magt for magtens egen skyld’ og ‘nationalistisk retorik’. Det, der tidligere blev beskrevet som demokratiets forudsætning, er nu dens dødsstød. Det partikulære og det nationale står nu i modsætning til det liberale demokratis grundprincipper.

Denne tilbøjelighed til at ændre på de grundlæggende kriterier for legitimitet fra det nationale til det globale ses også hos den fremtrædende kosmopolitisme-forsker Mary Kaldor og hendes spændende arbejde om et globalt civilsamfund. For at blive inkluderet i cirklen af venner er man nødt til at bestå en slags politisk-moralsk test, der grundlæggende handler om ens demokratiserings- og globaliseringsniveau. Kaldor siger:

Civilsamfundet består altså af grupper, individer og institutioner, der er uafhængige af staten og af statsgrænser, men som samtidig er optagede af offentlige anliggender. De er praktisk talt garanterne for civiliseret opførsel både hos officielle institutioner (stater og internationale institutioner) og i verden som et hele. Defineret på denne måde inkluderer civilsamfundet ikke alle grupper og foreninger, der er uafhængige af staten. Det inkluderer ikke selvorganiserede grupper og foreninger, der arbejder for eksklusivt kommunitære programmer. Det inkluderer heller ikke selv-interesserede, private foreninger.¹⁶³

Også civilsamfundet genbeskrives som globalt/globaliserende eller som illegitimt. En nationalstat, der insisterer på sin suverænitet, et civilsamfund, der arbejder for sin egen kultur og autonomi, og selv en privat forening, der arbejder for sine egne interesser, kvalificerer nu ikke som et legitimt medlem af det internationale statssamfund eller det globale civilsamfund. Kosmopolitisme tilføjer den liberale antipluralisme et krav om globalisering og postnationalisme, der basalt set afkræver alverdens nationer og civilsamfund en accept og en gentagelse af den europæiske efterkrigserfaring.

David Held siger, at suverænitetsprincippet “har en yderst problematisk historie og har ført til mange brutale regimer, der forkert er blevet betragtet som ligeligt legitime medlemmer af det internationale samfund.”¹⁶⁴ Den suverænitetskritiske diskurs glemmer at forholde sig ordentligt til, at det klassiske suverænitetssystem var andet og mere end undertrykkelse, og til, hvad konsekvenserne kunne være af systemets opløsning.

Nutidens kosmopolitter har en tendens til at ækvivalere ‘magtlogik’ med nationalstaten,¹⁶⁵ hvilket så igen tenderer til at skjule magtens fortsættelse i det nye globale system. I modsætning til hvad der synes at være den underliggende antagelse i megen kosmopolitisme, så er det her påstanden, at globale strømme ikke er i modsætning til magtlogik, heller ikke i dens klassiske kommandoform. Når kosmopolitter ser globale uligheder og magtskel, så er der en klar tendens til at forklare dem med henvisning til residuale lommer af nationalstatslogikken. Der var særligt under George W. Bush-årene en tendens til at fremstille USA som den afgørende forhindring for en kosmopolitisk orden.¹⁶⁶ Når David Held siger, at Irak-krigen “truer med at trække os tilbage til en præ-retslig orden og et yderst uciviliseret internationalt samfund”,¹⁶⁷ så får man uvægerligt indtrykket af, at vi med nogle få, stædige undtagelser allerede lever i en retsbaseret og civiliseret global orden. Bemærk også den historiske teleologi, der ofte dukker op med en klar skelnen mellem en fortidig nationalstatslig logik og en nutidig/fremtidig kosmopolitisk logik. Bemærk også koblingen af “et yderst uciviliseret internationalt samfund” med en “præ-retslig orden”, hvilket er yderligere bevis på genbeskrivelsen af nationalstatsæraen fra en nogenlunde civiliseret og retsbaseret orden til en nu uciviliseret og ikke-retslig orden, hvor først kosmopolitismen rykker os ind i den retsbaserede æra.

