Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 18

Discours du récit. Essai de méthode, det er den fulde titel⁶⁶ på den boglange artikel, der skulle blive en fundamental inspiration for moderne fortælleteori.⁶⁷ Intet i titlen røber, at artiklens specifikke genstand er fortællingen i Prousts På sporet af den tabte tid; titlen har ligesom glemt artiklens særlige indhold. Men i et forord forsikrer Genette, at titlen ikke er et forsøg på koketteri eller falsk varebetegnelse, for faktisk, og »på en måde, som enkelte måske vil finde stærkt irriterende«, vil Prousts fortælling her synes glemt til fordel for mere generelle betragtninger, »eller, som man siger i dag, kritikken træder tilbage for ›litteraturteorien‹, og helt præcist fortælleteorien eller narratologien«. Nu kunne dette misforhold retfærdiggøres på to måder: enten ved åbent at indrømme, at Prousts roman her kun tjener som påskud for en mere generel litteraturteoretisk betragtning, som leverandør af eksempler og illustrationer for »en narrativ poetik, hvor romanens specifikke træk forsvinder i »›genrelovenes‹ transcendens« – eller også omvendt ved at lade poetikken underordnes den kritiske analyse af romanen. Men Genette ser sig ikke i stand til at vælge mellem disse to, som det synes, uforenelige retfærdiggørelser, og forklarer det dels med en diskret appel til Benedetto Croces æstetik og dernæst ved at insistere på nødvendigheden af analyse:

Det forekommer mig umuligt at betragte På sporet af den tabte tid som et enkelt eksempel på, hvad der antages at være fortælling i almindelighed; […] det specifikke ved den proustske narration er som helhed irreduktibelt, og enhver ekstrapolation ville her være en fejl ved metoden; På sporet illustrerer kun sig selv.⁶⁸

Men modviljen mod at anvende generelle teorier på »singulære« værker implicerer ikke, at værkets specificitet skulle være

uanalyserbar, og ethvert af de træk, som analysen her fremdrager, indbyder til en eller anden tilnærmelse, sammenligning eller perspektivering. Som ethvert værk, som enhver organisme, består På sporet af universelle eller i det mindste transindividuelle elementer, som den samler i en specifik syntese, en singulær totalitet. At analysere er ikke at gå fra det generelle til det særlige, men nok fra det særlige til det generelle: fra denne usammenlignelige eksistens, som På sporet er, til de helt almindelige elementer, figurer og fremgangsmåder af almen brugbarhed og kurant værdi, som jeg kalder anakronier, det iterative, fokaliseringer, paralepser etc.⁶⁹

Det drejer sig altså ikke om at applicere begreber og teorier på individuelle værker, men snarere om, at givne og hævdvundne greb og begreber med en vis uundgåelighed vil dukke op i analysen, selv hvis man tror, at man kan og bør klare sig uden for bedre at møde hvert enkelt værk i dets helt særlige individualitet.

Genettes »forsøg på metode« placerer sig således fra begyndelsen i en position kendetegnet ved en vis hermeneutisk realisme og i opposition til enhver forestilling om metode, der går ud på at anvende regler og finde facitsvar. Hvad er så Genettes metode? Spøgefuldt ironisk, og idet han spiller på religiøse undertekster og samtidig foregriber en hovedtopos hos Proust, peger han på den ufrivillige erindrings »mysteriøse« uforudsigelighed, som ikke er uden et vist slægtskab med æstetikkens (og poetikkens) og erkendelsesteoriens sfærer:

Det, jeg foreslår her, er væsentligt en analysemetode: Jeg må altså erkende, at idet jeg søger det specifikke, finder jeg det universelle, og at jeg, idet jeg vil stille teorien i kritikkens tjeneste, mod min vilje stiller kritikken i teoriens tjeneste.⁷⁰ Dette er enhver poetiks paradoks, og sikkert også enhver erkendelsesvirksomheds, altid udspændt mellem de to uomgængelige sandheder, at der ikke findes objekter, som ikke er singulære, og ingen videnskab, som ikke er om det generelle; og dog finder den trøst og bliver på sin vis tiltrukket af denne lidt mindre udbredte sandhed, at det generelle findes i hjertet af det singulære, og altså – i modsætning til en almindelig fordom – det erkendelige i mysteriets hjerte.⁷¹

