Читать книгу Sarbarheder - Mikkel Thorup - Страница 22

Den humanitære magt kan let forlede sig til en selvforståelse som ikke-magt, måske endda anti-magt, og som modsætningen til imperial magt snarere end som en ny, men nu indirekte og ikke-territorial form for hierarkisk magtudøvelse. Men at snakke etik, værdier, økonomi, menneskehed frem for militær, interesser, vold, territorium får ikke nødvendigvis sidstnævnte til at forsvinde, men måske snarere til at genmanifestere sig i skyggen af den gode samvittighed. Zygmunt Bauman skriver, at man tidligere kunne kende sejrherren på, at vedkommende stod tilbage på slagmarken efter slaget. Nu er det den besejrede, der står tilbage, mens sejrherren taler exit-strategi og finder på forklaringer for at kunne trække sig ud og udøve sin kontrol andetstedsfra.¹⁸⁴ Dominans er ikke længere territorial og ikke længere kun dikteret af snævre nationale interesser, men den er ikke dermed ophørt med at være repressiv, voldelig og interessedrevet.

Menneskerettighedsforskeren Michael Ignatieff omtaler humanitær krigsførelse som en ‘let imperialisme’, det vil sige en imperialisme, der ikke tør kalde sig imperialisme, og som ikke ønsker at blive stående på landjorden. Den er ikke ‘tung’ i betydningen vedvarende og territorial, men derimod let i sine interessers og troppers omskiftelighed. Det er en ‘imperialisme’, der afviser imperialismens forpligtelser på tilstedeværelse og ofre.¹⁸⁵ Bauman beskriver det som “den flydende modernitets radikale omkalfatring af dominansens pragmatik” og som en “modvilje mod at bære følgerne af en sejr i form af ansvaret for den daglige administration af de erobrede områder.”¹⁸⁶ Det er en ny dominansform, der regerer gennem indirekte kontrol, via f.eks. kontrol med pengestrømme (lånebevillinger fra internationale institutioner) og anerkendelse om legitimitet/illegitimitet. Det er parallelt med det, som Carl Schmitt i 1930’erne beskrev som en “officielt fraværende, reelt tilstedeværende” magt.¹⁸⁷

Den engelske international politik-forsker David Chandler, der står bag nogle af de bedste kritiske bøger om humanitære interventioner, har skrevet, at i dag “er imperialismen i selvbenægtelse. Magt udøves på en måde, der transformerer internationale relationer og relationerne mellem ikke-vestlige stater og deres samfund. Men de aktører, der udøver denne magt, søger at undgå ansvar for dens udøvelse.” Og han fortsætter med at afvise den mulige forklaring på denne ansvarsforflygtigelse, nemlig at det slet ikke er magt, der udøves:

Imperiet er ikke i selvbenægtelse, fordi den ikke regulerer nok […] men fordi de beslutningstagende eliters politiske magt søger at præsentere sig gennem ikke-politiske, terapeutiske eller rent tekniske, administrative og bureaukratiske former.¹⁸⁸

Den humanitære magt har ‘politik’ i sin klassiske kommandoform som sit definitoriske modbillede og søger andre udtryksformer i økonomien, terapien, administrationen og etikken, men det er ikke, som det for dens udøvere kan synes, et opgør med magt, men en transformation af magtens udøvelse. Og det en magtudøvelse, der forstår og immuniserer sig igennem det, som den italienske filosof Danilo Zolo kalder for “formodningen om humanitær uskyldighed”.¹⁸⁹

Et af de mest slående træk ved globaliseringsdiskursen er dens yderst ‘konstruktivistiske’ genbeskrivelse af nationalstaten. En solid, afgrænset, tvangsmæssig, enhedslig, hierarkisk suverænitets-, stats- og politikforestilling projiceres tilbage på statshistorien for desto stærkere at fremhæve den nye multilaterale, løse, sammensatte, samarbejdende, post-suveræne politiske enhed nominelt kaldet en ‘stat’ men mest at forstå som et netværk (jf. figur 11/12). Den post-suveræne eller kosmopolitiske stat eksisterer endnu i dag mest eller kun som et modbillede til nationalstaten. Sidstnævnte gives alle de træk, som en anden skole inden for international politik-studier, nemlig realismen, altid har givet den som en nationalinteressedrevet militærmagt først og fremmest. Men det hævdes da, at denne beskrivelse kun er sand om statens fortid. Som Jürgen Habermas på sin egen kringlede måde siger det:

