Читать книгу Sarbarheder - Mikkel Thorup - Страница 7

Temaerne i denne bog er ofte kontroversielle og genstande for megen politisk-ideologisk tumult. Ofte baseres tumulten på mere eller mindre villede misforståelser af de andres hensigter. Jeg forestiller mig ikke, at en bog som denne kan undgå misforståelsen, villet eller ikke. Men jeg kan dog måske sige lidt her, der kan afhjælpe den uvillede misforståelse, og som derfor måske også kan udstille den villede som netop påtvunget min tekst imod dens erklærede hensigt.

Der er den misforståelse, der kommer af den akademiske bearbejdning af politiske emner, der ofte kan antage et desinteresseret, måske endda kynisk, blik. Den akademiske dyd om neutralitet – hvilket ikke er det samme som ligegyldighed eller manglende evne til stillingtagen – anstrenges i min behandling af disse emner til bristepunktet. Man kan ikke på hver side tage afstand fra dette eller hint. Læseren må stole på, at også jeg forfærdes over terrorangreb, ikke føler en skjult glæde ved amerikanernes tab den 11. september, og ikke arbejder for en islamistisk magtovertagelse af Danmark (utroligt nok er alt dette noget, man hurtigt kan blive beskyldt for).

At behandle Vesten, Danmark og USA især, og at gøre det med en vis kritisk indstilling kan let give et skævt billede af min hensigt. Det er ikke at udstille Vesten som krigsgale; det er ikke at trække på den gamle militariseringslitteratur, der ofte kun så ondskab strømme ud af Pentagon (og ikke så meget ud af Kreml); det er heller ikke at producere et anklageskrift imod USA eller forsvarsskrift for al-Qaeda. Jeg anlægger et analytisk og kritisk blik på Vesten – det analytiske blik må være kritisk for ikke at være rent deskriptivt – og behandler ikke Mellemøsten, islam eller islamistisk terrorisme på samme grundige måde (om end der er et kapitel herom). Det skyldes ingen normativ eller politisk præference for islamisme eller en uvillighed til at diskutere og kritisere den. Det skyldes ikke et vestligt selvhad eller en humanists automatreaktion. Det skyldes to ting især. For det første at Vesten er det, jeg kender og kan. Det er dens idétraditioner, jeg er vokset op med som borger og som akademiker. For det andet og direkte af det første, så er det Vestens fortsatte samtale med og udvikling af sig selv, jeg er interesseret i at bidrage til.

Af samme opmærksomhed på Vesten følger også faren for, at når man behandler reaktionen på frygtfænomener, så kan det ofte se ud, som om man slet ikke er interesseret i eller tror på det frygtelige; altså at den bagvedliggende præmis for analysen er, at det hele er hysteri, at der ingen trussel er, at man ikke skal frygte islamismen, at frygten er det eneste af frygte osv. Hertil er at sige, at jeg på ingen måde underkender truslerne imod os, men at det her i denne sammenhæng ikke er mit ærinde at vurdere eller fremstille truslens realitet men dens diskursivitet. Det betyder også, at jeg i det kapitel, der faktisk handler om al-Qaeda og bin Laden ikke er optaget af en trusselsvurdering (det gør andre og professionelle langt bedre) eller af moralsk fordømmelse (det er gratis og uinteressant). Det, jeg er interesseret i, er, hvorledes al-Qaeda forstår sig selv og sin omverden. Det fremhæver uvægerligt den ræsonnerende side af terrorgruppen på bekostning af dens voldelige side, men da terrorangrebene er tydelige og veleksponerede, er der måske grund til også at skænke den anden side, voldens tale, et øjebliks opmærksomhed, uden at det derved bliver et forsvar eller undskyldning for terrorisme. At forstå er ikke at tilgive.

Endelig er der den villede misforståelse, der ikke ønsker at forstå men at fordømme. Det er den, der ringer til en om natten og truer med død. Det er den, der skriver alenlange mails og breve om den ‘muslimske magtovertagelse af Danmark’ fyldt med løsrevne korancitater og konspirationsteori (for islam-kritikere er det sikkert beskyldninger om racisme). Det er den, der forstår ethvert kritisk blik på Danmark, USA, Vesten, antiterror-indsatsen som et knæfald for fjenden. Til den villede misforståelse er der intet at sige, da den intet vil lære.

Til alle andre er der håbet om en god debat om vigtige spørgsmål. Bogens kapitler og temaer har allerede været diskuteret med mange, nogle enige, andre uenige. Det har sjældent været kedeligt, og det har ofte været lærerigt. Særligt vil jeg gerne takke deltagerne på to efter- og videreuddannelseshold i ‘Politisk filosofi i det nye årtusinde’ samt ‘Politikkens transformation og aktualitet’ for glimrende og engagerede diskussioner; mine kolleger på det nu hedengangne Institut for Filosofi og Idéhistorie, der praktiserede tværfagligt arbejde, indtil vi blev nedlagt i tværfaglighedens navn; tilhørerne på utallige foredrag rundt omkring i landet, der ofte uden anden baggrund end interesse stillede de helt rigtige spørgsmål; Klitgården for en fantastisk uge ved Vesterhavet i maj 2011, der blev indledt med bin Ladens endeligt, og hvis dejlige rammer gav troen på projektet tilbage og tiden til at skrive videre på noget, der aldrig skulle have taget så lang tid, men som alligevel var et år mere undervejs.