Så mod sin vilje er Genette altså kommet til at stille sin kritiske undersøgelse af Prousts værk i teoriens tjeneste? Det kan lyde som blot en lidt forceret retorisk teaser, og sådan må vi tro, at det er blevet opfattet blandt den større del af Discours’ læsere, for artiklen er først og fremmest blevet læst (og kritiseret) som et udkast til en generel narratologi. Men som vi skal se i det følgende er det næsten helt bogstaveligt sådan, at Genettes samlede teori springer ud af analysen af Prousts værk, og samtidig også sådan, at det stort set er »helt almindelige« – og altså ikke for eksempel specifikt strukturalistiske – »elementer, figurer og fremgangsmåder af almen brugbarhed og kurant værdi«, der bliver gjort operative i analyserne.

På ét punkt, imidlertid, forholder det sig lidt anderledes, nemlig når det gælder inddragelsen af Benvenistes teori om udsigelsen, som jo ikke tilhører litteraturkritikkens almindelige og kurante begreber, selv om den efter 1966 i stigende grad havde vundet gehør (men ikke nødvendigvis forståelse) blandt franske litterater. I Discours’ indledning præsenteres den som en overgribende, teoretisk ramme for analysen; men det sker bemærkelsesværdigt diskret og anonymt, gemt i en diskussion af det flertydige ord récit (normalt oversat med fortælling): Det er nødvendigt at skelne mellem den betydning af ordet, hvor det betegner den fortalte historie, og så den betydning, hvor det betegner ›den række udsagn (i litteraturen den tekst), der fortæller historien‹, altså fortællingen,⁷² og så en tredje betydning, som synes at være den ældste, og hvor ordet »endnu en gang bekendtgør en begivenhed«, ikke den man fortæller, men den, der består i, »at en eller anden fortæller noget, selve fortællehandlingen« (hvad Benveniste kalder udsigelsen):

Man siger således, at sangene IX-XII i Odysseen er viet til Odysseus’ fortælling, som man siger at sang XXII er viet til massakren på bejlerne; at fortælle disse eventyr er en handling, ligesom det at massakrere sin hustrus bejlere er det, og hvis det siger sig selv, at eksistensen af disse eventyr (forudsat man, som Odysseus, opfatter dem som virkelige) ikke på nogen måde afhænger af denne handling [fortællehandlingen], er det lige så indlysende, at den narrative diskurs, Odysseus’ fortælling […], er absolut afhængig af den, for den er dens produkt, som ethvert udsagn er produktet af en udsigelseshandling.⁷³

Så her er den, udsigelsesteorien, men uden eksplicit reference til Benveniste og i stedet præsenteret, som om den skulle være resultatet af et ganske simpelt, commonsensisk ræsonnement. »Uden narrativ handling [acte narratif], altså, intet udsagn, og til tider ikke en gang et narrativt indhold«. Genette finder det »overraskende«, at fortælleteorien indtil nu har været så lidt opmærksom på den narrative udsigelses problemer og brugt næsten hele sin opmærksomhed »på udsagnet og dets indhold, som om det var fuldstændig sekundært, at Odysseus’ eventyr, for eksempel, fortælles snart af Homer, snart af Odysseus selv«.

Det giver næsten sig selv, at de tre betydninger af récit nu kan betegnes som henholdsvis historie, diskurs og narration. Klart nok er diskursen, som vi allerede, hvad litteratur angår, har identificeret med fortællingens tekst, det eneste, der er direkte tilgængelig for analyse, mens historien og narrationen kun er tilgængelige, for så vidt som vi kan spore dem i, udlæse dem af teksten. Og narrationen, det er altså den handling, der producerer fortællingen, og ikke kun handlingen isoleret betragtet, men hele »den narrative situation eller instans, og med den dens to protagonister, fortælleren og hans adressat, virkelig eller virtuel«.⁷⁴ Udsigelser forekommer normalt ikke uden kontekst, og udsigelsessituationen er medbestemmende for, hvordan vi kan forstå, ikke alene udsigelsen, men også det udsagn, den producerer.

