Читать книгу Sarbarheder - Mikkel Thorup - Страница 4

Globalisering var det afgørende begreb i 1990’erne til opsummering af en lang række begivenheder, processer og reaktioner. Bogen indledes derfor med et kapitel, der analyserer debatten om globaliseringen, hvor det vises, hvorledes globalisering ikke bare er noget, der sker, men noget, der fortolkes og formodes. Globaliseringsdiskussionen er afgørende for at forstå rekonstruktionen af de vestlige stater og den globale orden samt opkomsten af den bekymringskultur og kompleksitetslogik (for ikke at sige forvirringslogik), der afspejles og gennemspilles i bogens og periodens behandlede tekster og tænkere. Globaliseringsdiskussionen var stedet for sårbarhedens og bekymringskulturens opkomst i 1990’erne.

Men det var også tiden for et af de mest offensive bud på en politisering af globalisering, nemlig kosmopolitismen og ideen om en forpligtende global retsorden. Der er derfor to kapitler om kosmopolitismen, et der fortsætter sporet fra globaliseringskapitlet og ser på debatten i og om, hvad kosmopolitisme er og kan, og et andet mere kritisk kapitel, der ser på, hvorledes kosmopolitismen måske ikke var den stærke moddiskurs til statssuverænitet, som mange af dens tilhængere mente og mener, men måske også var et sprog, hvorigennem staten kunne genfundere sin suverænitet i nye, værdibaserede principper.

Jeg tolker 1990’erne som en diffus overgangsperiode, der var præget af både optimisme og frygt, og min påstand er, at der var en voksende frygt- og usikkerhedsopbygning i perioden, ikke mindst på grund af krigene i eks-Jugoslavien samt globaliseringen af økonomien i form af udflytning af arbejdspladser og tab af økonomisk suverænitet, der bidrog til at dæmpe begejstringen for de nye tider efter Den Kolde Krigs ophør. Positive forventninger blev i et vist omfang vendt til dystre prognoser, som man f.eks. så det i de mange beskrivelser af fremtiden som ‘det kommende anarki’,⁵ ‘historiens genkomst’,⁶ ‘den nye middelalder’,⁷ der alle forudsagde en mørkere og mere usikker fremtid.

I efterkrigstiden var den dominerende krigstænkning rettet imod stat-stat-konflikter. Der var et vist fokus på oprør og revolutioner fra 1945 og frem samt terrorisme fra 1960’erne og frem, men militærplanlæggere så dette som ‘konflikter mindre end krig’, og de blev ofte tolket ind i den større øst-vest-konflikt snarere end som noget i og af sig selv, der afgørende udfordrede den statscentriske orden. Det ændrede sig markant, da Østblokken forsvandt. Som der står i bogen Networks, Terrorism and Global Insurgency: “Fjenden er ikke længere en genkendelig militær entitet eller en industriel kapabilitet til at føre traditionel krig. Fjenden bliver nu ‘vold’ og årsagerne til vold.”⁸

I 1990’erne angik en væsentlig del af ordensdiskussionen humanitære interventioner og problemer med fejlslagne stater, der mentes at blive det dominerende indsatsområde for de vestlige militærstyrker, dvs. konfrontationer med enten illegitime stater – dvs. stater, der kun af navn var stater – eller deciderede ikke-statslige aktører. I 00’erne forsvandt den diskussion i vid udstrækning til fordel for sikkerhedsdiskussionen, og det i en sådan grad, at interventionen i Libyen i 2010 ikke først og fremmest blev omtalt som en humanitær indsats men som en sikkerhedsmæssig. Også i 00’erne var det – trods to større krige, én imod en ikke-anerkendt stat: Afghanistan, og én imod en anerkendt: Irak – den dominerende opfattelse, at fremtidens væsentligste voldelige udfordringer stammer fra ikke-stater. Det er muligt – med alle skemaets forbehold – at dikotomisere (og dermed for klarhedens skyld bevidst at overdrive) udviklingen fra 90’erne til 00’erne således:

Figur 1.

90’erne	00’erne
humanitær intervention	krigen mod terror
fejlslagne stater, krigsherrer, folkemord, mafiagrupper, terrorister	terrorister, statssponsorer af terrorister
deres lidelse	vores sikkerhed
her/der	der = her
moralsk diskurs	sikkerhedsdiskurs
intervention et valg	intervention en nødvendighed
“Dette er en retfærdig krig baseret på værdier” (Tony Blair om Kosovo)	“Vi er i Afghanistan, så Taleban ikke kommer her” (Lars Løkke Rasmussen)
værdier, overskud	trusler, angst, underskud
global optimisme	skræmt selvtilstrækkelighed

Denne bog vil have sit primære fokus på 00’ernes reaktioner og analyser; ikke mindst da de er langt mere udfordrede af omgivelserne end 90’ernes diskussion om humanitære interventioner, der kunne føres på baggrund af vestligt moralsk og politisk overskud. De satte ikke spørgsmålstegn ved vestlig overlegenhed. De bekræftede den. Det bliver lidt mere prekært i 00’erne. Fælles for de to perioder er dog en fornemmelse af accelererende kompleksitetsforøgelse i konfliktmiljøet.