Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 16

I artiklen om de franske verbers tider havde Benveniste foruden en håndfuld citater fra historiske værker bragt et Balzac-citat, der illustrerer, hvorledes systemet histoire træder i funktion og næsten fuldstændigt præger selv en fortælling, som ikke er en historikers, men en romanforfatters. Citatet er i særdeleshed interessant ved sin elegante og komplekse synsvinkelteknik. Genette har på dette tidspunkt endnu ingen teori om synsvinkler og læser det kun med henblik på at vise, hvordan Balzac skjuler, men ikke udvisker sin fortællers diskurs. Lad os prøve at følge ham.

Balzacs lille roman Gambara fra 1837 begynder in medias res ved at introducere en smuk, ung mand med et selvbevidst udseende og »utvivlsomt en udlænding«. Der bliver lagt mærke til ham og snakket om ham af den passerende mængde. Man mener, at mandens tøj og hele fremtoning tyder på, at han givetvis er adelig og ikke mangler penge. Denne indledende passage synes at være holdt i ydre synsvinkel. Efter en 20 linjer når vi den passage, som Benveniste citerer. Første sætning lyder sådan:

Efter en runde i arkaderne kiggede den unge mand op på himlen, derefter på sit ur, gjorde en utålmodig gestus, gik ind i en tobaksforretning, tændte en cigar, placerede sig foran et spejl og kastede et blik på sit tøj, lidt mere udsøgt end smagens love i Frankrig tillader.⁴⁹

I en fodnote bemærker Benveniste, at citatet dog ikke er absolut gennemført histoire, eftersom det efterstillede sætningsled –«lidt mere udsøgt end smagens love i Frankrig tillader« – jo gengiver »en forfatterrefleksion, som undslipper beretningens plan«.⁵⁰ Vi forstår, at hvis verbets tid derimod havde været præteritum, altså: »lidt mere udsøgt end smagens love i Frankrig tillod«, ville sætningen ikke så let undslippe beretningens niveau, for den måtte da læses som en historisk udsigelses konstatering af det forhold, at enhver kompetent, samtidig smagsdommer ville mene, at den unge mands tøj var lidt mere udsøgt, end den franske smag tillader – altså den gang tillod. Vi ser således, at verbets præsensform (»tillader«) ophæver den absolutte distance mellem den fortalte historie og fortællingens tid, som en rent historisk fortælling forudsætter. Sætningsleddet er et perfekt eksempel på et diskursivt element, en fortællers tale, ikke et narrativt element, men en »fortællers dom«, siger Genette.

Nu ville det selvfølgelig give dårlig mening at læse sætningen som en fortællers dom, hvis denne dom ikke var på linje med samtidige smagsdommeres vurdering. Sætningen tillader, nej tvinger os til at antage et ganske bestemt træk ved udsigelsessituationen: Forudsætter vi her en fortæller, må det dreje sig om en samtidig fortæller (en fortæller fra samme »periode«). Præsensformen peger ikke på et vilkårligt fortælletidspunkt efter de fortalte begivenheder, men et, der er tæt nok på begivenhederne til, at smagsdommen har en for den givne periode almen karakter. Dette blot som en præcisering af noget, der er (eller bør være) en udsigelsesanalytisk selvfølgelighed. Vi har altså her en fortæller, der fortæller, hvad han véd, og hans smagsdom er en del af hans viden om historien, ikke bare hans subjektive dom.

Imidlertid, ser vi lidt nærmere på den citerede passus, finder vi noget, der ser ud som et synsvinkelskift. Den unge mand placerer sig foran et spejl og kaster et blik på sit tøj – det er endnu fortalt som i en ydre synsvinkel. Men idet Balzacs »stil« er så moderne, at den undlader at bruge, hvad klassisk fransk stilistik kræver,⁵¹ nemlig at man markerer det afsluttende »lidt mere udsøgt end smagens love i Frankrig tillader« som en relativsætning (Balzac skriver ikke »…, som er lidt mere udsøgt …«), gør han det muligt at læse formuleringen som dækket direkte tale: Den unge mand kaster et blik på sit tøj og konstaterer (med en vis tilfredshed og måske også en vis ængstelighed), at hans tøj er mere udsøgt etc. Teksten har umærkeligt skiftet fra en ydre til en indre synsvinkel, og »smagsdommen« er nu ikke længere en fortællers dom, men den unge mands, som véd, at enhver der ser ham, vil fælde den samme dom. Men »skift« er ikke det helt præcise ord her; bevægelsen er mere subtil: Via spejlet er den indre synsvinkel stadigvæk en ydre; ydre og indre fokalisering foldes sammen i én bevægelse, ligesom den unge mand i én bevægelse udfører to handlinger, som vi skal se om lidt.

