Читать книгу Sarbarheder - Mikkel Thorup - Страница 14

Det er ikke ualmindeligt at opdele politiske filosofier i dem, der har ‘rødder’, og dem, der har ‘vinger’.⁷⁸ Dem med rødder fremhæver det konkrete, stedet, det partikulære, det nationale, det altid allerede situerede. De kritiserer dem med vinger for at benægte virkelighedens rodfæstethed. Dem med vinger kritiserer til gengæld dem med rødder for at være indelukkede, fordomsfulde og krampagtigt stationære. De fremhæver i stedet friheden og det universelle; bevægelighed og foranderlighed som grundvilkåret.

Kosmopolitten er altid blevet beskyldt for at have vinger og ingen rødder. Det er de intellektuelles flugt fra det konkrete og forpligtende fællesskabs byrder og begrænsninger. Det er de velhavendes unddragelse af deres (skatte) forpligtelser. Det er elitens retorisk elegante foragt for folket. Det er de fås mulighed på bekostning af de mange. Det er livet for et mindretal og en (ond) drøm for flertallet.

Globaliseringsdebatten har fremmet en renæssance for både kosmopolitismen og dens kritikere. Fra mange sider kritiseres den globale elite som de nye kosmopolitter, der forråder nation og demokrati. Fra ganske andre sider fremhæves kosmopolitismen som svaret på fællesskabets og demokratiets overlevelse i en global tidsalder; som en demokratisering og begrænsning af de globale eliter.

Det er en af dette kapitels bærende teser, at der er en stærk modsætning mellem det negative billede af kosmopolitten, som dens kritikere fremmaner, og så den kosmopolitisme, der forsvares i dag af en række fremtrædende intellektuelle. Dette kapitel tager dikotomien mellem rødder og vinger op i en diskussion af den nye kosmopolitisme. Det ‘nye’ angår en selvkritisk besindelse på rødderne i kosmopolitismen. En besindelse, der i det store hele er forblevet uerkendt hos ‘rødderne’, som fortsat kritiserer den gamle og klassiske kosmopolitisme med billeder fra en svunden (hvis overhovedet eksisterende) kosmopolitisme.

Det er det gamle billede, der får en kosmopolitisk (!) sociolog som Manuel Castells til at kalde den nye globaliserede elite for “identitetsløse individer (‘verdensborgere’)”.⁷⁹ Påstanden er, at de udskifter deres nationale tilhørsforhold med det, sociologen Craig Calhoun med et herligt udtryk kalder “the class consciousness of frequent travelers”.⁸⁰ Den nye kosmopolitisme deler den bekymring for en globaliseret uansvarlighed, som historikeren og kritikeren Christopher Lasch gav betegnelsen “eliternes oprør og forræderiet mod demokratiet”,⁸¹ og de forsøger modsat Castells’ udsagn både at have en stærk identitet og at være ansvarlige, samtidig med at de er verdensborgere.

Kapitlet indledes med nogle betragtninger om den nye kosmopolitismes karakteristika, inden vi i afsnit 2 og 3 ser på henholdsvis den kulturelle og politiske kosmopolitisme samt dens aktuelle kritikere. Kapitlet afsluttes med nogle refleksioner over den kosmopolitiske tanke.