Dermed er Discours’ rammeteori, ganske vist anonymt, antydet i sine grundtræk. Genette sammenfatter det hele – og lidt mere – i følgende brandpassus:

Historie og narration eksisterer altså for os kun gennem fortællingens mellemkomst. Men til gengæld kan fortællingen, den narrative diskurs, kun være, hvad den er, for så vidt som den fortæller en historie, uden hvilken den ikke kunne være narrativ (for eksempel Spinozas Etik), og for så vidt som den er fremført af en eller anden, uden hvilket den (for eksempel en samling arkæologiske dokumenter) ikke engang ville være en diskurs. Som narrativ lever den af forholdet til den historie, den fortæller, som diskurs lever den af forholdet til den narration, der fremfører den.⁷⁵

Dette er altså den generelle, teoretiske ramme: en tilsyneladende enkel inddeling af fortællingens tekst eller »diskurs« i tre analytiske »niveauer«: Teksten er det umiddelbart tilgængelige niveau, mens de to andre analyseniveauer, historien og narrationen, er de to kilder, som teksten »lever af«.

For at undgå, at forestillingen om disse tre niveauer degenerer til en af disse pædagogiske papfigurer, der florerer i narratologiske lærebøger, lad os med det samme klargøre en upåfaldende vanskelighed: Først bestemmes fortællingen som narrativ diskurs; dernæst hedder det, at fortællingen som narrativ lever af forholdet til historien, og at den som diskurs lever af forholdet til narrationen. Implikationen er altså, at skønt bestemt som narrativ diskurs, kan fortællingen ikke desto mindre være mere eller mindre narrativ og mere eller mindre diskursiv.⁷⁶ Det kan umiddelbart se ud som en upåagtet glidning fra genrebestemmelse (narrativ diskurs) til funktionsbestemmelser (genrens narrative og diskursive funktioner). Men det handler om noget andet, en logisk pointe, der gemmer sig i selve genrebestemmelsen: Skønt en fortælling per definition er narrativ, er den ikke per definition diskursiv i betydningen en fortællers tale – medmindre man da har en teori, der kræver en sådan definition. Og Genettes genrebestemmelse er netop ikke kun generisk (narrativ diskurs), den er tillige teoretisk overbestemt (narrativ diskurs), og funktionsbestemmelserne (narrativ hhv. diskursiv) er således faktisk allerede indbagt og gemt i genrebestemmelsen. Bevægelsen fra genren til dens funktioner er derfor en rent deduktiv, styret af begrebet om den narration (den narrative udsigelse), som allerede implicit er meddefineret i diskursbegrebet. Heraf følger, at en fortælling som helhed altid vil være diskursiv, en fortællers tale, selv om den i partier skulle være rent narrativ og ligesom uden fortæller. En helt igennem rent narrativ fortælling, uden en fortællers tale, kan ikke forekomme i rammerne af denne teori.⁷⁷ Og omvendt kan en fortæller selvfølgelig til tider (og i ekstreme tilfælde næsten hele tiden) tale mere om fortællingen og sig selv end om historien, eller han kan også, som Flaubert, vende sig bort fra handlingen til fordel for en beskrivelse eller på andre måder røbe »en afsmag for den narrative funktion«⁷⁸; men han kan ikke fuldstændig undlade at fortælle en historie.⁷⁹

Men hvis denne rammeteori nok er lidt mere kompleks, end man kunne få indtryk af ved en hurtig læsning, og skønt den ikke er et almindeligt og kurant element, der »ufrivilligt« dukker op i det analytiske arbejde, er det ikke desto mindre, som vi skal se, faktisk som om den bliver udledt af Prousts På sporet af den tabte tid, som var det netop i hjertet af Prousts roman, Genette havde fundet den, og ikke hos Benveniste.

Den måde, som fremstillingen i Discours er redigeret på, følger faktisk langt hen denne idé: De tre første af artiklens i alt fem kapitler, som vi i det følgende vil kalde tidskapitlerne, er næsten udelukkende en analyse af forholdet mellem tid og fortælling i Prousts roman. Det fjerde kapitel, som handler om »fortællemåder« (og på sin vis om »teksten selv« og ikke dens relation til hverken historien eller narrationen), starter med en generel opsamling og præcisering af »alment brugbare og kurante« begreber om distance, synsvinkler og gengivelse af karakterers tale og tanke«, og ender med at vise den helt særlige måde, som Prousts fortælling anvender dem på. Først i det femte og sidste kapitel finder vi en ultrakort omtale af Benvenistes teori om udsigelsen og »subjektiviteten i sproget«, hvorefter vi får en generel diskussion af forholdet mellem narrationens niveau og fortællingen, og ikke mindst af forholdet mellem narrative niveauer i (ramme)fortællinger, og dernæst (med inspiration fra Roman Jakobson) en skitse af fem fortællefunktioner, som så ender med en fremhævelse af Prousts særlige måde at håndtere dem på.

