Читать книгу Sarbarheder - Mikkel Thorup - Страница 18

Siden historikeren Benedict Anderson udgav sit banebrydende værk om nationalismen, Imagined Communities, har vi vidst, at det nationale samfund er forestillet, dvs. det eksisterer først og fremmest, fordi vi forestiller os, at det eksisterer.¹²⁸ Det globale samfund er ingen undtagelse. Der er intet ‘naturligt’ eller ‘selvfølgeligt’ ved det. Det skal konstrueres som alle andre fællesskaber. Man kan sige, at den kulturelle kosmopolitisme forsøger at skabe den relationelle infrastruktur og den politiske kosmopolitisme den institutionelle infrastruktur, der skal gøre det muligt at træde ind i kosmopolitismens tidsalder.

Zygmunt Bauman peger på et væsentligt problem i den henseende: “Det ‘internationale samfund’ har ingen realitet andet end de militære operationer, der foretages i dens navn.”¹²⁹ Han forudser, at det sandsynligvis er ud af de krige ført af (vestlige) koalitioner af villige, at det internationale samfund (hvis overhovedet) vil blive en realitet. Kosmopolitterne deler den frygt, da det internationale samfund i givet fald vil blive en forstørret udgave af Vesten og dens interesser og dermed en forvrængning af det kosmopolitiske til et nyt forsvar for vestlig imperialisme og hegemoni.

Men kosmopolitterne har samtidig en bredere forståelse af det internationale samfunds realitet. De ser det som beskrevet ovenfor overalt. Så de siger, som Kant sagde om oplysningen, at vi ikke lever i en kosmopolitisk tidsalder men i en kosmopolitiseringens tidsalder. Og de siger videre, som Kant sagde:

Vi ser dog tydelige tegn på, at det i det mindste bliver muligt, at man frit kan arbejde sig hen imod dette, og at hindringerne for den almene oplysning eller for udgangen af den selvforskyldte umyndighed efterhånden bliver mindre.¹³⁰

Som Kant registrerer de ‘tegn’ på frigørelsen fra det partikulære misregimente som f.eks. udviklingen af menneskerettighedsregimet, den nye internationale straffedomstol, væksten i interkulturelle møder, samhandel og samliv, EU, FN’s konferenceaktivitet, røret i det globale civilsamfund fra neden, der organiserer og mobiliserer transnationalt etc. Det ser de som tegn på, at aflukkede enheder ikke vil kunne opretholde sig selv i fremtiden; at åbenhed er den eneste overlevelses-, sikkerheds- og velfærdsstrategi.

Man kan også lidt bredere kalde det for ‘den kosmopolitiske tanke’, der er et såvel deskriptivt som normativt udsagn om den rette anskuelsesmåde. Det partikulære – inde/ude, ven/fjende, os/dem, lokalt/nationalt/globalt – sammenfiltres eller overskrides, hvilket på ingen måde er problemfrit. Men det tilbyder dog en mulighed til dem, der måtte ønske det eller som vil kæmpe for det. Hylland Eriksen får det sidste ord:

Verden består ikke af afgrænsede kulturer. Den består af over fem milliarder mennesker, som i varierende grad er præget af forskellige kulturelle former og traditioner, der både overlapper og udviser stor individuel variation. Renhed og entydige grænser er fantasifostre skabt af ofre for streng pottetræning. Verden er uren og består af et mylder af gråzoner.¹³¹