Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 8

I de enkleste tilfælde er handlinger, som et verbum beskriver, de samme i 1., 2. og 3. person. For eksempel refererer det franske verbum manger (spise) til den samme handling i je mange, tu manges og il mange; person gør ingen forskel. Men mange verber ændrer betydning efter person. Det gælder for nogle, men ikke alle verber, der betegner dispositioner eller »mentale operationer«. Verber som tro, antage, forudsætte, konkludere, som synes at referere til mentale operationer, kræver et komplement: »Jeg tror, der kommer regn i aften«, »Jeg konkluderer, at denne krig er unødvendig«. Tro og konkludere refererer ikke til en begivenhed og egentlig heller ikke til den mentale aktivitet at tro eller at konkludere, men derimod til en holdning (som kan være resultat af en trosakt eller et tankearbejde), en holdning til det sagsforhold, som det primære udsagn beskriver (der kommer regn i aften; denne krig er unødvendig). Sætninger som disse vil man ikke ofte møde i 2. person, hvor de som oftest vil være en art ekkosætninger, gentagelser af, hvad du (lige) har sagt: »Du tror, der kommer regn i aften?« Men i 3. person er det helt anderledes: »Han tror, der kommer regn i aften«, »Hun konkluderer, at denne krig er unødvendig«. I den synsvinkel, ud fra hvilken jeg udsiger disse sætninger, har vi her kun rene konstateringer.¹⁶ I 3. person er det udsigende jeg umarkeret, og udsagnet er »objektivt« beskrivende; det røber ikke udsigerens »subjektive« holdninger. Her har altså denne type verber en anden valør end i 1. (og 2.) person.¹⁷

Spørgsmålet om 3. persons lingvistiske særstatus er gennemgående i Benvenistes arbejde. I artiklen »Personrelationens struktur i verbet« forsøger han at vise, hvordan jeg-du-systemets pronominer i praktisk taget alle kendte sprog har en helt anden lingvistisk status end »det-systemets«; i alle kendte sprog refererer verbernes 3. person (eller pronominer med samme funktion: han, hun, det) til det, som ikke er person (jeg eller du), til det ikke- eller apersonale, det, der falder udenfor – det, man taler om, men ikke taler med.¹⁸