Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 13

Vi har allerede set, at ideen om fortællingen som et særligt semiotisk system ikke primært handler om den virkelighed, som ord, sætninger og fortællinger refererer til, eller som den får læseren til at tro på som en realitet (»uden for« teksten). Forfatteren er udenfor, men fortælleren er, som vi efter Barthes har vænnet os til at sige, en tekstuel størrelse. Ligeledes er læseren ikke en person, som forfatteren henvender sig til, ikke læseren uden for teksten, men en tekstuel instans, der kan aflæses i fortællerens diskurs. Det tekstuelle – og det sproglige, som teksten bygger på, og hvis regler den ændrer, uden dog nogensinde at forlade sproget – det er, hvad det hele handler om. Og det indebærer nødvendigvis en »anti-mimetisk« position. Barthes hylder den i en række afsluttende formuleringer:

[…]; fortællingens funktion er ikke at ›repræsentere‹, den er at konstituere et skuespil [un spectacle], som endnu er meget gådefuldt for os, men som slet ikke kan være af en mimetisk orden […] Fortællingen får os ikke til at se, den imiterer ikke; den lidenskab, der tændes i os ved læsningen af en roman er ikke en ›visions‹ lidenskab (faktisk ›ser‹ vi ikke noget), den er meningens lidenskab, altså en relation af en højere orden, som også har sine emotioner, sine håb, sin trusler, sine triumfer: ›Det, der foregår‹ i en fortælling er referentielt (reelt) set bogstaveligt intet, ›det, der sker‹, det er ene og alene sproget, sprogets eventyr, den uophørlige fejring af dets kommen.⁴¹