Читать книгу FortAellerfiktionen - Rolf Reitan - Страница 15

I sit bidrag til Communications nr. 8,«Les frontières du récit« (»Beretningens grænser«), er også Genette på jagt efter fortællerens tegn og fortællerens kode. Hvordan véd vi egentlig, at sætningselementer i en tekst er diskursive, hvis de ikke på en eller anden måde markerer en udsiger? Findes der operative kriteria for at afgøre det? Genette svarer med et Benveniste-citat:

nutid (le présent), som er den diskursive modus’ tid par excellence, defineres ikke som andet end det øjeblik, hvori diskursen foregår, anvendelsen af nutid markerer ›den beskrevne begivenheds sammenfald med diskursens instans, som beskriver den‹.⁴⁷

Nutid, verbets præsens, skulle således levere et operativt kriterium for at afgøre, om et sætningselement er diskursivt, et »taleelement«. Nutid, præsens, er diskursens tid, for et verbum i præsens henviser til selve udsigelsens tidspunkt. »Den lingvistiske tid er selvrefererende«, sagde Benveniste.⁴⁸ Som lingvistisk selvrefererende henviser enhver tale implicit til talens nu (og hvis der er et tilfælde, hvor den ikke gør det, nemlig når talen er et citat, og den citerede tale ikke henviser til talerens nutid, da gør citeringen det). For Benveniste er pointen først og fremmest, at i lingvistisk tid er talens selvrefererende nutid udgangs- og omdrejningspunkt for alle verbernes tider. En fortælling, hvor den talende beretter en historie, han har oplevet, vil »naturligt« blive fortalt i datid og som fortidig, men denne datid er da altid sat i relation til talens nutid som netop denne nutids fortalte fortid.