Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 5

Den strukturelle analyse af eventyr (Propp), myter (Lévi-Strauss), fortællingers aktantstrukturer (Greimas) og billeder og massekommunikationens fænomener (Barthes) synes ikke at have haft nogen særlig interesse for fortælleteoriens traditionelle problemer. Spørgsmål om synsvinkler og om, hvem eller hvad fortælleren er, dukker ikke op i den horisont, hvor hovedinteressen er den fortalte histories struktur. Pouillons Temps et roman fra 1946 var ikke strukturalistisk i sin metode og fik ingen betydning for strukturalisternes arbejde. Denne situation ændrede sig som med ét slag efter udgivelsen af Émile Benvenistes artikelsamling Problèmes du linguistique générale i foråret 1966.² En håndfuld af denne bogs artikler blev en hovedinspirationen for Roland Barthes’ og hans »elevers« fortælleteoretiske projekt i 1966. Hvis man vil forstå, hvad det narratologiske projekt går ud på, og ikke mindst hvordan det allerede fra begyndelsen måske kommer skævt af sted, er der ingen vej uden om et rudimentært kendskab til Benveniste.³