Man finder en tilsvarende tendens til at sammenblande nationalstat og krig i det ofte hørte argument, at Europa som EU har bevæget sig hinsides dets krigeriske fortid. Krig bliver defineret som udelukkende interstatslig krig, og den europæiske erfaring bliver igen fremhævet som en universel sandhed. På ganske repræsentativ vis siger Kaldor: “Afslutningen på Den Kolde Krig betyder formodentlig afslutningen på krige af den moderne slags – krige mellem stater og grupper af stater.”¹⁶⁸ Hun tilbyder også en udlægning koblet til en yderst tvivlsom henvisning til militærteknologi, som man har hørt i nye og senere falsificerede versioner i over hundrede år:

I tiden efter Den Kolde Krig er krig i den interstatslige model blevet en anakronisme. En ny krig på de to verdenskriges skala, for ikke at sige en atomkrig, synes utænkelig. Militærteknologi er blevet så destruktiv, at evnen til at erobre territorium militært, selv for de mest avancerede militærmagter, er afgørende svækket.¹⁶⁹

En gængs observation er, at aktuelle tendenser “betyder et skifte væk fra absolut kontrol af territorium og geopolitik, det vil sige fra kontrollen af fremmed territorium i den nationale interesse”.¹⁷⁰ Det virkelig interessante kommer så i tolkningen af f.eks. Irak-krigen, der ligner en klassisk krig mellem stater eller grupper af stater. Den tolkes ikke som en falsificering af teorien om krigens forældelse men paradoksalt nok som dens bekræftelse, da USA med sin opførsel demonstrerer den gamle politiks moralske negativitet og praktiske urealiserbarhed. Irak-krigen er et dystert skrig fra den forældede orden.

Kaldor er særlig relevant i denne bogs kontekst, da hun arbejder ganske meget med krigens transformationer, så lad os se lidt nærmere på hendes differentiering mellem tre nye former for krigsførelse. For det første har vi netværkskrige eller nye krige,¹⁷¹ der er væbnede konflikter mellem netværk af ikke-stater og stater. Kaldor siger, at “de tenderer til at være koncentreret i områder, hvor den moderne stat er ved at falde fra hinanden, og hvor distinktionerne mellem intern og ekstern, offentlig og privat ikke længere har den samme mening som tidligere.”¹⁷² Disse er præmodernitetens krige, den nye middelalders krige, den sammenbrudte modernitets krige.

For det andet har vi skuespilskrige (spectacle warfare), der først og fremmest føres af USA, og som involverer højteknologisk krig fra lang afstand. Det er for Kaldor en anormalitet udøvet af det, hun kalder den sidste nationalstat, undtagelsen, der bekræfter reglen om, at hele verden enten postmoderniserer sig eller falder fra hinanden. USA har den militære og økonomiske styrke til endnu en tid at modstå historiens pres og forblive en nationalstat. Den amerikanske reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001 var “en tilbagevenden til den centraliserede krigsførende stats reflekser” (bemærk ordet ‘reflekser’, der antyder en intim tilknytning mellem den centraliserede stat og krigsførelsen og et automatisk, ikke-refleksivt reaktionsmønster), og den gav Bush-administrationen lejlighed til at genmarkere et af den klassiske nationalstats definerende prærogativer: “at genoptegne grænsen mellem ‘inde’ og ‘ude’, at identificere en ny ‘anden’.”¹⁷³ Problemet her er selvfølgelig identificeringen af eksklusions- og ‘anden’-identificeringer med nationalstaten, der ‘freder’ den kosmopolitiske stats- og tankeform fra at blive identificeret med sådanne ‘fortidige’ praksisser. De bliver tværtimod til definerende modsætninger – kosmopolitismens ‘anden’ – uden at kosmopolitter ser ironien i det. For Kaldor er skuespilskrige en slags falske krige ført af en forældet modernitet. I den umiddelbare fremtid er der netværkskrig og skuespilskrig, al-Qaedas angreb og USA’s reaktion, der “lever af hinanden og opretholder sig gennem frygt og usikkerhed.”¹⁷⁴ Krigen mod terror er en nationalstats mislykkede forsøg på at beskytte sit nationale territorium mod globale kræfter med militærmagt.

Endelig har vi neomoderne krige, der refererer til “store transitionsstater” på vej til postmodernitet, dvs. stater som Indien, Brasilien, Kina, Rusland, Israel(?) m.fl. De “fører enten begrænsede interstatslige krige eller antioprørskrige”, men er stædigt “under den illusion, at de kan vinde militært.”¹⁷⁵ Denne type krig interesserer ikke Kaldor meget, da det er en forældet, måske endda selvforældende, krigsform, der vil forsvinde, når disse stater blandt andet på grund af mislykkede militæreventyr enten bliver postmoderniseret eller måske endda degenererer til præmoderne kaos.