Men på trods af denne Proust-dominans initierer Discours faktisk en generel narratologisk teori. Hvordan kan det lade sig gøre? Det generelle findes i det singulære, véd vi, og det erkendelige i mysteriets hjerte, og Genette vil gerne have os til at tro, at Discours’ åbenlyse hemmelighed er, at den blot ved hjælp af en række skarpe og meget nyttige diskussioner af almindeligt accepterede fremgangsmåder og begreber faktisk lader På sporet af den tabte tid gøre arbejdet for sig.⁸⁰ I følgende læsning vil vi undersøge, hvordan Genette i det værk, der blev narratologiens fundamentalt initierende, realiserer bevægelsen fra Prousts særlige poetik til en almen narratologi.

1 Antoine Compagnon, Le démon de la théorie. Litterature et sens commun, Paris: Seuil, 1998.

2 Émile Benveniste, Problèmes de linguistique générale, Paris: Éditions Gallimard, 1966. Bogen er en samling artikler fra slutningen af 30’erne til 1966. Ifølge Jonahan Culler var artiklerne velkendte i strukturalistiske kredse (Culler, Jonathan, Structuralist Poetics, London: Routledge, 1994 [1975], s. 7).

3 I USA og i Tyskland, men til en vis grad også i Frankrig, er det ikke ualmindeligt, at det oprindelige narratologiske projekt kommenteres, uden at Benveniste nævnes, idet man synes at tro, at projektet er en simpel fortsættelse af klassisk strukturalisme. Men Benveniste er, som vi straks skal se, om ikke ligefrem en kritiker af Saussure, så dog en skarp kritiker af saussurismens begrænsninger og bevæger sig faktisk i en sprogpragmatisk retning.

4 Maurice Merleau-Ponty, Phénoménologie de la perception, Paris: Gallimard, 1945.

5 »De la subjectivité dans le langage« (1958), i op.cit.

6 Ibid., s. 259.

7 Ibid., s. 259f.

8 Ibid., s. 260.

9 Ibid., s. 260.

10 Ibid., s. 261.

11 Termen »talens instans« (instance de discours) nævnes i artiklen ›Pronominernes natur‹ (»La nature des pronoms« (1956), op.cit., s. 251-57): Det drejer sig om en egenskab ved pronominerne, »som vi vil kalde ›talens instanser‹, det vil sige de diskrete og hver gang unikke handlinger, ved hvilke sproget aktualiseres som tale af en talende« [actualisée en parole par un locuteur] (s. 251). »Instans« associerer altså til instant, øjeblik; det skal tænkes som »denne talehandling i dette øjeblik«, »lige nu idet jeg taler«.

12 Ordet discours (diskurs) kan være lidt vanskeligt at have med at gøre. Benveniste bruger det her i betydningen ›tale‹ (således at ›samtale‹ altid er medforstået), men andre gange har ordet den mere tekniske betydning af ›tale, hvis udstrækning er længere end en én sætning‹.

13 Ibid., s. 261f.

14 Ibid., s. 262f.

15 Ibid., s. 263.

16 Ibid., s. 265.

17 I ›Pronominernes natur‹ havde Benveniste demonstreret, at 3. persons pronominer (han, hun, det) i alle kendte sprog ikke er personale, men apersonale. Kun jeg og du er personale pronominer; de danner et personalt system. (Fra tid til anden bliver det benævnt som »jeg-du-systemet).

18 Benveniste hævder i denne artikel, at indoeuropæiske sprog udgør en anomali, ja, en »ekstrem undtagelse«, eftersom det i disse sprog er muligt at bruge visse af det-systemets pronominer (for eksempel hun og han) som en slags personale pronominer. Men det fundamentale er også i disse sprog det samme, for hun og han henviser til det, som der refereres til i diskursen, og som i den forstand befinder sig uden for den kommunikationssituation, hvor jeg-du-systemet anvendes. (»Structure des relations de personne dans le verbe« (1946), i op.cit., s. 230).

19 »Les relations de temps dans le verbe français« (1959), i op.cit.