Vi ser således, at læst med hensyn til tekstens leg med synsvinkler ændrer dens angiveligt diskursive element her karakter: »Subjektiviteten i sproget« er ikke længere forbundet med en fortællers dom, men lokaliseret til en af historiens personer. Fortællingen røber ikke længere et fortælletidspunkt; udsigelsens spor er forsvundet, Benvenistes lingvistiske tid er ligesom flyttet ind i teksten; det fortaltes nutid er blevet det omdrejningspunkt, som sætningernes tider forholder sig til. Man kunne sige, at lingvistisk tid er blevet forvandlet til episk tid.

Gambara-passagens næste sætning begynder tilsyneladende igen i en ydre synsvinkel for til sidst atter at glide over i noget, der ligner en indre:

Han rettede på sin flip og sin sorte fløjlsvest, på hvilken der i flere krydsninger var anbragt en af disse svulmende guldkæder, fabrikeret i Genova; efter at han dernæst i én bevægelse havde kastet sin fløjlsdoublerede kappe over sin venstre skulder, idet han lod den falde i elegante folder, fortsatte han sin promenade, uden at lade sig distrahere af de stjålne burgøjserblikke, han modtog.⁵²

Men stadigvæk drejer det sig egentlig ikke om et synsvinkelskift: Citatets første del er allerede en sammenfoldet ydre og indre synsvinkel; det viser os den unge mands bevægelser og samtidig hans opmærksomme bevidsthed om sit udseende. Kun den konventionelle formel »den unge mand« i tekstens allerførste sætning holder os fast i en position, hvor vi véd mindre end karakteren, men formlen er ikke et utvetydigt udtryk for udvendighed: Vi kender ikke den unge mands identitet, men vi er allerede inde i hans selvbevidste seen sig selv med andres blik. Teknisk set viser passagen sig således som helhed at være fortalt i indre synsvinkel.

Genettes interesse er her stadigvæk de diskursive elementer. Han griber fat i »en af disse svulmende guldkæder, fabrikeret i Genova«, kalder formuleringen et »demonstrativt udtryk« og finder, for det første, at den »åbenbart rummer en begyndende overgang til nutiden«,⁵³ for skønt verbet ikke står i præsens, er »fabrikeret i Genova« en henvisning til nutiden, eftersom »fabrikeret« jo ikke betyder »som man fabrikerede«, men »som man fabrikerer«. (Sætningen kunne lidt sløset oversættes med »en af disse guldkæder, som fabrikeres i Genova«). For det andet indeholder den en »direkte henvendelse til læseren, som implicit tages som vidne«. Vi forstår, at henvendelsen opstår med det demonstrative pronomen disse. Læseren får altså den information, at det drejer sig om en af disse guldkæder, som fortælleren véd fabrikeres i Genova, og som han, idet han siger det, implicerer, at også læseren kender til. Benvenistes diskursive system – jeg-du-systemet – er fuldt operativt her, og vi ser tillige omridset af noget, der kunne være et af Barthes blufærdige læsertegn: »en implicit tagen læseren som vidne«.

Følger vi Genette og kun ser en lingvistisk tid her, er der ingen tvivl: Der må være en retrospektiv fortæller, der i sin narration »betyder« (i Barthes betydning af ordet) eller henviser læseren til en særlig placering i forhold til det fortalte. Men læser vi formuleringen i fortsættelse af synsvinkellæsningen, får vi et helt andet resultat, som ikke desto mindre bevarer pointen om læseren som vidne: Vi er allerede inde i karakterens bevidsthed, præsensværdien af »fabrikeret i Genova« læser og oplever vi derfor som det fortaltes nutid. Den unge mand er fuldt bevidst om sin guldkædes status, og det er denne bevidsthed, vi gøres delagtig i. »Disse guldkæder« har nu den væsentlige funktion at tilbyde læseren en position, hvor han fiktivt allerede er bekendt med netop disse guldkæder og deres sociale og kulturelle betydning, hvilket jo overhovedet er en betingelse for, at læseren skulle kunne inddrages som vidne. Heller ikke denne gang er det nødvendigt at antage, at sætningens præsensbetydning henviser til en retrospektiv fortællers fortælletid.

