Читать книгу Sarbarheder - Mikkel Thorup - Страница 23

Man kunne måske vove den tese, at med universaliseringen af suverænitetsprincippet efter afkolonialiseringen i midten af det 20. århundrede, hvor stadig flere samfund søgte anerkendelse som suveræn stat, fungerede det klassiske suverænitetsprincip stadig mindre som instrument for vestlig dominans. Før FN’s oprettelse kunne suverænitetsprincippet bruges til at delegitimere og udgrænse ikke-vestlig modstand, men nu, hvor det er blevet det almene princip for politisk legitimitet i det internationale system, kan statskriterier ikke længere anvendes til at tildele legitimitet eller illegitimitet. Men det kan i stedet det såkaldt post-suveræne princip om legitimitet gennem demokrati og menneskerettigheder. I en situation, hvor Vesten er i numerisk mindretal blandt verdens suveræne stater, opstår et nyt legitimitetsprincip, der igen gør Vesten til flertallet, nemlig det demokratiske og humanitære suverænitetskriterium.

Statssuverænitet er under angreb, både faktuelt og legitimatorisk. Men dens konsekvenser er ganske ulige fordelt. De postmoderne eller post-suveræne vestlige stater får styrket deres effektive handlingsmuligheder – og dermed deres suverænitet forstået som handlekraft – ved at få deres nominelle suverænitet udfordret. Men for de svage nationalstater, for hvem suverænitet er deres nominelle krav på anerkendelse og eksistens, ser vi aktuelt en markant udhuling og problematisering af deres status som suveræne stater. Ikke nok med at globaliseringen ofte udfordrer deres reelle handlekraft, de får også deres nominelle suverænitet problematiseret af det nye suverænitetsregime, der siger, at ikke kun statslighed men også god opførsel er betingelsen for anerkendelse som suveræn. Det klassiske suverænitetssystem med alle dets fejl og mangler til trods opererede med en forudsætning om suveræn lighed. Alle suveræne stater talte, og suverænitet gav enhver stat et vis mindstemål af beskyttelse imod fremmed indblanding. Det nye humanitære regime risikerer derfor at institutionalisere en suveræn ulighed,¹⁹³ der giver nogle stater formidable værktøjer til at udøve humanitær dominans og andre stater stadig ringere muligheder for at modstå at få sin suverænitet og handlekraft begrænset eller frataget.

I de vestlige humanitære hovedstæder besluttes det, om en given situation udgør et brud på freden, en krænkelse af menneskerettighederne, en fjende af menneskeheden. Det farlige ord er nu ikke længere f-ordet, som i ‘fuck’, men derimod g-ordet som i ‘genocide’, folkemord, for er en situation først officielt blevet beskrevet sådan, så følger en international retslig forpligtelse til at gribe ind. Men det væsentlige her ligger jo netop i fortolkningen af, om g-ordet er den rette beskrivelse af situationen. De angiveligt post-suveræne stater indkasserer suverænitetsgevinsten ved den meget reelle magt, de har til at navngive menneskehedens krænkere, forbrydere og fjender. Som en parafrasering af Schmitts berømte udsagn om, at “suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden”,¹⁹⁴ så kan vi sige, at humanitær suveræn er den, der bestemmer over den menneskeretslige krænkelse, og som dermed får retten til at navngive og nedkæmpe menneskehedens fjende.