Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 7

Alle sprog skelner på en eller anden måde mellem fortid, nutid og fremtid og anvender utallige sproglige former til det, men »altid er udgangslinjen en reference til ›nutid‹«. Men hvad er nutid? – En tid, som verbets præsens refererer til? Nej, nutid er ikke andet end:

sammenfaldet af den beskrevne begivenhed med talens instans, som beskriver den. Nutidens tidsmærke kan kun findes i diskursens indre. Dictionnaire général definerer ›nutid‹ som en ›verbal tid, der udtrykker den tid, hvor man er‹. Men pas på, der er ikke andet kriterium eller andet udtryk for at pege på ›den tid, hvor man er‹, end at tage den som ›den tid, hvor man taler‹. Dét er ›nutidens‹ evige øjeblik, og det er aldrig relateret til en ›objektiv‹ kronologis begivenheder, fordi det for hver talende er bestemt af hver enkelt af de taleinstanser, som relaterer sig til det. Den lingvistiske tid er selv-refererende. I en sidste analyse afslører den menneskelige temporalitet med hele sit lingvistiske apparat den subjektivitet, der er inhærent i selve sprogudøvelsen.¹⁴

Menneskelig tid er altså bestemt af menneskets evne til i tale at referere til sig selv med jeg og til samtalepartneren med du. Talehandlingens, talens instans’ nu, er tidens omdrejningspunkt: Verbernes førtidsformer refererer til begivenheder før dette nu, fremtidsformerne til begivenheder efter; før og efter har kun mening som relateret til den talendes nu. »Talens instans er således konstitutiv for alle de koordinater, der definerer subjektet«.

En sådan »pointillistisk« opfattelse kunne umiddelbart synes at modsige bestemmelsen af »subjektivitet« som »den psykiske enhed, der transcenderer totaliteten af de oplevede erfaringer, som den samler, og som sikrer bevidsthedens permanens«. Men Benvenistes pointe er, at subjektiviteten som kontinuitet, som »bevidsthedens permanens«, er en effekt af tilegnelsen af sproget:

Sproget er altså subjektivitetens mulighed, fordi det altid indeholder de lingvistiske former, der er tilpasset dets udtryk, og diskursen provokerer fremkomsten af subjektiviteten som følge af, at den består af diskrete instanser. Sproget tilbyder på en måde ›tomme‹ former, som enhver talende i udøvelsen af diskursen tilegner sig, og som han relaterer til sin ›person‹, idet han samtidig definerer sig selv som jeg og en samtalepartner som du.¹⁵

Med andre ord (men denne gang ikke Benvenistes): Bevidsthedens permanens, bevidstheden om kontinuitet i tid, er en effekt af sproghandlingernes diskontinuitet, som om gentagelsen af jeg og du akkumulerer (en mere eller mindre illusorisk) kontinuitetserfaring. Præcis hvordan processen foregår, er måske et sprog- eller indlæringspsykologisk spørgsmål. Pointen er bare, at sproget med sine diskrete former er noget givet, individer vokser op i det, og de bliver først subjekter, idet de udfylder formerne, og de afgørende former, som sproget tilbyder i denne proces, er de personlige pronominer. I ethvert kendt sprog danner disse et system, ud fra hvilket subjektet koordinerer sin verden i rum og tid, idet det samtidig gentagende bliver til som subjekt for sig selv og for andre.

I talens instans, talehandlingens øjeblik, finder vi altså hver gang et nu og et jeg forskelligt fra alle andre og alle andres jeg og nu. Men da disse udfylder et givet sprogsystems tomme former, er det nærliggende at tale om et talens eller diskursens system. Det fører sjældent til problemer, at ordet diskurs (sammenhængende tale) på denne måde får en dobbelt betydning: på den ene side talens konkrete øjeblik, på den anden side det system af tomme tegn, som disse øjeblikke eller instanter hver gang udfylder.