Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 10

Aorist (passé simple) er en datidsform, som også franske romanforfattere er henvist til at bruge, selv når de til forskel fra »historikeren« gør flittig brug af både direkte og indirekte tale og den særlige egenskab ved sproget, at der på et øjeblik kan skiftes fra den ene til den anden udsigelsesmåde. Benveniste forestiller sig åbenbart, at romaner kan beskrives som en kombination af udsigelsesmåder, eventuelt ved at konstruere nye, hvis de gamle ikke strækker til. Han overvejer imidlertid ikke den mulighed, at passé simple og talesprog optræder på en anden måde i romaner end i historikerens skriven. I romanerne finder man ikke mindst passé simple brugt på en langt friere måde, end den historiske diskurs tillader, skønt også denne frihed har sine konventioner. En ældgammel konvention gælder for eksempel brugen af inkvitformler til annoncering af efterfølgende direkte tale. Følgende citat fra Balzacs Eugenie Grandet er tilfældigt valgt blandt millioner mulige fra de seneste 600 år eller længere: I et tolinjers fragment af en scene med hr. Grandet, hans hustru og deres datter optræder i første linje to verber i passé simple:

Grandet contempla sa fille et s’écria gaiement:

– Elle a vingt-trois ans aujord’hui, l’enfant; …²⁸

Her er en person, der befinder sig i en samtalesituation med andre personer. Hans handlinger beskrives i passé simple, men beskrivelsen er alligevel alt andet end en historisk udsigelse, for den er del af en scene. Sådan kunne en »historiker« ikke skrive. Scener med handlende personer er udelukket i l’histoire alene af den grund, at historikeren per definition aldrig selv har overværet historiens scener. Alene ud fra dette ene eksempel kan vi se, at hvis den historiske udsigelses brug af aorist indebærer, at dens tid er begivenhedernes tid, gælder det kun i global forstand; den historiske beretnings tid vil aldrig kunne være en scenisk lokaliseret tid; den vil aldrig som i en roman kunne placere læseren samtidig med de fortalte personers her-og-nu. Hos romanforfatterne er histoire og aorist derfor ikke uden videre identiske systemer. L’histoire er en stil, som ikke tillader fortælleren at vise sig; aorist er til gengæld en grammatisk form, som placerer læseren i en særlig distance til det fortalte: en historisk eller også en æstetisk distance, som ikke så meget er en distance i tid, men snarere en distance til eller suspension af tilhørerens/læserens aktuelle virkelighed. Med fiktionens²⁹ specifikke litterære paradoksalitet giver den tillige muligheder for en optimal nærhed til det fortalte i form af en samtidighed med de fortalte personer. L’histoire er formentlig en stilmulighed i alle sprog; aorist, derimod, er et grammatisk formsæt (domineret af passé simple), som måske er særligt for det franske sprog og her påkrævet i en objektiv, historisk stil, men som ikke på nogen måde udtømmer sine kreative muligheder i en sådan stil. I romanfortællinger er dens effekt tæt på, men ikke identisk med, hvad Käte Hamburger foreslog med begrebet om det episke præteritum.³⁰

Benveniste var af profession lingvist, ikke litterat, og artiklerne i Problèmes de linguistique générale er først og fremmest skrevet for et lingvistisk interesseret publikum; de kommer sjældent i nærheden af litteraturteoretiske eller -analytiske spørgsmål. For eksempel berører Benveniste aldrig spørgsmålet om synsvinkler i litteraturen, og på trods af hans insisteren på talens instans, nævner han aldrig den form for gengivelse af andres tale, uden hvilken moderne romaner ville være utænkelige, og som på fransk hedder style indirect libre (fri indirekte stil), altså hvad man på dansk benævner som dækket direkte tale. Det er derfor intet mærkeligt i, at han undlader at undersøge aorist-systemets muligheder og effekter i fiktionslitteraturen.