Ligeledes er elegante folder og stjålne blikke domme, hvis kilde helt øjensynligt må være fortælleren, siger Genette. Man vil her lægge mærke til, at argumentet ikke længere henviser til et diskursivt elements mere eller mindre skjulte præsens. En fortællers retrospektive fortællen bliver her simpelthen forudsat. Men synsvinklen er stadigvæk den sammenfoldede indre-ydre. Det er den unge mands bevidsthed om sin elegante bevægelses synlighed, der fortælles, og det er også ham, der mærker burgøjsernes stjålne blikke. Antagelsen om en fortæller som kilde er her ikke alene unødvendig, den blokerer også for læsningen af synsvinklernes spil i teksten.

Gambara-passagen ender sådan:

Da butikslysene var ved at tændes, og natten syntes ham passende mørk, begyndte han at gå mod place du Palais-Royal, som var han et menneske, der frygtede at blive genkendt, thi han holdt sig ude til siden helt til han nåede fontænen, for i ly af droscherne at nå indgangen til rue Froidmanteau …⁵⁴

Om som var han et menneske, der frygtede at blive genkendt kommenterer Genette: »en relativsætning, som latinen markerer med en konjunktiv,⁵⁵ der fremhæver den personlige vurdering, den indeholder,« – altså en fortællers personlige vurdering. Og om sætningen thi han holdt sig ude til siden mener Genette, at den »introducerer en forklaring, som bliver fremsat af fortælleren«. Sætningen har rigtignok en form, der ligner en forklaring, men lad os et øjeblik se den i kontekst: Det mest påfaldende i den sætning, som disse sætningselementer er indflettet i, er, at den for en kort bemærkning ser ud til at skifte synsvinkel:

Da (…) natten syntes ham passende mørk, begyndte han at gå mod place du Palais-Royal,

Næsten umærkeligt er synsvinklen trukket fri af ydre-indrefordoblingen, den er nu en rent indre, leveret i simpel datid: Natten syntes ham (la nuit lui parut). Sætningen fortsætter nu umiddelbart i en synsvinkel, hvor den angivelige »fortæller« har placeret sig uden for den unge mands bevidsthed og derfor er henvist til at bruge sine iagttagelser for at slutte sig til mandens sindstilstand:

thi han holdt sig ude til siden helt til han nåede fontænen, for i ly af droscherne at nå indgangen til rue Froidmanteau.

Men igen overlapper indre og ydre synsvinkel hinanden, de optræder sammen som i et dobbelteksponeret billede, den indre fortsætter i den ydre, for også denne gang kan sætningen som helhed læses som en gengivelse af den unge mands eget ydre blik på sig selv. Resterne af en latinsk konjunktiv i konstruktionen en homme qui craignait fremhæver dette og peger ikke nødvendigvis, som Genette hævder, på en fortællers »personlige vurdering«: Den unge mand er ikke alene som et menneske, der frygter genkendelse; han er et menneske, der frygter at blive genkendt, og som derfor tænker, at nogen kunne se ham, som han ser sig selv i den kvasi-konjunktive sætningsdel: som én, der må frygte at blive genkendt, eftersom han vælger at spadsere i ly af droscherne. Sætningens subtile, men konsekvent gennemførte leg med synsvinkler underminerer det nødvendige i at se »forklaringen« som en fortællers; ligesom blikket er mandens imaginært projicerede frygt for de andres blikke, er forklaringen det også; frygten for enhver mulig andens slutninger om hans adfærd – og dét er, hvad der fortælles. Genettes dybt traditionelle, retoriske læsning lukker her af for tekstens leg med fortællekonventioner og dens flerdimensionale aspekter.