20 Ibid., s. 239.

21 Helt siden 1500-tallet har passé simple voldt grammatikerne usædvanligt store problemer, og ej heller i moderne lingvistik finder man en konsensus om, hvordan den skal beskrives. (For en fyldig sproghistorisk og teoretisk redegørelse se Wendy Ayres-Burnett og Janice Carruthers, Problems and Perspectives. Studies in Modern French Language, Harlow: Pearson Education, 2001, ss. 168-191.) – Indtil midten af 1600-tallet var passé simple en almindelig præteritumsform også i fransk talesprog og ikke begrænset til 3. person. Benveniste hævder, at formen i dag kun bliver brugt i skriftlige sammenhænge, og kun i 3. person. Det er efter alt at dømme en for generel påstand; der findes eksempler på aktuel brug af passé simple 1. og 2. person, dialektalt endog i talesprog. (For en informativ redegørelse med mange teksteksempler fra 1600 til i dag, se Nathalie Fournier, Grammaire du français classique, Paris: Belin, 2002, s. 395-612.)

22 Hvis man præcist imperfektum-oversætter passé simple vil det på dansk ofte give en art passé simple-effekt, men som oftest vil det komme til at lyde umuligt. Tag f.eks. denne sætning fra Madame Bovary: »Mais, quand la lettre fut close, comme elle ne savait pas l’adresse de Léon, elle se trouva fort embarassé«. Den kunne næsten bogstaveligt oversættes med: »Men, da brevet var lukket, og hun nu ikke lige vidste Leons adresse, fandt hun sig stærkt forlegen«. På moderne dansk ville man måske snarere sige » … kom hun i stærk forlegenhed«, »blev hun stærkt forlegen«. Men passé simple antyder en allerede afsluttet handling, som i en perfektum (der på dansk er en sammensat form): »(Hun fandt, at) hun nu var kommet i stærk forlegenhed« eller »(hun fandt, at hun var blevet stærkt forlegen)«. Det ejendommelige ved passé simple er, at den ofte med øjeblikkelig virkning synes at gøre hver begivenhed til en »afsluttet historie«. En passé simple-fortællens bevægelse fremad sker ligesom med ryggen mod det kommende. En sådan »punktuel« datidsform kan vanskeligt gengives med et verbum i imperfektum, som på grund af sin uafsluttethed bygger en slags bro mellem datid og nutid, men lige så umuligt ville det som regel være at bruge den afsluttende perfektum. Så konsekvensen er, at alle danske (og tyske og til dels engelske) oversættelser er henvist til disse sprogs mest simple datidsform, imperfektum, og til mere eller mindre vellykket at vride sætningerne for at få den rigtige effekt. Det er muligt at gøre det, men som oftest ekstremt svært, og mange oversættere tager opgaven let.

23 Denne formulering vil givetvis ikke tilfredsstille mange lingvister. Den forsøger at ramme et mindste fælles multiplum for de fleste lingvistiske traditioners beskrivelsesforsøg og desuden at tage højde for forhold, der er specifikt litterære og som derfor som regel falder uden for den måde, som lingvistikken normalt plejer sit domæne på.

24 Ibid., s. 241. Min kursiv.

25 Ibid., s. 242.

26 Ibid.

27 Ibid.

28 (»Grandet betragtede sin datter og udbrød muntert: — Hun er treogtyve år i dag, barnet; …«). Balzac, Eugenie Grandet, Paris: Nelson, Éditeurs, u.å., s. 30.

29 De fleste lingvistiske traditioner mangler endnu, så vidt jeg kan se, at konfrontere den æstetiske distance og fiktionens problematik.

30 (Jf. senere, s. 187 ff.) Det er måske ikke nogen tilfældighed, at det er i 1600-tallets 2. halvdel, den franske romans klassiske periode, at aoristformen aktuelle (om ikke totale) begrænsning til først og fremmest skrevne fortællinger og til 3. person bliver kodificeret.

31 Roland Barthes, »Introduction à l’analyse structurale des récits«, in: OEuvres complètes, tôme 2, Paris, Seuil, 1984 [1966], s. 75.

32 Ibid., s. 76.

33 Roland Barthes, »Situation du linguiste«, in: OEuvres complètes, tôme 2, op.cit., s. 64.

34 Émile Benveniste, »Les niveaux de l’analyse linguistique«, in: Problèmes de linguistique générale, op.cit., s. 129f.