De to sidstnævnte, skuespilskrige og neomoderne krige, er ifølge Kaldor begge uholdbare krigsformer. De føres af “stater, der fortsætter med at forfølge unilaterale politikker”¹⁷⁶ i en multilateral verden. Det, vi efterlades med, er netværkskrige skabt ud af kaos, fordi det “ikke længere er muligt at skærme sit territorium fra anarki og uorden”¹⁷⁷ og dets (vestlige) svar. Man kunne have forventet at se en fjerde krigsform, humanitær krig, men i stedet får vi “det humanitære alternativ”, der præsenterer humanitære interventioner som “international retshåndhævelse.”¹⁷⁸

Beskrivelsen af militære interventioner som politioperationer er et potent eksempel på den opløsning af distinktioner og omtolkning af begreber, der tenderer til at skjule mulige problematiske træk ved det nye globalistiske og humanistiske interventionsregime, som filosoffen Costas Douzinas kalder “postmoderne retfærdige krige”¹⁷⁹ og arkitektur- og krigsteoretikeren Paul Virilio for “sekulære hellige krige”.¹⁸⁰ International vold betegnes nu enten som forbrydelse (mod menneskeheden begået af ‘dem’) eller retshåndhævelse (udøvet af ‘os’), dvs. de bliver genformuleret i juridiske snarere end politiske termer, hvilket også forklarer de vestlige staters modvilje mod at beskrive deres engagement i humanitære interventioner som krig. Som minimum kommer der en kvalifikation såsom Blairs, der om indgrebene i eks-Jugoslavien lød sådan: “Dette er en retfærdig krig, der ikke er motiveret af territorielle ambitioner men af værdier.”¹⁸¹ At begrunde krig med ‘værdier’ eller ‘moral’ er at afpolitisere krigen ved at referere til den med et moralsk vokabularium isoleret fra politik og statsræson. Det gør kritik amoralsk og afbilder modstanderen som ‘ond’. I dag ser vi et postulat omkring den klassiske nationalstatslige krigs forfærdelighed (hvilket den er/var), hvorimod krige ført på vegne af moralske værdier forventes at være legitime og godartede.

Som den daværende generalsekretær for NATO, Javier Solana, sagde under Kosovo-krigen, så handler interventionen “ikke om olie, penge eller nye handelsruter men om værdier.”¹⁸² Denne fremhævning af, at den militære intervention ikke er begrundet i klassiske statslige krigsårsager, ‘olie, penge eller nye handelsruter’, men i det universelle og almenmenneskelige, ‘værdier’, bruges til at genbeskrive militærmagt som ordenshåndhævelse og til at immunisere sig selv imod indvendinger og kritik, da man ikke gør det for sine egne partikulære nationale interesser – hvilket ville være suspekt hvis ikke også ulovligt – men i sidste ende for menneskeheden:

Det aktuelle anliggende i global governance er at etablere en liberal fred i dets uroplagede grænseland: at løse konflikter, rekonstruere samfund og etablere fungerende markedsøkonomier som en måde til at undgå fremtidige krige på. Den liberale freds ultimative mål er stabilitet. I opnåelsen af dette mål er den liberale fred forskellig fra den imperiale fred. Sidstnævnte var baseret på eller aspirerede i det mindste til direkte territorial kontrol, hvor befolkninger blev regeret gennem juridiske og bureaukratiske autoritetsmidler. Den imperiale magt håndterede modstand med fysiske og juridiske pacificeringsformer, nogle gange på en ekstrem og voldelig måde. Liberal fred er anderledes. Den er en ikke-territorial, omskiftelig og netværket ledelsesform. Målet for de strategiske stat-ikkestat-relationer, der udgør global governance er ikke direkte kontrol med territorium. Ideelt set er liberal magt baseret på ledelsen og reguleringen af økonomiske, politiske og sociale processer. Det er magt gennem kontrollen med og styringen af ikke-territoriale systemer og netværk.¹⁸³