Idet vi betragter nationalstatens ‘tiltagende magtesløshed’ [disempowerment], så tænker vi i første omgang på de langstrakte transformationer af den moderne stat, der først opstod med Den westfalske fred. Dette systems træk reflekteres i den klassiske internationale ret samt i realisternes beskrivelser […] Denne konventionelle model er mindre og mindre passende i den nuværende situation.¹⁹⁰

Bemærk igen påstanden om det stadig mere upassende ved den klassiske nationalstat. Det, der her belejligt glemmes, er den liberale eller idealistiske version af international teori, der har været en afgørende modfortælling til realismen, og som er den, kosmopolitterne trækker på i en opdateret version. Modstanderen får fortolkningsret over fortiden, mod at man selv får den over fremtiden, synes at være den bagvedliggende logik her. Fortiden portrætteres som monolitisk suverænitet, for at fremtiden kan beskrives som multilaterale netværk af samarbejder. Ved at ignorere sin egen fortolkningstradition gives kosmopolitisme en formidabel men forældet ‘fjende’ at definere sig i modsætning til. Ved at tilskrive en række uheldige og repressive træk ved magten til nationalstaten gives kosmopolitismen ringe vilkår for at registrere og kritisere gentagelse af selvsamme træk i andre statsformer som f.eks. den globaliserede netværksstat og i nye magtudøvelser såsom internationale domstole og humanitære interventioner. Når magt i sin klassiske kommandoforstand i den grad monopoliseres hos nationalstaten, så kan det komme til at skjule magtens fortsættelse i nye, måske udadtil mere tilforladelige udtryk, men ikke desto mindre stadig ulige og potentielt repressive former.

Nationalstaten bliver nu ofte beskrevet som eller ligestillet med den totalitære eller i hvert fald autoritære stat. Som Anthony Giddens har skrevet, så har “stater været langt farligere og ødelæggende for deres befolkninger end virksomheder og markeder nogensinde har. Det er vel bedre at være ‘i fare’ på grund af kapitalisme end på grund af kommunisme eller militærstyre.”¹⁹¹ Staten bliver her i et snuptag reduceret til dets kommunistiske og militaristiske udgaver. Det er en symptomatisk ‘fejltagelse’ for den aktuelle genbeskrivelse af nationalstaten som ren trussel og ingen sikkerhed, fra at være forudsætningen for indre fred, demokrati og velfærd til nu at være årsagen til uro, krig, undertrykkelse og fattigdom.

Når Ulrich Beck skriver: “Globalisering er ikke et valg. Ingen er i kontrol, ingen startede det, ingen kan stoppe det”,¹⁹² så er det en beskrivelse, der tenderer til at skjule væsentlige forhold. For det første, at globaliseringen ikke er en naturkraft, der bare opstår og udvikler sig hinsides kontrol. Den er i al væsentlighed politisk initieret, blandt andet gennem liberalisering af kapitalbevægelser, og den reguleres også, først og fremmest af vestligt kontrollerede internationale institutioner og i vestlige hovedstæder. Strømmene og dermed magten er ikke så afterritorialiseret og anonymiseret, som Ulrich Beck giver indtryk af. For det andet tildækker beskrivelsen, at globaliseringen ikke bare gør noget ved folk, stater og samfund. Globaliseringens processer og konsekvenser er ikke entydige og upåvirkelige. De skal fortolkes, de kan påvirkes, de kan accelereres eller inddæmmes. Der er stadig politik, og det er også en politisk påstand, at politik ikke længere styrer vores liv, at det nu er en globalisering hinsides kontrol, der skæbnesætter vores liv.

Helt generelt synes kosmopolitter ofte at tilskrive globaliseringen for entydige implikationer. Den fortolkes som en naturkraft, der i og af sig selv forælder nogle organiseringsformer, særligt nationalstaten og klassisk krigsførelse, og aktualiserer andre, særligt netværksorganiseringer og samarbejde. Men disse er politiske og normative fortolkninger af globaliseringen, ikke deskriptive og interesseløse beskrivelser. Det kan være gode forslag til at genfremsætte politiske og demokratiske handlingsmuligheder – det mener jeg personligt, de er – men de kommer ikke uden om at være ideologiske, særligt når de mener sig at være en ikke-ideologisk beskrivelse af aktuelle fakta.