35 Op.cit., s. 79.

36 Ibid., s. 94.

37 Ibid., s. 95. Den, der skriver, er ikke den, der er: Denne kryptiske allusion til Lacan og psykoanalysens dekonstruktion af subjektets (jeg’ets) identitet har ikke anden funktion i teksten end at bekendtgøre et intellektuelt slægtskab. Jf. senere om artiklens sidste sætning.

38 Ibid., s. 95f.

39 Op.cit., s. 96.

40 Ibid., s. 97.

41 Ibid., s. 103. Sprogets kommens uophørlige eventyr: én af flere allusioner til Freud og Lacan. Artiklen slutter med følgende hyldest til det lille menneskes universelle bedrifter: »i alt fald, uden at ville forcere en fylogenetisk hypotese, det er måske ikke uden betydning, at det er i den samme korte periode (mod slutningen af det andet år), at det lille menneske på én gang »opfinder« sætningen, fortællingen og Ødipus« (ibid.).

42 Jf. Christian Grambye og Harly Sonne, Grundbegreber i nyere tekstvidenskab – med særlig henblik på tekstanalytisk praksis, København: Dansklærerforeningen, 1980.

43 Gérard Genette, »Frontières du récit«, in: Genette, Figures II, Paris, Éditions du Seuil, 1969 [1966]; Tzvetan Todorov, »Les catégories du récit littéraires«, in: Communications, 8, 1966.

44 Hos Monika Fludernik er det i mange af hendes publikationer en genkommende frase, for eksempel i artiklen »History of Narratology: A Rejoinder«, in: Poetics Today, 24, 3, 2003.

45 Tilføjet i fodnote: »Genus activum vel initiativum (ingen forfatterintervention i diskursen, teatret for eksempel), genus ennarativum (kun digteren har ordet; sentencer, didaktiske digte); genus commune (blanding af de to genrer: epopeen).« (Op.cit., s. 97n3)

46 Ibid.

47 Op.cit., s. 63. Citatet i citatet er fra Benvenistes artikel »De la subjectivité dans le langage« (i: Problèmes de linguistique générale, s. 262).

48 Ibid., s. 263.

49 Balzac, Études philosophiques: Gambara; Benveniste, op.cit., s. 241. – Benveniste kursiverer de verber, der står i aorist (passé simple): »Après un tour de galerie, le jeune homme regarda tour à tour le ciel et sa montre, fit un geste d’impatience, entra dans un bureau de tabac, y alluma un cigare, se posa devant une glace, et jeta un regard sur son costume, un peu plus riche que ne le permettent en France les lois du goût.«

50 Ibid.

51 Jf. Charles Bally (1912) »Le style indirect libre en français moderne I«, in: Germanisch-romanische Monatsschrift, IV, s. 551ff.

52 »Il rajusta son col et son gilet de velours noir sur lequel se croisait plusieurs fois une de ses grosses chaînes d’or fabriquées à Gênes; puis, après avoir jeté par un seul mouvement sur son épaule gauche son manteau doublé de velours en le drapant avec élégance, il reprit sa promenade sans se laisser distraire par les oeillades bourgeoises qu’il recevait.« (Ibid.)

53 Op.cit., s. 66.

54 »Quand les boutiques commencèrent à s’illuminer et que la nuit lui parut assez noire, il se dirigea vers le place du Palais-Royal en homme qui craignait d’être reconnu, car il côtoya la place jusqu’à la fontaine, pour gagner à l’abri des fiacres l’entrée de la rue Froidmanteau…« (Op.cit., s. 241).

55 Den »latinske konjunktiv« (som her kun eksisterer i form af et idiom) refererer til »en homme qui craignait …«, som på dansk gerne oversættes med en sammenlignende relativsætning (»som et menneske, der frygter«) eller ved en lidt mere konjunktivt drejet »litterær« formulering (»som var han et menneske, der frygtede«); den er en rest af en latinsk konjunktiv, idet der sammenlignes med et tænkt objekt.

56 Op.cit., s. 66.

57 Ibid, s. 66f.

58 »Sandheden alene, det er den historie, som kan fortælles som en rækkefølge af hårde og nøjagtige fakta, hvad enten de er opfundne eller faktisk har fundet sted; at fortælle historien med kunst kræver derimod, ikke alene den sandsynlighed, der beskytter illusionen, men desuden, at jeg som læser bliver rørt af historien, fordi dens personer taler, og fordi jeg bliver vist personernes sjælelige bevægelser.« Madeleine de Scudéry, Ibrahim, ou, l’Illustre Bassa (1641), oversat efter Henri Coulet, Idées sur le roman. Textes critiques sur le roman français. XIIe – XXe siècle, Paris: Larousse, 1992, s. 76.

