Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 9

I ›Tidsrelationerne i det franske verbum‹¹⁹ beskriver Benveniste, hvordan de måder, som franske verber organiserer tid på, kan ses som underlagt to forskellige »udsigelses-systemer«: Foruden talesprogets normale system, le discours, er der et system, som nu stort set kun er operativt i særlige skriftlige sammenhænge, nemlig for så vidt som der skrives historier, de være sig virkelige eller fiktive. Benveniste kalder følgelig dette system l’histoire. Forskellen mellem de to systemer er kort fortalt denne: I diskursen, som bruger imperfektum eller sammensat datid for at fortælle historier, relaterer udsigelsen sig implicit altid til sin egen nutid, som f.eks. i: »Peter var syg i går«, hvor tidsangivelsen »i går« er relateret til udsigelsens nu. I l’histoire, derimod, drejer det sig om en præsentation af begivenheder, som er sket en gang »i tiden«, og hvor den, der beretter dem, ikke på nogen måde markerer udsigelsens nu: »34 år senere var Alexander død«. Den »historiske intention« konstituerer en af »sprogets store funktioner« og præger det med en »særlig tidslighed«:

Vi vil definere den historiske beretning [le récit historique] som en udsigelsesmåde, der udelukker enhver ›selvbiografisk‹ lingvistisk form. Historikeren siger aldrig jeg eller du, aldrig her eller nu, for han låner aldrig diskursens formelle apparat, der består i den personale relation jeg: du. I en strengt gennemført historisk beretning vil man altså aldrig finde andet end formen ›3. person‹.²⁰

Den historiske beretning har ifølge Benveniste i alt væsentligt kun tre tider: passé simple, imperfektum, pluskvamperfektum. Men mens imperfektum og pluskvamperfektum er former, som den historiske beretning deler med talesproget, er passé simple (simpel datid) en særlig fransk præteritumsform, som i dag stort set kun findes i skriftligt sprog, og som regel kun i 3. person.²¹ Med et lån fra græsk grammatik foreslår Benveniste at kalde den aorist. Formen vil praktisk talt altid skulle oversættes med dansk imperfektum;²² men på fransk indikerer den en afstand i tid eller holdning, som indebærer, at det fortalte (eller refererede) ikke længere har nogen praktisk, nutidig betydning for udsigeren og hans tilhørere; den indikerer et »afsluttet kapitel«.²³ I skrevne franske beretninger og fortællinger kan den vanskeligt erstattes med imperfektum eller talesprogets passé composé (førnutid), uden at den særlige aorist- eller »distance«-effekt går tabt. Men omvendt kan den historiske udsigelsesmåde i princippet fint klare sig uden talesprogets, diskursens, tidsformer:

I den historiske beretning er det nødvendigt og tilstrækkeligt, at forfatteren forbliver tro mod sin tale som historiker, og at han bandlyser alt, som er fremmed for det at berette begivenhederne (tale, refleksioner, sammenligninger). Egentlig er der nu ikke længere engang en fortæller her. Begivenhederne bliver fremstillet, som de optræder, efterhånden som de kommer til syne i historiens horisont. Ingen taler her; begivenhederne synes at fortælle sig selv. Den fundamentale tid er aorist, som er begivenhedens tid uden for fortællerens person.²⁴

Dette betyder selvfølgelig ikke, at historikeren er forpligtet til kun at bruge histoire. Men det betyder, at hver gang der i en historisk beretning viser sig en diskurs, for eksempel når historikeren »reproducerer en persons tale, eller når han selv intervenerer for at vurdere de rapporterede begivenheder, går man over til et andet tidsligt system, diskursens«;²⁵ verbernes tider bliver diskursens tider, og aorist er udelukket. Det er netop en særlig egenskab ved sproget at »tillade disse øjeblikkelige overføringer«.²⁶

Det sker undertiden, at en historiker gengiver, hvad de personer, han beretter om, har sagt, for eksempel ved at bruge indirekte tale. Bryder han så ikke ud af systemet histoire? Jo, men det er åbenbart en slags undtagelsessituation:

Lad os parentetisk pege på, at den historiske udsigelse og diskursens udsigelse til tider kan forenes til en tredje udsigelsestype, som rapporterer diskursen i begivenhedstermer og overfører den til det historiske plan; det er, hvad man almindeligvis kalder ›indirekte tale‹.²⁷

Direkte tale, derimod, bliver ikke berettet; den kan ikke være et element i en historisk udsigelse. (Men den kan citeres, selvfølgelig, hvis citatets kilde angives.) Et talende subjekt er ikke længere et »det«; det tilhører et jeg-du-system. Den historiske udsigelse, systemet histoire, skaber sin egen tidsafgrænsning, afsnøret fra talens instans, fra enhver diskurs; dens model er det apersonale det-system: En rigorøst gennemført historisk udsigelse er afskåret fra at gengive personerne »i deres subjektivitet«.