Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 17

Men man kan selvfølgelig også læse denne leg som en leg med snedige fortællertegn, som om Balzac har ladet sin kløgtige, alvidende fortællers legen skjul mellem synsvinkler genspejle og fordoble denne unge mands ønske om at forblive inkognito. Dét ville være en tekstuel fordobling, et eksempel på, hvad der sker i denne teksts materialisering af mulige kombinationer i fortællingen som diskursivt system.

Og dog: Hvad vindes egentlig ved her at postulere en fortæller, altså ved så at sige lægge en diskursiv instans oven i en tekst, der synes at klare sig udmærket uden? Spørgsmålet er meningsløst på Genettes præmisser; for ham er diskurs i litteraturen det samme som i talesproget: Diskursen har »ingen renhed at tage vare på, for den er sprogets mest ›naturlige‹ modus«, den mest omfattende og mest universelle, idet den per definition rummer alle former; beretningen (le récit) er derimod en særlig modus, markeret, bestemt ved et vist antal eksklusioner og restriktive betingelser (den afviser præsensformen, første person etc.). Diskursen kan »fortælle« (»raconter«) uden at ophøre med at være diskurs, beretningen kan ikke »diskurrere« uden at gå ud over sig selv.⁵⁶ Beretningen – le récit – er altså en »unaturlig« form, som på kunstig vis udelukker fortælleren som subjektiv udsigelsesinstans. Men romankunsten forlanger noget mere:

[den] kan ikke længere afstå fra diskursen uden at blive gold og fattig: derfor forekommer beretningen […] aldrig i sin rigorøse form.⁵⁷

Her har vi åbenbart Genette fundamentale investering i fortællerbegrebet. Det garanterer romanfortællingens liv til forskel fra beretningens bogstavelige død, dens skriftbundne grammatik, dens opremsning af blot begivenheder, dens rene narrativitet. Vi genkender klicheen om det levende, subjektive talesprog versus det døde skriftsprog. Det drejer sig om en århundredgammel retorisk topos og et gennemgangstema i kritikkens historie fra Madeleine de Scudérys krav om, at romaner skal være touchant og »sige« hende noget,⁵⁸ over Diderots lovtale til Richardsons evne til at levere personernes dugfriske intimitet,⁵⁹ Homes lovtale til dialogen,⁶⁰ Blankenburgs insisteren på Innerlichkeit,⁶¹ James’ aversion mod Stevensons handlingsromaner,⁶² Lubbocks præference for showing versus telling,⁶³ Kaysers gysen ved den upersonlige fortællers metalliske stemme⁶⁴ – for nu blot at nævne nogle ærværdige nøglepunkter på en kritikhistorisk hovedlinje.

Imidlertid, hvis det i kritikhistorien først og fremmest er fremstillingen af karakterernes liv (hvad de siger, tænker og føler), der bliver tænkt som modvægt til den sterile, rene narrativitet, er det for Genette først og fremmest »fortællertegnene«, de »diskursive elementer«:

Den mindste generelle iagttagelse, det mindste adjektiv, som er bare lidt mere end beskrivende, den mest diskrete sammenligning, det mest beskedne ›måske‹, den mindst påfaldende logiske artikulation introducerer i beretningens ramme en art tale, som er fremmed for den, og ligesom genstridig.⁶⁵

Alle disse elementer, altså, som Genette i læsningen af Gambara-citatet ser som fortællertegn, idet han meget præcist undgår at læse synsvinklerne med. Derved undgår han også Barthes’ sammenblanding af synsvinkel og fortællestemme, idet han dog bevarer Barthes’ nærlæsende fokus på mulige spor af en upåfaldende fortæller – en, der ved at udviske sporene af sin retrospektive position maskerer sig eller gemmer sig i teksten.