59 Diderot, OEuvres, Paris: Gallimard, 1951, s. 1060f.

60 Henry Home, Elements of Criticism, Honolulu, Hawai: University Press of the Pacific, 2002 [1762].

61 Friedrich von Blanckeburg, Versuch über den Roman, Stuttgart: J.B. Metzlersche Verlagsbuchhandlung, 1965 [1774].

62 Henry James, »The Art of Fiction«, in: Longman’s Magazine, 4, September, 1884.

63 Percy Lubbock, The Craft of Fiction, NewYork: Jonathan Cape and Harrison Smith, 1929 [1921].

64 Wolfgang Kayser, Entstehung und Krise des modernen Romans, Stuttgart: J.B. Metzlersche Verlagsbuchhandlung, 1961 (1954).

65 Op.cit., s. 67.

66 Titlen er flertydig. Første led kan for eksempel oversættes med Fortællingens tale eller Afhandling(er) om fortællingen. Genette kommenterer selv flertydigheden i det senere »efterskrift«, Nouveau discours du récit, Paris: Éditions du Seuil, 1983, s. 8f. (Engelsk oversættelse Narrative Discourse Revisited, New York: Cornell University Press, 1994 [1988], s. 13.)

67 Genette, Gérard, »Discours du récit. Essai de méthode«, in: Figures III, Paris, Seuil, 1972, herefter noteret som Discours; engelsk oversættelse Narrative Discourse, An Essay in Method, Ithaca: Cornell University Press 1980, herefter som regel noteret som ND.

68 Ibid., s. 68 (ND, s. 22)

69 Ibid. (ND, s. 22f.)

70 Jf. »thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg«. (Romerbrevet, 7:19.)

71 Discours, s. 68f. (ND, s. 23.)

72 På dansk er det ikke ordet fortælling, der bærer denne tvetydighed, men snarere ordet historie, ligesom på engelsk ordet story: Vi hører (om) en historie, vi lytter til en fortælling, men vi siger, at vi læser en historie, eller at vi læser en fortælling, og mener med begge ord det samme.

73 Discours, s. 72 (ND, s. 26).

74 Ibid., s. 76 (ND, s. 31). Termen instans forklares så med en kort notehenvisning, der refererer til Benvenistes »diskursens instans«.

75 Op.cit., s. 74 (ND, s. 29).

76 Jane E. Lewin har åbenbart ladet sig forvirre af denne forkludring, når hun i citatets anden sætning oversætter »den narrative diskurs« med det i denne sammenhæng absurde »the narrated discourse« (ND, s. 29).

77 Vi genfinder her Benvenistes modsætning mellem l’histoire og discours, men kun som et forbifarende øjeblik, et næppe hørbart brus i tekstens talestrøm.

78 Genette, Gérard, »Silences de Flaubert«, in: Genette, Figures I, Paris, Éditions du Seuil, 1966, s. 245.

79 Det er ikke svært at genfinde sporene af Barthes’ programmatiske formuleringer om ›narrationens endnu uudforskede niveau‹ i denne rammeteori, men der er en nuance, der gør en væsentlig forskel: Hvor Barthes tænkte narrationens niveau som alt det i en fortælling, der ikke lader sig opsummere i et referat af historien og dens karakterer, skelner Genette mellem fortællingens udsagn og dens udsigelser, hvorfor narrationens niveau i princippet bliver et særligt analytisk niveau »bag« fortællingens udsagn. Jeg siger »i princippet«, for hvis enhver fortælling har en fortæller, og alle udsagn, som ikke er en karakters udsagn, derfor er fortællerens udsagn, da forudsætter vi udsigelsen, selv der, hvor vi ikke kan se spor af den. Per »syntetisk« implikation er det derfor, som hos Barthes, hele fortællingens tekst med alle dens kunstgreb og tekniske finesser, der udgør narrationens niveau; men analytisk er det nødvendigt at skelne mellem fortællingens udsagn og fortællerens udsigelse.

80 Som Genette senere bemærker, har man i receptionen af Discours praktisk talt forholdt sig tavs til dens Proust-analyser, selv om de udgør næsten to tredjedele af artiklen. Jf. Nouveau discours du récit, s. 10 (Narrative Discourse Revisited, s. 12).